Kåring
31. dec. 2012 | 07:00

Gidseldrama er årets danske film

Foto | Magnus Nordenhof Jønck
Tobias Lindholm bringer virkeligheden tilbage til dansk film med Kapringen, som Ekko kårer som årets bedste af de danske biografpremierer.

Ekko kårer årets bedste danske, amerikanske og ikke-amerikanske film – og topper op med bedste dokumentarfilm og tv-serier.

Af Jacob Ludvigsen og Claus Christensen

Krisen er ovre!

Hvis dansk films succes skal måles på billetsalget – og hvis man har frygtet, at den økonomiske krise har fået danskerne til at holde igen med luksusgoder som biografbesøg – er alarmen afblæst.

Dansk film oplevede sit bedste år siden 2008, og hele tre film fra hjemlandet var på top fem over de mest sete overhovedet i biograferne: Hvidstengruppen, Den skaldede frisør og En kongelig affære.

Netop disse tre film giver dog samtidig et vink om, at billedet af dansk film er lidt mere broget, når man skruer de kunstneriske briller på.

De tre film er alle solide, velturnerede fortællinger, men der var i 2012 langt mellem de kunstneriske fornyelser – film, som slog igennem med overrumplende original kraft. 

Bedste danske film uden premiere
Stærkest står Tobias Lindholms Kapringen, der efter R fortsatte den gennemresearchede, brutale virkeligheds indtog i dansk film. 

Kapringen peger frem, hvor billetbaskere som Hvidstengruppen og Bille Augusts Marie Krøyer mere peger tilbage.

Paradoksalt nok kommer 2012’s allerbedste og mest omtalte danske film – Thomas Vinterbergs Jagten – slet ikke i betragtning til årets lister. Den får nemlig premiere i starten af januar 2013, over et halvt år efter verdenspremieren i Cannes.

Filmens producent Zentropa forstod ikke at smede, mens jernet var varmt, og direktøren Peter Aalbæk Jensen brugte i stedet kræfterne på et fuldkommen frugtesløst angreb på Biografklub Danmark. 

Venter på gode amerikanere
USA kan dog i endnu højere grad se tilbage på et middelmådigt filmår. Det gælder i hvert fald, hvis man begrænser blikket til de film, der nåede til de danske biografsale.

For ret skal være ret. Film som Steven Spielbergs Lincoln, Quentin Tarantinos Django Unchained, Kathryn Bigelows Zero Dark Thirty, P.T. Andersons The Master, Tom Hoopers Les Miserables og Benh Zeitlins Hushpuppy – Beasts of the Southern Wild får vi først til landet med forsinkelse.

I det mindste er der noget at se frem til, når nu det er halvtrist at se tilbage.

Og så er det jo opmuntrende for filmsjælen, at der fortsat kommer ikke-amerikanske film til de danske biografer, som sætter anderledes høje standarder. Det var svært at vælge ud til årets top 5-liste, hvor fremragende film som Dame, konge, es, spion, Monsieur Lazhar, Barbara, Miraklet i Le Havre og Play trængte sig på. 

Amour den bedste film
Ingen kunne dog hamle op med østrigerens Michael Hanekes fransksprogede Amour, der fortjent vandt i Cannes, og som understregede, at den 70-årige alvorsmand vel nok er den største nulevende instruktør.

Endelig fortsætter dokumentarfilmen med at udfordre sig selv kunstnerisk og fortælle historier, der overgår enhver fantasi. Igen i år var det her, mange af de virkelig uudslettelige filmoplevelser lå gemt.

Læs her om de tyve film og fem tv-serier, der gjorde størst indtryk på Ekko i løbet af året:


ÅRETS DANSKE FILM
 

1. Kapringen

Med sin opfølger til R slog Tobias Lindholm fast, at han er fremtidens mand i dansk film. Kapringen er en intens dobbelthistorie om kidnappede sømænd ud for Somalias kyst og den rederidirektør, der skal få dem ud. Det føles så virkeligt og troværdigt fra ende til anden, at instruktøren ikke har brug for ydre action. Virkeligheden styrer! 

2. En kongelig affære

Nikolaj Arcel gjorde det umulige: beviste, at man godt kan lave storladet kostumedrama, uden at det bliver gumpetungt og stift. En kongelig affære er et flot forløst trekantsdrama, der især får suverænt medrivende liv i scenerne mellem Mikkel Boe Følsgaards Christian 7. og Mads Mikkelsens Struensee. 

3. You & Me Forever

Efter flere år, hvor ungdomsfilmen har været uden fodfæste, vendte Kaspar Munk pludselig skuden med You & Me Forever, der sitrer af nærvær i historien om slyngveninder, usikkerhed og den første gang. Munk indfanger det store i det små – og den improviserede dialog sikrer autenticiteten. 

4. Den skaldede frisør

Susanne Biers comeback til komediegenren – første gang siden Den eneste ene – blev et kolossalt publikumshit. En klassisk modsætninger-mødes-kærlighedshistorie, der dog har noget på hjerte og tør behandle et alvorligt emne – kræftsygdom – med bramfri humor. De varme billeder fra Italien giver én lyst til at hoppe på det første og bedste fly sydpå. 

5. Undskyld jeg forstyrrer

Sara Hjort får et bragende gennembrud. I rollen som den naive Helene vrister hun sig ud af morens klør og forvilder sig ind på et københavnsk teater, hvor hun både spiller hund og får Peter Gantzlers veludrustede kærlighed at føle. Henrik Ruben Genz’ opfølger til Frygtelig lykkelig er måske nok en bagatel, men en særdeles veloplagt en af slagsen, gennemsyret af sort humor. 


ÅRETS AMERIKANSKE FILM
 

1. Moonrise Kingdom

Wes Andersons mest behjertede film til dato og et gennemført forførende nostalgitrip. To børn flygter fra deres hjem i en kærlighedsrus og får forældre, det lokale politi og en hel spejderlejr på nakken. Fortalt med en idiosynkratisk alvidende fortæller, klassiske Wes Anderson’ske panoreringer og masser af musikalitet. 

2. Operation Argo

Ben Affleck er ved at træde i karakter som en ny Clint Eastwood og begik i det forløbne år sin mest formfuldendte film som instruktør. Operation Argo er en underholdende hyldest til den klassiske Hollywood-thriller. Og meta-historien, hvor John Goodman og Alan Arkin stabler et fiktivt filmprojekt på benene for at redde amerikanske gidsler ud af Iran, er pokkers charmerende. 

3. Martha Marcy May Marlene

En ung pige flygter fra en sekt i New York-statens bjerge. I elegant afmålte flashbacks fortæller debutanten Sean Durkin hendes historie. Det er knugende intenst, og Elizabeth Olsens ansigt emmer af tvetydige traumer. Et bemærkelsesværdigt gennembrud for både instruktør og hovedrolleskuespiller. 

4. Take Shelter

Jeff Nichols film er som at lande midt i et urovækkende mareridt. Michael Shannon er familiefaren, der begynder at se tegn overalt på en faretruende storm. Mentalt sammenbrud eller skræmmende virkelighed? Take Shelter er et langt stykke af vejen et foruroligende paranoiaportræt. 

5. Killing Them Softly

Med finanskrisen som bagtæppe og New Orleans som gudsforladt ramme fortæller Andrew Dominik en sorthumoristisk gangsterhistorie, spækket med knivskarp dialog og skæve skæbner. Højdepunktet er James Gandolfinis deprimerede lejemorder, der hentes til New Orleans for at slå ihjel, men aldrig forlader sit hotelværelse.


ÅRETS IKKE-AMERIKANSKE FILM
 

1. Amour (Ekkos ”Årets Film 2012”)

Michael Hanekes Guldpalmevinder er filmårets uomtvistelige mesterværk. Anne får et slagtilfælde, og Georges må hjælpe hende gennem sin sidste tid i denne sjældent nøgterne og illusionsløse skildring af døden. Filmen er fortalt som klaustrofobisk kammerspil med klinisk øje for de mindste hverdagsdetaljer, og selv Klaus Rifbjerg måtte overgive sig og gav sin første seks-stjernede anmeldelse i Ekko. 

2. The Artist

Fransk, sort-hvid stumfilm om en berømt stumfilmskuespiller, der bliver kørt agterud med talefilmens komme. Den tog verden med storm og vandt Oscar. Helt fortjent, for The Artist er båret af en ægte filmglæde og -magi, og Jean Dujardin og Bérénice Bejos indtagende ansigter sender én tilbage til en filmverden af i går. 

3. Holy Motors

Den gamle franske mester Leos Carax stod for årets mest overraskende comeback med en film, der er fuldkommen gak. Denis Levant spiller elleve roller – fra pukkelrygget bæst, der kidnapper Eva Mendes, til smidig motion capture-skuespiller. Om der er en mening med galskaben, kan diskuteres. Men rutsjebaneturen er forrygende, inklusive den tredobbelte saltomotale-slutning. 

4. Weekend

Det starter som et beruset engangsknald, men pludselig begynder Russel og Glenn at få følelser for hinanden. Det er på lånt tid, for Glenn skal væk, men inden da udfolder deres korte kærlighedsaffære sig som en beåndet pardans, fuld af intelligente og humoristiske samtaler. Weekend er ikke blot en ærlig film om homoseksualitet, men også om kærligheden og livet som sådan.

