Interview
25. juni 2013 | 11:03 - Opdateret 25. juni 2013 | 12:58

Hvorfor er islændinge så mærkelige?

Foto | Maria Von Hausswolff
Den særegne islandske natur spiller en stor rolle både i Hlynur Pálmasons En maler (billedet) og Gudmundur Gudmundssons Whale Valley. Instruktørerne har begge været opmærksomme på, at naturbillederne ikke skulle blive en kliche.

Hlynur Pálmason har lige lavet den mest roste afgangsfilm fra Filmskolen. Gudmundur Gudmundsson har lige haft en film i Cannes. Vi har sat de to instruktører stævne for at finde ud af, hvorfor to af dansk films største talenter er islændinge.

Af Jacob Ludvigsen

For tre år siden udgav Ekko dvd’en Filmpoeter fra Island med en række film af Dagur Kári og Rúnar Rúnarsson. Kari er netop blevet ansat som underviser på Den Danske Filmskole, mens Rúnarssons opfølger til spillefilmdebuten Volcano ventes med spænding.

Men nu har de to instruktører måske allerede fået deres arvtagere. I disse måneder markerer to unge islændinge sig nemlig med kortfilm, der afgiver løfter om, at dansk films kunstneriske fremtid kan ligge i islandske hænder.

Den selvlærte Gudmundur Gudmundsson står bag den følsomme brødre-fortælling Whale Valley, der modtog hædrende omtale på årets Cannes-festival.

Og Hlynur Pálmason har netop taget afgang fra Filmskolen med kunstnerportrættet En maler, der er årgangens bedst anmeldte, blandt andet med fem stjerner fra Ekkos chefredaktør.

Arbejder som en slags forfattere
Whale Valley er optaget på Island, mens En maler er indspillet ved Skagen. Naturens majestætiske kraft spiller dog en vigtig rolle for begge film, ligesom den gør det hos Rúnar Rúnarsson og i flere af Dagur Káris film. Fælles for de fire instruktører er også, at deres film er ordfattige og poetiske – og at nogle danskere måske vil opfatte dem som lidt skæve og anderledes.

Da vi sætter Gudmundsson og Pálmason stævne på Ekkos kontor til en fælles snak, må startspørgsmålet derfor nødvendigvis lyde: Hvorfor er I islændinge så mærkelige?

En lang stilhed fylder meget apropos rummet, før Gudmundur Gudmundsson tager ordet.

”Island er et meget lille land. Når man starter med at lave kunst, forventer man ikke rigtig at tjene penge, og så man gør bare det, man godt kan lide. Derfor tror jeg, vi går vores egne veje og ikke går på kunstnerisk kompromis,” siger han.

Hlynur Pálmason køber dog ikke helt præmissen.

”Jeg ville aldrig sige, at vores film er mærkelige. Og Dagur, Rúnar, Gudmundur og jeg arbejder meget forskelligt. Vi har set hinandens film og forstår hinanden, men vi prøver ikke at kopiere hinanden,” siger han, før kollegaen indskyder:

”Vi er forskellige, men vi har også ting til fælles, fordi vi arbejder som en slags forfattere og har oplevet nogle af de samme ting i vores omgivelser. Og det kan man måske godt se i vores film.”

Ulykkelige voksne
– Er I simpelthen mere dybe end os danskere?

Gudmundsson: ”Det tror jeg ikke. Og jeg blev faktisk meget inspireret, da jeg flyttede til Danmark. Da jeg så kvaliteten i de danske kortfilm, tænkte jeg ’oh fuck – nu er jeg nødt til at tage mig sammen!’”

Pálmason: ”Nej, den med dybde køber jeg heller ikke. Det handler bare om forskelligt temperament.”

Men jeres film virker meget eksistentielle. Danske film kan virke lidt overfladiske til sammenligning. Som når I begge for eksempel skildrer ensomhed?

Gudmundsson: ”Det kan være meget ensomt på Island!”

Pálmason: ”Jeg føler mig faktisk aldrig alene. Jeg har en kone og tre børn, og selv når jeg er alene, føler jeg mig ikke ensom.”

Gudmundsson: ”Jeg kan huske ensomheden fra dengang, jeg voksede op. Jeg havde masser af familie og venner, men følte mig samtidig som en betragter. Jeg havde ikke tålmodighed til at vente, til jeg blev voksen og kunne kontrollere mit eget liv. Men samtidig frygtede jeg det også, for jeg kunne se, at de fleste voksne var ulykkelige.”

Selvmord og farproblemer
Pálmason er lyshåret, klædt i cowboybukser og cowboyskjorte med en kuglepen i brystlommen, har hjemmebragt kaffe med på termokanden og taler et meget overbevisende dansk. Gudmundsson har langt brunt hår, er rygetrængende og foretrækker at tale engelsk.

Umiddelbart er deres film også meget forskellige.

