Forsvar for en creepy fyr

Egentlig skulle Jan Gunnar Røise slet ikke have haft rollen. 

Det var meningen, at hovedpersonen i Norwegian Offspring skulle spilles af den en højreradikal nordmand, som ligeledes norske Marlene Emilie Lyngstad havde skabt karakteren ud fra. 

Men det blev for besværligt. 

Tolkningen af virkeligheden trådte fiktionen over tæerne. Derfor blev Jan Gunnar Røise ringet op med kort varsel. Han satte sig og så den unge mands YouTube-taler. Studerede mimik og agitation. 

Han er en såkaldt incel-mand (ufrivilligt cølibat), der dækker over en gruppe mænd, som føler sig svigtet af kvinder og måske kan begå vold.

Men den aggressive tones budskaber om, hvordan vi i den moderne vestlige verden har misforstået seksuel frigørelse, blandede sig med billedet af et ungt menneske, der bor i udkants-Norge med sin kat. 

”Sammen med Marlene formede jeg hans kropssprog og det indadvendte. Hans antifeministiske blik på verden skulle ind i kropssproget. Jeg måtte forstå ham, for det er der ikke mange, som gør,” siger Røise på en FaceTime-forbindelse fra sin norske bopæl. 

En svær balance
Norwegian Offspring er Marlene Emilie Lyngstads afgangsfilm fra Den Danske Filmskole.

Den vandt den prestigefulde La Cinef-pris ved årets Cannes Film Festival. Nu har kortfilmen modtaget fem Ekko Shortlist Awards-nomineringer. Én af dem for bedste mandlige skuespiller. 

”Jeg er vældig stolt. Det er en rolle, som var svær at balancere,” siger 48-årige Jan Gunnar Røise. 

”Jeg søgte ind i hans tanker, som jo er frit tilgængelige på hans videoblog. Her findes kimen til hans personlighed. Hans familie har svigtet ham, og det tog jeg til mig. Jeg ville forsvare ham.” 

”Ja, altså, han har et helt anderledes syn på verden, end de fleste af os andre. Men hvis jeg ikke gik til ham med hjerte og nerve, var det ikke noget værd. Så ville jeg jo have udstillet ham,” siger Røise. 

Den følelse kommer frem i Norwegian Offspring. Her rejser hovedpersonen Stein fra Norge til Danmark, fordi hans mor er gået bort. Men også for at få sex. 

Uanset om det handler om kunstig befrugtning på naturlig vis eller om mislykket samleje med en prostitueret. Eller med en bolledukke. Flere af filmens rolleindehavere er sexarbejdere eller pornoskuespillere i det daglige liv. 

”Det var en udfordring at træde ind i et univers, der var tættere på deres end på mit eget. Men det var samtidig en særlig balancegang at placere et menneske på kant med verden i et outsidermiljø. Han skulle både være outsider og passe ind,” siger Jan Gunnar Røise. 

I Norwegian Offspring spiller han op imod de andre ved ikke at virke frastødende. Filmen trækker tilskueren ind i et miljø, hvor de afvigende tanker næsten normaliseres. Det gør kun det hele endnu mere skræmmende. 

”I bund og grund vil Stein bare gerne elskes, og det kender vi alle sammen. Den følelse kunne jeg bruge, hvis jeg skulle forstå hans ensomhed og afvigende adfærd,” siger Røise. 

Dukkekys
Norwegian Offspring er dog langt fra normal. 

Det er en grænseoverskridende film. Især scenen, hvor Stein har betalt for sex med en dukke, er både komisk, uhyggelig og frastødende. 

”Jeg har prøvet en del som skuespiller, men det er altså mærkeligt at ligge ovenpå en dukke,” siger Jan Gunnar Røise. 

”Jeg blev ved med at være bevidst om, at det var en film, vi lavede, men på samme tid var det så langt fra noget, der er naturligt, at jeg næsten ikke kunne være i situationen. Alle har prøvet at kysse, men et dukkekys er alligevel voldsomt.” 

Scenen er ikke taget fra virkeligheden. Og så alligevel. 

Marlene Emilie Lyngstad researchede på sexmesser og sexklubber. En dag fandt hun frem til et dukkebordel i Berlin. Det passede godt til en fortælling om, hvordan det normale opløses, og det afvigende søger ind på midten af tilværelsens scene. 

”Den incel-mand, Norwegian Offspring er baseret på, bryder sig ikke om scenen,” siger Jan Gunnar Røise. 

”Han synes ikke, det er maskulint nok at være sammen med en dukke. Jeg synes, scenen siger noget om, hvor svært det er at opnå nærhed.” 

Tikkende bombe
Filmen er blevet hyldet overalt, hvor den er blevet vist. I hvert fald af alle os inde på midten, der selv mener, vi er normale. 

”Det gik jo godt i Cannes, men jeg fornemmede også, at flere iblandt publikum havde en todelt oplevelse. De forstår Stein en smule, selv om de også virkelig væmmes ved ham,” siger Jan Gunnar Røise. 

Skuespilleren fortæller om en festivalgæst, der opsøgte ham. 

”Rollen ramte ham, fordi der her var et menneske, som kæmpede mod det vedtagne verdensbillede. Den kommentar var jeg glad for. Jeg har nemlig forsøgt at spille Stein som en mand, der sidder fast og ikke har formået at være en del af fællesskabet.” 

Røise bliver stille et øjeblik. 

”Stein er både genkendelig og en tikkende bombe. Det er nok det, der gør ham så creepy. Selvom han går rundt i samfundet, skinner hans verdenssyn alligevel igennem,” siger han så. 

Her ville vi inde på midten nok mene, at den slags mennesker skal ties ihjel. Hvad godt kommer der ud af at give et forkvaklet og bedaget menneskesyn en stemme? 

”Hvis du tier holdninger ihjel, tror jeg, at undergrunden spirer og vokser frem, indtil den pludselig er uoverskuelig. Vi må tage fat i de følelser og holdninger, der divergerer med flertallets. Det nytter ikke noget at vende ryggen til. Vi må beskrive verden, som den også er,” siger Jan Gunnar Røise.