Nyhed
05. juni 2007 | 10:44

Interview med Cristian Mungiu

EKKO var blandt de få journalister til pressemødet med den senere vinder af Guldpalmen i Cannes.

Af Claus Christensen

I Cannes er alle film lige. Det er charmen. Alle film — stor som lille, skæv som lige — kan vinde Guldpalmen.

Det er en uafhængig jury, der suverænt vælger vinderen, og i modsætning til Oscar'en er der ingen billetsalgstal, som juryen kan støtte sig til. Næsten alle konkurrencefilm har verdenspremiere i Cannes og derfor endnu ikke stået deres prøve ved billetlugerne.

I Cannes er der kun én ting, som tæller: oplevelsen i biografen. Den lille filmperle kan løbe med Guldpalmen for næsen af de store film med de store stjerner.

Journalisternes gunst
Og det var netop, hvad der skete i år. Cristian Mungius rumænske 4 måneder, 3 uger og 2 dage strøg helt tops, selvom instruktør og skuespillere var ukendte, filmen blev indspillet på skrabet budget i et filmisk uland, og pressematerialet bestod af en A5-folder, hæftet sammen med clips og uden billeder!

4 måneder, 3 uger og 2 dage blev vist om aftenen på festivalens førstedag, og den gjorde et uudsletteligt indtryk. Lige så ujævn og fortænkt Wong Kar-wais åbningsfilm My Blueberry Nights var, lige så opløftende naturlig og insisterende stærk var oplevelsen af Mungius film.

Er film ligestillet i konkurrencen, er kampen om journalisternes gunst anderledes ulige. Der er intet som færten af amerikanske filmstjerner, der kan få pressefolk til at flokkes, og mens pressekonferencen på den stjernebesatte My Blueberry Nights var fyldt til bristepunktet, var der halvtomt til Cristian Mungiu og hans filmholds pressekonference.

Perfekt kommunistisk verden
Stort set alle tilstedeværende journalister nåede at stille et spørgsmål i løbet af de 40 minutter, pressekonferencen varede. 39-årige Cristian Mungiu svarede alvorligt og grundigt, og det indtryk, filmen havde gjort, blev naglet fast af mødet med den sympatiske og eftertænksomme 38-årige instruktør, der tidligere har lavet Occident (2002) og Turkey Girl (2005).

4 måneder, 3 uger og 2 dage foregår i 1987, hvor Ceausescus kommunistiske regime lakker mod enden, og filmen skildrer konsekvenserne af diktatorens forkætrede abortforbud. En ung pige, Gabita, bliver ufrivilligt gravid, hendes veninde Otilia forsøger at hjælpe, men de har ikke mange penge og ender i hænderne på en kvaksalver, der kræver sex som betaling for at fjerne fostret.

"Abort var lovlig i Rumænien, indtil Ceausescus forbød abort i 1966. Han ønskede store generationer, som kunne indfri forventningen om en perfekt kommunistisk verden," forklarede Cristian Mungiu og fortsatte:

"Der var en masse børn, som kom til verden på grund af dekretet. Kvinderne var uforberedte, og generationer blev fire-fem gange større end tidligere. Jeg kom selv til verden på den måde. Senere ændrede stemningen i befolkningen sig, folk begyndte at bekæmpe regimet, og når det var muligt, valgte man illegal abort."

Enten dig eller dem
"Efter 1970 blev abort meget populær på de betingelser, jeg beskriver i filmen. Social position spillede en stor rolle. For almindelige mennesker med begrænsede muligheder var det næsten umuligt, og et af de første tegn på frihed efter kommunismens fald var lovliggørelsen af aborter."

"På grund af regimets undertrykkelse var kvinderne så optaget af ikke at blive opdaget, at de overhovedet ikke havde moralske overvejelser omkring selve aborten. Det handlede om kampen mod systemet, det var enten dig eller dem."

Filmen indeholder meget lange scener uden klip. Hvor mange optagelser, måtte du lave, før en scene var i kassen?

