Nekrolog
16. okt. 2023 | 18:41

Hun mestrede de kolde kvinder

Foto | Lynch/Frost Productions

Som den udspekulerede savværkbestyrer Catherine Martell i Twin Peaks formår Piper Laurie at konspirere om svindel med sin hemmelige elsker, forklæde sig som japaner og forfalske sin egen død.

Carrie- og Twin Peaks-skuespilleren Piper Laurie er død i en alder af 91 år efter en karriere, der strakte sig over næsten 70 år.

Af Frederik Hoff

En af de mest sæbeoperaagtige personer i David Lynch’ kultserie Twin Peaks er samtidig en af de mest elegante.

Den udspekulerede savværkbestyrer Catherine Martell formår i løbet af serien at konspirere om svindel med sin hemmelige elsker, forfalske sin egen død og klæde sig ud som japaner for at tage hævn over en forræderisk kumpan.

Det lyder ret fjollet, men på grund af Piper Lauries sirlige præstation forbliver Catherine en intenst uforudselig femme fatale lige meget, hvor åndssvage ting manuskriptforfatterne udsætter hende for.

I lørdags døde Piper Laurie, 91 år gammel og med en imponerende skuespilkarriere bag sig.

Hun blev egentlig døbt Rosetta Jacobs og kom fra en jødisk møbelforhandlerfamilie i Detroit. Men allerede som syttenårig skrev hun kontrakt med Universal Studios og ændrede sit navn til noget mere festligt.

Hos Universal debuterede hun som datter til Ronald Reagans karakter i Louisa, hvorefter hun spillede med i en række forglemmelige film, som hun selv hadede at lave.

Fanatisk kysk tyran
Men unge Laurie nægtede at stille sig tilfreds.

Det lykkedes Piper Laurie at forhandle sig ud af sin kontrakt med Universal Studios, og hun drog mod New York.

Efter flere Emmy-nominerede tv-præstationer fik hun sin gennembrudsrolle som alkoholikeren Sarah Packard i Robert Rossens The Hustler fra 1961.

Den stærke præstation blev belønnet med en Oscar-nominering, men frem for at ride på succesbølgen tog Laurie en lang pause fra skuespil for at pleje sin nystartede familie.

Det store comeback blev rollen som mor til den telekinetiske hovedperson i Brian De Palmas Stephen King-filmatisering Carrie. Laurie leverede en sylespids præstation som den fanatisk kyske tyran og skaffede sig endnu en Oscar-nominering.

Hun blev en slags specialist i kolde moderfigurer i film som Children of a Lesser God. I 1990’erne skruede hun op for ondskaben som Catherine Martell i Twin Peaks og leverede et hav af glimrende præstationer på film og tv i sine sene år.

Først i 2018 som 86-årig holdt Piper Laurie op med at spille skuespil. Hun efterlader sig datteren Anne Grace Morgenstern.

Piper Laurie i Carrie

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko