Feature
25. sep. 2015 | 12:04

Tv-serier: Den svære anden sæson

Foto | FX Productions
I anden sæson af Fargo spiller Patrick Wilson betjenten Lou Solverson, der netop er vendt hjem fra Vietnam.

Efteråret byder på en håndfuld tv-serier, der med en fremragende første sæson får neglebidende svært ved at leve op til forventningerne.

Af Nicki Bruun

At fænomenet ”den svære toer” også lever i bedste velgående i tv-land, blev gjort smerteligt klart for fans af True Detective denne sommer.

Trods en dystert-morsom Colin Farrell som fordrukken efterforsker, samt Twin Peaks-inspireret mystik leveret af vores egen Janus Metz, var sæsonen en voldsom skuffelse.

Der var også noget at leve op til. Første sæson, der fulgte Rust (Matthew McConaughey) og Martys (Woody Harrelson) jagt på den gule konge i Louisianas swamp, er med rette blevet udråbt til en tv-nyklassiker.

Sidste år bød dog også på en håndfuld andre nye serier, der i løbet af efteråret vender tilbage. Med skuffelsen omkring True Detective in mente, ser vi her på fem serier, hvis anden sæson er stærkt imødeset.

Håbet er naturligvis, at de bliver hvis ikke bedre, så i hvert fald værdige til deres fremragende første sæson.


Fargo

Første sæson af Fargo er mindst lige så god og måske endda bedre end første sæson af True Detective. Indrømmet, det er et polemisk udsagn, som muligvis er farvet af sidstnævntes efterfølgende kritik.

Men hvor True Detective blev anklaget for at låne lige vel meget af forfatteren Thomas Ligotti og hans filosofiske univers, gjorde Fargo intet for at skjule, at inspirationskilden var Coen-brødrenes fantastiske krimi fra 1996.

Så meget desto mere imponerende er det, at serieskaber Noah Hawley fik kreeret et univers, som vækker genklang blandt fans af Coen-brødrenes stil og dialog, men samtidig er helt sit eget. Billy Bob Thorntons Lorne Malvo er lige så dæmonisk som John Goodman i en anden Coen-perle, Barton Fink (1991), mens Martin Freeman brillerer som først undertrykt ægtemand og siden selvsikker bedrager, hvis ynkelighed dog lurer lige under overfladen. 

Den store åbenbaring er dog Allison Tolman og hendes handlekraftige betjent med det herlige navn Molly Solverson. I klar forlængelse af Frances McDormands gravide Marge Gunderson fra filmoriginalen er Molly en kvinde med ben i næsen, som er omringet af inkompetente og moralsk anløbne mænd.

Anden sæsons udfordring er, at den ligesom True Detective er en antologi-serie, der altså starter forfra med ny historie og nye karakterer. Der bliver dog en handlingsmæssig sammenhæng, da vi blandt andet møder Mollys far, Lou Solverson, som ung betjent i 1979. Miljøet er stadig de vinterkolde nordstater, og dermed er der lagt op til endnu en omgang american nordic noir.

Denne sammenhæng betyder forhåbentlig, at Fargo ikke går True Detective i bedene. De medvirkende, der tæller Kirsten Dunst, Ted Danson og Patrick Wilson, får deres opgave for, men bør også kunne indfri forventingerne. 

Fargo kommer på HBO Nordic 13. oktober.


The Leftovers

The Leftovers stod for nogle af de mest følelsesladede øjeblikke i tv-året 2014.

Særligt Nora Durst (Carrie Coon), der mistede sin mand og to børn i den mystiske begivenhed, som starter serien, er dybt fascinerende. To procent af jordens befolkning forsvinder pludseligt, men Nora mister ikke to procent af sit liv – hun mister alt.

Hun er dog blot en bi-karakter i serien, der primært følger politimanden Kevin Garvey (Justin Theroux), hvis kone Laurie (Amy Brenneman) forlader ham og deres to børn til fordel for den hvidklædte og storrygende kult De Skyldige Efterladte.

Anden sæson flytter handlingen og familien Garvey fra staten New York til byen Jarden (ja, der er bibelske overtoner) i Texas. Ingen mennesker forsvandt herfra på den skæbnesvangre dag, og det virker derfor som et godt sted at blive klogere på seriens centrale mysterium.

Grunden til, at man kan være lidt nervøs for anden sæson er seriens skaber, Damon Lindelof. Han stod også bag Lost, som ligeledes lagde stærkt ud, men efterhånden begyndte at fortabe sig i sin mytologiske mystik.

Det samme kan man frygte sker for The Leftovers, men lad os håbe, at Lindelof er blevet klog af skade.

Han har i hvert fald skabt et besnærende univers sammen med Tom Perotta, der også har skrevet bogforlægget. Nu kræver det bare, at plottet og karaktererne fortsætter med at udvikle sig, og at vi ikke forsvinder ned i et religionssymbolsk kaninhul.

