Essay
09. dec. 2004 | 08:00

En mand af folket?

Foto | Timothy A. Clary
Da Michael Moore modtog en Oscar Bowling for Columbine benyttede han lejligheden til at kommentere USAs krig i Irak. Han afsluttede sin brandtale med de ordene: ”Shame on you, Mr. Bush, shame on you!”

Den amerikanske dokumentarist, forfatter, komiker og aktivist Michael Moore er braget igennem medie-billedet med film, der afdækker magtens korrumpering i USA. Forfatteren Kristian Ditlev Jensen, der har oversat Moores bøger til dansk, tegner et portræt.

Af Kristian Ditlev Jensen / Ekko #24

Den hyggelige amerikanske forstad Davison ligger lige op ad amtsgrænsen i Genesee County i Michigan. De fine gamle søjlegange af træ dominerer hovedstrøget, hvor butikkerne også har de for byen så karakteristiske udhæng over vinduerne. Rundt omkring byens historiske centrum finder man det traditionelle amerikanske forstadsmiljø, som er ens overalt i Guds Eget Land — det er komfortable typehuse, det er store biler i indkørslen, det er hyggelige forhaver med hamburgere på grillen. Alt ånder fred og ro i den amerikanske middelklasses relative velstand, langt fra storbyens problemer med kriminalitet, arbejdsløshed, raceoptøjer og narkotika.
 
Det var i denne hyggelige middelklasseforstad, at den amerikanske dokumentarfilminstruktør Michael Moore blev født og voksede op. Det var her, han gik i skole, på high school og på college. Det var her han ...
 
Stop lige en halv!
 
Der er vist noget, som slet ikke stemmer. For alle, der kender Michael Moore bare lidt, ved jo, at han altid taler om sin "hjemby Flint". At han altid taler om, hvordan han kommer fra "Flint, Michigan" — storbyen, der i dag har 124.943 indbyggere, hvoraf cirka halvdelen er arbejdsløse. Storbyen, hvor elendigheden stortrives i det, der reelt er det moderne Amerikas bagside. Storbyen, hvor den amerikanske bildrøm med dertil hørende arbejderklasse — i skikkelse af David Dunbar Buicks firma General Motors — blev realiseret. Og hvor samme drøm fik en brat afslutning, da General Motors lukkede sine fabrikker i Flint og fyrede 30.000 mennesker — på én gang. Hvilket naturligvis har påvirket byen og dens forstæder kolossalt.

Men om virkningen er nået helt ud til Davison, som ligger femten kilometer fra city, det er jo spørgsmålet.
 
Små forskydninger
Femten kilometer? Herregud, kan det ikke være lige meget, om Michael Moore kommer fra Davison eller Flint, han kommer jo fra USA, og han ligner da i hvert fald helt sikkert vores alle sammens forestilling om en stor, fed fast food-amerikaner!
 
Tja ... Måske er det ét fedt. Men det ville faktisk svare til, at man sagde, man kom fra København — og hele tiden fremstillede det, som om man boede på det indre Nørrebro — mens man i virkeligheden kom fra et parcelhuskvarter i Farum. Eller også ville det svare til, at man — som den danske rapper Jokeren — førte sig frem og sagde, at man kom "fra Havnen", altså Christianshavn med alle bydelens udskud og overlevere, mens man i virkeligheden kom fra et stille og roligt stykke velfærds-Danmark. Jokeren er født og opvokset i Hillerød.
 
Man kan sige, at den form for kritik er flueknepperi. Men det er faktisk præcis den slags små "forskydninger", der gør Michael Moore totalt utroværdig i mange menneskers øjne. Og det er, sjovt nok, præcis de samme forskydninger — den samme ensidige insisteren på den gode historie — der gør ham elsket af lige så mange mennesker.
 
Social bevidsthed
Michael Moore (f. 1954) har gennem hele sin opvækst været aktivist, og han blev for eksempel valgt ind i sit gymnasiums bestyrelse, da han var 18 år gammel. En af hans klasselærere har i en avisartikel udtalt, at Moore fra dag ét havde en meget høj social bevidsthed. En af hans klassekammerater, derimod, sagde i den samme artikel, at Moore kun var ude efter opmærksomhed.
 
Den kontroversielle aktivist, som i dag deler ikke bare Amerika, men hele verden i to omtrent lige store grupper, kan spores allerede i starten af Michael Moores karriere. Allerede som 22-årig startede han i 1976 som journalist på den alternative avis FlintVoice. Avisen promoverede han emsigt, når han arbejdede på lokalradioen i et program, som han kaldte for Radio Free Flint. Han rejste personligt penge til avisen ved at vise undergrundsfilm. Og da Michael Moore blev redaktør, voksede avisen og blev til MichiganVoice, der i dag er en af de mest respekterede alternative aviser i Midtvesten.
 
