Essay
16. okt. 2003 | 08:00

Hvor kommer reality-tv fra?

Foto | TV3
Robinson Ekspeditionen startede i Sverige i 1997. Året efter kom den danske udgave med Thomas Mygind som vært.

Reality-tv, docu-soaps, hverdagsdokumentar – begreberne svirrer gennem luften. Men de nye genrer opfinder ikke en ny dokumentarisme, snarere videreudvikler og kombinerer de elementer fra den allerede eksisterende dokumentariske tradition.

Af Ib Bondebjerg / Ekko #8

Dokumentarismen har længe været på det danske tv-marked, og den har fået en markant ny styrke efter monopolbruddet i 1988. Dokumentarismen er blevet et centralt parameter i tv-stationernes indbyrdes konkurrence – både i form af dybdeborende, journalistiske dokumentarudsendelser (f.eks. Michael Klint og Henrik Grunnets Den perfekte patient, 1996) og observerende dokumentarprogrammer fra hverdagslivet (f.eks. Lars Engels’ Pigerne på Halmtorvet, 1992).

Dokumentarudsendelser har ofte fået næsten lige så høje seertal som tv-fiktionen, der er dyrere at producere. Men fra slutningen af 1990’erne hedder det nye fænomen pludselig ”reality-tv”, og det er ikke længere bare tv, men vidtforgrenede mediebegivenheder. Både Robinson Ekspeditionen (TV3) og Big Brother (TvDanmark) skaber medieomtale og forsidestof i alle landets aviser og sladderugeblade samtidig med, at de er vidtforgrenede Internet-begivenheder.

Forlængelse af skolegården
Egentlig er et program som Big Brother meget kedeligt og trivielt tv. Det er ikke et fortættet drama som i fiktionen eller dramatisk-journalistisk afslørings-tv, men det seje hverdagsflow tilsat lidt rollespil, skæg og ballade og indimellem også emotionelle sammenbrud, psykologisk konflikt og gruppe-krise for åben skærm. Tiltrækningskraften for deltagerne og publikum ligger i konkurrencemomentet og drømmen om medie-berømmelsen, men også den simple sociale og psykologiske identifikation og legen mellem rolle og autenticitet. Og så er det ikke mindst forventningen om og spillet omkring det seksuelle – kroppen, det intime – som blæses ud i det offentlige rum i den redigerede tv-version og den fulde Internet-version, hvor opasia.dk reklamerer med at have badeværelset/soveværelset.

Det er nok ikke tilfældigt, at den slags programmer hitter nu. Ikke mindst de unge, som disse programmer i høj grad henvender sig til, er vokset op med tv og de mange ungdoms-soaps og deres uendelige rollespil og konflikter (f.eks. Beverly Hills 90210), med chat-rum, MUDs og virtuelle verdener og spil på Internettet og computeren. De er kort sagt vokset op i en medieverden, hvor det at simulere og spille roller i forskellige sociale universer og fantasiverdener udgør en forlængelse af skolegårdens og fritidsfællesskabernes sociale og psykologiske rum. De har et blasert, indarbejdet og mediebevidst forhold til medievirkeligheden som simuleret rollespil, med dem selv som aktiv medspiller.

Big Brother som reality-tv er i den forstand endnu et virtuelt spil på tv og nettet, men denne gang med rigtige personer og karakterer, som man både kan kigge voyeuristisk på og deltage i spillet omkring. Både denne form for reality-tv og andre er i den forstand en forlængelse af hverdagslivets identitetsspil. Reality-tv forener hverdagens omgangsformer med fiktionens iscenesatte univers og Internettets interaktive simulerede rum og fællesskaber.

Den dokumentariske tradition
Privatiseringen og intimiseringen af den offentlige diskurs og fokuseringen på hverdagslivets erfaringer via enten almindelige menneskers dagligliv eller institutionernes indre liv er en proces, der længe har stået på i film og tv.

Den observerende, filmiske dokumentarisme – f.eks. hos amerikaneren Frederick Wisemann – har siden omkring 1960 udforsket det indre liv i forskellige typer af institutioner og i en indirekte stil dokumenteret hverdagslivets mikrokosmos og institutionernes skjulte magtstrukturer. Helt tilbage til 1948 sendte man på amerikansk tv-magasinet Candid Camera, og fra 1970’erne blev sådanne programmer med almindelige mennesker fanget i ualmindelige hverdagssituationer – f.eks. Real People (1979-) – mere udbredte.

