Æres-Guldpalme til fransk ungdomslegende

Det er ikke hvert år, at folkene bag Cannes-festivalen deler den hæderfulde æres-Guldpalme ud. Så når den bliver, ved man, at vedkommende har spillet en helt særlig rolle i filmhistorien.

Æren tilfalder i år den franske skuespiller Jean-Pierre Léaud, der i 1959 slog igennem med et brag som den misforståede ballademager Antoine Doinel i Francois Truffauts nybølge-mesterværk Ung flugt.

Truffaut vandt prisen for bedste instruktør i 1959, men måtte gå tomhændet hjem i kampen om Guldpalmen.

Til gengæld bliver hovedrolleindehaveren Léaud nu over et halvt århundrede senere hædret med en æres-Guldpalme, der selvfølgelig dækker hele hans lange karriere. Den tæller også roller i Truffauts fire andre film om Antoine Doinel.

Men også den anden af fransk films store nybølge-instruktører, Jean-Luc Godard, var vild med Léaud. Han medvirker blandt andre i den skelsættende instruktørs Masculin-féminen fra 1966 og Kineserinden fra 1967.

Fornemt selskab
Det er et eftertragtet selskab, Jean-Pierre Léaud bliver en del af. Den første modtager af prisen var Woody Allen i 2002, der i år er tilbage på festivalen med åbningsfilmen Café Society.

Siden modtog endnu en amerikaner, Clint Eastwood, og en italiener, Bernardo Bertolucci – hvis Sidste tango i Paris Léaud også medvirker i – prisen i henholdsvis 2009 og 2011.

Men sidste år gik prisen så endelig til en af festivalens landsmænd, den franske nybølge-instruktør Agnès Varda, en af Truffaut og Godards samtidige. Hun huskes især for en af de andre store nybølge-film, Cleo fra 5 til 7 fra 1962.

I år står altså endnu engang i den franske nybølges tegn, når Jean-Pierre Léaud søndag den 22. maj modtager festivalens hæder under afslutningsceremonien. Selv om hans eftermæle blev skrevet for næsten et menneskeliv siden, er snart 72-årige Leaud stadig i fulde omdrejninger.

I år er han atter engang aktuel på festivalen i Cannes som skuespiller, hvor han medvirker i spanske Albert Serras La Mort de Louis XIV, der er del af særvisnings-programmet. Her indtager han intet ringere end titelrollen som den lettere tossede franske Solkonge.