Nyhed
28. feb. 2024 | 15:10 - Opdateret 01. mar. 2024 | 07:42

Danske filmfolk vil have rabatordning

Grafik | Filmmagasinet Ekko

Danmark og Luxembourg er de eneste lande i Europa, der ikke tilbyder en rabat til film- og tv-selskaber, der optager i landet. 

En bred alliance af danske filmaktører og erhvervsorganisationer ønsker en rabat på 25 procent til produktioner i Danmark, selv om Filminstituttet er skeptisk.

Af Frederik Hoff

I en artikel fra det aktuelle Ekko #95 stiller medieekspert Claus Bülow Christensen spørgsmålstegn ved, hvorfor Danmark og Luxembourg er de eneste lande i Europa, som ikke tilbyder en såkaldt produktionsrabat.

Produktionsrabatter går ud på, at film- og tv-selskaber får refunderet dele af deres udgifter, hvis de lægger en del af deres optagelser i landet.

De andre europæiske lande tilbyder mellem 25 og 40 procent rabat, og det betyder, at mange fravælger at optage i Danmark, skriver Claus Bülow Christensen, som allerede for syv måneder siden slog til lyd for rabatterne i sin Ekko-blog.

Et andet sted i #95’s tema om krisen i dansk film bliver Producentforeningens direktør Jørgen Ramskov spurgt om sin holdning til forslaget.

Han vurderer, at produktionsrabatter, hvis de designes rigtigt, er en god måde at tiltrække især udenlandske serieproduktioner fra streamingtjenester som Prime Video, der allerede har et godt øje til markedet for danske serier.

Nu er en alliance af samtlige aktører i den danske filmbranche samt erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv og SMVdanmark gået sammen om at foreslå en dansk produktionsrabat på 25 procent, skriver Politiken.

Tudetosset
Dansk film er stadig ved at komme sig over en omfattende krise, og en dansk produktionsrabat skal – sammen med en økonomiske saltvandsindsprøjtning fra den nye filmaftale – hjælpe med at få hjulene i gang igen, mener alliancen.

Det foreslås, at der bliver afsat 150 millioner kroner om året til rabatterne, hvilket den danske stat vil få flere gange tilbage.

En undersøgelse fra Norges kulturministerium er nået frem til, at Norge får 4,7 kroner tilbage for hver enkelt krone, der er brugt på deres produktionsrabatordning, fordi de udenlandske produktioner betaler skat i landet, betaler for lokale serviceydelser og bruger lokal arbejdskraft.

Politiken bruger den kommende store serie, Frøken Smillas fornemmelse for sne, som eksempel på de produktioner, Danmark går glip af.

Seriens producent Friedrich Radmann fortæller, at serien optages i Baltikum og Island, fordi det er økonomisk umuligt at gøre det i København og Grønland, hvor handlingen faktisk foregår.

Politiken har spurgt en række politikere fra forskellige partier, hvad de synes om forslaget om en dansk produktionsrabat, og der lader til at være positiv stemning over hele linjen.

De konservative kalder det ifølge Politiken for ”tudetosset”, at Danmark ikke har en sådan ordning endnu, og direktøren for Dansk Erhverv støtter også forslaget.

Meget skeptisk
Erhvervsminister Morten Bødskov skriver i et mailsvar til Politiken, at regeringen lytter til erhvervslivet, men at Danmark har valgt at prioritere en direkte film- og seriestøtte, hvor projekterne primært vurderes på baggrund af deres kvalitet.

I Ekko #95 siger direktør for Det Danske Filminstitut, Claus Ladegaard, at han er meget skeptisk over for produktionsrabatter.

I takt med at der er kommet flere produktionsrabatter i Europa, er der nemlig kommet færre kulturmidler, og med rabatterne kan man finansiere film, uden at der bliver taget stilling til indholdet.

”I år bliver der lavet 2400 spillefilm i Europa, og mange af dem bliver aldrig set,” siger han i Ekko og fortsætter:

”Produktionsrabatter er gode, når folk står og mangler arbejde, men i stedet for at bruge 100 millioner kroner på en dansk produktionsrabat, bør man komme de penge i public service-puljen hos Filminstituttet. Det skaber lige så meget økonomisk aktivitet, men man sikrer, at det går til danske produktioner af en vis kvalitet.”

– Men en stor del af branchen taler for det?

”Ja-ja, og så vil vi da gerne være med i diskussionen og foreslå at afsætte rabatten til eksempelvis animation, som er særligt hårdt ramt lige nu. Men hvis det skal kunne fungere, er der brug for overnational regulering.”

Der har været kritik af danske film, som får støtte i Danmark, men indspilles i for eksempel Tjekkiet på grund af landets produktionsrabat. I princippet vil danske produktioner sandsynligvis også kunne få produktionsrabat herhjemme.

Kommentarer

Produktionsrabatter i Ekko #95

Det nye nummer af Ekko byder på et tema om krisen i dansk film og tv.

Medieeksperten Claus Bülow Christensen stiller spørgsmålstegn ved, hvorfor Danmark står alene i Europa uden produktionsrabatter.

Vi taler med to af landets førende filmbosser, som blandt andet diskuterer produktionsrabatter.

Få en filmgave, når du tegner abonnement.

Bestil magasinet her og få det tilsendt.

Magasinet kan købes i løssalg over hele landet.

Abonnenter kan også læse bladet digitalt.

© Filmmagasinet Ekko