Debat
26. mar. 2017 | 12:03 - Opdateret 26. mar. 2017 | 13:46

Ekko legitimerer rabiat og farlig debattør

Foto | Forlaget Mysis
Omslaget til Kåre Fogs første bog, Alfa-han eller tøffelhelt, viser en kvinde, der foretrækker den stærke, egoistiske mand. Filmskribent Frederik Bojer Bové mener, at Fogs personlige motivation for at skrive om køn afslører ham.

Kåre Fog er en del af et farligt, kvindehadende miljø og burde aldrig have fået et indlæg optaget i et prominent medie som Ekko, mener filmskribent.

Af Frederik Bojer Bové

Jeg tager en dyb indånding, inden jeg sender dette til Ekko. Så nervøs har jeg sjældent været for at skrive et indlæg.

Men i kønsdebatten er der visse miljøer, hvor ord ikke blot mødes med ord. Et sådant miljø tilhører Kåre Fog, der sammen med instruktøren Niels Nørløv har forfattet kronikken Feministisk luskeri honoreres med Bodil-pris.

Han er ikke nogen neutral forsker i biologiske forskelle, men en enegænger med yderst rabiate holdninger. Det er dybt beklageligt, at han er blevet legitimeret i så prominent et medie som Filmmagasinet Ekko.

Helt horribelt er det især, at Ekko i sit Facebook-opslag skriver om kronikken, at den er skrevet af ”en instruktør og en forsker”. Det signalerer, at kronikken skulle være skrevet med videnskabelig pondus, men det er ikke tilfældet. 

Varm luft
Kåre Fog, den benævnte forsker, er uddannet biolog, men inden for naturfredning. Han har ingen baggrund for at udtale sig om statistik eller kønsforskning. Hans tre bøger, To køn – tre sandheder, Alfa-han eller tøffelhelt og Humaniora – videnskab eller varm luft, er alle udgivet på Forlaget Mysis, der drives af Kåre Fog selv.

Bøgerne har ikke fået en forskerbedømmelse (peer-review), og deres indhold har ikke gennemgået en videnskabelig proces.

Videnskab er ikke blot tal og fodnoter. Det er en proces, hvor resultater fremlægges for fagfæller, efterprøves og diskuteres, så de bedste resultater kan overleve, og de dårligste resultater kan forkastes.

Kåre Fog deltager ikke i denne proces, og han er dermed ikke mere forsker end jeg.

Knækket af en kvinde
Så hvad driver dog en privaterson til at skrive og udgive hele tre bøger om feminisme? Kåre Fog har faktisk selv skrevet om sin motivation på forlagets hjemmeside:

Det der skabte en modvilje mod feminismen i mig, var feministernes uophørlige trang til at stemple mændene som de onde og kvinderne som de gode. Det var en slags kontraktbrud. Kontrakten – som jeg så den – var at nu skulle mændene holde op med at være patriarkatets fodsoldater; hvis mændene holdt op med det, og arbejdede for gode sager som for eksempel miljøet, så måtte kvinderne jo sige god for os. Det skete ikke. Erfaringen var, at jo mere godt en mand gjorde, jo mere blev han kritiseret af kvinderne. Jeg havde endnu ikke dengang gennemskuet hvilket spil der kørte – nemlig at kvindernes påstand om at være de gode og at være ofre for onde mænds overgreb, er deres vigtigste magtmiddel. Det er et universalmiddel i argumentationen for at kvinder skal have mere magt og mænd mindre. Når så man som mand bryder illusionen om at mændene er de onde, så fratager man kvinderne deres elskede magtmiddel, og så bliver man først rigtigt upopulær.

Det forstod jeg endnu ikke dengang. Men der skete noget da jeg kom ind i en personlig krise; jeg havde gjort alt hvad jeg kunne for at være et ordentligt menneske og sætte egne behov til side af hensyn til at skabe de bedst mulige vilkår for en kvinde. Desværre blev jeg betaget af hende, og det tog hun mig meget ilde op; hun behandlede mig som om jeg var det værste afskum. Det blev dråben der fik bægeret til at flyde over. Hvis jeg skulle have fortsat min tankegang om at mænd for at være berettigede til kvinders anerkendelse skulle være gode mennesker efter en kvindelig standard, så ville det have ført mig til en sindssygeanstalt. Skulle jeg leve et liv der var til at holde ud, var der kun én mulighed: at gøre op med ideen om at mænd og kvinder skal måles efter samme målestok og leve efter de samme værdier. 

