Når folket kommer til magten

Dokumentarinstruktør Lise Birk Pedersen ved aldrig helt, hvad hun leder efter, før hun møder det. Men derefter er der ingen tvivl.

Sådan var det, da hun mødte Masha, hovedpersonen i Pedersens første dokumentarfilm i spillefilmlængde, Putins kys. Mashas uudgrundelige kærlighed til Putin blev startskuddet på en fortælling om politisk aktive unge i Rusland.

Og sådan var det, da Pedersen stødte på politiker (og tidligere komiker) Beppe Grillo og hans populistiske folkebevægelse Femstjernebevægelsen. I dokumentaren Al magt til folket?, der har biografpremiere 1. februar, følger hun bevægelsens banebrydende indtog på den italienske politiske magtscene.

”Jeg kan have svært ved at forklare, hvorfor jeg blev tiltrukket af landet,” fortæller Lise Birk Pedersen.

Hun søger efter ordene, som indfanger præcist, hvorfor det netop var Italien, hun for fire år siden gik på jagt i efter en ny historie. Det virker næsten, som om instruktøren er drevet af en fornemmelse – en form for sjette sans.

For historien var dér.

Starten på et eventyr
”Jeg besluttede mig for at lave en film i Italien, for jeg ville gerne lave en film i Europa. Jeg havde flere ting i spil og egentlig afskrevet, at det kunne handle om politik, fordi den politiske situation – med Berlusconi, Monti og Teknokratregeringen – var stagneret.”

Lise Birk Pedersen overrasker.

Hendes imødekommende smil, lyse hår og blå øjne giver ved første øjekast indtryk af en nordisk ro. Men når hun begynder at fortælle, vågner en iver og kraft, som næsten virker, ja, italiensk.

”Så pløjede jeg et års artikler igennem, som Mads Frese havde skrevet for Information. Her dukkede Grillo op, og så kunne jeg bare kunne se, hvordan han i løbet af de her artikler tog mere og mere fat. Så kunne der lige pludselig ske noget, der var game changing,” siger Pedersen.

Det er netop den form for historier, instruktøren gerne vil fortælle. ”Der skal være et eventyr i det for mig. Noget, som er vildt spændende at følge med i.”

Ganske rigtigt bliver Grillo en game changer.

Demokratisk mareridt
Femstjernebevægelsen får overraskende 25 procent af stemmerne ved valget i 2013, og her begynder eventyret. Både for Lise Birk Pedersen og i filmen, som gennem et kamera, der skjuler sin egen tilstedeværelse, følger Grillos parti af helt almindelige mennesker på en revolutionerende rejse ind i storpolitikkens verden.

Men Al magt til folket? er ikke et eventyr i traditionel forstand. Filmen er snarere en dyster fortælling og et billede på, hvad Lise Birk Pedersen beskriver som en demokratisk krise i Europa.

”I Europa ser man, at folk på forskellige måder rejser sig mod det etablerede politiske system og for eksempel er trætte af EU-bureaukrati,” fortæller Lise Birk Pedersen og fortsætter:

”Der er også sket noget med os danskere – jeg kan selv mærke det.”

Derfor er fortællingen om protestpartiet, som går ind for folkemagt og tager kampen op mod et stagneret og korrupt politisk system, også relevant herhjemme.

”Selv om vi aldrig bliver Italien, er filmen et billede på et worst-case scenario, et demokratisk mareridt. Både Berlusconi og Grillo er ekstremer, og jeg tror ikke, at jeg mødte en eneste italiener, der havde tillid til deres politikere.”

Debat med Uffe Elbæk
Hun fortæller, at der derfor er planlagt et Doxbio-arrangement i forbindelse med filmens premiere 1. februar, hvor den bliver vist forud for en debat om demokratiets udfordringer.

”Vi viser den korte version af filmen på en time. Så har vi debat med Bertel Haarder, Uffe Elbæk og nogle ungdomspolitikere og politiske kommentatorer, hvor vi konkret går ind og kigger på Danmark og det her fænomen.”

Lise Birk Pedersen tilføjer, at man faktisk kan trække tråde mellem Grillos projekt og det danske parti Alternativet.

”Hvis du tager alle de ting, Alternativet går rundt og leger med, så har Grillo ligesom listet hele molevitten op som et regelsæt for medlemmerne. Det der med at gøre op med den traditionelle parti-politik og hele omgangsformen. Der er flere paralleller, men de to partier er også helt vildt forskellige.”

Hjem med dem!
At situationen i Italien er anderledes end i Danmark, er tydeligt i filmen, når 163 af bevægelsens medlemmer pludselig bliver valgt ind i parlamentet uden at have nogen politisk erfaring. De har mulighed for at udmanøvrere Berlusconi, men det kræver alliancer. Og her begynder ideologien at spænde ben for resultaterne.