Fra jobbet som redaktør på Michigan Voice blev han tilbudt at lede venstrefløjsmagasinet Mother Jones i Californien. Men efter kort tid blev han fyret, fordi han pure nægtede at trykke en artikel, der var kritisk over for sandinist-styret i Nicaragua. Hans afvisning af artiklen var en politisk demonstration imod den amerikanske støtte til contra-bevægelsens oprør, der var en CIA-opfindelse. Så skønt Michael Moore i filmen Roger & Me hævder, at han forlod San Francisco, fordi der var alt for mange slags kaffe at vælge imellem på cafeerne, var årsagen langt mere alvorlig.
 
Fra Mother Jones kom Moore til politikeren Ralph Naders kampagnekontor. Men kort efter droppede han også det job — han ville hellere lave en dokumentarfilm om sin "hjemby" Flint. Og om hvordan bilindustrien havde ødelagt det, han opfattede som sin barndoms gade.
 
Roger & Me
Roger & Me, Michael Moores første film fra 1989, var i flere år den mest indbringende dokumentarfilm i verdenshistorien. Men da Moore skulle lave filmen, måtte han faktisk sælge sit hus for at finansiere den. Og han måtte afholde bingoaftener hjemme i stuen for at få råd til at klippe den færdig.
 
Roger & Me er en dokumentarfilm, der skildrer Michael Moores stadig mere mislykkede forsøg på at få et interview med Roger Smith, der i sin tid var koncerndirektør for General Motors. Med interviewet som påskud fortæller Michael Moore den delvis selvbiografiske historie om, hvordan Flint reelt gik til grunde, da bilfabrikkerne lukkede.
  
Filmen blev startskuddet på karrieren som dokumentarist for Michael Moore. Han fulgte den op i 1992 med dokumentaren Pets or Meat: The Return to Flint, hvor han igen besøger den kvinde fra Flint, som i hans første film lever af at sælge kaniner som enten kæledyr eller levnedsmidler — alt afhængig af, hvor desperate de fattige købere er. Kvinden blev en central skikkelse i Roger & Mes efterliv. For det var billederne af de flåede kaniner, der fik flere high school-lærere til ikke at ville vise den for deres elever. Michael Moore bemærker tørt i bogen Dumme hvide mænd, at ingen har gjort indsigelser imod, at han i filmen viser billeder af politiet, der skyder og dræber en sort mand, men døde kaniner — dét er for meget.
 
I 1994 startede Michael Moore sin serie af programmer, der gik under navnet TV Nation (på dansk: USA på hovedet), hvor den fjollede stand-up-komik, som altid har været en integreret del af hans metode, tager mere over. Det er i TV Nation-serien, at man finder den geniale historie TAXI!, hvor Michael Moore personligt kører rundt i New York City i en yellow cab og hårdnakket nægter at køre med hvide mennesker. Indslaget er en protest imod, at selv meget berømte sorte skuespillere aldrig kan få en taxa på Manhattan.
 
Et megaflop
Efter TV Nation lavede Michael Moore megafloppet Canadian Bacon, der var hans første og hidtil eneste spillefilm. Det er en film, der faktisk primært udmærker sig ved at være en af komikeren John Candys sidste præstationer. Filmen er en slet skjult politisk satire over Amerikas indtræden i Golfkrigen: Regeringen finder en udenrigspolitisk fjende for at skabe indenrigspolitisk ro. Og hvad ligger nærmere end Canada?
 
Samtidig ser publikum en lige så fiktiv udgave af historien om, hvordan Amerika i de senere år har ladet sine arbejdere i stikken. Med i filmen er så fine folk som Alan Alda og Kevin Pollak, men lige lidt hjælper det. Michael  Moores politiske budskab lyder paradoksalt nok meget mere skingert, når det er pakket ind i et tyndt lag fiktion. Og læren fra Canadian Bacon er, at Michael Moores styrke ikke ligger i at bruge fiktioner i sandhedens tjeneste, men i at bruge dokumentarens virkemidler på nærmest fiktive måder.
 
Da dønningerne efter svipseren havde lagt sig, vendte Moore tilbage til sin egensindige blanding af dokumentarisme og satire i endnu en omgang TV Nation, hvor han blandt andet prøver at få straffefangen Bruno valgt til præsident. Ifølge Michael Moore har han alle kvalifikationer til at blive præsident, for han er jo kriminel!
 