Vi har altså ikke at gøre med seriøs forskning, men en amatør, der ikke mener ”mænd og kvinder skal måles efter samme målestok”, fordi han ellers ville være blevet sindssyg.

Hvis det er misogyni, der holder én fra sindssygeanstalten, så burde man nok blive indlagt alligevel. 

Citatfusk
Man kan godt sige, at jeg går efter manden snarere end bolden, men problemet er, at der vitterlig ikke er nogen bold at gå efter i de to herrers kronik.

Zinnini Elkington har allerede i et indlæg forklaret, hvordan kronikken henviser sig til ”etos” snarere end ”logos”, men lad mig give et eksempel hvor skribenterne simpelthen manipulerer.

Som kerneeksempel på Rosendahls uvederhæftighed skriver de, at hun har påstået der var ”systematisk forskelsbehandling” hos Det Danske Filminstitut. Ingen af de fire steder, termen bruges nævnes det, at citatet stammer fra en pressemeddelelse fra Danske Filminstruktører – og altså ikke Rosendahl selv. Ej heller linkes der til citatet, som heller ikke bringes i sin fulde længde. Sætningen lyder: ”Tallene viser både systematisk forskelsbehandling, men også forskellige tilgange til søgemønstre blandt kvinder og mænd.” 

I pressemeddelelsen er det eneste eksempel på forskelsbehandling de cirka 30 procent færre penge, der uddeles i støtte til film med kvindelig instruktør – en statistik, som må siges at pege i retning af systematisk forskelsbehandling.

Dermed ikke sagt, at diskrimination er sandheden. Men rent videnskabeligt er det en logisk mulig tese, der fint understøttes af tallene. De to skribenter får hævdet det modsatte via noget, der mest af alt ligner citatfusk.

”En magt stærkere end jeres”
Kåre Fog er dog ikke bare en dårlig forsker, han er også kvindehader. Hvis det virker voldsomt, så er her et par udpluk af citater fra hans hånd. Men advarsel: Det er voldsom læsning!

Det er lidt som om alle kvinder ønsker at være ofre. Man kan næsten høre de velstående hvide kvinder være misundelige på de andre kvinder i verden og sige: ”Vi vil også være ofre! Vi vil også have opmærksomhed!” 
Folkets.dk

Christina Rosendahl, fagforeningskvinde og nok hovedkræften bag kampagnen om flere kvinder i film, er selv blandt dem, der har valgt en film. Hendes valg er en film som Leni Riefenstahl lavede for Hitler i 1938. Det er som om hun ønsker at illustrere for os alle sammen, at hun virkelig er en ”Feminazi”.
Facebook-siden Kønsdebat, der drives af Kåre Fog

Den konstante diskurs om at mænd er onde – de holder kvinder væk fra attraktive stillinger, de begår sexchikane, de voldtager og så videre – er et bevidst led i den moderne feminismes dagsorden. Dagsordenen er at få kvinder til at hade mænd og få mænd til at føle skam, sådan at de trækker sig tilbage og giver kvinderne plads.
Folkets.dk

Jeg vil ikke forsvare at mænd slår kvinder. Men jeg vil sige, at der kan være enkelte situationer, hvor kvinder groft misbruger den omstændighed, at mænd ikke kan forsvare sig.
Hvor mænd engang i fortiden havde den ultimative magt ved at de i yderste konsekvens kunne anvende vold, så har kvinder i dag den ultimative magt ved at mænd er gjort forsvarsløse.
Facebook-siden Kønsdebat

I har bestemt jer for at udbrede propaganda der har til formål at få kvinder til at hade mænd, og jeg ved godt at intet i verden kan få jer fra den ide at udbrede had til mænd, med mindre I er oppe imod en magt der er stærkere end jeres.
Folkets.dk 

Det er især det sidste citat, der gør mig utryg. ”En magt, der er stærkere end jeres.” Gad vide, hvad det kunne være?

