Reportage
01. mar. 2013 | 16:45

Robert: ”Hold da motherfucking kæft!”

Foto | Magnus Nordenhof Jønck
Søren Malling tog overraskende prisen som bedste mandlige hovedrolle for sin præstation som presset skibsredder i Kapringen, da Robert-uddelingen blev afholdt i går.

Der blev bandet og svovlet under Robert-uddelingen, hvor Kapringen slog En kongelig affære, og TV 2 til sidst måtte stille over på nyhederne.

Af Freya Bjørnlund

”Oscar kan gå hjem og lægge sig!” råber producer og formand for Danmarks Filmakademi Kim Magnusson. Der bliver ikke holdt igen med de store armbevægelser, da han torsdag aften byder velkommen til cremen af dansk film og tv i et tætpakket Tivoli Congress Center.

I år efteraber Robert storebror Oscar. For første gang nogensinde bliver den danske filmbranchens hyldest til sig selv sendt live på TV 2 i bedste sendetid. Det hele skal være større, sjovere, dyrere og ose af dansk glamour.

Allerede på den røde løber sitrer luften af ambitiøse nerver. Fotograferne må slås om pladserne foran sponsorvæggen. Mikkel Herforth kæmper for at få lyden til at virke på sit tv-spot. En journalist mumler: ”dårligt arrangeret”, da gæsterne begynder at hobe sig utålmodigt op foran den røde løber. Paprika Steen løber hektisk rundt i sin elegante similibesatte kjole og leder efter et eller andet.

Ib-pris til Fridthjof
”Klokken er ti minutter over atten – alle skal gå ind i salen nu!” bliver der kommanderet i højtalerne. Der er ikke råd til at komme i tidsnød fra starten.

Showets første halvdel transmitteres ikke på tv, og gæsterne slapper af ved rundbordene under den eksklusive middag. Værten Nicolas Bro uddeler de første priser uden meget gak og løjer. De fleste tekniske priser går til storfavoritten En kongelig affære.

Også Akademiets pris til ære for den nyligt pensionerede producer Ib Tardini uddeles – en pris, der gives til branchens mest vovemodige entreprenører. Ronnie Fridthjof modtager den lille hvide kasketklædte mandsling. Han sender en hjertelig tak til samarbejdspartner og instruktør Rasmus Heide og griner med, da han midt i den rosende begrundelsestale præsenteres som ”sin generations mest besværlige producent”.

Robert bedre end Bodil
I pausen er showet foran tidsplanen. Der er masser af tid til at ryge, mingle og fylde glassene. En storsmilende Peter Aalbæk iført røde seler og champagneglas hiver fat i Rasmus Heide. ”Tillykke med Ronnie’en,” griner han.

Aftenens arrangør Kim Magnusson farer frem og tilbage mellem glade gæster og stressede tv-folk. Live-transmissionen er lige om hjørnet. Han skal flytte et bord og sige velkommen til en små-syg Sofie Gråbøl, som ankommer i pausen. Men han har også lige tid til at svare på et spørgsmål.

Hvilken pris giver den største anerkendelse i filmbranchen: En Bodil eller en Robert?

”En Robert. Det skal jeg jo sige,” smiler han.

Dejligt at være to
Da showet går live, bliver der for alvor skruet op for Oscar-faktoren. Værten Rasmus Bjerg lægger ud med satirisk sang, dansende sømænd og et professionelt frieri til Nikolaj Coster-Waldau om at samarbejde om et Matador-remake. Stemmen er ikke så croonet og humoren ikke så krads som hos årets Oscar-vært Seth McFarlane. Men den hæse Dolph-tenor trækker masser af grin hos publikum, der for alvor begynder at mærke feststemningen.

Der er også masser af Oscar-patos, da den første pris for bedste kvindelige hovedrolle skal uddeles. Fem mandlige skuespillere præsenterer de fem kvindelige nominerede med så stor respekt i stemmen, at tårerne samler sig i øjenkrogene hos skuespillerinderne.

Helt utraditionelt går prisen til både Trine Dyrholm for Den skaldede frisør og Bodil Jørgensen for Hvidstengruppen. De to overraskede kollegaer tager lidt befippede, men taknemmeligt imod den delte pris. ”Det er så ensomt, det vi laver – det er dejligt at være to,” mener Bodil Jørgensen. Og Trine Dyrholm kvitterer ved at udnævne Jørgensen til sin ”yndlingsskuespillerinde i dette land”.

Danmarks førstedame
Traditionen tro uddeler Robert en ærespris til en særlig markant personlighed i dansk film. ”Nej, det er ikke dig, Paprika,” joker Rasmus Bjerg. Kulturminister Marianne Jelved annoncerer, at turen i år er kommet til ”Danmarks førstedame på lærredet” – Ghita Nørby.

Salen hylder den tårevædede, men storgrinende Ghita Nørby med flere minutters stående bifald. I sin takketale taler hun om Michael Hanekes smukke skildring af alderdommen i Amour, der også blev kåret som årets ikke-amerikanske film. Hun afviser al brug af botox. ”Jeg er glad for at være gammel. Jeg kan kun sige: Glæd jer!”