5. Tyrannosaur

Fortabelsen er dyb i Paddy Considines film fra Englands røvhul, hvor en fremragende Peter Mullan er Joseph, fuld af fordrukken og indestængt vrede. Han møder den blide Hannah, der også har skeletter i skabet, og en odd couple-historie kan begynde. Tyrannosaur er en brutal og skånselsløs film, hvor håbet efterhånden glimter momentvist.


ÅRETS DOKUMENTARFILM
 

1. Searching for Sugar Man

Det er umuligt ikke at gå glad, rørt og nynnende ud af biografen efter Searching for Sugar Man. Den amerikanske musiker Sixto Rodriguez slog aldrig igennem i hjemlandet, men viser sig at være blevet megastjerne i 70’ernes Sydafrika. Og Sixto selv ved ingen, hvad der blev af … Svenske Malik Bendjelloul har fundet en så original og uforglemmelig historie, at det gør mindre, at den bliver fortalt relativt konventionelt.

2. Pina

Hvem skulle have troet, at det var den tyske veteran Wim Wenders, der kom til at overbevise verden om, at 3D har en fremtid? I Pina genopliver han danselegenden Pina Bausch og ikke mindst hendes sætstykker, der udforsker køn og menneskelige relationer. Med den tredimensionale effekt sanser vi optrædenerne indefra, og det gør Pina til årets vel nok smukkeste film. 

3. The Act of Killing

Bødlerne fra det indonesiske folkemord i midten af 1960’erne går ikke blot ustraffet rundt i Indonesien, de hyldes også som helte. I den danskproducerede The Act of Killing optrevler Joshua Oppenheimer et lands uhyggelige historie ved at lade bødlerne genopføre deres ugerninger i en imaginær film, så man bliver klogere på massemordets psykologi. 

4. The Imposter

En franskmand bilder alle ind, at han er en forsvunden amerikansk teenager, inklusive dennes egen familie. Bart Laytons The Imposter er forførende fortalt fra svindlerens synsvinkel. Den byder på stilistisk fremragende rekonstruktioner, og konstant løfter filmen for nye, uhyggelige lag.

5. Room 237

Handler Kubricks The Shining om månelanding, holocaust eller mordet på indianere? Rodney Aschers film giver ordet til fanatiske, konspiratoriske filmfans, mens billedsiden ”dokumenterer” deres påstande. Langt ude, men samtidig en smittende hyldest til filmmediet og alle dets hemmeligheder, som man ikke kan lade være med at spille med på.


ÅRETS TV-SERIER

1. Louie, sæson 3

Hvert afsnit af Louie er en lille overraskende novelle, et poetisk nedslag i den let overvægtige og fraskilte komiker middelmådige liv. Ubesværet skifter serien toneart – fra det sørgmodigt jazzede, når en ny date tager Louie på en nat rundt i New York, til det hysterisk morsomme, når David Lynch giver den som garvet tv-caster.

2. Breaking Bad, sæson 5

Den kræftramte kemilærer Walter Whites rejse ned i såvel narkomiljøet som sit eget sinds underverden tog endnu en mørk drejning i denne første halvdel af den visuelt uforlignelige Breaking Bads allersidste sæson. Efterhånden som Walters sidste rest af menneskelighed synes at være forsvundet bliver der lagt nye og fængende lag på den psykologiske, nærmest Dostojevskij’ske kompleksitet. 

3. Homeland, sæson 2

Som det tænkende menneskes 24 timer tager Homeland pulsen på kampen mod terror fra hjertet af CIA. Anden sæson bringer den psykisk ustabile, men brillante agent Carrie endnu tættere på eks-Al Queda-fangen Brody, hvis sympatier fortsat er uigennemskuelige. Sæsonen havde flere lovlig smarte twists, men de to hovedkarakterers psykologiske skisma er fortsat mere end rigeligt til at fastholde interessen. 

4. Boss, sæson 2

Boss startede sidste år ujævnt, men foldede sig i sin anden sæson ud som et Shakespeare’sk drama om magt og politik fra USA’s korruptionshøjborg Chicago. Kelsey ”Frasier” Grammar er fænomenal som det fordærvede magtmenneske, der både må kæmpe mod en sjælden nervesygdom og en perlerække af politiske modstandere. Desværre blev anden sæson også seriens sidste, men i det mindste sluttede den på toppen. 

5. Girls sæson 1

Den blot 26-årige Lena Dunham bragede ind på scenen med Girls, som hun både har skrevet, instrueret og spiller hovedrollen i. Og det gør hun med mavedellerne hudløst ærligt hængt til tørre. Skildringen af fire pigers uperfekte liv i New York er en dogme-agtig udgave af Sex and the City.

© Filmmagasinet Ekko