guide
16. juni 2017 | 15:02

Guide til at gå i biografen

Foto | John Hora
De underholdende væsner i Gremlins går i biografen for at se Snehvide og de syv dværge, men overholder bestemt ikke god biografskik.

Biografmørket lokker året rundt, men det kniber med sansen for den gode fællesoplevelse. Vi bringer derfor en guide til, hvordan du skal opføre dig i biografen. Følg den!

Af Bjarke Friis Kristensen

En biograf er en social begivenhed, hvor man kan opleve, at en propfyldt sal nærmest trækker vejret i takt. Efterhånden en af de sidste kollektive glæder.

Men ofte bliver biografturen generet af støj, uro og aktiviteter, der ikke har noget med filmen at gøre. Man bliver revet ud af handlingen, fordi sidemakkeren opfører sig som et fjols.

Det er nemt at gøre noget ved, for det afhænger udelukkende af dig og mig. Derfor må det være på sin plads med en detaljeret guide til, hvad man bør gøre og ikke gøre i biografen.

Det er ikke Emma Gad i biffen, men bare nogle helt almindelige retningslinjer for anstændig opførsel og hensynstagen.

Få sat dig til rette

Lad nu være med at komme i tanke om, at du jo egentlig lige skal have din store jakke og bluse af og fundet din halvlunkne og indsmuglede cola frem fra inderlommerne tyve minutter inde i filmen. En cola, der desuden helt sikkert er blevet rystet godt og grundigt på din cykeltur hen til biografen. Gæt dig selv til resten af dét scenarie.


Se nu bare filmen

Dette punkt burde i grunden give sig selv. Men for en god ordens skyld, så er det med på listen. For glem nu lige den øvrige verden i den tid, filmen varer. Vær til stede. Det betyder væk med din smartphone. Helt væk og på ”flight mode”. Verden kan vente, mens du er i biografen.


Du har ét armlæn

Der bør ikke udspille sig en kamp om hverken kopholder eller armlæn. Det er meget simpelt: Du har én kopholder og ét armlæn. Med mindre du naturligvis er så heldig ikke at have folk siddende ved siden af dig.


Drop popcorn

Den her er kontroversiel, for popcorn er nærmest symbolet på en tur i biografen. Men det er altså også en af de mest enerverende snacks for alle andre end dig selv i biografmørket. Gnaskerier og fedtede fingre, der skal suttes rene og lige tørres af i sædet. Nej tak! Til listen kan også tilføjes karameller i knitrende indpakning. Bare nej.


Prøv popcorn-tricket

Men hvis du absolut skal have popcorn med i biografen, så skal det være for at prøve popcorn-tricket herunder. Det står dog for egen regning.


Filmen er først færdig efter rulleteksterne

Hvorfor har folk så travlt med at komme ud af biografen? Allerede inden slutscenen er spillet færdig, er folk i gang med at tænde telefoner og tage jakker på. Tag det nu lige roligt. Fordøj filmen og vent med at rejse dig, til filmen er slut. Helt slut. Ja, tag gerne rulleteksterne med. Det gør jeg.


Der er andre end dig i biografen

Lad være med at lave snigeren. Du ved. Lad nu bare være. Denne regel gælder for så vidt også i resten af livets aspekter, blandt andet i elevatoren.


Find nu bare din plads i tide

Hvis filmen er gået i gang, inden du har nået at få fedtet dig ind i salen med din oversize-cola og dertilhørende alt for store portion popcorn (begge dele skal du i øvrigt bare droppe, hvem prøver du på at imponere?), ja, så er løbet altså kørt med dine pladsbilletter midt i salen. Du må finde dig en anden plads og ikke insistere på, at det jo er dine pladser. Du kom for sent. Bare ærgerligt.


Gå alene i biografen

Hvis du endnu ikke har haft fornøjelsen af en tur i biografen med intet andet end dit eget selskab, så prøv det. Der er nemlig intet som at nyde en film på egen hånd – og gerne til en ensom formiddagsvisning. Ro, fred og fordragelighed.


Lad være med at svine

Hvis det er common sense, at telefonen skal væk under filmen, så er dette punkt det forhåbentligt også. Men nej, det er desværre ikke tilfældet. For efter endt visning skal man ofte vade igennem både rester fra (de satans) popcorn, slikpapir, biografbilletter med mere. Lad nu være med at opføre dig som et svin, bare fordi det er en stakkels studerende, der rydder op efter dig.


Op på kysserækkerne med jer

Hvis du alligevel kun skal sidde i biografmørket og kysse skråstreg rage på kæresten eller din sagesløse date (som du endelig har fået med ind for at se skrækfilm), så er det altså op på de bagerste rækker med jer. De kaldes af samme grund kysserækkerne. Husk desuden, at samme regel om for højt smaskeri også gælder for kysseri.


Tag et bad

Som regel er der også andre i biografen end dig. Så almindelig sund hygiejne er altså på sin plads, inden du selv indtager din plads. En tre dages gammel og gennemsvedt T-shirt, der lugter af madrester og marathonløb er ikke ok. Tag et bad og tag rent tøj på, tak!


Tag din hat af og drop hanekanen

Helt lavpraktisk så drop lige din høje hat og hanekammen, når du skal i biografen. Ellers er det altså af med hatten eller op på kysserækkerne med dig. Så kan du sidde alene der med din hanekam og de småsmaskende turtelduer.


Vælg din biografmakker med omhu

Det er næsten på højde med at skulle finde sig en livsledsagerske at finde den rette biografmakker. Der er nemlig ikke noget, der kan fucke en filmoplevelse op, som at komme af sted med én, du ikke er i biograf-sync med. En, der konstant kigger på uret, ånder for tungt, spørger om filmen snart er færdig og i det hele taget ikke har forstået at begå sig i biografen. Så træd varsom, når du spørger din bedste ven, om I skal i biografen, da en bedste ven ikke nødvendigvis er lig med den rette biografmakker.


Tis af inden filmen

Kan du huske, da du var lille og skulle på en længere køretur med dine forældre? Så kan du nok også huske, at du skulle tisse af inden turen. Det gælder også for dine biografbesøg. For når først filmen ruller, er der så godt som udgangsforbud. Vi gider ikke dit asen og masen for at få snøvlet dig frem og tilbage på rækkerne, fordi du skal lade vandet. Tis af og drik med måde, inden og under filmen. Både for din og de andre gæsters skyld.


Gå mere i biografen

Ja, hvis vi lige ser bort fra de ofte noget ublu biografpriser, bør du ganske enkelt bare gå mere i biografen. En ting er naturligvis den altopslugende filmoplevelse i billede og lyd, men noget andet er også det at tage flere chancer i biografen. For der er heldigvis også andet end superheltefilm, som det er værd at se på det store lærred.

© Filmmagasinet Ekko