Interview
16. apr. 2012 | 10:28

Den canadiske drømmebeundrer

Foto | Guy Maddin
Guy Maddin

”Film burde gå direkte i hjertet frem for gennem hjernen,” siger Guy Maddin, hvis surrealistiske film er baseret på drømme. Den nye Keyhole kan ses på Cph Pix.

Af Mads Suldrup

”Drømme er ofte mest dybsindige, når de virker mest skøre,” skrev Sigmund Freud engang, og hvis psykoanalysens far har ret, er instruktøren Guy Maddins nye drømmefilm Keyhole en meget dybsindig film.

Enhver psykolog med speciale i drømmetydning vil mæske sig i de skøre hændelser, som man vist rolig kan sige finder sted i filmen.

En synsk pige genopstår, en kronisk onanerende teenagedreng sidder i et kosteskab, og så er der ikke mindst talrige nøgne, seksuelt aktive spøgelser.

Blandt andet et mandligt spøgelse på omkring de 80, som giver den penis, der på magisk vis springer ud fra væggen, et blowjob!

Stumfilm og komplekser
Guy Maddins film er så outrerede og sære, at de aldrig har set skyggen af en dansk biografpremiere. Men på årets Cph Pix kan man opleve auteurens nyeste film, Keyhole.

Den 56-årige canadier har ingen formel filmuddannelse, men har ikke desto mindre lavet film siden midten af 80’erne.

Ti spillefilm og næsten 30 kortfilm er det blevet til for den aktive instruktør, der også er videokunstner. Under Pix-festivalen kan man se hans udstilling Hauntings I, der hylder de mange stumfilm, som er gået tabt.

Guy Maddin er netop kendt for at eksperimentere med stumfilm i sådan en grad, at det på det visuelle plan kan være svært at skelne hans film fra eksperimentelle kunstfilm fra 20’erne. Men samtidig krydrer Maddin sine værker med komplekser fra sin opvækst, og det giver bogstavelig talt hans film et tidløst udtryk, som det er svært at finde lignende eksempler på i filmhistorien.

Hovedpersonen i stumfilmen Brand Upon the Brain! fra 2006 er således en ung mand, Guy, der bliver ulykkelig forelsket på den lille ø, hvor han bor med sin familie. Familien ledes med jernhånd af moren, som fra sit fyrtårn overvåger alt på øen.

My Winnipeg fra 2007 er en slags drømmedokumentar, hvor Guy Maddin tegner et portræt af hjembyen Winnipeg ved blandt andet at rekonstruere minder fra sin barndom.

Råmateriale til noget cool
Også Keyhole, der har dialog og altså ikke er en stumfilm, udspringer af den canadiske auteurs drømme.

”Med Keyhole ville jeg lave en film, der duplikerede de her tilbagevendende drømme, jeg havde, hvor jeg virkelig savnede mit barndomshjem og vandrede rundt inde i det,” forklarer instruktøren, da Ekko møder ham under Berlin-festivalen i februar, hvor Keyhole også var på programmet.

”Jeg beundrer drømme. Jeg var på noget medicin i starten af 90’erne, hvor den daglige dosis var alt for høj. Så i fire-fem år kunne jeg ikke huske mine drømme, og jeg følte mig fuldstændig forarmet,” forklarer instruktøren, og alvoren i hans blik er ikke til at tage fejl af.

”Drømme er en rodet udgave af virkeligheden. Vi drømmer om vores frygt og vores ønsker eller om noget, der er sket, som vi ikke kan huske om dagen. Så jeg ser et potentiale i alle mine drømme. De kan være råmaterialet til noget virkelig cool.”

Vigtig spøgelses-oralsex
Det var dog ikke udelukkende Maddins drømme om barndomshjemmet, der fik indflydelse på Keyhole.

”Jeg ville også lave en film om spøgelser. Jeg tror ikke på spøgelser, jeg ser dem som minder. Så jeg tænkte, at jeg ville tage et hus, og så bare fylde det op med minder — altså spøgelser. Og så bare lade dem tale med hinanden,” fortæller instruktøren.

”Jeg indså, at hvis jeg skulle lave en ærlig film om mit hjem og min familie, så er der øjeblikke, hvor folk er nøgne. Følelsesmæssigt nøgne og psykisk nøgne. Der er altid et eller andet seksuelt traume i en familie, så det var vigtigt for mig, at husets bedstefar udøvede lidt spøgelses-oralsex,” siger Guy Maddin med henvisning til den førnævnte, noget bizarre scene.

