Essay
07. mar. 2005 | 08:00

Dommedag nu

Foto | Sandrew Metronome Filmdistribution
Der Untergang

Nazismen er Europas store traume i det 20. århundrede, et nærmest mytologisk udbrud af ondskab og dæmoni. Mange film har gennem tiden behandlet det skæbnetunge stof, og i Tyskland er Der Untergang, som skildrer Hitlers og Det tredje Riges sidste dage, blevet en sensationel publikumssucces.

Af Peter Schepelern / Ekko #26

Europas store traume i det 20. århundrede var nazismen, der førte til verdenskrig og holocaust. Her tabte Europa illusionerne om sin kulturelle og civilisationsmæssige overlegenhed. Tyskland, der var en af de store kulturnationer, overgav sig til dæmoniske rædsler, som ikke var til at fatte. Et land af Dichter und Denker forvandlede sig nærmest på en nat til et land af Richter und Henker. Thomas Mann, der tilbragte krigsårene i eksil i filmbyen Los Angeles, fremstillede det i sin store roman Doktor Faustus (1947) som en djævlepagt:
   
"Tyskland tumlede dengang med hektisk røde kinder på højden af onde triumfer, i begreb med at vinde verden ved den eneste pagt, som det havde til hensigt at holde, og som det havde underskrevet med sit blod. I dag styrter det, omslynget af dæmoner, mens det holder hånden for det ene øje og med det andet stirrer ind i rædslen, ned fra fortvivlelse til fortvivlelse."
   
Anden Verdenskrig fik konsekvenser, som stadig — 60 år senere — præger verdenssamfundet. Europas opdeling i Vest og Øst var baggrund for den kolde krig, som dominerede verdenspolitikken i næsten et halvt århundrede. Det var ustabiliteten i den tyske økonomi, der efter Første Verdenskrig havde skabt grobund for nazismen, så efter Anden Verdenskrig gjorde sejrherrerne sig umage for at genopbygge den tyske økonomi. Det lykkedes, i hvert fald i Vesttyskland, hvor det økonomiske mirakel blev en realitet. Men Tysklands genforening i 1990 har nu skabt ustabilitet i den tyske økonomi, så med nogen forsinkelse er krigens konsekvenser nået frem ...
   
Det var også Anden Verdenskrig og specielt holocaust, der førte til oprettelsen af staten Israel i 1948, hvilket har resulteret i en permanent konflikt, der siden har præget Mellemøsten og haft enorm indvirkning på hele det nutidige politiske verdensklima.
 
Den visuelle gave
Nazismen var en frygtindgydende realisering af en totalitær utopi, en reaktionær bevægelse, der — med udgangspunkt i både mysticisme og ekstrem nationalisme — søgte at fastholde gammelmodige værdier med fokus på Blut und Boden og Lebensraum for det germanske folk. Men samtidig skabtes et velsmurt samfundsmaskineri med effektiv transport, industri og oprustning.
   
Også kulturen var præget af modstanden mod det nye. Modernistisk kunst blev latterliggjort, forfulgt og destrueret, og modstanden kom til udtryk i bogbrændinger og udstillingen Entartete Kunst i 1937. Ikke mindst drejede det sig om at fordrive jøderne fra kunsten og kunstverdenen. Ud fra særlige raceteorier blev det blonde germanske magtmenneske — arieren — set som "herremenneske", en term hentet hos Friedrich Nietzsche, der havde prist det handlekraftige herremenneskes vilje til magt. Nazisterne politiserede medierne med hidtil uset effektivitet, radioen formidlede Hitlers taler ud i enhver afkrog af nationen, og filmmediet — der sorterede under propaganda-minister Joseph Goebbels — blev centralt.
   
På samme måde som maleren David fik til opgave at skabe den visuelle iscenesættelse af Napoleon i begyndelsen af 1800-tallet, således fik dokumentaristen Leni Riefenstahl til opgave at visualisere Hitler og nazistpartiet ved deres store partidag i Nürnberg i 1934. Riefenstahl, der døde som 101-årig i 2003, lader i den berømte indledning til Viljens triumf fra 1935 Hitlers fly komme ned gennem skyerne til det nødstedte Tyskland, som en frelser nedsteget fra Olympen, en deus ex machina.
   