The Leftovers kommer på HBO Nordic den 5. oktober.


The Affair

Det er noget nær verdens ældste historie, der bliver fortalt i første sæson af The Affair, men sikke en måde, den fortælles på!

Forfatteren Noah (Dominic West) møder den forførende servitrice Alison (Ruth Wilson) på en idyllisk familieferie i de riges feriested, The Hamptons. De indleder en affære, der giver ham halvdårlig samvittighed, og så er det dét, ikke? Forkert!

Hvert afsnit er nemlig delt op i to ligeværdige synsvinkler: hans og hendes. På den måde får vi et komplekst syn på de to mennesker, der træffer moralsk forkerte beslutninger, men af vidt forskellige grunde. Dette greb blev dog undervejs også noget problematisk, da man kæmpede for at finde ud af, hvad der egentlig var sket.

Anden sæson bygger videre på fortællegrebet og vil tilmed indeholde Noah og Alisons ægtefællers perspektiv. Det er en interessant og modig måde at hæve indsatsen i en allerede voldsomt kompliceret historie.

Man kan dog samtidig frygte, at The Affair knækker nakken i sine store ambitioner. Mordopklaringen, der er seriens krimi-drivkraft, led allerede i første sæson under kun at være anden prioritet. Skal det plot fortsætte, mens to ekstra personers synsvinkel inkluderes, kræver det, at forfatterne holder tungen lige i munden. Ti afsnit af en times varighed kan pludselig vise sig ikke at være særligt meget.

The Affair kommer på HBO Nordic den 5. oktober.


Les Revenants

Har du set The Returned? Var den på engelsk? Så kan du godt starte forfra. Du skal nemlig have fat i den franske udgave, der på originalsproget hedder Les Revenants, men som ligeledes er at finde på Netflix under titlen The Returned (vi bruger her originaltitlen).

For at øge forvirringen bygger den franske serie på en film fra 2004 af samme titel. I både film og serie vender en række formodet afdøde mennesker en dag pludselig tilbage til deres lille landsby – som The Leftovers med omvendt fortegn. Det skaber glæde, men selvsagt også eksistentiel undren og fortvivlelse blandt de pårørende, for er det virkelig deres kære, som er vendt tilbage?

Mens seriens ophav er noget forvirrende, er der intet forvirrende ved kvaliteten i Les Revenants. Visuelt er den mindst lige så smuk som de amerikanske mesterværker Breaking Bad og Mad Men, mens soundtracket af det skotske rockband Mogwai skaber en æterisk stemning, der er så tyk, at man kan skære i den.

Ganske ukarakteristisk er der gået næsten tre år fra seriens første sæson til den anden. I mellemtiden har den vundet en international Emmy for bedste dramaserie – en kategori, Danmark har stolte traditioner i – og det er tydeligt, at folkene bag serien tager publikums forventninger seriøst.

De har taget deres tid til at lave den bedst mulige opfølger, men er det smart at holde en treårig tænkepause inden for et tv-medie, der udvikler sig eksplosivt? Man må derfor håbe, at serien vender lige så levende tilbage som sine karakterer og sætter al tvivl til skamme.

Les Revenants kommer på fransk tv den 28. september. Dansk premiere er endnu uvis. Første sæson findes på Netflix.


Transparent

Mens Transparent ikke lider under de samme strukturelle udfordringer, er presset alligevel til at tage og føle på. 

Og i anden sæson kan serien ikke spille på overraskelsesmomentet, der tog de fleste med bukserne nede og med ét gjorde Amazon til en respekteret spiller på markedet for tv-serier.

Første sæson af Transparent er simpelthen en af de mest imponerende og stilsikre sæsoner i nyere tv-historie.

Historien handler om den ældre mand Mort Pfefferman, der omsider indrømmer over for sig selv og sin familie, at han i virkeligheden er kvinden Maura.

Det er sjældent dybfølt. Man mærker serieskaber Jill Soloways hengivenhed over for Maura, og det er da også en meget personlig fortælling for Soloway.

Den bygger nemlig på hendes egen far, der ligesom Maura i en sen alder erklærede sig for transkønnet. Men ikke kun Maura behandles med kærlighed. Også hendes tre mere eller mindre ulidelige, voksne børn mødes med forståelse, for selvfølgelig er det mærkeligt, at ens far pludselig fortæller, at han er en kvinde.

Udfordringen for Transparent er derfor den samme, som for dens karakterer: Kan serien fortsætte med at finde forståelse i menneskers forskellighed, bliver anden sæson lige så god som den første.

Transparent kommer på Amazon den 4. december. Dansk premiere er endnu uvis. Første sæson findes på Viaplay.

© Filmmagasinet Ekko