"Vi lavede så mange optagelser, som der var brug for; nogle gange 5-7, andre gange 20-25. Når man laver så lange forløb op til tyve minutter, sker der noget med følelserne undervejs, og vi opdagede to ting: Det var nemmere at skyde lange scener med få karakterer end lange scener med mange karakterer, som bare skal skulle sige nogle få ord. Og det var sjældent, at vi fik den rigtige optagelse den første dag. Vi behøvede en nats søvn, og så fik vi næste morgen optagelsen i kassen."

Ville undgå klippet
"Det hele var meget forjaget," uddybede Cristian Mungie. "Vi havde ikke tid til at øve, og jeg skrev på manuskriptet undervejs. Kun hovedscenen på hotellet med Vlad Ivanov (kvaksalveren, red.) fik vi øvet. Vi lejede hotelværelset og spillede scenen igennem, for jeg havde brug for at se, om dialogen fungerede."

Er du inspireret af teatret?

"Jeg kender ikke særligt meget til teatret, og jeg synes, at der er meget forskel på den måde, skuespillere siger deres replikker på i teatret og på film. Jeg ville skabe en strøm af følelser, uden at den blev skåret i småstykker. Jeg ville undgå klippet, fordi det i mine øjne er et meget formelt filmisk greb. Det ville ikke hjælpe publikum med at blive involveret i historien, så jeg besluttede at lave scenerne så lange som muligt. Det var vanskeligt, og jeg var meget omhyggelig med at vælge skuespillerne. De skulle ikke kun have det rette udseende og passe til rollen, de skulle også være mennesker, som jeg vidste, at jeg kunne stole på."

"Jeg havde svært ved at finde skuespilleren til hovedrollen Otilia, der hjælper sin gravide veninde. Skuespilleren skulle have en styrke og sårbarhed på samme tid. Fem-seks dage før optagelsernes start havde jeg ikke truffet en beslutning. Jeg fik anbefalet Anamaria Marinca, der medvirker i den engelske tv-serie Sex Traffic og er mere populær i England end i Rumænien."

Subjektiv spænding
"Jeg kontaktede hende i London og indkaldte hende til en casting. Først blev jeg skuffet. Hun lignede overhovedet ikke min karakter. Hun er ung og meget anderledes. Jeg havde behov for at se hende arbejde, men efterhånden blev jeg overbevist om, at hun ville være i stand til at levere hele den kompleksitet, som rollen krævede. Anamaria var meget hjælpsom og havde en særlig evne til at opdage, når der var noget, som ikke passede i scenen eller til karakteren. Hun er en stor skuespiller, og jeg håber, hun får en stor karriere, ikke bare internationalt, men også i Rumænien."

Hvorfor var det vigtigt for dig at filme on location?

"Det er en stor hjælp for skuespillere at blive placeret i en virkelig situation og i et virkeligt miljø. Kulisser er meget konventionelle, og man kan aldrig få samme 'duft' fra en kulisse som fra et virkeligt rum. I filmen undersøger jeg forholdet mellem interiør og eksteriør. Når vi er inde, er det vigtigt, at man kan mærke livet udenfor. Livet fortsætter, og der er ingen, som bekymrer sig om, hvad der sker indenfor."

Hvorfor introducerer du nogle detaljer for eksempel kniven, Otilia stjæler fra kvaksalverens kuffert uden at bruge dem i historien?

"Det var noget, som jeg overvejede grundigt. Det var vigtigt for mig at opbygge en spænding: Hvad kunne der være sket? Hvordan kunne historien have udviklet sig, hvis det bare var gået lidt anderledes? Den spænding, jeg skaber i filmens anden del, er en subjektiv spænding, som tilhører karaktererne. Den foregår i deres bevidsthed, for på det ydre plan sker der i virkeligheden ikke meget. Jeg ville også gerne understrege, at historien ikke standser, selv om filmen er forbi. Jeg ville skabe en slice of life-oplevelse. Vi oplever en dag fra klokken 8 om morgenen til midnat, og så ender filmen, men livet fortsætter for disse mennesker."

© Filmmagasinet Ekko