Allerede i 1973 sendte den amerikanske tv-station PBS den første egentlige reality-tv-serie, An American Family, hvor amerikanske seere kunne følge en tilsyneladende almindelig families udvikling og gradvise indre opløsning gennem et år. Netop denne tv-dokumentariske serie introducerer en række af de genre-mæssige karakteristika, som vi finder i nyere reality-tv-serier, hvor en gruppe personer følges gennem længere tid, og hvor det dramatiske og fiktive blandes med autenticitet og live-oplevelse.

Fra 1988 og i årene efter, da DR-dokgruppen gik i luften, og TV2 lancerede Fak2eren og Reportageholdet, rummede begge stationers produktioners mange observerende eller tætte human interest-orienterede reportager. På DR startede Lars Engels sin udforskning af livet på Vesterbro, senest kulminerende med Historier fra en politistation. I tolv afsnit får vi indblik i politiets univers og adgang til det mest intime og pinlige hos de skæbner, som passerer gennem systemet. Lars Engels programmer har alle hørt til de meste sete programmer overhovedet på DR, sommetider på højde med national fiktion.

Og da TV2 i 1998 skulle fejre sit 10-års jubilæum, kårede seerne Lars Højs program Annes kamp til det bedste TV2-dok. Det er et program, som med stor emotionel intensitet lader os følge en 25-årig ung kvindes optimistiske kamp mod kræften og hendes ligeså ubønhørlige nederlag. Virkeligheden som en melodramatisk og intens human-interest-historie er simpelt hen høj-populært, høj-intensivt tv.

Tv-dokumentarismens historie har således en lang række eksempler på forløbere for den moderne reality-tv. Det er ikke sådan at de forskellige reality-tv genrer i dag opfinder en ny dokumentarisme, men de videreudvikler og kombinerer elementer fra den allerede eksisterende, dokumentariske tradition. Tv-dokumentarismen i Danmark har sin egen historie, som naturligvis er influeret af filmdokumentarismen, men dog klart adskiller sig fra denne ved sin ganske anderledes journalistiske forankring. Den tidlige tv-dokumentarisme i 1950’erne og 60’erne er præget af den oplysende og informative tradition, som også har præget Statens Filmcentral indtil engang i 60’erne. Men den henter også vigtige inspirationer fra radiomontagen, der allerede i 50’erne begyndte at udforske hverdagslivet med en observerende mikrofon. Almindelige menneskers hverdagsliv i medierne er altså heller ikke et nyt fænomen i Danmark.

Dybdeborende dokumentarisme
Man kan tale om fem grundlæggende tv-dokumentariske former i den hidtidige danske og internationale tv-historie fra 60’erne og frem: den dybdeborende journalistiske, den observerende, den dramatiserede, den refleksive og poetiske samt reality-tv. Reality-tv som grundform henter elementer fra i hvert fald de tre første dokumentariske formater, mens den refleksive-poetiske dokumentarisme har en forsvindende lille plads i tv-historien. Der synes ganske simpelt ikke at være særlig plads til denne meget personlige og æstetiske eksperimenterende form, som ofte kun findes på de meget sene sendetidspunkter på mere smalle kanaler som f.eks. DR2.

Den dybdeborende journalistisk tv-dokumentar er først og fremmest præget af epistemisk autoritet, dvs. en søgen efter sandheden i en sag eller et problem og båret af en stærk tiltro til, at denne kan findes via journalistisk graven i kilder og modsætninger. Det er en sagsorienteret form, hvor den grundlæggende dramatiske struktur er efterforskningen – med journalisten som detektiven. Den har en lineær struktur og er argumentatorisk opbygget, således at den rejser en række klare spørgsmål og søger at give en række lige så entydige svar, en klar konklusion og en løsning.

Genren vælger oftest offentlige sager af stor almen og politisk betydning, men kan også fokusere på mere almene human interest-forhold, der har politiske aspekter. Den kan bruge dramatisering og rekonstruktion og også visuel symbolik og effekter. Et meget typisk eksempel er, som allerede nævnt, Michael Klint og Henrik Grunnets Den perfekte patient, TV2 1996, som afdækker en skandale i det danske sygehusvæsen, eller Poul Martinsens DR-dokumentar Den sagtmodige morder (1988) om familiedrab i en tyrkisk familie.

