Interview
13. okt. 2003 | 08:00

Bag et mediemonster

Foto | Ricardo Lopez
Ricardo Lopez optog atten timer i de sidste ni måneder af sit liv. Det er disse private optagelser, der danner grundlag for Sami Saifs film.

Medierne viser billeder af en mand, der skyder sig i hovedet, men de er ikke interesserede i at fortælle, hvem manden var, eller hvorfor han gjorde det. Sami Saif fortæller om baggrunden for sin dokumentarfilm om Ricardo Lopez, der i 1996 sendte en bombe til Björk og bagefter filmede sit eget selvmord med et videokamera.

Af Claus Christensen / Ekko #8

Medierne sælger sensationer. Det ved enhver. Alligevel kom det som et chok, da alverdens tv-stationer i 1996 viste billeder fra en privat videodagbog med en ung amerikaners rituelle selvmord. Nøgen, kronraget, grotesk bemalet og manisk talende sidder Ricardo Lopez alene foran et snurrende videokamera og tæller ned til sin egen død. Til sidst stikker han en revolver i munden og affyrer det dræbende skud, hvorefter kameraet falder på jorden og smadrer. Billedet går i sort.

Det var reality-tv i sin mest ekstreme og ubehagelige form. Blåstemplet af FBI, der uden betingelser og for båndkopierings-prisen havde stillet 21-årige Ricardo Lopez’ videodagbog til rådighed for interesserede. Og mange tv-stationer kunne ikke stå for fristelsen til at bringe de chokerende billeder af Ricardo Lopez, der først sender en syrebombe til idolet Björk og bagefter på vanviddets rand filmer sit selvmord.

Den unge danske instruktør, Sami Saif, zappede ved et tilfælde ind på dokumentarprogrammet Björk-besættelsen i serien Yderzoner på TvDanmark. Han fornemmede, at det billede, journalisten tegnede af en gal og dødsensfarlig bombemand, ikke stemte overens med virkelighedens Ricardo Lopez: ”Journalisten går rundt i en skov og fortæller med en dyb, dramatisk stemme: ’Ricardo Lopez er sindssyg, han konstruerer en bombe.’ Så klippes der til, at Lopez sidder med bomben og ligner en maniac. Dernæst siger journalisten: ’Han vil dræbe sangerinden Björk!’ Så klippes der tilbage til Lopez, som sidder foran videokameraet: ’She’s fucking a nigger!’

”Da jeg så det, kunne jeg mærke, at det kan godt være, at han siger de ord, men han mener det ikke,” fortæller Sami Saif. ”Jeg kunne mærke, at der var et element af løgn, et element af en lille dreng, der ville være verdensmester. Det pissede mig enormt af, at journalisten ikke så det. Han fortsatte bare: ’Han vil dræbe negeren, manden er racist’ osv. Tv-programmet havde fra starten dømt Ricardo Lopez som værende sindssyg. Og højdepunktet er selvfølgelig dér, hvor han skyder sig selv.”

Med FBI’s velsignelse
Sami Saifs pointe er, at TvDanmark ikke interesserer sig for mennesket Ricardo Lopez, men blot bruger ham som en platform for en intetsigende tv-sensation. Det var stationen i øvrigt ikke ene om. Snart cirkulerede brudstykker af videodagbogen på internettet, og billeder af den kronragede selvmorder dukkede op i alle mulige og umulige sammenhænge. Fra en dokumentarfilm om højreekstremisme i USA til en kommerciel musikvideo på MTV blev den unge amerikaner personificeringen af det absolutte vanvid.

”Jeg undrede mig over, at Ricardo Lopez og hans pårørende ikke var beskyttet mod misbrug af de private optagelser. Jeg undersøgte sagen og fandt ud af, at FBI havde beslaglagt videodagbogen i forbindelse med efterforskningen af bomben til Björk. Og FBI har en Media Department, der distribuerer kriminalitet optaget på video til tv-stationerne, hvis materialet kan bevise, at crime doesn’t pay,” siger Sami Saïf, der selv ansøgte FBI om at få en kopi af dagbogen. I brevet understregede han, at båndene skulle bruges til en seriøs, ikke-kommerciel dokumentarfilm.

