Nyhed
04. nov. 2008 | 12:48

Afholdenhed betaler sig

Afgangsfilmene fra hold nr. 4 på Super16 er en blandet landhandel, men et par perler giver håb om fornyelse i dansk film.

Af Nanna Frank Rasmussen

Den Danske Filmskole har luftet tanker om at lade deres elever prøve kræfter med spillefilmformatet under uddannelsen.

De skal rystes ud af kortfilmkuvøsen, som det er blevet sagt. Det kunne den alternative instruktør- og producerskole Super16 måske lade sig inspirere af.

For hold nummer 4 og deres endelige svendeprøve, deres afgangsfilm, der blev vist i Dagmar for et par uger siden, gælder det nemlig, at der ikke tænkes puritansk nok. Ambitionerne og armbevægelserne er ofte for store i forhold til de knap 30 minutter, instruktøren har at udfolde sig i. Det skinner igennem, at de - selvfølgelig - ville have elsket at have meget mere tid og plads at boltre sig på.

Begejstringen for mediet skinner tydeligt igennem på samtlige afgangsfilm, men det er ikke nok til at ændre indtrykket af, at det er en ujævn årgang, der nu forlader skolen.

Skru op for det bizarre
For bare et år siden tog Mads Matthiesen verden med storm med sin følsomme film om bodybuilderen Dennis med et moderkompleks større end sine gigantiske overarme, som prydede forsiden af Ekko-dvd'en Super16: Best of 1999-2007.

Med Cathrine bliver Matthiesen i de nære familiekonflikter. Cathrine er en tyk teenagepige, der forelsker sig en 33-årig mand, og det vil hendes forældre sætte en stopper for. Cathrine har nemmere ved at trodse sit ophav end Dennis, men begge er skrøbelige og følelsesmæssigt uadrætte.

Matthiesen insisterer på en realisme krydret med en snert af det groteske, men han kunne godt skrue op for det bizarre, så længe amatørskuespillere underminerer det virkelighedstro udtryk. Beskrivelse af de tykke forældre kunne for eksempel være blevet til et tragikomisk Botero-portræt, hvis ikke der blev fokuseret så gevaldigt på det seriøse med stort S.

Ukontrollabel vrøvlevise
Mere vildfaren er Kræsten Kusks Black Man om en mand, der er taget til St. Croix for at sige undskyld til de indfødte for den danske kolonimagts medbragte ulyksaligheder. Skuespilleren David Dencik er eneste forsonende element i den rablende og ukontrollable vrøvlevise.

Identitetsfortrængninger og -forundring kommer mere lyrisk til udtryk i Ada Bligaard Søbys New York-nostalgi Black Heart, et destillat af en fortælling om mennesker i den fascinerende by, hvor man hver dag kan genopdage og genopfinde sig selv. Filmen er en anelse prætentiøs, selvom der er anslag til noget originalt, som vel kan give spændende oplevelser i fremtiden.

Lyrisk generationsportræt
En filmfremtid har Sune Lykke Albinus efter min bedste overbevisning også. Hans film Nowhere Man er den smukkeste af afgangsfilmene, og her er en instruktør, der ikke vil for meget, men alligevel når en masse.

Hovedpersonen Andreas har svært ved at finde hoved og hale i tilværelsen og flygter ind i en eskapistisk fest-rus sammen med sin ven og hans kæreste.

Det er måske et temmelig aldersspecifikt portræt af en midt-tyver-ungdom i vildrede. Alligevel formår den præcist og visuelt velartikuleret at spidde en spleen, der vækker mindelser om Rifbjergs Den kroniske uskyld - som jo kan læses af alle aldersgrupper. Nowhere Man er et enkelt, sørgmodigt og meget lyrisk generationsportræt af en følelsesløs velfærdsungdom.

Spillefilmklar
Super16-uddannelsen har fostret instruktører, der har fået lov til at lege med de store drenge og lave spillefilm efter uddannelsen. Christina Rosendahl, Martin Barnewitz og Carsten Myllerup for eksempel.

Den nyslåede instruktør Roni Ezra er selvskrevet til at bliver ført ind i denne kongerække. Hans Panser er den mest færdigformede af alle filmene og har med sit indbyggede moralske dilemma en samfundsrelevans, der har potentiale til udvidelse.

En usikker politibetjent harmes over et tilfældigt overfald på en fjortenårig dreng, men hans retfærdighedssans bliver sat på prøve i mødet med både omverdenens og politiets egen reaktion på forbrydelsen. Det er et formfuldendt drama, der er meget professionelt og selvsikkert iscenesat. Ezra kan ikke være langt fra en spillefilm, hvis bare de rigtige pengemænd hiver fat i ham.

Begærets dunkle mål
Anna Treiman tager i Kaktus fat i dunkle kvindelige lyster, og det er modigt gjort. En ung kvinde fantaserer om at blive voldtaget, og hun bestiller en mandlig prostitueret til jobbet. Men det er et farligt begær, hun konfronteres med.

Det er prisværdigt, at den kvindelige seksualitet bliver behandlet så sobert og sensuelt - det ser man meget sjældent. Og selvom historien måske er en anelse for kompleks til de blot 30 minutter, bliver Kaktus alligevel et artikuleret indlæg - ikke i kønsdebat, nej gud fri mig vel, men i en ærlig diskussion om begær og lyst.

Mere fantasirigt leger Mikkel Blaabjerg Poulsen med en ekspressiv billedstil i den halvtamme The Matjulskis, der handler om en cirkusfamilie med traumer. Der klovnes for meget rundt i manegen med opfindelser, lyde og farver, som spænder ben for, at filmen bliver rigtig vellykket. Der er fragmenter og flyvske ideer, som slet ikke er tossede, men linedansen lykkes bare ikke helt.

Super16-uddannelsen er et vægtigt alternativ til den statsstøttede filmskole, og det er godt at se, at der i den noget ujævne bunke afgangsfilm er perler, som giver håb om fornyelse i dansk film.

© Filmmagasinet Ekko