Feature
24. sep. 2014 | 11:48

Hvem har ansvaret for historien?

Foto | Per Arnesen
De danske Jens'er døde i tusindvis under krigen i 1864. Det gør de også i Ole Bornedals tv-fortolkning, som har premiere på DR1 12. oktober.

Den historiske drama-serie 1864 kan forme hele Danmarks forståelse af slaget ved Dybbøl. Har serie-skaberen Ole Bornedal pligt til at være historisk korrekt?

Af Julie Mai Laursen

”Historieløsagtighed” og ”uansvarlig omgang med historiske kendsgerninger”.

Sådan har kritikken haglet ned over DR’s kommende tv-serie 1864, siden projektet blev offentliggjort i 2013. Serien handler om slaget ved Dybbøl, og historikere og historieinteresserede er bekymrede for, at serien ikke vil være historisk korrekt og give seerne en forkert opfattelse af en vigtig del af Danmarkshistorien.

Ole Bornedal, som er instruktør og manuskriptforfatter på serien, har ikke været interesseret i at lave den slags historisk fiktion, ”hvor gamle mænd med bakkenbarter taler i højstemt retorik og viser os, hvordan verden var engang”, som han siger han i et interview med Ekko (#65). Han vil lave drama!

Ole Bornedal er nemlig ikke historiker, men filminstruktør, og hvad er så egentlig problemet? Inden seriens første afsnit løber over skærm i de danske stuer, er det således relevant at kaste et nærmere blik på den problematik, der opstår, når film og tv-serier blander sig i historieskrivningen. Lad os få afgjort spørgsmålet om, hvem det er, der har ansvaret for historien.

Krigen er konseilspræsidentens skyld
1864 har premiere på DR1 til oktober og er med et budget på over 170 millioner kroner den dyreste danske tv-serie nogensinde. Serien er løst baseret på historiker Tom Buk-Swientys faghistoriske bestsellere Slagtebænk Dybbøl og Dommedag Als, hvormed Bornedal mener at have spændt et historisk sikkerhedsnet ud under fortællingen. Kritikerne er ikke overbeviste.

Anklagerne har fokuseret på en udmelding om, at serien vil fremstille den daværende konseilspræsident, D.G. Monrad, som politisk initiativtager og hovedkraft bag krigen. Historiker Rasmus Glenthøj understreger i Politiken (16/4-2014), at dette vil være en ensidig og banaliserende fortolkning. Han påpeger, at serien hermed risikerer at blive en gentagelse af det, han kalder ”den danske selvpiskertradition”: Historien om Danmark som en naiv, nationalistisk og overmodig nation.

En udmeldingen om, at serien vil indeholde et nutidigt parallelforløb, hvor man følger en ung kvinde, hvis bror er død i Afghanistan, har også givet anledning til bekymring fra kritikkernes side. De frygter, at 1864 vil anslå en kontroversiel stillingtagen til en aktuel politisk konflikt.

Chefredaktør på Berlingske, Tom Jensen, skriver på sin blog (22/3/2013), at han frygter, at seriens tidsmæssige parallelforløb vil sidestille Anders Fogh Rasmussen og D.G. Monrad og skildre ”to statsministre (...) som begge på umoralsk vis kastede lilleputnationen ud i uoverskuelige krige med umenneskelige og dødelige konsekvenser”.

Historikernes evige strid
Vi har altså at gøre med en genre, som udgør et formidlingsmæssigt problem. Diskussionen om historisk korrekthed er langt fra enestående. Den genoptages jævnligt i medierne, når faghistorikere reagerer negativt på historiske fiktionsværker. Diskussionen har også gjort sig gældende inden for det faghistoriske felt, hvor der langt fra er enighed om, hvordan historie og fiktion bør spille sammen.

Det var blandt andet udgangspunktet for en diskussion, som udspillede sig i Weekendavisen i 1992, hvor historiker og forfatter Henrik Stevnsborg argumenterede for, at historievidenskabens skrappe kildekritiske metode ekskluderer fortællinger om mere menneskelige aspekter af historien, såsom had og kærlighed.

”Tag store klassiske, græske historikere som Herodot og Thukydid eller vores Saxo for den sags skyld. (...) De har digtet med kilderne og skrevet med litterær pen. (...) Historie skal handle om had og kærlighed og ondskab og det gode. Mennesket kan ikke mases ind i en kildekritisk metode.”