”Men FBI var komplet ligeglad med, hvad vi skulle bruge båndene til. Betaler man for en videokopi, får man helt automatisk materialet udleveret,” fortæller Saif forundret. Og hans forundring blev ikke mindre, da han begyndte at se Ricardo Lopez’ optagelser igennem og gang på gang tog politiet i at citere forkert fra båndene. ”Ligesom journalisterne havde politiet tilsyneladende på forhånd dømt manden. Det gav mig ekstra lyst til at give ham en oprejsning eller vise ham en form for respekt. Ricardo Lopez havde optaget dagbogen, fordi han havde haft et ønske om, at folk skulle se, hvem han var. Men i virkeligheden var der ingen, som havde set hans bånd. Ikke engang politiet.”

Björk som projektionsfigur
I filmen The Video Diary of Ricardo Lopez fortæller Sami Saif historien om Ricardo Lopez udelukkende via Lopez’ egne videooptagelser. I de sidste ni måneder af sit liv har den unge amerikaner, der arbejder som skadedyrsbekæmper, optaget atten timers bånd. Han bor i en lille et-værelses lejlighed i Hollywood, Florida. Den klaustobobiske stue rummer en madras, en stol, reol, tegnebord, fjernsyn og musikanlæg. Ikke andet. Altid alene og ofte om natten fortæller han kameraet om sine forældre i Uruguay, om vennen Ralph og broderen George, sit rædselsfulde job, sin overvægtige krop, sex og porno og længslen efter bare at holde om en kvinde. Men først og fremmest taler Ricardo Lopez om Björk, hvis musik ofte fylder stilheden ud i lejligheden.

”Ricardo Lopez bruger Björk som en projektionsfigur. Når han taler om hende, taler han i virkeligheden om sig selv. Hun er lille og sårbar, hun er en mærkelig én, som laver kunst, og hun har også et meget voldsomt temperament. Det er meget elementært. Når man har det skidt, søger man ikoner og vokser sammen med dem,” forklarer Saif og fortsætter:

”Ricardo Lopez er ensom, han er jomfru og lider af et stort mindreværd. Men foran kameraet laver han sin egen illusionsverden. Han leger med kameraet og iscenesættelser sig selv. ’She’s fucking a nigger,’ siger han pludselig om Björk, men det gør ham ikke til racist. Han iscenesætter sig bare som en stor ond mand og kigger på sig selv og siger: ’Jamen, grunden til, at jeg er frygtelig er, fordi...’ Så leger han videre med det frygtelige. Og ved at rationalisere det frygtelige går han ind i de suicidale tanker. Han begynder at give tankerne frit løb, han leger med tanken om, at ’jeg skal dø. Jeg har ikke fortjent at leve, fordi jeg er et dårligt menneske.’”

Psykologisk ekspertise
Ved at studere videooptagelserne finder Sami Saif hurtigt ind til mennesket bag psykopaten. Til gengæld har han svært ved at gennemskue Ricardo Lopez’ egentlige problem. Der er noget med en mor, der er noget med en bror, der er mange forskellige ting. Instruktøren kontakter dr. med. Peter Elsass og viser ham et koncentreret udsnit af båndene. Ikke fordi svaret skal berettige, at Saif laver filmen, men fordi det er vigtigt for instruktøren at vide, hvor omdrejningspunktet for Lopez’ problem ligger.