Observerende dokumentarisme
Den observerende dokumentarisme dukker som nævnt op på dansk og internationalt tv i 60’erne. I 80’erne udvikler den sig til en af de helt centrale dokumentariske tv-former, specielt via DR-dokumentar-gruppen og eksempelvis Lars Engels’ programmer om livet på samfundets sociale skyggeside.

Det er en form, der ligesom moderne reality-tv ofte går meget tæt på det personlige/private og på de sider af hverdagslivet, som ofte ikke fremvises i offentligheden. Ligesom reality-tv har den da også været anklaget for at være social pornografi og voyeurisme for Over-Danmark på Under-Danmarks bekostning. Genren har kun en meget svagt markeret epistemisk autoritet, dvs. den søger ikke nogen klart defineret sandhed, men snarere viser den en kollektiv livsverden frem for at give den stemme i en offentlighed, hvor den ofte bliver udgrænset.

Den observerende dokumentarisme tager derfor heller ikke bestemte sager op, men beskriver enkeltindivider (portræt) eller hyppigst grupper, ofte knyttet til institutionaliseret liv (fængsler, mandehjem, kvarterer, beboelseskvarterer). Som form har genren en episodisk mosaik-struktur, og den bygger sjældent på lineær dramaturgi. Hvis den følger en lineær struktur, så er det fordi den afspejler en bestemt tidsstruktur eller en tidsligt struktureret hverdagsvirkelighed (en natlæges vagt, livet på en hospitalsafdeling etc.).

Der anvendes derfor også sjældent dramatisering i form af traditionel fiktiv dramaturgi, men dramaturgien kan skabes via selve virkelighedsdramaet eller via en dramatisk montage af episoderne. Formen har normalt ikke nogen stærk visuel symbolik og visuel iscenesættelse, og hvis det forekommer, er det meget svagt og meget selektivt. Prototypen på den slags observerende dokumentarisme er Lars Engels’ tv-udsendelser, f.eks. Pigerne på Halmtorvet, eller Poul Martinsens Høje historier (TV2, 1999).

Dramatiseret dokumentarisme
Den refleksiv-poetiske dokumentarisme er så sjælden på tv, at den ikke skal uddybes her. I denne dokumentarform gøres selve virkelighedsudsigelsen og iscenesættelsen til det centrale i fremstillingen, og grænsen mellem fiktion og fakta antastes direkte.

Den dramatiserede dokumentarisme havde især sin storhedstid i 70’erne og 80’erne i form af drama-dok (fiktive, men typiske cases iscenesat som dokumentarisme) eller docu-drama (en faktisk historie udført som rent fiktivt drama med stærkt markeret virkelighedsreference). Der er ikke plads til nærmere at beskrive denne form, men den minder meget stærkt om visse elementer i reality-tv. Man kan af historiske eksempler på drama-dok nævne Broen (1969) af Poul Martinsen, som skaber en iscenesat ramme for et dokumentarisk møde mellem to livsformer. Modsat nutidens reality-tv er der dog ikke tale om en konkurrence eller et meget langt eksperiment, men en enkelt udsendelse.

Man kunne også nævne Poul Trier Pedersens såkaldte spontan-spil fra 70’erne, hvor han får virkelige mennesker til at gennemspille konflikter og problemer i deres eget liv, på deres egen arbejdsplads. Docu-drama’et kan modsat illustreres ved serien Jane Horney, som i sin tid skabte stor debat som en fiktiv historie baseret på den rigtige stikker-likviderings historie om Jane Horney.

Hverdagsliv og human interest
De moderne former for reality-tv bygger på elementer i både den journalistiske, den observerende og den dramatiserede dokumentar. Men der lægges nu meget stærkere vægt på emotionel og dramatisk iscenesættelse af hverdagsliv og human interest. Ofte så stærkt, at der er en tendens mod kommerciel iscenesættelse og bevidst satsning på mediebegivenheder, brug af flere medier samt casting af personerne.