En maler er en humoristisk og relativt tempofyldt sag om en uforsonlig kunstner, der bor isoleret på Island. Han skal til at præsentere sit nye værk, da hans teenagesøn dukker uanmeldt op. Sønnen forsøger at knytte bånd til sin far, der dog tydeligvis sætter sin kunst højere end familien.

Whale Valley er en øm og følsom ungdomsfortælling, hvor en syvårig dreng tager sin storebror i at forsøge at begå selvmord i familiens lade. Hemmeligheden lægger sig som en tung dyne over deres forhold.

Den islandske panorering
Forskellene til trods er det dog umuligt ikke at blive ramt af deja-vu, når man ser starten på de to film.

Whale Valley åbner med en ekstremt langsom panorering, så vi har god tid til at betragte det golde islandske landskab, før kameraet når frem til den lade, hvor broren er ved at hænge sig. En maler åbner med en tilsvarende panorering hen over det golde islandske landskab, før vi når frem til det overraskende moderne hus, hvor hovedpersonen bor.

På Ekko har vi døbt det ”den islandske panorering”! Hvorfor lige denne intro?

Pálmason: ”For mig handler film meget om lyd, men det bliver ofte overset. Den langsomme panorering får dig til at fokusere og skærpe sanserne, så du lægger mærke til detaljerne. Det er lidt som en symfoni. Jeg har altid elsket at komme ind i et koncerthus og så høre musikerne tune instrumenterne – det er lidt af det samme.”

Gudmundsson: ”For mig var det en enkelt måde at introducere omgivelserne på. Mange sagde til mig, at jeg ikke skulle starte på den måde, fordi det ville få filmen til at føles langsom. Men det er vigtigt at følge sit eget instinkt.”

Pálmason: ”Ja, allerede da folk læste det i mit manuskript, sagde de, at det føltes tungt. Men det er stilhed før stormen. Efter det første klip bliver maleren skubbet ud af balance skridt for skridt.”

Kan I være bange for, at langsommeligheden og de store billeder af den islandske natur kan blive en kliche?

Gudmundsson: ”Bestemt!”

Pálmason: ”Det er en kliche!”

Gudmundsson: ”Island har markedsført det så meget, og jeg var meget bevidst om det, da jeg optog Whale Valley. Billederne skulle passe ind i historien. Men faktisk bliver der altså også lavet mange film på Island, som fortælles på en helt anden måde.”

Kendte ingen i filmbranchen
Fordommen lyder, at Island er så lille, at alle kender hinanden. Det stemmer da også på Hlynur Pálmason og Gudmundur Gudmundsson. Men paradoksalt nok mødtes de i København, nærmere bestemt da de for fire år siden begge søgte ind på Den Danske Filmskole.

Pálmason kom ind i første hug. For Gudmundur Gudmundsson var det andet forsøg – og andet afslag.

”Vi mødtes under ansøgningsrunden. Og det var sjovt, for så mange unge filmskabere er der heller ikke på Island, så jeg var meget overrasket over at møde Hlynur,” siger Gudmundur Gudmundsson.

”Før Filmskolen havde jeg lavet mine egne ting på Island for mine egne penge. Fotografier, videoinstallationer, kortfilm. Jeg kendte ingen i filmbranchen, før jeg mødte Gudmundur,” forklarer Hlynur Pálmason.

De to instruktører har således taget diametralt forskellige ruter mod et filmisk gennembrud. For Pálmason har tiden på Den Danske Filmskole ikke mindst handlet om at møde andre dedikerede filmskabere – og at finde et hold at løfte projekterne sammen med.

Konflikter på Filmskolen
”Da jeg selv både instruerede, producerede og klippede mine egne film, blev det for tungt. Det var derfor, jeg tog til Danmark. Jeg ville finde folk at samarbejde med. Men de to første år på skolen var meget svære. De var fyldt med konflikter, og lærerne hadede det, jeg lavede. De syntes, det var meget, ja … mærkeligt. At det ikke kom fra hjertet,” siger han.

”Jeg oplevede det som destruktivt, men set i bakspejlet var det godt nok, fordi man kommer ind på skolen med et vist ego eller en tankegang, de måske misforstår. Og langsomt begyndte de at forstå, hvad jeg lavede. Efter to år skubbede de mig i en kreativ retning.”

Da Gudmundur Gudmundsson blev afvist for anden gang, lød beskeden, at han lige skulle lave et par kortfilm mere. Da han søgte ind igen ved dette års optagelsesrunde, fik han at vide, at han nu var for udviklet.

I dag er han glad for, at han ikke kom ind. Han blev i stedet taget under Rúnar Rúnarssons vinger, og Rúnarsson er da også co-producer på Whale Valley.

”Det gode ved at gå uden om Filmskolen er, at man bliver tvunget til at hoppe direkte ud i branchen. Det er hårdt – man skal have penge, man skal bede folk om tjenester – men jeg ved også, at hvis jeg ikke kan klare den proces, så skal jeg nok heller ikke være instruktør,” siger han.