”Elsass kom frem til, at punktet måtte ligge omkring moderen. Hun har holdt for meget fast i Ricardo, fordi han er en efternøler. Han er blevet en bamsefigur, som hun nægter at lade blive voksen. Derfor er det også svært for ham med seksualiteten. Han er blevet holdt tilbage i puberteten og har aldrig fået mulighed for at gennemleve de ting. Han er identitetsløs. Han vil gerne gøre sig fri af sin religiøse opvækst, men magter det ikke. Han er også mere tænkende og intellektuel end sine søskende. Han er meget dygtig til at tegne, men der er ingen i omgangskredsen, som forstår ham.”

Sami Saif havde på forhånd besluttet, at han ville se samtlige bånd igennem uden at springe noget over. ”Det var selvfølgelig hårdt at se så mange timers film med et suicidalt menneske. Nogle steder var optagelserne enormt koncentrerede. I fyrre minutters optagelser kunne der ligge fire dage, som havde været sindssygt smertefulde for Lopez. Andre steder var det bare ulideligt kedeligt, f.eks. når manden sidder og ser fjernsyn i to timer, mens båndet kører. I fragmenter får man indblik i, hvordan han går og har det,” fortæller Sami Saif, der er uddannet på Filmskolens tv-linie og blandt andet har gået til timer hos manuskriptlæreren Mogens Rukov. Her blev Saif interesseret i kunsten at lægge en historie an, så den gør størst muligt indtryk på publikum.

Smerte til publikum
”Det er død og pine vigtigt for mig at overføre den smerte, som Ricardo Lopez er gået igennem, til publikum. I det første kvarter skal dokumentarfilmen om ham ikke være let at se. I næste fase skal folk forholde sig til, hvorfor de ser den – om de ønsker at fortsætte, for det her kommer til at kræve noget. Og fra den refleksion gør jeg Ricardo Lopez til en person, som publikum søger i stedet for, at det er ham, der søger os.”

”Her bliver Ricardo Lopez’ historie vores historie. Vi er et skridt foran ham, men vi kan ikke stille noget op. Og Lopez skal så at sige forlade filmen før os. Når filmen slutter, skal han leve videre i publikum og være en refleksion inde i dem. Ikke ’hvorfor så jeg det’, men rent menneskeligt: ’Gud kan det ske’ og ’har jeg mon nogle venner, som også...’” siger Sami Saif, som selv oplevede en stor sorg, da hans bror i 1995 begik selvmord.

At forstå en selvmords-proces har da også været instruktørens personlige motiv for at lave filmen om Ricardo Lopez. Men Sami Saif har lagt vægt på, at hans dokumentarfilm ikke blev et køligt studium, hvor publikum på behørig afstand kan betragte hovedpersonen som et objekt. Derfor rummer The Video Diary of Ricardo Lopez ingen interviews, ekspertudsagn eller forklarende journalister. Bortset fra forklarende mellemtekster og en sparsom, yderst nænsom underlægningsmusik består den 70 minutter lange film som sagt kun af Ricardo Lopez’ egne optagelser.

Om at miste sig selv
Det er med andre ord i redigeringen, at Sami Saif sætter sit kunstneriske fingeraftryk. Og her sørger Saif for, at vi kommer tæt på et menneskes svære kamp med livet og oplever hans frustrationer, vrede og selvhad. Men vi lærer også Ricardo Lopez at kende som et intelligent, humoristisk og skrøbeligt menneske, der er begunstiget med et talent for at udtrykke sig. Ikke bare foran kameraet, men også som skulptør og i sarte tegninger af f.eks. isbjørne, der klamrer sig til en gold bjergtinde som en sidste skanse.

Undervejs kommer Lopez i terapi (”han er en rigtig god læge, han er sgu federe end mig,” siger Lopez selvironisk). Og til det sidste håber vi, at den unge mand — der ”mestrer kunsten at holde om sig selv”, som Lopez udtrykker det — vil vælge livet frem for døden.

Men sådan går det desværre ikke. Og spørgsmålet er, om det er etisk forsvarligt at lave en solidarisk film om en mand, der ikke blot vælger døden, men som også konstruerer en bombe for at dræbe et andet menneske.