”Femstjernebevægelsen er virkelig et protestparti,” fortæller Lise Birk Pedersen om de udfordringer, som partiet møder halvvejs i filmen. ”Det med at sige ’Tutti a casa – hjem med dem alle sammen’ – det er svært i et perspektiv, hvor man gerne vil lave et pragmatisk politisk stykke arbejde. Det er også det, de bliver uenige om i filmen.”

Som filmen skrider frem, bliver det mere og mere tydeligt, at ideologien om direkte demokrati – opretholdt gennem internetafstemninger på Beppe Grillos blog – er vanskeligt at udføre i praksis.

Disse bagsider ved projektet har Lise Birk Pedersen været meget opmærksom på at vise.

”Det er en fortælling om et folkeoprør og en mand, som sætter nogle dogmer op, der skal fordre folkemagt. Men idet han prøver at kæmpe for idealet, gør han det også fortræd, og det ser vi i filmen.”

”Jeg vidste ikke, at det ville ske, da jeg startede, men jeg vidste, at det ville blive en historie om, hvordan man indfrier idealerne.”

”Jeg har prøvet at vise forløbet, sådan som jeg har oplevet det. Uden at glorificere, men heller ikke at gøre det værre, end det er. For der er ingen tvivl om, at Grillo også har banet vejen for alle disse mennesker, hvis stemmer aldrig er blevet hørt før. Den anerkendelse har det været enormt vigtig for mig at give ham.”

Guld og grønne skove
Når samtalen drejer ind på de fire nyvalgte parlamentsmedlemmer, der er filmens hovedpersoner og fortællere, fornemmer man tydeligt, at instruktøren er følelsesmæssigt engageret i projektet.

”De kommer ind med en form for magi. De har følt sig undertrykte i hele deres ungdom. Scenen, hvor de har det allerførste møde om et muligt regeringssamarbejde og snakker om, hvordan de skal sige nej, er et stærkt øjeblik. De er som børn, der siger: ’Du har lovet mig en is tyve gange, men jeg har aldrig fået den. Så nu er jeg nødt til at sige nej. Jeg kan ikke tro på de guld og grønne skove, du lover.’”

Men selv om Lise Birk Pedersen har identificeret sig med fortællingens fire hovedpersoner, er de i hendes øjne ikke entydigt helte.

”Det er en kompleks fortælling, og jeg har prøvet at få den kompleksitet ind ved hverken at gøre dem til skurke eller helte, men helt klart vise de ting, hvor de løber panden mod en mur. Og jeg har været meget ærlig omkring, hvad det var for en film, jeg gerne ville lave, og at jeg har filmet flere sider af samme sag.”

En rigtig gangster
Mens Lise Birk Pedersen retter en meget nuanceret og kritisk linse mod sine protagonister, er der ingen tvivl om, hvem hun ser som fortællingens skurk.

Hver gang kameraet indfanger Berlusconi i parlamentssalen, har han gang i sleske samtaler, rygklap og indforståede håndtryk. Disse afslørende optagelser fryses i stil med Martin Scorseses Goodfellas, så ligheden mellem filmens gangstere og Berlusconi står klart.

Men instruktøren mener ikke, at denne fremstilling er forkert i forhold til virkeligheden.

”Jeg ved godt, at jeg giver den gas på virkemidlerne, men jeg synes ikke, jeg overdriver noget,” understreger hun.

Når Lise Birk Pedersen taler om Berlusconi, læner hun sig frem, og hænderne flyver i vild gestikuleren som et spejl af filmens diskuterende italienere.

”Han er fandeme vild. Han er fuldstændigt ligeglad med demokratiet. Problemet er, at der er nogen, der har ladet ham gøre det. Det er en af grundene til, at italienerne overhovedet ikke har tillid til systemet.”

En åben slutning
Om Femstjernebevægelsens medlemmer lykkes i forsøget på at overvinde den store, stygge Berlusconi, er stadig uvist. Det politiske eventyr udspiller sig nemlig stadig.

Lise Birk Pedersen tør ikke gætte på, hvordan det ender.

”Fremtiden er svær at sige noget om, for de har jo ikke været i regering endnu. Til gengæld har de fået to vigtige borgmesterposter – én i Rom og én i Torino – så der har de jo i hvert fald muligheden for at gå ind og ændre noget.”

Men der er ingen tvivl om, at hun håber, det vil lykkes Femstjernebevægelsen at rykke op i det stagnerede politiske system.

”I forhold til korruptionen og Berlusconi er de en modstemme, som slet ikke har eksisteret så klart før. Hvor de andre oppositionspartier har ladet sig styre, står de pludselig nede i parlamentet og siger meget tydeligt: ’Nej, vi skal en anden vej.’ Dér har de virkelig deres berettigelse.”