Chikanekampagner
Det har vi eksempler på fra udlandet. I 2014 eksploderede computerspilverdenen i et orgie af kvindehad og chikanekampagner, hvorfra efterdønningerne mærkes endnu.

GamerGate.

GamerGaterne råbte op om en konspiration mellem gaming-journalister og kvinder i branchen under kalderåbet ”ethics in gaming journalism”.

I virkeligheden var der ufatteligt få etiske problemer, der kom til debat. Til gengæld modtog en hel stribe af kvinder tonsvis af chikane og trusler. Kvinder såsom Anita Sarkeesian, som Kåre Fog også har delt kritiske videoer om. En anden blev forfulgt blot for at udarbejde et værktøj til Twitter, der automatisk blokerer problematiske brugere og derved besværliggør de chikanekampagner, som er bevægelsens kerne.

Det er i sidste ende den modmagt, der holder bevægelsen i gang. Det er den modmagt, som gør mig så utryg mens jeg skriver disse ord. Den lurer altid i horisonten. Selv når man blot starter den indledende diskussion, det første modsvar, ved man, at i sidste ende kan folk som Kåre Fog, hvis ikke de får ret, påkalde sig ”en magt, der er stærkere end jeres”.

Alle medier, der hylder den frie debat, er død og pine nødt til at være opmærksom på denne modmagt, og hvem som påkalder sig den og ikke gør det.

På Kønsdebat skrev Kåre Fog for nylig sådan her:

En person som jeg kender via Facebook, har haft lidt tid tilovers, som han har brugt til at gennemgå profiler hos diverse feminister tilknyttet Dansk Kvindesamfund og Kvinfo. Han har lavet en opgørelse hvor han har optalt ca. 400-500 profiler knyttet til de to sites. Det er svært at sige hvor repræsentativt det er, da der er flere tusinde i alt. Han har mest kigget på aktive profiler, for her at se på hvilke faggrupper disse personer tilhører. Det er, skriver han, chokerende læsning. Det ser ud til at bevægelsen har infiltreret vigtige dele af samfundets infrastruktur, hvor de kan påvirke børn og unge, samt sprede misinformation via medier og offentlige projekter.

Hans miljø er altså allerede i gang med at indhente personlige oplysninger på danske feminister. Det hævdes at være til en statistik over job, men hvornår deles disse oplysninger med en person, der har smag for ”en stærkere magt”?

Vi ved det ikke, men vi ved, hvor galt det kan gå.

Pick Up Artists
Kåre Fogs bog Alfa-han eller tøffelhelt fra 2013 omhandler såkaldte Pick Up Artists. Igen fra hans egen motivation:

Denne bog støtter sig stadig en hel del på videnskabelige undersøgelser. Men da den omhandler folks helt personlige oplevelser, må den nødvendigvis også støtte sig på andet input. Meget vigtigt i den forbindelse er et nyt fænomen, der er dukket frem cirka siden årtusindskiftet, nemlig ”scoretrænere”, også kaldet ”dating gurus” eller ”pick up artists”. Det er mænd, især amerikanere, der systematisk har forsøgt at udrede, hvordan en fyr skal bære sig ad med at samle en kvinde op (”pick up”) på for eksempel en bar eller et dansested, og få hende med hjem i seng. Når de har fået erfaring nok i det, underviser de, mod betaling, andre mænd i at lære det samme. 

Hvad der påviseligt giver bonus når man vil have fat i kvinder, er ting som går meget stærkt imod hvad der er politisk korrekt, og meget stærkt imod den feministiske dagsorden. Den mand der opfører sig feministisk korrekt, får ikke held hos kvinderne. Og de unge fyre der er opdraget af deres mødre til at være rigtig søde og pæne, forbliver jomfruer i mange år. Det betyder at de kvinder der opdrager mænd til at være søde og pæne og politisk korrekte og til at støtte feminismen, volder meget ondt på disse mænd – det bliver alle de grove og uhøflige, dem der er hårde i filten og egoistiske og småkriminelle, eller ligefrem groft kriminelle, der har mest held med at få kvinderne hjem i seng. 