"Nazismen er den største visuelle gave, som Europa har fået," erklærede Lars von Trier provokatorisk i 1985. Selv har han i sine tidlige film — blandt andet filmskolefilmen Befrielsesbilleder (1982) og den såkaldte Europa-trilogi — kredset om nazismens effektfulde, æstetisk fascinerende dæmoni.
   
I det hele taget er nazismen et centralt emne for film og tv. Mest behandles den i form af historier om Anden Verdenskrig, om besættelse og modstandskamp og om holocaust. Det har givet anledning til udforskninger af dybderne i menneskets psyke, men også af, hvad der med Hannah Arendts meget brugte karakteristik kaldes ondskabens banalitet. Populærfiktion i læssevis — Ørneborgen, Det beskidte dusin, Ilse  hunulven fra SS, Indiana Jones III osv. — har budt på afstumpede tyske soldater og dekadent brutale ariske skurke, ligesom filmene har bidraget til at cementere de nationale myter, gerne om heroisk folkelig modstand mod undertrykkerne (ikke mindst i de danske film om besættelse og modstandskamp).
 
Den tyske skyld
Siden krigen har det været kutyme i tysk kultur, at nazismen skildres ud fra bevidstheden om den tyske skyld. Og det er sigende, at nazismen ikke berøres alt for indgående.
   
Man har især undgået at fokusere på de rædsler, som den tyske civilbefolkning blev udsat for: de allieredes brandbombninger af tyske byer, fordrivelsen fra de østlige områder af flere millioner tyskere (omkring en million omkom) og den røde hærs voldtægter på cirka to millioner tyske kvinder i 1945. For det var jo tyskernes egen skyld. De bragte selv Hitler til magten, de startede Verdenskrigen, og de fór frem med ufattelig brutalitet over for jøderne og over for befolkningerne i de besatte lande. Det kan i gammeltestamentlig forstand betragtes som løn som forskyldt. Man undgik film, der direkte handlede om nazitiden, man undgik film om Hitler. I 1955 kom ganske vist G.W. Pabsts Sidste akt om Hitlers sidste dage, men det var typisk nok en østrigsk film, der fik pæn succes alle andre steder end i Vesttyskland.
 
Det store tema i efterkrigstidens tyske kultur var hjemkomsten til de sønderbombede byer. Fra ruinerne (på tysk Trümmer) kom Trümmer-Literatur (jf. Heinrich Böll) og Trümmer-Filme, blandt andet den første filmproduktion i det sønderbombede Tyskland, Wolfgang Staudtes Morderne er i blandt os (1946), om en ung kvinde, der vender hjem fra kz-lejren og finder sin lejlighed overtaget af en anden. Ellers var de vesttyske film, der kom ind på nazismen, gerne præget af et melankolsk, humanistisk perspektiv — såsom Helmut Käutners Galskabens vej (1947), der, med en bil som fortæller demonstrativt fokuserer på tysk modstand, opofrelse og godhed i nazitiden. Og Bernhard Wickis Broen (1959) fortæller om drenge, der indkaldes i krigens sidste uger.
 
Traumatiseret Matador
I DDR var situationen anderledes. Her var nazismen et fast tema i kunsten. Kampen mod nazismen var den officielle begrundelse for det Sovjet-kontrollerede kommunistiske diktatur og tjente også som afledning fra at fokusere på den anden monstrøse massemorder i århundredet, Josef Stalin.
   
Det er film som Staudtes Rotation (1949), om hverdagslivet i Nazityskland, og Konrad Wolfs Stjernen (1959), om en tysk soldats forelskelse i en deporteret jødisk pige, og Jeg var 19 år (1968), om instruktørens hjemkomst til det undergangne fædreland i sommeren 1945 som soldat og tolk i den røde hær.
   