Fiktionen frem for alt
Debatten om 1864 forbinder sig således til dette historiefaglige problemfelt, som drejer sig om fiktionens historieformidlende berettigelse og forpligtelser.

1864 er ikke et stykke faghistorie, men en fiktiv dramaserie, hvilket netop er instruktørens svar til kritikerne. Selv om Ole Bornedal fastholder, at man har bestræbt sig på at holde fortællingen historisk korrekt i sine hovedtræk, understreger han til Politiken (21/3-2013), at dramaet hele tiden har været førsteprioritet:

”Der er nogle kunstneriske friheder i det. Man tager nogle historiske figurer og gør alt for meget ved nogle og alt for lidt ved andre. I den balance kan man ikke navigere i forhold til det historisk korrekte, men kun i forhold til en dramatisk velfungerende korrekthed.”

Om intentionerne bag den nutidige rammefortælling siger Bornedal til Ekko: ”Jeg har ikke været interesseret i at lave en politisk kommentar til Danmarks indsats i Afghanistan eller Irak. Men selvfølgelig var der en pointe i at have en død dansk soldat i nutiden.”

Den nutidige ramme har for instruktøren været et indlysende redskab til at formidle krigens menneskelige konsekvenser i et perspektiv, man kan relatere sig til i dag.

Per Stig Møller, der som kulturminister var med til at støtte projektet med en særbevilling på 100 millioner kroner, tager ligeledes serien i forsvar. ”Et kunstværk er jo altid, som Zola sagde det, et hjørne af virkeligheden set af et temperament,” siger han til Politiken (21/03-2013). Han påpeger i øvrigt, at den særligt interesserede seer jo naturligt vil opsøge mere viden.

Magtfulde massemedier
Så simpel er sagen dog ikke. For faktum er, at historiske fiktionsfilm og -serier har en enorm indflydelse på vores opfattelse af historien.

Historiker Claus Ladegaard påpeger i bogen Når medierne spinder historiens tråd, at ”den populære historieformidling må tages alvorligt alene af den grund, at den når langt flere mennesker end videnskabsfagets egen formidling. En historisk fagbog kommer måske i et par tusind eksemplarer, mens seertallene til Matador oversteg millionen. (...) For en meget stor del af befolkningen er det den populære historieformidling, der er den dominerende kilde til historiebevidsthed, hvad enten det er tv-serier, historiske romaner eller fiktion som udspiller sig i fortiden.”

Historikernes bekymring er altså ikke uberettiget. Den måde, hvorpå Matador har dannet referenceramme for, hvordan vi husker og forstår tiden under Anden Verdenskrig, er et glimrende eksempel på den store magt, tv-mediet besidder.

Vores fælles fortidsmyte
Begrebet ”kollektiv erindring” benyttes inden for historievidenskabelige kredse om den historieforståelse, der gør sig gældende hos den almene befolkning – os ude i stuerne. Historikerne Claus Bryld og Anette Warring har beskæftiget sig med, hvordan nogle romaner og film kan skabe hukommelse i den forstand, at de medvirker til at definere og stabilisere bestemte billeder af fortiden inden for en kulturs kollektive erindring.

I bogen Besættelsestiden som kollektiv erindring forklarer de, hvordan disse værker ofte fungerer mytedannende og medvirker til at opretholde et forenklet og entydigt historiebillede, som ser stort på den mere nuancerede virkelighed.

Kritikkerne frygter, at 1864 risikerer at have en lignende mytologiserende effekt på vores kollektive erindring om slaget ved Dybbøl.

Hvis serien vil fortælle historien om en nationalistisk og aggressiv nation med D.G. Monrad som bannerfører, så risikerer den at give en – ikke bare ensidigt og fordrejet – men på nogle punkter decideret forkert udlægning af de historiske begivenheder.

Den risikerer at gengive den myte, som, ifølge Rasmus Glenthøj, er blevet livligt fortalt af de historikere, som vandt forfatningskampen efter krigen, og af de højtstillede embedsmænd, som havde interesse i at tilskrive det danske nederlag en bestemt fejl – nemlig en aggressiv udenrigspolitik.

Historikere kan ikke skrive drama
Lad os vende tilbage til spørgsmålet om ansvar. Hvis det er Bornedals ansvar at udlægge de historiske begivenheder hundrede procent korrekt, så er han stillet i en umulig situation.