Michael Moores næste egentlige dokumentarfilm var The Big One om hans bogturné efter udgivelsen af bogen Downsize This!, som er et kritisk blik på de nedskæringer, der ramte USA i 1990'erne. Med Downsize This! lavede Moore sin første skarpe bog om nationens tilstand i dag. Den er siden blevet efterfulgt af yderligere tre.
 
I 1999 videreførte Michael Moore ideen fra TV Nation i en ny tv-serie med titlen The Awful Truth. I en række underholdende indslag blander han igen komedie og politisk satire med egentlig dokumentarisme. Det sker i indslag som Air-Drop TVs on Afghanistan: Hvis man nu kastede tv-apparater ned over Afghanistan, ville landet udvikle sig til at blive ligesom os! Og Help the Dead Guy: En mand falder død om på gaden, men vil nogen amerikaner i dagens USA mon hjælpe ham?
 
Ofte er satiren meget konkrete og dybt personlige kommentarer til de politiske sager, der kører i medierne på det pågældende tidspunkt. Når man i dag ser det klip, hvor Michael Moore udgiver sig for at være våbeninspektør og forlanger, at den amerikanske hær afmonterer samtlige masseødelæggelsesvåben, bliver man målløs over, hvor tidligt han egentlig var ude med sin kritik af den holdning, der ledte til Irak-krigen.
 
Vendepunktet
Da Michael Moore 23. marts 2003 modtog en Oscar for bedste dokumentarfilm, bragede han igennem til den helt brede offentlighed. En ting var, at Bowling for Columbine var en film, der på en begavet måde og i en populær form reflekterede over USA som en skydegal nation. Noget helt andet var den tale, Michael Moore holdt, da Oscar-statuetten blev overrakt.
 
Da ordene "Shame on you, Mr. Bush, shame on you" var udtalt foran en måbende verden, var Michael Moore kendt over kloden. Og enten hadede man den smældfede, upatriotiske amerikaner, eller også mente man, at den nye folkehelt gav stemme til en protest, der alt for længe var blevet kvalt.
 
Bowling for Columbine, som cirkler om teenage-massemordet på Columbine High School, er en film, der omsider tager fat, hvor Roger & Me slap. Her er Michael Moore tilbage som skarpsleben dokumentarist. Med alle tænkelige midler, herunder nogle temmelig enøjede, belyser Michael Moore det USA, han mindre og mindre kan genkende.
 
Det er den totalt ubegrundede frygts hærgen, som får folk til at skyde hinanden. Det er det efterhånden helt skævvredne sociale system. Det er de komplet vanvittige forhold, unge mennesker lever under i verden i dag. Et af de største øjeblikke i filmen dukker op, da chubby Michael Moore sidder backstage og interviewer den langlemmede og totalt oversminkede rockstjerne Marilyn Manson.
 
Moore spørger Manson om, hvad han ville have sagt, hvis han havde haft mulighed for at møde de unge mennesker, der stod bag drabene på Columbine High? Og Manson svarer:
 
"Jeg ville ikke sige et eneste ord, jeg ville lytte. For det var dét, ingen gjorde."
 
Burn, bitch, burn!
Under pressekørslen herhjemme af Michael Moores seneste film dukker alle de gamle ræve op — salen er fuld af intellektuelle journalister, en hel del af dem er fra venstrefløjen. Nærmest hele Informations redaktion er tilstede. En litteraturprofessor fra Politiken. DR's bedste interviewer. En tidligere korrespondent fra Mellemøsten.
 
Det, vi skal se, er Fahrenheit 9/11 — en film, hvis titel er sammensat af titlen på en science fiction-roman af Ray Bradbury, hvori man brænder bøger af, og så den dato, hvor USA blev forvandlet til en ny nation, fordi terrorister med kaprede fly havde angrebet de økonomiske og militære centre i landet.
 
Filmen er en tæppebombning af Bush-regeringen. Den er lammebank til præsidenten og alle hans mænd. Og alle kneb bliver brugt. Indimellem synes mange nok, at filmen manipulerer og fordrejer tingene lidt. Men i sidste ende kryber den ind under huden på én.
 
Som når soldaterne sidder i deres tanks i Irak og fortæller om den musik, de hører på det fælles kommunikationsanlæg, når de angriber. Hjelmene er fulde af death metal-musik, hvor forsangeren skriger "Burn, Bitch, Burn!"
 