Mest overbevisende har tyskerne selv beskuet deres traumatiske historie i Edgar Reitz' Hjemstavn (1984, med fortsættelser i 1992 og 2004), den store tv-serie om en landsby og dens beboere gennem århundredet, en slags traumatiseret Matador. Ellers har det ikke mindst været udlandet, der har taget initiativ til at konfrontere den (vest)tyske offentlighed med de begivenheder, som den ellers helst ville glemme.
   
Amerikansk tv's mini-serie Holocaust (1979) kombinerede en melodramatisk, fiktiv familiesaga med de autentiske begivenheder. Serien chokerede tyskerne. Og der var næsten lige så stor gennemslagskraft en lille snes år senere, da den amerikansk-jødiske historiker Daniel Goldhagens bog Hitler's Willing Executioners (1996) smerteligt reviderede den udbredte opfattelse af, at massakrer og grusomheder mod jøder og civilbefolkning skyldtes særlige SS-enheder. Goldhagen kunne — under enorm mediebevågenhed — dokumentere, at ganske almindelige værnemagtssoldater, politifolk og "ordinary Germans" havde udvist stor iver i at realisere Endlösung, det systematiske folkedrab på jøderne.
 
Naivistisk eventyr
I de senere år har et par film om holocaust fået særlig opmærksomhed. Begge vandt Oscars og er blandt de mest hædrede af tidens europæiske film, Roberto Benignis Livet er smukt (1997) og Roman Polanskis Pianisten (2002).
   
Livet er smukt behandler emnet i form af et bittersødt eventyr. I første halvdel af filmen møder vi den poetiske klovn Guido, spillet af Benigni selv, der vinder sin skønne "prinsesse" og får en søn. Så kommer jødeforfølgelserne — som de italienske fascister først iværksatte i 1943 — og hele familien deporteres. I den Auschwitz-lignende tilintetgørelseslejr lykkes det ikke bare faren at holde den lille søn skjult i barakken, men også at overbevise ham om, at det hele er en slags konkurrence, som de deltager i for sjov.
 
Nazismen har før været genstand for humoristisk behandling — Chaplins Diktatoren (1940) er den store klassiker (som Benigni er klart inspireret af ligesom af Chaplins The Kid, 1921), men der er også Ernst Lubitsch' At være eller ikke være (1942) og Mel Brooks farce Forår for Hitler (1967). Ved at sublimere folkedrabets dæmoni til fabulerende forklarelse skaber Benigni imidlertid et værk af tindrende originalitet. Dog vakte filmen også protester, især fra jødiske kredse, der følte, at det var upassende og stødende at behandle rædslerne som et naivistisk eventyr.
   
Polanskis Pianisten, der tager udgangspunkt i den polske pianist Wladyslaw Szpilmans skæbne, fortæller med episk kraft om mirakuløs overlevelse. Den unge klaverspiller bliver sammen med sin familie interneret i ghettoen, hvor han klarer sig igennem ved at spille. Da familien sammen med tusinder andre sendes på togene til tilintetgørelsen, undslipper Szpilman ved et tilfælde og fortsætter som arbejdsmand i ghettoen, indtil det lykkes ham at flygte og finde hjælpere udenfor, der kan skjule ham på hemmelige adresser. Hans sidste redningsmand er en højtstående tysk officer, der — i beundring for Szpilmans kunst — hjælper ham gennem de sidste uger.
 
Holocaust-nostalgi
Polanskis jødiske forældre blev sendt i kz-lejr, hvor moren døde. Roman — der var seks år ved krigens udbrud — undslap selv ghettoen i Krakow og hutlede sig igennem i de følgende år. Man fornemmer, at han spejler sine egne erfaringer i denne sande historie, der i øvrigt minder meget om den sande historie, der fortælles i Søren Kragh-Jacobsens Øen i Fuglegaden (1997). Polanski, der fortsat har en gammel sag om seksuelt overgreb på en mindreårig hængende over hovedet i USA, har med Pianisten fundet et stof, som er egnet til at skaffe tilgivelse. Og han opnåede da også en Oscar in absentia — måske, som det sarkastisk er blevet formuleret, fordi holocaust er en værre forbrydelse end pædofili.
   