Reality-tv er et forsøg på at skabe metabevidst underholdning og infotainment, især for de nye unge mediebrugere, hvor spillet mellem roller og iscenesat live-autenticitet udgør kernen i udsendelserne. Men det er samtidig meget karakteristisk, at reality-tv udnytter teknologien i den nye interaktive multimedie-kultur. I de mest spektakulære former opbygges en refleksiv og interaktiv reception, ikke bare ved at seerne stemmer med eller udgør et aktivt publikum, men ved at Internettet og web-tv udnyttes til at skabe en flerhed af medieoplevelser.

90’ernes reality-tv er altså ikke noget nyt fænomen. Men alligevel markerer de nye reality-genrer en nyudvikling af forskellige under-genrer, hvor dramatiseringen og iscenesættelsen af hverdagslivet antager klart forskellige former. Og omfanget af den voyeuristiske overvågning er markant intensiveret, f.eks. i et reality-show som Big Brother, hvor kameraer og mikrofoner døgnet rundt filmer personer, som er indespærret i flere måneder.

Man kan tale om tre former for reality-tv: reality-serien, reality-magasinet og reality-showet.

Reality-serien
Reality-serien (docu-soap) er karakteristisk ved at have føljetonens eller seriens narrative præg. Ligesom i den fiktive føljeton-form følger vi følger en gruppe autentiske personer igennem en længere, fortløbende fortalt historie, sommetider knyttet til en bestemt lokalitet, institution, en bestemt arbejdsplads, en fritidsbeskæftigelse eller nogle af de store ritualer i vores hverdag som f.eks. fødsel, bryllupper og død. Der behøver dog ikke altid at være en fortløbende historie og persongruppe; man kan også have en fast lokalitet og persongruppe, hvortil knyttes forskellige nye personer pr. afsnit.

Her får formen en slags serie-præg, idet den samme historie gentages med variationer i hvert afsnit. Den kan rumme en autoritativ speak og også markant visuel stil eller scenografi, men vil hyppigt i lange passager have karakter af observerende dokumentarisme med skematisk anvendelse af visse traditionelle dramaturgiske træk.

Eksemplerne er f.eks. TvDanmarks Stripperkongens piger, Bryllupper eller Skadestuen, som viser den kommercielle tv-stations emne-prioritering. TV2s Strigler og børster (om fascinationen af hestevæddeløb) var et eksempel på en meget lavmælt hverdagshistorie, mens Fødegangen var en meget stærk, dramatisk og emotionel historie om livet og skæbnerne på Hvidovre Hospitals fødeafdeling. DRs programmer Bladet (om Ekstrabladet som arbejdsplads), er et hektisk klippet arbejdsplads-portræt, Strømer på stenbroen (om politiet) er en kombination af hverdagsliv og krimi, mens Livets gang i kolonihaven er endnu et eksempel på den lavmælte hverdagsrealisme.

Reality-magasinet
Reality-magasinet er den mest journalistiske af reality-tv-formerne. Her er der tale om et fast magasin-program med en journalistisk studievært, der fremlægger forskellige cases – som regel kriminalitet, ulykker og dramatiske redningsaktioner. Kriminal-magasinet har som formål at få focus på uløste forbrydelser eller give generel oplysning om kriminalitet og politi-arbejde. Men samtidig benyttes ofte dramatiske rekonstruktioner, der inddrager seeren som detektiv og dermed forlener programmet med den fiktive krimis kvaliteter.

DRs Kriminalmagasinet og TV2s Station 2 er de typiske danske eksempler på denne genre. Ulykkes-magasinet, for eksempel det legendariske engelske 999 eller det ligeså legendariske amerikanske Rescue 911, har i udgangspunktet den oplysende effekt at fortælle om ulykker i hverdagen. Men samtidig skildrer magasinet professionelle redningsfolks heroiske indsats eller almindelige menneskers evner i krisesituationer. Også her spiller dramatiserede rekonstruktioner en vigtig rolle.

Kun få danske stationer har udviklet selvstændige formater, idet man har vist de udenlandske eller lavet en dansk kopi som TV3s Alarm 112. I alle disse former kombineres en tydelig, autoritativ studievært og interviews med både professionelle og almindelige mennesker. På den måde er de dramatiske og melodramatiske indslag indlejret og framet af en oplysnings-ideologi, i hvert fald i public service tv-versionerne.