Som Per Stig Møller påpeger, kan man ”jo ikke lave en dramatisering af Danmarkshistorien, hvor man beder nogle historielærere om at skrive dramatikken”. Spørgsmålet er så, om kritikken af serien overhovedet er berettiget, når 1864 ikke er faghistorie, men en fiktiv fortælling. Kritikken er karakteriseret ved, hvad man kan kalde en ”faghistorisk” holdning til serien. Fordi den omhandler konkrete, historiske begivenheder må den nødvendigvis bedømmes efter de sandhedskriterier, som hører sig til inden for den videnskabelige historieformidling, lyder ræsonnementet.

Claus Ladegaard påpeger, at en sådan ”kildekritisk” tilgang til historiske fiktionsværker har grundlag i en forestilling om, at formidling er en entydig størrelse, som er bundet til den historievidenskabelige forskning.

Han påpeger, at den videnskabelige og populære historieformidling har forskellige formål. ”For den populære historieformidling må målet altid være, at den formidler historisk indsigt til et bredt publikum. (...) I det perspektiv har historievidenskabens traditionelle metoder begrænset brugbarhed. Den populære historieformidling skal tilfredsstille krav om forståelighed, relevans og underholdningsværdi for modtagerne.”

Fiktionens menneskelighed
Det er altså ikke holdbart at dømme historiske fiktionsfilm efter, i hvilken grad de formidler et – i videnskabelig optik – sandfærdigt billede af fortiden. Når man tager stilling til et historisk fiktionsværks betydning, må det bedømmes på værkets egne præmisser. Ole Bornedal er filmskaber og kunstner, og seriens ærinde er først og fremmest den gode fortælling.

Bornedal påpeger desuden, at der er mange ting, som historikerne ikke er enige om, og at det netop er her, dramatikken kan byde ind. ”Leonardo DiCaprio og Kate Winslet var jo heller ikke om bord på Titanic, og der opstod ikke noget fuldstændig umuligt kærlighedsforhold i løbet af de sidste 24 timer, før skibet stødte på et isbjerg,” forklarer han til Politiken (21/3/2013).

1864 lægger uden tvivl op til at blive et spændende og storslået drama om krig og kærlighed af højeste DR-kaliber. Jeg håber, at serien vil demonstrere denne fiktionens særlige egenskab og fremhæve det menneskelige aspekt, som ofte går tabt i faghistorien.

Inden vi fuldstændigt fraskriver filmskaberen det historiske ansvar, skal det bemærkes, at Bornedal, når han henviser til Titanic, måske har glemt, at han har valgt at benytte sig af personer, som faktisk var til stede i 1864 – til forskel fra Kate og Leo.

Jeg undrer mig derfor over, at han ikke træder mere varsomt, når han påberåber sig frihed i fiktionens og kunstens navn. Mon ikke Bornedal, med al sin teoretiske og praktiske erfaring, udmærket er bevidst om kunstens evne til at gå magtens og manipulationens ærinde?

Bornedals moralske ansvar
Selv om filmskaberen til forskel fra historikeren har meget frie fortolkningsmæssige rammer, hviler der altid et historisk ansvar på dennes skuldre. Både over for de mennesker, hvis historieopfattelse man har indflydelse på, og over for de mennesker, hvis eftermæle man er med til at forme.

Når fiktionen ikke kan bedømmes på videnskabelige kriterier, vil jeg påstå, at ansvaret i sidste ende er moralsk.

Man må som filmskaber gøre sig klart, hvor meget man kan tillade sig at postulere i fiktionens navn og på hvis bekostning, når man ved, at man har nationens opmærksomhed.

Nu er det som bekendt ikke pænt kun at feje for naboens dør, så min sidste kommentar er rettet mod mig selv og mine medseere. Seriens publikum skal ikke degraderes til en manipulerbar masse uden evne til kritisk tænkning. Vi har også et ansvar for at huske på, at det, vi ser på skærmen, er et hjørne af virkeligheden set af et temperament som Zola og Per Stig Møller sagde det.

Julie Mai Laursen er kandidatstuderende ved Filmvidenskab på Københavns Universitet.

1864 – serie og film

Tv-serie på otte afsnit af en times varighed.

Sendes på DR1 hver søndag kl. 20 fra 12. oktober.

Serien er skrevet og instrueret af Ole Bornedal.

Optagelserne klippes til en helaftensfilm med premiere i 2015.

Har et budget på 173 millioner kroner.

Heraf er 100 millioner kroner bevilliget af Folketinget.

© Filmmagasinet Ekko