Pianisten, Spielbergs Schindlers liste, István Szabós Sunshine og Peter Kassovitz' Jakob the Liar er 90'er-film, som med indigneret humanisme skildrer udryddelsesmaskineriets ubegribelige effektivitet og grusomhed. Her tegnes billeder af jødernes martyrium, idet heroisme og opofrelse hos beskedne og fordringsløse mennesker tematiseres. I nutidens sammenhæng er disse historier dog ikke uproblematiske. Det er i stigende grad svært at forbinde de historiske portrætter af sagtmodigt-værdige repræsentanter for menneskelighed af en dyb og ædel resonans med de aktuelle mediers billeder af israelske soldater, der over for den palæstinensiske befolkning optræder som en overmagt, der rejser mure, knuser bebyggelser og nedskyder civile.
   
Disse film er nok smuk og bevægende filmkunst, men de lider under den skjulte dagsorden af holocaust-nostalgi, der i den aktuelle situation tjener til at underbygge de nationale myter. Heroverfor står et storværk som Claude Lanzmanns næsten ti timer lange dokumentarfilm Shoah (1985). Lanzmann, der angreb både tv's Holocaust og Schindlers liste, kæmper mod mytologiseringen og fiktionaliseringen og former sin film som en række vidnesbyrd, der ubønhørligt tvinges ud af bødlerne og deres ofre.
 
Genopdagede lidelser
I de seneste par år har en revisionisme markeret sig i Tyskland. Det er pludselig blevet acceptabelt at fokusere på den tyske civilbefolknings lidelser under krigen, og et stort tysk publikum strømmer til. Det gælder Günter Grass' kortroman I krebsegang om den russiske sænkning i januar 1945 af et stort skib, tæt pakket med tyske flygtninge. Historikeren Jörg Friedrichs Der Brand fortæller detaljeret om de allieredes voldsomme brandbombninger af de tyske byer; og en anonym tysk kvindes dagbog om voldtægt og prostitution i Berlin 1945, En kvinde i Berlin, blev en bestseller, da den blev genoptrykt i 2003. Stor succes fik også den tyske udgave af den engelske historiker Antony Beevors Berlin  Faldet, 1945, hvor de tyske lidelser belyses indgående.
 
Dermed var det et oplagt projekt for tysk film at tage nazismen og især de apokalyptiske begivenheder i 1945 op til behandling. I år kom Dennis Gansels Napola om drenge på en elitær naziskole i 1942, så at sige Jan Guillous Ondskab i nazistisk regi. Men mest sensationel er Oliver Hirschbiegels to en halv times fremstilling af Hitlers og Det tredje Riges sidste dage, Der Untergang (2004), produceret af Bernd Eichinger.
   
Der har været flere udenlandske film om Hitler i tidens løb, men i tysk film har Hitler indtil nu været tabu — bortset fra dokumentarfilm og bizarre satiriske sager som Hans-Jürgen Syberbergs Hitler  ein Film aus Deutschland (1978). Tyskerne har frygtet, at et historisk, realistisk-psykologisk portræt af Hitler kunne give ham en uønsket tragisk dimension, der kunne føje et skær af sympati til hans skikkelse og måske puste til nynazismen.
 
Pragtpræstation som Hitler
"Jeg finder, at det er på tide, at vi selv belyser vores historie — et sådant projekt må laves fra Tyskland," fortæller Eichinger, der selv har stået for manuskriptet til Der Untergang. Og det er da også en typisk producentfilm, hvor man ikke har forsøgt at skabe stor kunst, men fortæller historien klart, korrekt og alligevel effektfuldt.
   
Dramaet om Det tredje Riges undergang rummer — ifølge sagens natur — ikke mange personer, man kan sympatisere med. Og for en fortælling kan det været fatalt, hvis alle personerne er kyniske, onde og brutale. Det er imidlertid filmens kup, at den ikke kun er baseret på historikeren Joachim Fests bog af samme titel (på dansk: Ragnarok, 2003), men også på den erindringsbog, som Hitlers sekretær Traudl Junge udgav kort inden sin død i 2002, Til den bitre ende. På den måde bliver der en slags moralsk balance i historien — Hitler og hans dæmoniske hjælpere med ægteparret Goebbels i spidsen på det onde hold sat op mod det gode hold med den søde, lidt naive sekretær Traudl sammen med den humanistiske læge Schenk, til en vis grad også Albert Speer samt en opfunden figur, drengen Peter.
   
