Interview
19. mar. 2013 | 15:08

Dansk films nye stjerne fravælger filmen

Foto | Søren Solkær Starbird
Sara Hjort Ditlevsen lod sig bodypainte til forsiden af Ekko #55, der var en hyldest til hendes uimodståelige spil som hund i Undskyld jeg forstyrrer.

Med Bodil-triumfen er det for alvor slået fast, at Sara Hjort Ditlevsen er dansk films store skuespiltalent. Men i de kommende år har hun travlt med teaterskolen.

Af Ida Rud

”Haha, nu går jeg på skole! Hvad vil I dog gøre ved det?” driller Sara Hjort Ditlevsen kort tid efter, at hun lørdag har modtaget årets Bodil for bedste kvindelige hovedrolle.

Mange flere ord bliver det ikke til på Bodil-aftenen for den smukke kvinde, der i virvaret af lykønskninger og kærestekys lader sig rive med i rusen af Bodil-prisen.

Den 24-årige Bodil-debutant vandt sin første Bodil for Henrik Ruben Genz’ Undskyld jeg forstyrrer. Her gør hun sig let og overlegent bemærket i rollen som den sarte-og-så-alligevel-ikke-kvinde Helene og ikke mindst som hunden (!) Bjørn.

Uden uddannelse imponerede hun både filmens instruktør, medspillere og en entydig anmelderskare med sin naturlighed og evne til at spille uden blu.

Foretrækker fordybelse
Sara Hjort Ditlevsen har tidligere markeret sig som cellisten Sofie over for Cyron Melvilles plagede pianist i ungdomsdramaet Vanvittig forelsket (2009). Hun spiller også med i Per Flys tv-serie Forestillinger fra 2007 og er Mille Dinesens datter i TV 2-serien Rita.

Med den nye, flotte pris kunne man forledes til at tro, at Sara Hjort med ro ville nyde frugten af sit talent og fortsætte med flere film. Men sidste år lykkedes det hende – efter adskillige forsøg – at komme ind på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater.

”Jeg har hele tiden ville dét,” forklarer hun over telefonen dagen efter prisoverrækkelsen.

”Jeg havde flere grunde til at søge ind på teaterskolen, men dybest set havde jeg brug for nogle år, hvor jeg kunne fordybe mig. I film arbejder man mod et mål, men på skolen udvikler man sig. Jeg får fantastisk undervisning og indgår i et samarbejde sammen med syv andre – dét synes jeg er ret unikt.”

En sund stemme
Velmenende filmkollegaer har rådet Sara Hjort til at fravælge teaterskolen. De frygter, at skolen piller ved hendes bemærkelsesværdige talent, men det er hun slet ikke enig i.

”Jeg tror kun, at mit naturlige skuespil bliver bedre. Jojo, jeg får undervisning for stemmen, men så jeg får en sund stemme. Skal jeg have en lang karriere som teaterskuespiller, så vil jeg ikke ødelægge den,” fortæller hun.

I Sara Hjorts optik er det ikke nødvendigt at tage en skuespilleruddannelse, men hun ser det som en gave.

”At lave film har jeg et naturligt flair for, men nu lærer jeg noget andet, som jeg kan bruge, når jeg kommer ud.”

Film i ferier
En af de største udfordringer, Sara Hjort lige nu står over for, er, at hun er nødsaget til at afvise spændende filmtilbud. Skolen kræver et seriøst engagement.

”Når man, som jeg, ikke har været skuespiller i 30 år, så er det overvældende hver gang, jeg får et tilbud. Men det, skolen giver mig i det lange løb, er meget større, og med visheden om det, har jeg det ok med at sige nej til nogle filmtilbud,” siger hun og tilføjer:

”Hvis man er dygtig, og man brænder for noget, så er det der også om fire år.”

Sara Hjort har dog kæmpet for at spille med i den kommende norske spillefilm Dirk Ohm, og hendes rektor er i vid udstrækning forstående. Men det bliver alligevel til indspilning i ferier og weekender.

Større ansvar på teatret
På trods af de flotte filmanerkendelser ser Sara Hjort meget frem til at arbejde inden for teatrets rammer.

”Dét at stå på teaterscenen og udvikle en rolle er lige nu en større udfordring for mig. Det er en drøm. På film er der så mange hjælpemidler. Der er lys og lyd og en klipper. Klipperen er der slet ikke på teatret. Det gør, at du som skuespiller har et større ansvar.”

”Jeg elsker ikke det ene mere end det andet. Jeg vil altid have lyst til at lave begge dele. Men jeg har ikke lavet så meget teater endnu, så det glæder jeg mig til.”

Blik for nye folk
Sara Hjort Ditlevsen opfatter den slanke Bodil-statuette som et flot punktum for et stykke arbejde, hun er meget stolt af.

”Bodil-prisen får folk til at åbne øjnene for ens talent. Prisen og også nomineringen kan være med til at skubbe ting i gang. Hvis man vil udenlands, er det godt at have med på cv’et,” fortæller skuespilleren, der allerede har været med i den hollandske Borgman, der får premiere senere på året.

Sara Hjort understreger, at Bodil er noget særligt, at prisen uddeles af filmanmelderne.

”Bodil-komiteen er god til at anerkende nye, unge folk, så prisen er prikken over i’et. Komiteen stemmer ikke automatisk på det, de kender. Og det er forfriskende at vinde for den rolle, fordi det ikke er en skrige-tude rolle – som jeg også kan spille – men en meget karakterbåren rolle, der er lige mig.”

Under Cph Pix-festivalen i april kan Sara Hjort ses i Jens Dahls kortfilm 2 piger 1 kage.

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko