Essay
14. juni 2011 | 08:00

Frygt og lede i Avedøre og omegn

Illustration | Jenz Koudahl

En personlig beretning fra en håbefuld instruktørdebutant om hans møde med tv- og filmbranchens hierarki, hykleri og falske forhåbninger. Med velmenende skåltaler, en gevaldig koger og dansk films evige problem: indspistheden.

Af René Fredensborg / Ekko #52

Det er ikke engang min egen idé. At søge støtte til en dokumentarfilm, der skal handle om vores absurde arbejdsløshedssystem. Jeg er sådan set bare i fuld gang med at dandere den på dagpenge, da jeg en omtåget dag i efteråret 2009 skriver på Facebook, at A-kassen har godkendt mig som jobsøgende inden for kategorierne ”ballonsælger” og ”spion/efterretningsvæsen” - og vupti: Jeg står med den ene fod i filmbranchen. For Zentropa-producer Peter Engel læser min opdatering, og med det verdensberømte selskab i ryggen får jeg hurtigt støtte fra Det Danske Filminstitut (DFI).

Her er Danmark hedder den konkurrence, som TV 2 og DFI netop har skudt i gang for at opspore originalt dokumentarstof fra det, de kalder ”et Danmark under forandring”. Kodeordet er risikovillighed. Gensidig risikovillighed.

Et ganske bestemt lokkemiddel i projektbeskrivelsen tiltrækker sig min opmærksomhed. ”For mange fortællere med tv-curriculum oplever DFI som utilnærmelig,” står der.

Som tidligere vært og tilrettelægger på DR2 er jeg enig og altså nærmest selvskrevet til at forsøge at komme ind i varmen med min historie om, hvordan ledige i vores lille land bliver udnyttet af en grotesk og nedværdigende arbejdsløshedsindustri. Jeg er klar til personligt at gå gennem lovjungle og meningsløse aktiveringskurser udstyret med skjult kamera. Off we go!

Den rette ånd
Den her historie handler dog ikke om selve film-idéen. Den handler om den proces, som så mange andre end mig gennemgår, når de forsøger sig i en filmbranche, der gemmer på en ganske bestemt hakkeorden og særlige statusmæssige koder, alt efter om det går godt eller skidt for din film. Om man har støttekroner i baglommen eller ej.

Instruktør Anders Rønnow Klarlund er den første til at advare mig. Jeg kender ham ikke på forhånd, men da han spotter mig som ny håbefuld instruktør-dude i Filmbyen, løfter han pegefingeren og råber højdramatisk ud over kontorlandskabet:

”Løb, mens du kan. Den her branche er syg. Den vil ødelægge dig, pille dig ned og fucke dig op. Flygt, min ven. Flygt!” Han får ret. Men på det tidspunkt er jeg mere optaget af at bearbejde starstrucked- heden, som lammer mig, når jeg hver morgen står i kø til kaffemaskinen lige bag ved Lars von Trier.

Igen og igen øver jeg replikken i mit hoved - ”Hvad er mærket? Gevalium?” - men fatter aldrig mod til at liste den ud.

Man skal heller ikke gøre sig alt for bemærket i Avedøres hæderfulde filmby. Det lærer jeg på det første møde, hvor direktøren for det hele, Peter Aalbæk Jensen, har indkaldt sin såkaldt kreative stab til en snak om Zentropa-ånden før og nu. Det foregår i den højloftede bygning, man i Filmbyen kalder Plejehjemmet. Faktisk handler Ålens (eller Å, som han blot hedder derude) tale indledningsvis en del om selskabets omstruktureringer. Færre penge, færre producere. Derfor en opfordring til mere samarbejde og synergi blandt instruktører og manusforfattere.

Jeg ser allerede for mig, hvordan jeg hen over Zentropas daglige leverpostejsbuffet kan få fede tips til min spirende arbejdsløshedsfilm af store navne som Lone Scherfig, Nikolaj Arcel og Kim Fupz Aakeson. For en stor del af selskabets mere eller mindre løst tilknyttede stab er mødt op. Jeg genkender også Gert Fredholm og Mikkel Munch-Fals. Og Christina Rosendahl, som jeg sidder ved siden af.

Jeg antager, det er en uskreven regel ikke at spørge, hvad hinanden har gang i af projekter, da man jo nødigt vil prikke til én, der måske er gået i stå. Så jeg sidder i tavshed og nipper til min koldpressede, ufiltrerede æblemost og bemærker, at den er skabt af vinteræbler fra Vesterled Frugtplantage på Fejø. Der er stadig plads til god kvalitet på Zentropa, og Å taler også længe om den rette ånd.
Sortere shit fra Chanel

Ingen kan som Peter Aalbæk få et selskab til at nynne med på sine velmenende ord. Stemningen er næsten familiær, og der bliver fyret op for smøgerne og taget hul på det stærke øl fra mikrobryggerierne. Jeg skåler med og spidser ører, da succesinstruktøren Nikolaj Arcel rejser sig op og erklærer sin kærlighed til både firmaet, ånden og Ålen, for så pludselig at smide en bombe, der sender øllet i den gale hals på mindst halvdelen af selskabet.

”Jeg mener, at vi bliver nødt til at selektere mellem alle de instruktører, der er herude.” Selektere. Som i selektering? Som i den klassiske fagbog Doctors from Hell: The Horrific Account of Nazi Experiments on Humans? Jeg er klar over, hvad det betyder for sådan en novice som mig, når et skrantende filmselskab skal bukke får og sortere shit fra Chanel.

Arcel har efter eget udsagn brugt to år på at spille Playstation, mens han ventede på, at forskellige producere skulle finansiere et større udstyrsstykke af en film, der først er på vej nu. Så han har vel ret. Vi må selektere. Men Mikkel Munch-Fals har åbenbart i sinde at dø med støvlerne på, så han skyder tilbage:

”Er det jer fra hoffet, der skal bestemme det?”

Der går et sus igennem selskabet. Stemmer bliver skingre, kapsler flås af, fronter trækkes op. De kendte filmfolk rejser sig og holder taler, hvor de behændigt får indflettet deres tidligere bedrifter, mens Mikkel Munch-Fals provoreplikker i stigende grad lyder, som om de er hentet i hans voksende arsenal af tomme ølflasker. Det er som at overvære velfærdssamfundets kollaps, hvor de privilegerede flasher deres fuckfinger til de fattige røvhuller, som står måbende tilbage. Det er elitens farvel til undergrunden.

Det er den berømte ånd skudt til en fjern galakse. Det er Jorden kalder Ålen, der lammet må overvære, hvordan argumenterne bliver mere og mere udspændte i en gang tovtrækning, som selv hans glatte snakketøj ikke kan hive i land.

Men så afbryder Lars von Trier ganske uventet. Han har siddet ved et bord bagved og betragtet selskabet. ”Det er min skyld det hele. Jeg har ikke været her til at hjælpe de sidste fem år.”

En tvangstanke skærer igennem. Endelig er der ørenlyd blandt gøgeungerne. Å genvinder fatningen og supplerer:

”Der er ikke én af de instruktører, der er til stede her i dag, som ikke startede med at lave tre dårlige film. Sådan er det. Og så er det umuligt at vælge mellem alle jer ...”

Så er den sag afgjort. Vi må gå hver til sit og kæmpe for det, vi har kært. Dem med de fleste støttekroner vinder. Ligesom geniet von Trier, der efter sigende skriver sine institut-ansøgninger ved at afsætte to krusedullesætninger på en fedtet serviet. For os nybegyndere gælder der naturligvis helt andere Methoden.

Frygten for floppet
Min idé om at lave en sjov dokumentarfilm om dagpengesystemets groteske regelrytteri skal vise sig at få kamp til stregen. Bogstavelig talt.

Først er der den omfattende ansøgningsprocedure, hvor man filmer diverse prøvescener og så ellers beskriver idéens udvikling og forventelige facit i lange baner. Ja, jeg bliver sågar bedt om at skrive et fuldt manuskript, før vi overhovedet har styr på kilder og cases. At virkeligheden altid overrasker, er ikke et issue.

Logikken er — lader min producer mig forstå — at når man er nybegynder som mig, så skal konsulenterne være 110 procent sikre på, hvad der nøjagtig skal ske fra start til slut. Ingen har lyst til at lægge navn til en fiasko. Det er en helt anden sag, hvis man som instruktør allerede har haft en succes. Hvis en instruktør som Thomas Vinterberg laver en dårlig film, er det hans egen skyld. Hvis et uprøvet navn flopper, så hænger konsulenten på den.

Med andre ord: For at få støtte skal du have manifesteret dit talent med en film, som du ikke kan få støtte til, fordi du ikke har manifesteret dit talent.

Det er da heller ikke nemt at gøre indtryk på smagsdommerpanelet. Man skal have talegaverne i orden, for beslutningstagerne fra TV 2 og DFI har ikke brugt meget tid på at studere de drejebøger og dummys, vi er blevet bedt om at indsende.

De to konsulenter fra DFI, Jesper Jack og Michael Haslund-Christensen, er begge den tilbagelænede type, som sender sms’er under mødet og (modsat instruktørerne) gerne må improvisere sig frem i deres beslutningsproces. Det skyldes nok deres store erfaring med at have hænderne helt nede i filmmagiens værktøjskasse. For dem handler det om regulær Fingerspitzengefühl, eller som Jesper Jack på et tidspunkt formulerer det: ”Jeg kan mærke, helt nede i decimalerne, om noget er troværdigt eller ej.”

Journalistisk Jackass
Derfor bruger filmholdet og jeg det første halve år og en god portion udviklingskroner på at ramme nøjagtig den originale tone, som får filmkonsulenterne til at synge med og udstikke ”thumbs up” til troværdigheds-indekset. På Zentropa er producer Peter Engels halvhemmelige masterplan, at charmer vi Filminstituttets selvgode konsulenter rent kunstnerisk, så følger TV 2’s mere farveløse beslutningstagere trop.

Derfor slår vi til på Jesper Jacks idé om at fokusere på det, han kalder for journalistens downfall. Han vil se følelser og konsekvens, han vil se mig synke til bunds. Den udfordring er jeg med på, men desværre ender vi i en temmelig vakkelvorn vise om en arbejdsløs, drikfældig og depraveret journalist, hvis eneste chance for at vende tilbage til karrieren er en film om dagpengesystemets kynisme.

Vi filmer, mens jeg stikker til politikere, der ikke reagerer. Banker på døre, der ikke åbner. Og jeg får en advarsel af A-kassen for at lave film, mens jeg er på dagpenge, da den slags er at betragte som arbejde!

Vælter vi regeringen til sidst? Næppe, for det er klart mere Klovn end Cavling. Ironi, metalag og journalistisk Jackass. Det er et tågeskud i forsøget på at please pengemændene i stedet for bare at lave den enkle, vigtige og helt indlysende dokumentarfilm om et dybt relevant samfundsproblem: den nedværdigende måde, vi behandler vores arbejdsløse på.

Jeg har svipset fælt ved at tilsidesætte min egen tyrkertro på, at god, gammeldags journalistisk indignation nok skal få sat den evigt absurde virkelighed i ramme. Uden selviscenesættelse og filmskolekunster. Jeg må starte forfra. Jeg må tilbage til dem, det i virkeligheden handler om. De arbejdsløse og deres historier.

Problemet er, at arbejdsløshed emmer af både systemhistorie og sygdomshistorie. Det er knastørt og nærmest deprimerende, og den arbejdsløse er som karakter skide usexet. Det ved DFI, det ved TV 2. Og det lærer jeg langsomt.

Den store klassefest
Det er april måned, og vi er kun et dusin deltagere tilbage i Her er Danmark-konkurrencen. Op til en weekend bliver vi på X Factor-agtig vis sendt i bootcamp på et fancy wellness-hotel i Nordsjælland. Vi skal kritisere hinandens foreløbige idéer og halvkvædede værker. Hvis jeg tror, at jeg skal møde andre filmnovicer i denne sidste omgang af udskilningsløbet, så tager jeg fejl. Og det tror jeg faktisk. Støttemillionerne og samarbejdet mellem TV 2 og DFI er jo sat i søen for at finde nye historier og nye talenter, gerne blandt os, der oplever Filminstituttet som utilnærmeligt.
Det står jo sort på hvidt.

På Cornwell Borupgaard-konferencehotellet står den imidlertid på kindkys og gensynsglæde. Og så kan de alle sige ”POV”, for samtlige af de fremmødte instruktører er uddannet fra statens Filmskole. ”POV” står for point of view, erfarer jeg. Altså, fra hvilken synsvinkel man ser historien. Det ved rutinerede instruktører som Sami Saif, Maya Albana og Anders Gustafsson alt om, og de er flankeret af erfarne producere, der tydeligvis kender konsulenterne. Både Jesper Jack og Michael Haslund-Christensen har gået på Filmskolen, så alle kender alt til filmsprog og hinanden, og seminaret får om aftenen hurtigt karakter af gammel elevfest for de indviede. Det er derfor, min producer Peter Engel som den eneste ikke er med. Han orker ikke det opstyltede, påstår han efter masser af år i branchen.

Vi får egen havestue, hvid dug og tre retter med gourmet, mens forårssolen langsomt går på hæld bag hotellets velplejede plæner. Føler jeg mig udenfor? Ja! Vælger jeg at drikke godt med rødvin for at løsne lidt op? Ja! Skal det vise sig at være en god idé? Nej!

Heldigvis hælder Michael Haslund-Christensen også godt på krystalglasset og er den første til at træde lidt ved siden af med en slags ”den fulde onkel”-tale. Det er muligvis hans prøveballon på en rørstrømsk afskedstale efter nogle fine år på Filminstituttet, men jeg skåler gerne med en mand, der tør indrømme, at det er svært at skulle stå uden for det gode selskab.

Efter cognac’en ender jeg ved siden af Jesper Jack. Jeg prøver at lokke ham til at sige et par ord om mine chancer. Kunne han ikke bare give et lille pejlemærke?

”Hvis jeg fik materialet og klippede lidt om i det, så ville noget af det godt kunne bruges. Det handler om at træffe et valg,” forklarer han.

Næsen i arvestoffet
Konsulenten taler længe om kunsten ikke at sige noget. Han rejste for nylig til Italien for at sidde i et kloster og være fuldstændig stum i ti dage. Absolut silencio! Han kalder det for Vipassana-meditation og anbefaler tavshed til en rådvild type som mig. Det er en rejse i sindet, lader han mig forstå og spørger, om jeg er med på noget til næsen. Jeg vil lige sikre mig, at vi snakker om det samme.

— Noget til næsen?

”Ja, det er noget virkelig godt noget, jeg har arvet. Kom, så slår vi lige en streg.”

Vi går ud på herretoilettet. Jack snitter og snuser. Det er noget virkelig godt arvestof. Efterladt af en afdød tante, vistnok. Jack lægger en bane på sin håndryg og rækker mig sit lille personlige støvsugerør. Jeg stikker næsen ned og sniffer hen over hånden. Lidt for hurtigt. Jeg tror godt, Jack kan se, at jeg også er en slags debutant inden for coke.

Men jeg kommer hurtigt i stødet og begynder at kunne se mig selv som filminstruktør med celebrity-venner, nedringede assistenter og krav om selektering, hvis nogen truer min position. Så da hotellets bar lukker, genåbner jeg den bare efter endnu et konsulentmøde på lokummet. Jeg deler ud af de gratis glæder og griner hysterisk, da en ung hotelportier smider mig ud, fordi vi ryger på wellness-hotellet. I stedet ryger vi en joint udenfor. Mig, konsulenterne og TV 2’s udsendte. De tre, der skal afgøre, om min film fortsat skal have støtte. Jeg fornemmer, at heldet er med mig.

Jesper Jack og jeg ender på mit hotelværelse. Da jeg vågner, er det med udsigt til en tom cokepose og en båndoptager med lydoptagelser af mig og konsulenten. Deriblandt en sekvens, hvor jeg synger i falset for ham. Og afslutningsvis har vi så en samtale så snøvlet, at den er decideret umulig at dechifrere.

Dag 2 på seminaret i Snekkersten kunne være blevet en halvpinlig affære for mig og visse andre. Men selv om rygterne siger, at Det Danske Filminstitut for fremtiden ikke er ønsket på Borupgaards konferencecenter, så tager udviklingschef Malene Flindt Pedersen det med ophøjet ro:
”Åh, pyt med det. Det er ikke første gang, at vi er blevet smidt ud af et hotel.”

Og jeg går videre med min film. Vi får 200.000 kroner i støtte.

Ironi, nej tak!
Min producer synes, jeg er en god dreng, når jeg sådan hiver finanser hjem til den slunkne Zentropa-kasse. Jeg stiger i agtelse hos producerens skrappe assistent-tøser, for nu er der flueben ved produktionsnummer 1864. Men apropos de berømte cifre ender det som slaget ved Dybbøl Mølle. Vi undervurderer modstanden.

Zentropa har mange munde, der skal mættes, så budgettet levner ikke plads til at få filmet og gennemklippet en overbevisende ny dummy. Vi forlader ellers den kreative klasse og tager til min fødeby i Jylland for at finde ofrene for vindmølleindustriens afskedigelsesrunder. Vi møder nogle af de over tusind fyrede og manden, der fyrede dem. Vi har insidere, whistleblowere og deep throats. Vi har det hele, synes vi selv. Selv den rigtige dosis af ironisk humor, der kan gøre et tungt emne let fordøjeligt.

Men også nyhedsmedierne er begyndt at interesse sig for de mange private konsulentfirmaer, der tjener kommunale penge på aktiveringskurser, som baserer sig på Hitlers håndskrift, pipfugle-psykologi og fri leg med skumfiduser. Selv min egen private aktør, med det misvisende navn Institut for Karriereudvikling, vil sende mig i jobtræning som ulønnet afrydder på en shawarmabar i Nørrebro-centret. Det er en gave. Vores film er nu for alvor uopsættelig, synes vi da selv. Vi skriver det hele igennem med hjælp fra fuldbefarne manusdoktorer og søger fuld produktionsstøtte hos Her er Danmark -panelet.

Det bliver et nej. Et exit fra Her er Danmark -konkurrencen. Konsulenterne mener, at vi mangler erfarne kræfter på holdet. Og en af dommerne, faktachef i TV 2’s programafdeling Sune Roland, har flere gange forklaret os, at kanalens brede målgruppe ikke forstår ironi og dermed ikke er med på systemfilmens sarkasme. Men ironien er umulig at komme udenom. Selv beskæftigelsesminister Inger Støjberg mener, at arbejdsløshedssystemet efterhånden er så bureaukratisk, at hun har indledt en oprydningskampagne på vækmedbøvletinger.dk. Det kalder jeg, helt uden ironi, for risikovillighed fra ministerens side.

TV 2 har desværre ikke samme mod, men den afgående Michael Haslund-Christensen opfordrer mig til at gå til DR med min idé. Så i løbet af sommeren sender jeg en sms til Sune Roland. Jeg spørger, om det er ok, at vi flytter vores halvfærdige film til DR. Han har stadig ikke svaret.

Vild hest i DR Byen
Sådan er det i tv- og filmbranchen. Lige så hurtigt du er inde, lige så hurtigt er du ude igen. Pludselig ringer produceren ikke tilbage. Han selekterer, ligesom assistenterne på Zentropa gradvis får sværere ved at udlevere kameraudstyr til én.

Men jeg giver ikke op. Det lykkes mig at få et uofficielt møde med Jesper Jack, og hen over en sommermiddag får jeg alle tiders tip. Han opfordrer mig til at opsøge DR2’s dokumentarchef, Mette Hoffmann Meyer, og han råder mig til at skrue op for den maskuline charme. Flirt med hende, lyder opfordringen. Siden har jeg ikke hørt fra ham.

Det tager mig to måneder alene at kravle op gennem hierarkiet til dokumentarchefens kontor i DR2. Via en velvillig satirechef og en sød DR2-redaktør, som jeg før har arbejdet under, kommer jeg igennem med en to-siders ansøgning om støtte til filmen. De kalder mig ganske
vist ”René Fredensvang” i deres indbyrdes mailkorrespondance, som ved en fejl ender hos mig. Det tager jeg dog ikke ilde op, for det er trods alt sidste chance for filmen.

Sammen med producer Peter Engel møder jeg op med øverste knap i skjorten åbnet og den helt rigtige længde på skægstubbene. Og i starten går det egentlig godt. Jeg får lov at argumentere alt, hvad jeg har lært. Mette Hoffmann Meyer er efter sigende gift med en rig mand i whiskybæltet, og hun indrømmer da også, at hun ikke personligt kender til de arbejdsløses trængsler. Hun spørger mig, om jeg har et alternativ til regeringens politik. Jeg svarer, at det som journalist ikke er min opgave at løse problemer, men at påpege dem. Og at jeg bare gerne vil fortælle historien om, at private firmaer får lov at tjene milliarder af skattekroner på at aktivere arbejdsløse på den mest bindegale facon.

Hun siger, at emnet er relevant, men tilføjer så pludselig: ”Jeg bryder mig ikke om Michael Moore!”

Pokkers, for jeg har netop sammenlignet min film med Moores Sicko, der handler om det amerikanske sundhedssystem. Men det værste er, at Mette Hoffmann Meyer ikke har haft tid til at læse mit oplæg, så hun beder mig om at skrive et nyt. Max én side. Produceren og jeg indvender, at filmen er uopsættelig (det er hans yndlingsudtryk), men så lægger dokumentarchefen en hånd på min skulder og siger:

”Ved du, hvad jeg gør med vilde heste som dig? Jeg sætter dem på græs i et par uger, og så er de som regel lettere at have med at gøre, når man møder dem igen.”

Fire sommerdæk og sandheden
Et par uger senere sender jeg et nyt oplæg. Én side. Og en ny dummy på dvd, som jeg selv klipper ude på Zentropa sammen med en studerende. Hun får et par flasker god rødvin for tjenesten. Støttekronerne er for længst brugt, så nu gør jeg alt selv. Langt om længe svarer Mette Hoffmann Meyer. På DR’s vegne takker hun nej til at støtte filmens færdiggørelse. På grund af besparelser i budgettet, skriver hun.

Så nu fungerer mit kontor i Filmbyen mest som lager for fire sommerdæk og et par flyttekasser med gammelt lort. Men jeg giver ikke op. Hvorfor sku’ jeg?

Jeg ved jo alt om, hvordan det er at være arbejdsløs.
Filmen skal nok blive færdig og vist en skønne dag, men indtil da må jeg ofte besvare spørgsmålet:

”Nå, hvordan går det med din arbejdsløsheds-doku?&rdquo Og jeg kan kun svare: ”Det går op og ned. Det er ikke så ligetil, alt det med filmbranchen og tv-stationerne og konsulenterne og hele støttesystemet.”

Og de fleste svarer: ”Ja, skriv da en artikel om det. Men du skal bare vide, at folk nok vil anklage dig for at være bitter!”

Jeg afslutter gerne samtalen med at sige: ”Jeg er ikke bitter. Jeg vil bare gerne fortælle sandheden på vegne af alle dem, der står udenfor.”



HER ER DANMARK
Dokumentarfilm-konkurrence udskrevet oktober 2008 i samarbejde mellem TV 2 og Det Danske Filminstitut (DFI). Formålet er primært at opkvalificere samarbejdet mellem TV 2 og DFI.

I udbuddet prioriterer man ”fælles risikovillighed”, ”sparring på internationalt niveau”, ”original udvikling” og ”fokus på processen, ikke slutresultatet”. Filmene skal tage udgangspunkt i det udokumenterede Danmark, herunder behandle spørgsmålet: ”Er danskere dem, vi tror, vi er?”

Indledningsvis får tyve filmforslag støtte. Heraf går ti videre og får udviklingsstøtte med det maksimale beløb på 200.000 kroner til hver.

Kun to film har indtil videre fået produktionsstøtte. Det er Maya Albana med en film om en ung elitemodel og Anders Gustafsson med en film om en flok unge life-coachere.

SYSTEM A
René Fredensborg arbejder sammen med Zentropa videre på sin dokumentarfilm om det danske arbejdsløshedssystem.

Filmen har arbejdstitlen System A.

Den har fået støtte fra Det Danske Filminstitut tre gange med henholdsvis 15.000, 75.000 og 200.000 kroner (i sidstnævnte tilfælde bidrog TV 2 med 100.000).

© Filmmagasinet Ekko