Afgørende for hele projektet er selvsagt, at Hitler-rollen udføres med en karisma og en intensitet, som gør det forståeligt, at han kunne fascinere og tryllebinde folket i almindelighed og den nærmeste kreds i særdeleshed. Schweizeren Bruno Ganz, der havde sin storhedstid i 70'erne med roller hos Eric Rohmer, Wim Wenders og Werner Herzog og sidst rigtig brillerede som menneskeliggjort engel i Wenders' Himlen over Berlin (1987), yder da også en pragtpræstation, der inddrager alle midler: maskering, sprog, gestik og ticks.
 
Når tæppet falder
Ganz' Hitler er en nedbrudt, men farlig mand, der svinger fra let truende venlighed til hysterisk raseri. Det er en dæmonisk skikkelse, der kunne være undsluppet fra Fritz Langs Mabuse-film, og hvis fysiske forfald bliver markeret med en duknakket fysik og en ukontrollabelt virrende hånd, som bringer Dr. Strangelove i erindring. Det hævdes blandt skuespillere, at der kun bør være én kropsfejl pr. rolle, men selv om Ganz nærmer sig grænsen, hvor det groteske går over i det parodiske, så virker det alligevel uhyggeligt overbevisende. Sådan må Hitler have været, sådan må han have virket!
   
Personerne tegnes præcist gennem autentiske replikker. Hitler understreger i denne undergangens time sin destruktive vision: "Hvis mit eget folk bryder sammen under denne prøvelse, så vil jeg ikke græde tårer over det, for så fortjener det ikke andet." Og med en nærmest nietzscheansk fordrejning af darwinismen siger han: "At have medlidenhed med de svage er forræderi mod naturen."
   
Goebbels er — selvfølgelig — af samme opfattelse: "Jeg kan ikke føle nogen medlidenhed. Folket har jo selv valgt denne skæbne. Vi har ikke tvunget det tyske folk." I en knugende scene afliver den fanatiske Magda Goebbels sine seks børn: "Jeg vil ikke have, at mine børn vokser op i en verden uden nationalsocialisme."
   
Kun den sympatisk skildrede Albert Speer tør tage afstand fra Hitlers dispositioner, og hvor de andre bønfalder føreren om at flygte i sikkerhed, bort fra Berlin, fastslår Speer: "De skal stå på scenen, når tæppet falder."
   
Manglen på fornuft  
Der Untergang er et forsøg på at huske, på at fastholde begivenhederne i en slags folkelig historiebog, der minder os om, at Hitlers projekt om at give Tyskland verdensherredømmet til syvende og sidst kun fører til død (som digteren Paul Celan har skrevet: "Døden er en mester fra Tyskland"). På samme måde har det været magtpåliggende for Steven Spielberg at genfortælle historien om D-dagen og holocaust — henholdsvis i Saving Private Ryan og Schindlers liste — for at disse vigtige begivenheder ikke skal blive glemt af de nye generationer.
   
Tidspunktet til at fortælle om Hitlers og nazismens undergang er åbenbart velvalgt, nu hvor alle involverede snart er døde og borte. I hvert fald har foreløbig fire en halv million tyskere set filmen. Nazismen er blevet historie — og den er samtidig blevet historier. Den er ved at opløse sig og genopstå som fiktion med et væld af myter, anekdoter og skrøner.
 
"Viel Spass!" siger billetkontrolløren i Hamburg-biografen. Jamen, tak!
   
Men trods al fiktionalisering kaster nazismens traumer stadig sine skygger ind i nutiden og i virkeligheden. Verden er fortsat sårbar over for reaktionær mysticisme og manglen på fornuft. Og den trues fortsat af karismatiske fanatikere, der uanset forfærdelige omkostninger er parate til at gennemføre deres irrationelle projekter.
 
