Feature
19. mar. 2013 | 00:06

Farhadi er Last Man Standing

Foto | Academy of Motion Picture Arts and Sciences
Asghar Farhadi er en dygtig instruktør, men repræsenterer ikke det bedste, Iran har at byde på, mener Farshid Rouhandeh.

Irans første Oscar for Asgher Farhadis Nader & Simin – en separation har ikke fået nogen nævneværdig betydning for landets filmindustri, skriver Iran-ekspert.

Af Farshid Rouhandeh

Iran har spillet en fremtrædende rolle ved Oscar-uddelingen to år i træk. I år gik prisen for bedste film til Argo, der beskriver en gidselsituation i Iran i 1979. Og sidste år vandt Asghar Farhadis Nader & Simin – en separation for bedste ikke-engelsksprogede film.

Jon Voigt har sagt om Oscar-prisen, at den ikke er et udtryk for, hvilken film eller præstation der er den bedste, men hvilken der er den mest populære. Og Farhadis Nader & Simin – en separation er lige netop den mest populære iranske film i disse år, men ikke nødvendigvis det bedste, Iran har at byde på.

Spørgsmålet er så, om Oscar-rampelyset har betydet, at andre iranske skuespillere, instruktører og producenter får bedre vilkår for at udføre deres hverv.

Før revolutionen
Filmkunsten har trange kår i Iran, og den har brug for al den hjælp, den kan få.

Den kunstnerisk orienterede del af iransk film oplevede allerede i slutningen af 60’erne og starten af 70’erne en stærk opblomstring, hvor flere prominente instruktører såsom Mehrjoui, Taqvai, Kimiavi, Kimiyai, Bayzai, Naderi og Shahid Saless skabte film med interessant kunstnerisk indhold og samtidig markerede sig med flotte resultater i udlandet.

Således vandt Shahid Saless for Still Life både Sølvbjørnen for bedste instruktør og kritikerprisen på Berlin-festivalen i 1974. Og Daroush Mehrjuis The Cow optræder stadig i bestselleren 1001 film du skal se før du dør.

Før Den Islamiske Revolution var den internationale filmfestival i Teheran ved at overgå Venedig-filmfestivalens i prestige. Og Irans filmindustri var i det hele taget i kraftig vækst, samtidig med at den åbnede sig for omverdenen gennem flere ambitiøse og dyre projekter sammen med europæiske og amerikanske filmselskaber.

Naderi og Kiarostami
Den Islamiske Revolution og den efterfølgende islamisering af alle aspekter af det iranske samfund levnede ikke meget plads til film som kunstart og satte en stopper for udviklingen.

Hvis filmindustriens kunstneriske og økonomiske kapaciteter ikke var flygtet ud af landet under revolutionen, blev de enten udrenset eller stærkt censureret efterfølgende. Især gik det ud over den kunstneriske frihed og kvindernes muligheder i filmindustrien.

Det er ingen overdrivelse at sige, at ganske få nye iranske talenter spirede frem de første femten år efter revolutionen. 70’ernes unge instruktører var til gengæld blevet mere modne og markerede sig nu internationalt. Amir Naderi, som havde debuteret før revolutionen med Goodbye Friend, slog igennem på den internationale scene i 1985 med The Runner, som af mange filmkritikere bliver betragtet som en af de mest indflydelsesrige iranske film fra slutningen af forrige århundrede.

En anden prominent instruktør var Abbas Kiarostami, som efter lovende film før revolutionen brød igennem internationalt i 1987 med Hvor er min vens hus? Kiarostami slog i 1990 sit navn fast med Close-Up, som fik ros af anerkendte instruktører som Martin Scorsese, Werner Herzog og Jean-Luc Godard og blev vist over hele Europa.

Kiarostamis karriere nåede nye højder, da han i 1997 vandt Guldpalmen for Smagen af kirsebær og i 1999 en Sølvbjørn i Berlin for The Wind Will Carry Us.

Modarbejdet af republikken
En anden prominent instruktør, som havde startet sin karriere før revolutionen og var med til at definere den moderne iranske filmscene, var Bahram Bayzai, som for alvor blev anerkendt som en seriøs filmskaber i Iran med Ragbar (Downpour) i 1972 og siden Kalāq (The Raven) i 1976 og Charike-ye Tārā (Ballad of Tara) i 1979.

Efter revolutionen fortsatte Bayzai sit arbejde og nåede højdepunktet i sin karriere med tre film: Bashu: The Little Stranger, der blev lavet i 1986, men først frigivet i 1989, Maybe Another Time fra 1988 og Travellers fra 1992.

Bayzai er blevet modarbejdet af Den Islamiske Republik på grund af sin kompromisløse og dybt sekulære og politisk bevidste stil. To af hans film har stadig ikke fået tilladelse til at blive vist offentligt. Han har også været meget kritisk over for den behandling og modtagelse, hans film har fået i udlandet, og han deltager ikke længere i filmfestivaler.