For første gang uddeler akademiet også priser til tv-fiktion med den amerikanske Golden Globe-pris som forbillede. Her dominerer Forbrydelsen 3 suverænt med priser for bedste serie, publikumspris, mandlig birolle samt både mandlig og kvindelig hovedrolle. Den små-syge Sofie Gråbøl tager imod priserne med standhaftige smil, mens den oprigtigt overraskede Nikolaj Lie Kaas indrømmer over for pressen, at han synes, kollega Lars Brygman fra Lykke havde fortjent prisen for bedste mandlige hovedrolle.

Overrumplet Malling
I løbet af aftenen inkasserer Nikolaj Arcels internationale hit En kongelig affære i alt ni priser. Men da turen kommer til prisen for bedste mandlige hovedrolle, vender heldet for favoritten. Prisen går ikke til ”The Mads” Mikkelsen, som han ifølge Trine Dyrholm blev kaldt af det internationale filmhold på En kongelig affære.

I stedet får Søren Malling et hjerteligt bifald, da han helt overrumplet modtager prisen for sin sitrende portrættering af en hårdt presset skibsredder i Kapringen.

”Det havde jeg helt ærligt ikke regnet med. Men nu står jeg her – hold da kæft,” udbryder han. Ved Oscar-uddelingen bliver Gud påberåbt, når følelserne får frit spil. Til Robert-uddelingen udløser de stærkeste følelsesmæssige øjeblikke en hel del banden og svovlen.

Kapringen slår kongeaffære
Ud på aftenen er tiden skredet for det ambitiøse underholdningsshow. Da TV 2 Nyhederne er udskudt et kvarter, går den ikke længere. Priserne for bedste manuskript og instruktør bliver strøget fra programmet, og Paprika Steen må speedsnakke sig igennem sin omhyggeligt forberedte præsentation af prisen for årets bedste film.

Hun når dog lige at angribe dansk jantelov og mindreværd med krigsråbet: ”Vi er fede – dansk film er fantastisk!”

Akademiets stemmer afspejler da også, at den danske filmbranche ikke lader sig forblænde af international succes. En kongelig affære bliver slået som årets bedste film af Tobias Lindholms Kapringen. Instruktøren er genuint overrasket og når kun lige at råbe: ”Om lidt drikker jeg mig stiv!” før TV2 må klippe til nyhederne.

Men efter kameraerne er slukket, skynder Rasmus Bjerg sig at få afviklet de sidste to hovedpriser for manuskript og instruktion. Nikolaj Arcel kan trøste sig med prisen for bedste instruktør, som han dog ikke kan tage imod, fordi han for tiden opholder sig i Los Angeles, hvor han lige har været til Oscar.

Bedste manuskript går også til Kapringen, og nu har den omtumlede Tobias Lindholm næsten genvundet fatningen. Endnu en gang bliver følelser til fy-ord, da han med våde øjne udbryder: ”Hold da motherfucking kæft – nu er vi ikke på tv længere!”

Bjerg: ”Undskyld!”
Da Lindholm kommer ud af salen, udtrykker han sin taknemmelighed til pressen. ”Da jeg fik årets film, troede jeg, det var løgn. Der er en masse mennesker, der har forladt deres familie og arbejdet sindssygt hårdt for, at den her film kunne lade sig gøre. Og at Kapringen skulle stå øverst på sejrsskamlen i aften kommer som et chok for mig. Jeg er selvfølgelig stolt og glad og ydmyg.”

Mens Tobias Lindholm, Søren Malling, Pilou Asbæk og resten af holdet bag Kapringen danser eksalterede rundt foran fotograferne i foyeren, runder en smilende Rasmus Bjerg showet af. Han byder op til ærkedansk, hyggelig efterfest helt uden Oscar-glamour. ”Undskyld, at tiden løb fra mig – men nu er der fest,” griner han.

ROBERT-vinderne

Bedste film:
Kapringen

Bedste instruktør:
Nikolaj Arcel, En kongelig affære

Bedste manuskript:
Tobias Lindholm, Kapringen

Bedste mandige hovedrolle:
Søren Malling, Kapringen

Bedste kvindelige hovedrolle:
Prisen deles mellem Bodil Jørgensen og Trine Dyrholm

Bedste mandlige birolle:
Mikkel Bo Følsgaard, En kongelig affære

Bedste kvindelige birolle:
Trine Dyrholm, En kongelig affære

Bedste fotograf:
Rasmus Videbæk, En kongelig affære

Bedste klipning:
Adam Nielsen, Kapringen

Bedste børne- og ungdomsfilm:
You & Me Forever

Bedste dokumentar:
The Act of Killing

Tv-priser:

Bedste tv-serie:
Forbrydelsen 3

Bedste mandlige tv hovedrolle:
Nikolaj Lie Kaas, Forbrydelsen 3

Bedste kvindelige tv hovedrolle:
Sofie Gråbøl, Forbrydelsen 3

Bedste mandlige tv birolle:
Olof Johannesen, Forbrydelsen 3

Bedste kvindelige tv birolle:
Birthe Neuman, Julestjerner

Bedste udenlandske tv-serie:
Homeland sæson 2

 

Publikumspriser:

Bedste drama:
Hvidstengruppen

Bedste komedie:
Den skaldede frisør

Bedste børne- og ungdomsfilm:
Max pinlig på Roskilde

 

Bedste amerikanske film:
Argo

Bedste ikke-amerikanske film:
Amour

 

Æresrobert:
Ghita Nørby

Ib-prisen:
Ronnie Fridthjof

© Filmmagasinet Ekko