 
Film om nazismen:
 
Viljens triumf
Leni Riefenstahl, Tyskland 1935
Den kraftfulde præsentation af Hitler og hans tilhængere er et af propagandafilmens hovedværker, og dens monumentale billedstil har haft indflydelse både på Star Wars og Løvernes konge.
 
Diktatoren
Charles Chaplin, USA 1940
Chaplin spiller selv dobbeltrollen som diktatoren Hynkel og den forfulgte jødiske frisør fra ghettoen. "Jeg kunne ikke have lavet denne film, hvis jeg havde kendt omfanget af nazismens forbrydelser," har Chaplin senere udtalt.
 
Nat og tåge
Alain Resnais, Frankrig 1956
Klassisk dokumentarfilm om holocaust. Temaet er fortidens pres på nutiden, sort-hvid-optagelser af rædslerne veksler med farveoptagelser af de græsbegroede lejre.

Anne Franks dagbog
George Stevens, USA 1959
Den jødiske familie Frank lever skjult i Amsterdam, indtil de bliver angivet og deporteret. Datteren Anne er via sin posthumt udgivne dagbog, som er blevet dramatiseret og filmatiseret flere gange, nazismens berømteste offer.
 
Broen
Bernhard Wicki, Vesttyskland 1959
En flok femtenårige drenge bliver i krigens sidste uger sat til at forsvare broen i hjembyen mod den fremrykkende fjende. En realistisk historie om en årgang, der blev meningsløst ofret.
 
De lange knives nat
Luchino Visconti, Italien 1969
En tysk industrifamilie samarbejder med det nye nazistiske regime og går sin undergang i møde. Viscontis højstemte melodrama kulminerer med massakren på Röhm og hans SA-folk i 1934.
 
Cabaret
Bob Fosse, USA 1972
En ung englænder møder sangerinden Sally og oplever nazismens voksende indflydelse i Berlin i tiden op til Hitlers magtovertagelse. Den berømte musical med Liza Minnelli skildrer nazisme, anti-semitisme og arisk fællessang.
 
Bliktrommen
Volker Schlöndorff, Vesttyskland 1979
Dværgen Oscar, der nægter at blive voksen, spiller på sin dæmoniske tromme, mens han er vidne til nazismens fremmarch. Flot udstyret filmatisering af Günter Grass' fabulerende roman fra 1959.
 
Mephisto
István Szabó, Ungarn 1981
En stor tysk skuespiller står i et dilemma. Han sympatiserer ikke med Hitlers regime, men nyder samtidig godt af magthavernes begejstring for ham. Baseret på Klaus Manns nøgleroman om Gustaf Gründgens.
 
Gå og se
Elem Klimov, Sovjetunionen 1985
En tolvårig russisk dreng oplever tyskernes forfærdende massakrer på civilbefolkningen i Hviderusland. En magisk vision af gru og tilintetgørelse. 

Shoah
Claude Lanzmann, Frankrig 1985
Overlevende jødiske kz-fanger, tyske bødler og polske medhjælpere fortæller deres historier. En kæmpemæssig mosaik af vidnesbyrd, der rejser et monument over holocaust.
 
Schindlers liste
Steven Spielberg, USA 1993
Den tyske forretningsmand Schindler frelser over 1000 jøder ved at ansætte dem på sin virksomhed. Filmen, der bygger på en autentisk historie, er fortalt med lidenskab — og sentimentalitet.




Læs videre 
Om Shoah i Kosmorama 180 (1987) samt om Viljens triumf i Kosmorama 233 (2004) og her på hjemmesiden, Propaganda — løgn eller sandhed. Læs også på hjemmesiden Hvem ejer historien?, om danske film, der giver vidt forskellige versioner af Danmark under Besættelsen. Celan-citatet stammer fra digtet "Dødsfuga", på dansk i antologien Glemmebogen(1963).Manuskriptet til Der Untergang er udkommet på tysk, Joachim Fest & Bernd Eichinger: Der Untergang Das Filmbuch (2004).

» Peter Tudvad: Hvordan kunne det ske?

© Filmmagasinet Ekko