Det lyder som en hård påstand, men i min bog bringer jeg belæg for den. Det betyder at feminismen netop gør alting værre – feminismen gør at de mænd, der kunne være gode og givende partnere, bliver gjort så umandige, at ingen kvinder vil have dem. Tilbage bliver netop de mænd, der lever op til feministernes vrangbillede af mænd – de egoistiske eller ligefrem ondsindede. På den måde kommer feminismen til at bekræfte sin egen tese om at mænd generelt er onde. Ikke ligefrem nogen frugtbar vej ud i fremtiden.

Rigtig, rigtig mange mænd sidder tilbage som en slags bænkevarmere. Disse bænkevarmere er netop dem der er opdraget til at være søde og pæne og trofaste. Med et amerikansk slangudtryk kaldes de for vusser. Man hører ikke om dem, for de siger ikke noget – hvem (andre end jeg selv og enkelte andre) tør stå åbent frem og råbe højt, at kvinderne ikke vil have én? Jeg opfatter det som et enormt spild af menneskelige ressourcer at alle disse mænd er gjort til vusser. Det er vor tids undertrykkelse af et helt køn – kvindernes undertrykkelse af mænd.

Det er, hvad man kalder ”PUAhate”, altså had mod Pick Up Artists, som i sidste ende bliver til had mod kvinder. 

En massemorders motivation
Ifølge MotherJones var det noget, som såkaldte incels (involuntary celibates) dyrkede meget på en side, der netop hed PUAHate, indtil den blev lukket ned i 2014.

Årsagen til nedlukningen var massemorderen Elliot Rodgers, som frekventerede forummet. Han dræbte i maj 2014 seks personer og sårede fjorten mere, efter at han havde uploadet en video, der emmede af PUAHad-retorik. Og et par måneder forinden havde han skrevet på PUAHate:

If we can’t solve our problems we must DESTROY our problems. One day incels will realize their true strength and numbers, and will overthrow this oppressive feminist system. Start envisioning a world where WOMEN FEAR YOU.

Lad mig citere slutningen af Kåre Fogs egen kommentar om Elliott Rodgers fra siden A Voice for Men:

(It) is true that on average, girls do not like guys who are too kind and helpful, whereas they relatively often love badboys and even criminals. There has been much discussion about whether `nice guys finish last´. I think time is overdue to conclude that yes, indeed, on average nice guys do finish last, and if we do not teach nice guys how to avoid that, some of them will finally take the lesson and stop being nice. They will shoot instead.

Så jeg er lidt bange for, hvilken modmagt Kåre Fog og hans læsere mon kan finde på.

Bramfri kønsdebat
Helt grundlæggende er det forrykt, at en ikke-filmisk amatør-statistiker som Kåre Fog skal forklare den kvindelige formand for Danske Filminstruktører, hvordan forholdene for kvindelige filminstruktører i virkeligheden er.

Udtrykket ”mansplaining” har sjældent været mere relevant end her. Det er også uforståeligt, at hverken Ekko eller andre medier, der har beskrevet kronikken, har lavet blot den mindste research på, hvem Kåre Fog er.

Ekko ønsker at være en provokerende stemme i dansk film og har langt det meste af tiden held med dette. Men denne gang har filmmagasinet legitimeret et voldsomt og dårligt underbygget personangreb fra en potentielt farlig kant. Netop hvis man vil have en bramfri kønsdebat, er det yderst beklageligt.

Tonen er hård i den danske filmdebat for tiden, men den er dog stadigvæk milevidt fra retorikken fra miljøet omkring GamerGate. Noget lignende må aldrig nogensinde ske i dansk film. Det ville være et mareridtsscenarie, hvis grupper begyndte målrettet at forsøge at chikanere kvinder ud af branchen. 

For at undgå dette er det nødvendigt, at så mange som muligt er bekendte med historien og kender de danske debattører, der beklageligvis bedriver samme retorik som GamerGatere og PUAHatere.