Systemets instruktør
Efter revolutionen fulgte en ny generation af filmskabere, hvoraf Mohsen Makhmalbaf, Majid Majidi, Jafar Panahi, Bahman Ghobadi og Asghar Farhadi er de mest fremtrædende.

Men denne gruppe har aldrig opnået samme selvstændige filmsprog, som den forrige generation gjorde. Måske fordi de aldrig selv har oplevet den kunstneriske frihed, der trods alt fandtes på shahens tid.

Makhmalbaf debuterede i 1983, og hans første fem film var præget af stærk religiøsitet og manglede nævneværdig kunstnerisk værdi. Han opnåede sit kunstneriske og publikumsmæssige højdepunkt med filmene Hello Cinema og Gabbeh i 1994-1995. Indtil præsidentvalget i 2009 havde han status af at være ”systemets instruktør”, og han mødte i kraft af sine gode forbindelser inden for Den Islamiske Republik ikke mange hindringer som filmskaber.

Priser i Cannes og Berlin
Majid Majidi er kendt for film som Children of Heaven (1998), der som den første iranske film blev nomineret til en Oscar for bedste ikke-engelsksprogede film, og han har vundet adskillige priser for sine film.

Bahman Ghobadi er berømt for at være talerør for etniske befolkningsgrupper (kurderne) og kunstnernes (musikerne) problemer i det moderne Iran. Han slog i 2000 igennem med Berusede hestes tid, den første kurdiske film, der blev produceret i Iran, og for hvilken han vandt en Caméra d’Or ved Cannes-festivalen. Skildpadder kan flyve fra 2004, Half Moon fra 2006 og No One Knows About Persian Cats fra 2009 indbragte ham også adskillige priser.

Panahi debuterede i 1995 med White Balloon, som han vandt en Camera d’Or for i Cannes. Hans mest omdiskuterede film er Cirklen (2000), som kriserede Den Islamiske Republiks behandling af kvinderne i Iran, og som gav ham en Guldløve i Venedig. Crimson Gold og Offside blev belønnet i henholdsvis Cannes og Berlin.

Politisk frihed under Khatami
At det i slutningen af 90’erne overhovedet var muligt at skabe sig en karriere som filmskaber i Iran, kan man takke den daværende iranske præsident, Mohammad Khatami, og hans regeringer for.

Uanset hvad man ellers måtte mene om ham, nød iranske filmskabere en vis politisk frihed under hans to perioder som præsident i 1996-2005. Situationen er dramatisk anderledes i dag, og filmfolkenes virke er på mange måder umuliggjort. Som den iranske skuespiller Parviz Sayyad har sagt i et interview:

”Situationen i dagens Iran gør på mange måder shahens Iran til en idealstat.”

Regeringen har stram kontrol over medierne, og der vil kun ske forandringer på den front, hvis der kommer en opblødning på den samlede politiske scene og af konflikten i Mellemøsten generelt og mellem Iran og USA og Europa i særdeleshed. Der er dog intet, der tyder på, at det skulle være i vente.

Sidste mand på pinden
Den siddende iranske regerigen har erklæret krig mod filmfolkene og har lukket deres organisatoriske rygrad, Khanehcinema (House of Cinema). Shahid Saless, der emigrerede til Tyskland allerede under shah-styret, vendte aldrig tilbage til Iran og døde i USA i 1998.

Naderi har siden starten af 1990’erne været bosiddende i New York. Kiarostami bor heller ikke i Iran og lavede i 2010 sin første film uden for Iran, Mødet i Toscana. Bayzai har efter sigende slået sig ned som underviser i USA. Makhmalbaf er blevet talsmand for den reformistiske, såkaldte ”grønne bevægelse”, bor i Frankrig og rejser ikke til Iran. Og Jafar Panahi har siden præsidentvalget i 2009 været anholdt adskillige gange og er lige nu i husarrest i Teheran.

I den forstand kom Farhadis Oscar ikke til at betyde meget. Oscar’en var en glædelig nyhed, og Asghar Farhadi er dygtig, rigtig dygtig. Han repræsenterer bare ikke det bedste, iranerne har at byde på. Men den politiske situation har gjort ham til ”Last Man Standing”. Jeg ønsker ham held og lykke fremover – han får helt sikkert brug for det!

Farshid Rouhandeh

Født 1976 i Iran.

Kom til Danmark i 1996.

Bachelor i iranske studier og kandidat i mellemøstlige studier fra Københavns Universitet.

Har på persisk skrevet digtsamlingerne Sale Sefr, Namha ve Neshaneha og Shahr Khamush Ast og novellesamlingen Zemzemeh.

Har også oversat videnskabelige artikler og digte fra engelsk og dansk til persisk.

Fra maj i år skal han undervise på Forsvarsakademiet.

© Filmmagasinet Ekko