”Det gode ved Filmskolen er, at man får mulighed for at fejle,” fortsætter Gudmundsson. ”Jeg har i stedet måttet lære mig selv, at det er ok at fejle. Jeg har lavet en dansk kortfilm, hvor jeg gik for meget på kompromis. Min mor så den og sagde: ’Det her er ikke godt nok!’ Hun er min værste kritiker. Hvis jeg laver noget, der ikke er sandt over for mig selv, pointerer hun det. Så jeg viser hende altid, hvad jeg laver.”

Vil gerne ramme bredt
Gudmundur Gudmundsson var i gang med en uddannelse som kunstmaler i Reykjavik, før han kastede sig over filmkunsten. Som kunstmaler var han meget antikommerciel og grænsesøgende.

”Jeg elskede at vise min lærer mine malerier, fordi hun syntes, de var så dårlige. Hun var feminist, og så begyndte jeg at lave feministiske malerier, og dem hadede hun også. Det blev en leg for mig, og jeg blev hurtigt meget irriteret over kunstscenen. Jeg begyndte tidligt at sige, at jeg ikke ville have mine malerier udstillet eller på gallerier, som efter min mening ødelægger kunsten, fordi det sætter en bestemt ramme.”

”Jeg bryder mig ikke om forretningssiden på kunstscenen, men jeg har intet imod den i film. Film er også forretning, og jeg vil gerne ramme publikum bredt. Men mine malerier har jeg ikke behov for bliver set af nogen.”

Din lærer havde det så åbenbart på samme måde! Men hvad med dig, Hlynur, hvordan har du det med hele forretningsdelen af filmarbejdet?

Pálmason: ”Jeg har min producer, Julie Waltersdorph Hansen, som arbejder med den side, som jeg bare ikke er interesseret i overhovedet. Det er skønt at have hende!”

Stort sammenhold
Gudmundur Gudmundssons foreløbige film handler alle om unge karakterer, og han har da også tidligere fortalt til Ekko, at han er meget inspireret af de danske ungdomsfilm fra 70’erne af Bille August og Nils Malmros.

Han siger, at han skriver manuskripterne med sit indre barn, og hans første spillefilm vil da også blive en coming of age-historie om to drenges venskab og spirende seksualitet i en lille islandsk landsby. Filmen har fået fem-seks millioner kroner fra det islandske filminstitut, og instruktøren håber, at det vil blive en dansk co-produktion med et budget på omkring ti millioner.

Også Hlynur Pálmason arbejder på sin spillefilmdebut, der efter planen skal være dansk, men optages på engelsk i Østeuropa.

”Det er en brødre-odyssé , der foregår i et fabriksmiljø om vinteren, og hvor vi følger dem gennem deres rutiner, vaner og ritualer,” fortæller han.

Det er svært at komme igennem nåleøjet. Skræmmer det dig ikke?

”Jeg er meget naiv og positiv. Hvis noget tager for lang tid, arbejder jeg bare på noget andet. Og hvis jeg skal lave filmen for 10.000 kroner, så gør jeg det,” siger Pálmason.

Nu har Gudmundur fået seks millioner. Så kan du vel få de 10.000 af ham, uden at nogen opdager det!

”Ja, jeg kan jo lave bag kameraet-optagelserne,” siger Pálmason.

Det kan godt være, de er rejst til Danmark for at finde ligesindede samarbejdspartnere. Men de står sammen, de mærkelige islændinge. Måske er det krydset mellem udvikling i Danmark og en særegen islandske baggrund, der gør, at man som udenforstående kan mene, at de har alverdens ting tilfælles.

Gudmundur Gudmundsson er da heller ikke bleg for at love hjælp den anden vej:

”Rúnar og jeg har virkelig promoveret Hlynur på Island. Ikke at han har brug for det. Men jeg ville med glæde være runner eller lave sandwiches på hans film, så han kan få lavet sine ting!”

Gudmundur Gudmundsson

Født 1982 i Island.

Uddannet fra Islands Kunstakademi i 2006.

Flyttede til Danmark i 2009.

Var manuskriptkonsulent på Rúnar Rúnarssons Volcano.

Selvlært instruktør, hvis Whale Valley blev udtaget til kortfilmkonkurrencen i Cannes.

Hans kommende kortfilm, coming of age-fortællingen Ártún, får premiere til efteråret.

Hlynur Pálmason

Født 1984 i Island.

Har på Island lavet kortfilmene Post-It (2008) samt Joel (2010) om en ung fyr, der prøver at blive del af en lokal motorcykelbande,

Flyttede til Danmark i 2009, hvor han kom ind på Filmskolens instruktørlinje.

Har ud over sin afgangsfilm, En maler, lige lavet treminutters filmen Cowbells,

Arbejder nu på en kortfilm på Island og en dansk spillefilm, der skal optages i Polen eller Ukraine.

© Filmmagasinet Ekko