Andre gange er det helt enkelt rædsel, man møder. Som når der bliver zoomet ind på en dreng, hvis arm er så sønderbombet, at man kan se knoglerne. Eller når en læge syr i en drengs hoved, som tilsyneladende er nærmest flækket, mens drengen skriger af smerte. Filmen brænder sig ind i tilskueren. Måske fordi sandheden bare er så ond? Eller måske fordi Moore bare er så god til at manipulere?
 
Moore is more!
Kunsten at formulere sig overbevisende hedder retorik. Og når en formidler som Moore gengiver virkeligheden på en overbevisende måde — med sommetider nærmest skamløse kunstgreb eller umærkelige kvælertag — kalder det naturligvis på en retorisk analyse.
 
Retorikprofessoren B. Ruby Rich fra The Rhetoric Department of the University of California, Berkeley, har i en artikel i det engelske filmmagasin Sight & Sound (juli 2004) hæftet sig ved, at Moore har netop dén instinktive fornemmelse for retorik, som man finder hos succesfulde populister. Han er sådan en art dokumentarfilmens svar på Dansk Folkeparti — bare fra den modsatte politiske fløj.
 
B. Ruby Rich mener, at Fahrenheit 9/11 er Moores bedste film til dato, fordi den er moden, mere tilbageholdende og i det hele taget velpoleret. Men den rummer, mener Rich, stadig Moores to største svagheder: Instruktøren skråler i sin megafon i stedet for at pege diskret, og han stirrer så intenst på sine fjendebilleder, at han ofte ender med nærmest at ofre sine egne allierede. For eksempel skælder han ikke bare republikanerne ud; han nakker også lige demokraterne samtidig.
 
Et godt eksempel kunne være, at Michael Moore under præsidentvalget i 2000 endte med at gøre et stort nummer ud af at sige offentligt, at hans egne tilhængere skulle støtte outsideren Ralph Nader i stedet for den oplagte oppositionskandidat, demokraten Al Gore. Det var en af mange faktorer, der førte til, at valgresultatet blev umanerligt tæt — og dermed sårbart i forhold til manipulationerne i Florida. Resultatet? George W. Bush blev præsident. Michael Moore fortæller selv historien i sin bog Dumme hvide mænd.
 
Når Moore i sine dokumentar-film skal klippe fra sekvens til sekvens, bruger han ofte sin karakteristiske humor. Han laver morsomme jump-cuts, som får publikum til at sidde og grine sammen med ham af ofret oppe på læredet. Som Rich siger, så er det en gammel show biz-tradition, at man skal underholde husarerne. Og det gør Moore hellere end gerne. Han bruger også gerne chok-effekter og latterliggørelse for at slå sine pointer fast med syvtommersøm.
 
Skoleeksemplet finder man i Fahrenheit 9/11, hvor Moore afslører, at viceforsvarsminister Paul Wolfowitz slikker på sin kam og trækker den igennem sit hår, inden han skal på tv. Det er jo vildt klamt, men har det noget at gøre med, om hans politik er rigtig eller forkert?
 
Hans form var i starten baseret på, at han selv var med i billedet. Men han bruger i stigende grad filmens egne billeder — ofte hentet fra alverdens arkiver — når han laver det, han selv har kaldt filmessays. Hans film er ledere — eller polemikker — snarere end nyhedsreportager. Rich mener, at Moores film er slået så hårdt igennem i USA, fordi de faktisk rammer den amerikanske tradition fint. USA har nemlig en lang historie inden for snakke-radio og reality-tv.
 
Det kan du selv være
Et af de sjoveste klip fra Fahrenheit 9/11 er, da Bush står og fortæller nogle tv-journalister, hvor forfærdelig nødvendig Irak-krigen er, og bagefter — som var alt fryd og gammen — vender sig om og slår til en golfbold. "Now watch this drive!" siger han.
 
Den lille sætning er blevet omskrevet på en T-shirt, som man nu kan købe over nettet. Trøjen er lavet i det republikanske bagland og peger på det kommende præsidentvalg. Men sætningen er rettet direkte imod Moore: "Now watch this drive, Bitch!" står der.
 
Den form for aggressiv kritik af Moore er der nok af. Og den er stadigt voksende i omfang.  Når man har læst Michael Moore promovere sig selv eftertrykkeligt på den officielle hjemmeside www.michaelmoore.com, kan man læse de andres mening på for eksempel www.moorewatch.com, www.moorelies.com og www.michaelmoorehatesamerica.com.
 