Kåre Fog svarer på kritikken


Mænd får ofte at vide, at de skal vise deres følelser og være åbne om, hvad de tænker og funderer over. Det vil de fleste mænd ikke, med god grund. Hvis man viser sine tanker og følelser, blotlægger man en sårbar flanke, og der er mennesker nok, som vil angribe en sådan flanke.

Jeg har i mange år været åben om min tanker og følelser og lagt dem åbent frem. Indtil nu er det gået godt. Jeg var for eksempel hudløst ærlig over for Peter Øvig Knudsen, som lavede sit første lange personinterviews med mig og her fandt troen på, at han kunne lave en lang række andre personlige interviews.

Jeg har også været usædvanligt personlig, åben og ærlig i mine bøger om køn, især den første: To køn – tre sandheder. Det har været til glæde for mange læsere. Det samme gælder på offentlige fora. Jeg har haft en naiv tillid til, at folk værdsatte åbenheden og ikke ville ødelægge den.

Men nu har du ødelagt den.

Dit indlæg er et skamløst misbrug af løsrevne citater forbundet med infame insinuationer. Det billede, du maler, ligger omtrent så langt fra virkeligheden, som noget kan.

Citatet om magten stammer fra et protestbrev, som jeg sendte for halvandet år siden til den daværende, erklæret feministiske leder af Dokumania på DR2. De sendte og genudsendte en propagandafilm, Voldtaget af elitens sønner, som entydigt forsøger at skabe maksimalt had til alle mænd, på baggrund af løgn om diverse voldtægter. Her skrev jeg:

”Jeg bliver jo ikke taget alvorligt, for jeg er kun en enkeltperson, og når jeg ikke har magt bag mine ord, så er mine ord jo ligegyldige. Fakta og argumenter tæller ikke her. I har bestemt jer for at udbrede propaganda, der har til formål at få kvinder til at hade mænd, og jeg ved godt, at intet i verden kan få jer fra den idé at udbrede had til mænd, med mindre I er oppe imod en magt der er stærkere end jeres. I misbruger jeres magt til at øge mængden af had i verden.”

Hvad jeg mente helt præcist med den sidste sætning, kan jeg ikke huske nu så længe efter. Dybest set ligger der ikke andet i sætningen end det, der står. Det er muligt, at jeg på det tidspunkt havde en forestilling om at klage højere op i systemet i DR. Jeg tror dog snarere, at jeg på det tidspunkt troede, at jeg havde en mulighed for at få en artikel i pressen, som kritiserede DR2. Under alle omstændigheder kan jeg ikke længere huske, hvad jeg tænkte på det tidspunkt.

Lige efter ovennævnte citat kommer du med sætningen: ”Det har vi eksempler på fra udlandet …” Den sætning er virkelig infam. Her begynder du at skrive om chikanekampagner. Jamen, jeg har da ikke lavet nogen chikanekampagner og har heller ikke planer om at gøre det. Du, derimod, er lige her i gang med en ganske alvorlig chikanekampagne.

Hvad angår min faglige baggrund, så har jeg trukket på min akademiske træning i at læse faglitteratur. Teksten i min første bog om køn er baseret på læsning af omkring 60.000 sider litteratur, heraf 50.000 sider videnskabelig faglitteratur. De to senere bøger har også krævet læsning af meget stof, så samlet set er bøgerne vel baseret på omkring 100.000 siders faglitteratur, hvortil kommer tekster af anden art.

Fra visse andre biologer, også ved universitetet, har jeg fået faglige rygklap, og ingen har påpeget, at jeg fagligt tager fejl noget sted, hvad angår de mere eksakte emner som for eksempel hormonvirkninger. Tekster om akademisk feminisme og humaniora (diskursanalyse) samt emner som Pick Up Artists vil dog altid være omstridt.

Frederik Bojer Bové

Født 1986 i Aarhus.

Cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling fra Københavns Universitet, BA i Historie.

Driver film-bloggen Kronoper.dk.

Skribent for POV International og Cinema Scandinavia.

Skrev for det venstreorienterede netmedie Modkraft, der lukkede tidligere på året.

© Filmmagasinet Ekko