Reality-showet
Den sidste grundform er reality-showet. Det er programmer, der konstruerer en konkurrence-præget ramme omkring udvalgte, almindelige mennesker, som skal leve sammen eller kæmpe mod hinanden efter ganske bestemte regler og under ganske bestemte fysiske rammer og betingelser. Ofte spilles der på den sociale mekanisme, som bestemmer, hvordan man inkluderes i en gruppe eller ekskluderes. I et iscenesat show-agtigt og dramatisk forløb synliggøres de mest centrale socialpsykologiske mekanismer, som behersker både familieliv, kærlighedsliv og arbejdsliv.

Rammerne er vidt forskellige: Villa Medusas (TvDanmark) discountagtige ungdoms-ferie-hytte set-up, Robinson-ekspeditionens (TV3) mere spektakulære og eventyragtige drømmeverden eller Big Brothers (TvDanmark) intense, næsten psyko-terroragtige overvågning døgnet rundt.

Men disse game-reality-shows, som ofte er blevet mødt med kritisk afstandtage i den seriøse presse, behøver ikke have et kommercielt konkurrencemoment. Der er former, som minder mere om den klassiske, dramatiserede dokumentarisme og dens iscenesatte eksperimenter med socialt, pyskologisk og kulturelt sigte.

Det ser man f.eks. i BBC’s The 1900 House (sendt på dansk TV2), en historisk rekonstruktion af livet i et victoriansk hus fra år 1900 og et socialt eksperiment, der tester en nutidig families evne til at overleve på fortidens betingelser. Det er faktisk underholdende, levendegjort socialhistorie. Det samme gælder BBC’s reality-føljeton Castaway, hvor man har skabt rammerne for opbygningen af et nyt samfund på en øde ø. Også her er der tale om et socialt eksperiment uden konkurrencemoment, men med betydelig dramatisk og dokumentarisk kvalitet.

Mediekritiske unge
Reality-tv er ikke kulturens undergang, selv om aspekter af den rummer betænkelige kommercielle udnyttelsesperspektiver. Det er blot endnu et underholdnings-koncept eller et blandet dokumentarisk genreprodukt, som afspejler en moderne medievirkelighed på godt og ondt. En virkelighed, der er blevet medialiseret og globaliseret, har sprængt eller antastet de gamle genrers og mediers grænser og skaber nye rammer for de unges socialisering. I dag er medierne til stede næsten overalt, og de gennemlyser større dele af virkeligheden end tidligere. Dermed påvirker de også rammerne for vores private og offentlige liv. Det skaber nogle nye muligheder – og nye farer.

Grænsen mellem offentligt og privat er blevet flyttet meget det seneste tiår. Man overskrider grænser og viser ting, som før var tabu. Især den unge generation er vokset op med en mere refleksiv medie- og rollebevidsthed. Det betyder også, at de forholder sig relativt afslappet og bevidst til nye former som f.eks. reality-tv. De ved godt, at det ikke er den skinbarlige, autentiske virkelighed, men et iscenesat spil med virkeligheden. De er fascineret, men også i stand til at forholde sig distanceret og kritisk til det.

Litteratur
Anne Jerslev: Vi ses på tv — medier og intimitet (Gyldendal 2004).

Anne Jerslev: Nuets affekt. Virkelighed, liveness og katastrofisk intensitet i reality-tv (working paper 2000).

Ib Bondebjerg: Verden ifølge Lars Engels (i Jens F. Jensen: Analyser af tv 1-2, Medusa 2001).

Ib Bondebjerg: I dialog med den danske virkelighed – TV2s dokumentariske profil (i Henrik Søndergaard m.fl.: TV2 på skærmen. Samfundsfagslitteratur 2000).

Ib Bondebjerg: Public Discourse – Private Fascination. (optrykt i Newcombe (red): Television the Critical View. 6th.ED. Oxford University Press, 2000, s 383-401).

Ib og Ulla Bondebjerg: Medier og samfund (Borgens forlag 1990).

Lothar Mikos m.fl.m Auge der Kamera. Das Fernsehereignis Big Brother (Vistas Verlag 2000).

Jeffrey K Ruoff: ”A Bastard Union of Several Forms”. Style and Narrative in An American Family, i Grant & Sloniowski: Documenting the Documentary (Wayne State University Press 1998).

© Filmmagasinet Ekko