”Jamen, Ricardo Lopez er ingen UNA-bombemand,” siger Sami Saif. ”Man kan jo se på billederne, at bomben ikke fungerer. Den går i stykker i hjørnerne, væsken løber ud. For Lopez handler det i virkeligheden ikke om at slå Björk ihjel, men om at slå sig selv ihjel. Han arbejder sig frem til det punkt, hvor han kan tillade sig at skyde sig selv. Det lyder måske kryptisk, men det er den psykologiske logik. Ved at sende hende bomben, berettiger han sin egen død,” forklarer Saif og understreger, at Ricardo Lopez selv er klar over, at bomben aldrig vil have nogen effekt.

”Min film handler ikke om at sende en bombe, men om man skal leve eller dø. Den handler om et menneske, som mister sig selv. Det er her, filmen bliver interessant for andre: Hvad skal man stille op, når man møder fortvivlelse i livet?”

Viser ikke selvmordet
Sami Saif opgav på forhånd at skaffe rettighederne til den popmusik, som Ricardo Lopez spiller på sin CD, og som kan høres i videodagbogen. Derfor har The Video Diary of Ricardo Lopez i biografsammenhænge kun kunnet vises på lukkede filmfestivaler. Men det er Sami Saif egentlig ikke er ked af, for han har til gengæld fået mulighed for at være til stede, hver gang filmen er blevet vist. Og instruktøren har lagt stor vægt på at gå i dialog med publikum.

”Jeg har fået meget forskellige reaktioner. Nogle folk skubber filmen væk, fordi den virker meget voldsom og overrumplende på dem. For andre folk åbner filmen for nogle smertepunkter. Den skaber et fortroligt rum, hvor de får lyst til at tale om dybere ting i livet. F.eks. har jeg hørt om en kvinde, som efter filmen fik mod til at fortælle sine veninder om, at hun har været udsat for incest. At se filmen havde været en slags terapi for hende.”

”Jeg tror ikke, at der er nogen grænser for, hvor langt en dokumentarfilm kan tillade sig at gå på en menneskelig tragedie, så længe den person, der laver filmen, også sætter sig selv på spil. Instruktøren skal vide, hvorfor han laver filmen. Og han skal kunne leve sig ind i de mennesker, han skildrer. Det kræver et stort ansvar at lave den type film. Derfor har det også været vigtigt for mig at se Ricardo Lopez-filmen sammen med publikum. Jeg har ikke lyst til, at folk bliver vrede på Lopez.”

”Det er et spørgsmål om graden af fordybelse. Problemet med tv-journalister er, at de ofte bare skænker et menneske som Ricardo Lopez et par minutter i et nyhedsindslag. Og så hurtigt videre. De viser billeder af en mand, der skyder sig selv, men de vil ikke fortælle, hvem han var, eller hvorfor han gjorde det. Intimiteten har absolut en grænse,” mener Sami Saif, der selv er blevet kritiseret for at gå for tæt på Ricardo Lopez’ tragedie. Men instruktøren er også – måske mere overraskende – blevet kritiseret for at vise for lidt. Vi ser nemlig aldrig Lopez’ selvmord, og filmen begynder med en tekst, som fortæller ”Ricardo Lopez’ suicide is not shown in this film”.

”For mig har det været helt afgørende ikke at vise selvmordet, og jeg har aldrig selv set det. Jeg bad en kollega om at mærke det sidste videobånd af, før Ricardo Lopez skyder sig selv. Jeg ville slet ikke kunne bære at se det. Da jeg så båndene, var han på alle måder levende, og det var en forudsætning for, at jeg kunne lave filmen. Det ville være for nedværdigende at se ham skyde sig selv. Og det ville være ødelæggende for hele filmen. Det hører sig ikke hjemme.”

© Filmmagasinet Ekko