Kritikken går på, at Moores metode er småpsykopatisk — og det mener kritikerne også, at Moore selv er. Moore udsætter interviews eller aflyser dem simpelthen. Han er legendarisk svær at få fat i, medmindre det drejer sig om noget med hans honorar. I det hele taget fremstilles han som egotripperen over dem alle, griskheden selv og en totalt opkørt primadonna.
 
Men kritikerne er sommetider selv primadonnaer. Den danske tv-journalist Søren Høy blev rasende over, at hans planlagte interview med Michael Moore i Cannes blev aflyst. Årsagen kan meget vel have været, at Moores presseagentur strittede den egensindige instruktør ud som kunde midt under Cannes-festivalen, fordi Moore angiveligt simpelthen var for besværlig.
 
Men store Høy fra lille Danmark var og blev rasende. Han skrev en hel kronik i Politiken 7. juli 2004 om, hvor forfærdelig Moore i virkeligheden er. Siden optrådte Høy endda med historien i tv. Det mest morsomme ved den historie er faktisk, at dens grundidé — jeg kan ikke få et interview, så det laver jeg da bare en historie om — er præcis magen til den, Michael Moore brugte i Roger & Me.
 
Ellers har den mest aggressive del af pressen herhjemme naturligvis været de borgerlige aviser. Da Moore fik De Gyldne Palmer i Cannes for Fahrenheit 9/11, skrev Jyllands-Postens anonyme lederskribent, at filmpressen var ukritisk, når den kaldte filmen for god. Berlingske Tidendes kulturredaktør Jacob Høyer skrev, at politisk propaganda ikke bør pakkes ind eller belønnes som kunst. Man kunne måske tilføje: Den bør nok heller ikke pakkes ind i journalistik, specielt ikke, når ingen af lederskribenterne på daværende tidspunkt havde set Moores film.
 
Moore selv er iskold. Han siger, at han er vildt fokuseret på pengene, fordi de giver frihed til at være uafhængig af de gigantforetagender, han slås med. Og han har ligefrem udlovet en dusør på 10.000 dollar til den, der kan finde en faktuel fejl i Fahrenheit 9/11!
 
Likvideringen af Michael Moore
Men mon ikke kritikken alligevel inderst inde går den store mand på? Moore, der tidligere har dokumenteret sine påstande i bogform flere gange — Dumme Hvide Mænd og Hallo, hvor er mit land blevet af? foreligger allerede i dansk oversættelse, mens de tidlige bøger Downsize This! og Adventures in a TV-Nation kan læses på amerikansk — har faktisk allerede annonceret, at hans kommende bog skal hedde The Killing of Michael Moore. 
 
Moore har også afsløret titlen på den dokumentarfilm, han regner med at udsende i 2005. Den hedder Sicko og handler ikke om George W. Bush, som nogen måske tror, når de hører titlen, men derimod om det amerikanske sundhedssystem. Eller manglen på samme.
 
Sicko er med garanti lige så sammensat som alle de andre Michael Moore-film. For det er det, der er hans kendetegn. Han er en superformidler og derfor i sagens natur overfladisk. Han går efter den gode historie og ser derfor stort på "objektive" detaljer, der forstyrrer det overordnede, klare billede. Det er prisen for at få et kompliceret budskab ud til et stort publikum. Og det ændrer ikke ved, at Michael Moore er en skarp politisk analytiker og en formidabel strateg. Hans metode er journalistisk, og hans film er altid velresearchede.
          
Eller som Paul Krugman for nylig skrev i New York Times om Michael Moores seneste film: "Fahrenheit 9/11 er en tendentiøs film med flere huller, men den fortæller de vigtigste sandheder om, hvordan magthaverne udnyttede dette lands tragedie for politisk vindings skyld — og om, hvordan det var den almindelige amerikaner, som betalte hele gildet".

Filmografi

Dokumentarfilm
Sicko (kommer i 2005)
Fahrenheit 9/11 (2004)
Bowling for Columbine (2002)
The Big One (1997)
Roger & Me (1989) 

Spillefilm
Canadian Bacon (1995)

Tv-film og -serier
The Awfull Truth (1999)
And Justice for All (1998)
TV-Nation 3 (1995)
TV-Nation 2 (1995)
TV-Nation (1994)
Two Mikes Don't Make a Wright (1992)
Pets or Meat: The Return to Flint (1992) 

Bøger
Hallo, hvor er mit land blevet af?
(Gyldendal, 2004)

Dumme hvide mænd (Gyldendal, 2003)

Adventures in a TV-nation (sammen med Kathleen Glynn, Perennial, 1998)

Downsize This! (Perennial, 1997)

© Filmmagasinet Ekko