Ynkelige seksuelle drifter
Keyhole er løst baseret på James Joyces romanklassiker Ulysses, der er berygtet for at være umulig at filmatisere. Filmen udspiller sig i gangsteren Ulysses Picks store villa, hvor han sammen med sine kumpaner gemmer sig fra politiet.

De får alle selskab af spøgelser fra Ulysses’ familie, efterhånden som filmen begynder at glide ind og ud af hans drømme og minder. Jason Patric spiller Ulysses, Isabella Rosselini, som har medvirket i flere af Maddins film, spiller hans kone, mens Udo Kier ses i en birolle som læge.

”Jeg lod filmen udspille sig i et gangster-univers, så publikum ville være trygge ved genren i starten, men jo mere spøgelserne begynder at tale med hinanden, desto mere forvirrende bliver det. I virkeligheden er de bare følelser, der taler med hinanden. Længsel, klagesang, fortrydelse, skyld, forvirring og små, ynkelige seksuelle drifter,” griner instruktøren og lader sit hvide tandsæt komme til syne midt i det pjuskede, grå fuldskæg.

”Alle de her følelser interagerer med hinanden, og forhåbentlig vil de tilsammen være et portræt af den følelse, som jeg har over for mit barndomshjem.”

Spansk inspiration
Keyhole har Guy Maddins usædvanlige visuelle udtryk. De sort-hvide billeder får et gotisk skær i det støvede lys, mens klippestilen er så fragmenteret og frenetisk, at det virker, som om Maddin klipper ud fra et drømmende instinkt.

Mest af alt ligner hans værker den eksperimenterende filmkunst, som man så hos 1920’ernes avantgarde. En af canadierens helt store inspirationskilder er da også den legendariske surrealist Luis Buñuel og især dennes spillefilmdebut Guldalderen fra 1930.

”Den første film, som jeg kastede min kærlighed på, var Guldalderen, som er halvt stumfilm, halvt talefilm. Jeg var meget begejstret over, at man bare kunne gå frem og tilbage mellem den stumme og den talende kunstform. Hvorfor bruge ord, når man ikke har brug for dem? En forfatter skriver ikke hvert et ord, som en karakter siger, så hvorfor skal en instruktør?” spørger Guy Maddin retorisk.

”Jeg var også meget begejstret for, hvordan surrealismen fik sandheden frem på en bedre måde end naturalismen, og jeg var begejstret for, hvordan amatørskuespillere kunne bruges meget effektivt. De kunne bare stå der med deres stærke ansigter og gøre ingenting og så bare lade nogle gode ideer gøre alt arbejdet.”

”Jeg vidste, at jeg aldrig kunne blive en sofistikeret filmskaber, en poleret filmskaber. Min eneste chance var at være klog og ærlig og lave mine scener på en primitiv måde og skabe en eller anden narkotisk effekt ved at bruge drømme i lige så høj grad som Buñuel,” forklarer Maddin.

Musikkens genvej til hjertet
Der er væsentlig mere dialog i Keyhole end i Maddins seneste par film, og det ærgrer instruktøren.

”Al den dialog er dårlig. Man bliver nærmest låst fast i 1929, hvor filmen begyndte at tale, men stoppede med at bevæge sig,” siger han.

Når det kommer til musikken, ligner Keyhole til gengæld Maddins tidligere værker.

”Jeg kan godt lide film, der har en musikalsk logik. Folk burde se film på samme måde, som de lytter til musik. Når man hører en popsang, spørger man ikke sig selv: ’Hvad betyder den her sang?’ Man nyder den bare. Men når man ser en film, som man ikke forstår med det samme, har man en tendens til at blive sur og frustreret,” mener instruktøren, som i 2003 instruerede musicalen The Saddest Music in the World.

”Musik tager en genvej til hjertet. Man burde lade film gå direkte i hjertet frem for gennem hjernen. Jeg gør det ikke engang selv, så det er meget at forlange af et publikum, men jeg har friheden til at prøve at få dem til det.”

Keyhole kan ses på Cph Pix 17. april og 29. april. Guy Maddins videoinstallation Hauntings I kan ses under hele festivalen.

© Filmmagasinet Ekko