Irans kvinder kæmper

2022 er kvindernes år i Iran.

Landets to største instruktører – den afdøde nationalhelt Abbas Kiarostami og den dobbelte Oscar-vinder Asghar Farhadi – er begge blevet anklaget for at have stjålet fra kvindelige kolleger og smykket sig med lånte fjer.

Iranske Zar Amir Ebrahimi vandt med Ali Abbasis danske Holy Spider prisen for bedste kvindelige skuespiller på Cannes-festivalen i maj.

Og siden den 16. september har kampråb, klippede lokker og afbrændte tørklæder fyldt gaderne i mange iranske byer og alverdens tv-skærme. Det er i kølvandet på politiets angivelige drab på 22-årige Mahsa Amini, fordi hun ikke bar hijab under et besøg i hovedstaden Teheran.

Ikke siden hundredtusinder af teheranske kvinder holdt demonstration i gaderne i 1979, kort efter at shahen var blevet væltet, har kvinderne været så markant i fokus som protestgruppe i Iran.

Dengang som i disse turbulente dage er budskabet det samme: hijab, chador, tørklæde eller løst hår skal være et individuelt valg. Denne gang er det blot et element i et bredere krav om revolution eller reform.

Modstanderen er den samme, men præmissen er ny.

I 1979 var de islamiske gejstlige en ubekendt faktor som magthavere. I dag fremstår de som en monolit af konservatisme og magtbrynde med et opsparet folkeligt had vendt imod sig.

Men hvad er det egentlig for en kvindekamp, der har eksisteret i Iran i de mellemliggende 43 år? Det giver filmene fra perioden et mere nuanceret billede af, end tv-billederne kan formidle.

Broget virkelighed
Det er svært at tale om iransk film uden at sige ”præstestyre”. Det er, som om tørklæder og censur invaderer samtalen, selv når en film handler om alt muligt andet – fra kærlighed over jobsucces til fejloperationer.

Holy Spider, som er Danmarks Oscar-bud og har biografpremiere på torsdag den 13. oktober, sætter effektivt fokus på kvindernes marginaliserede position i Iran.

Filmen er en autentisk baseret thriller om en religiøst motiveret kvindemorder. I Ekko #91 berettede Zar Amir Ebrahimi om, hvordan den udbredte misogyni har gødet jorden for filmen og samtidig presset hende selv ud af landet.

Holy Spider er blevet fordømt af talspersoner i Teheran, herunder løse trusler om en fatwa mod filmmagerne.

Biografaktuelle og danskproducerede Holy Spider har vakt vrede i Iran for den autentiske historie om en seriemorder, der slår kvindelige prostituerede ihjel (foto: Nadim Carlsen).

Fatwaen har vi heldigvis stadig til gode, og den ville da også få det gejstlige Iran til at fremstå formørket – et billede af præsteskabet, som filmen faktisk i en vis grad modarbejder.

Virkeligheden er mere broget. Religiøse dogmer fylder meget i Iran, men kvinder har en langt mere central rolle i det iranske samfund, end mange antager.

Set med filmøjne er det værd at hæfte sig ved, at 25 procent af de iranske film i 2010 var instrueret af kvinder. I USA var det sølle fire procent.

Der har i årtier været en større procentdel af kvinder på instruktøruddannelserne i Iran end i flere vestlige lande. Det er væsentligt, for filmen er et medium, der kulturpolitisk bruges til at skabe sammenhængskraft.

Kanyle af Vest-pest
Det kan man ikke påstå er tilfældet før revolutionen, hvor den vestligt sindede shah er ved magten.

Kønspolitisk er der større lighed i samfundet, men værdipolitisk skinner det forbløffende lidt igennem i 60’ernes og 70’ernes populærfilm.

Kvinderne har ganske vist ikke chador på, men de har heller ikke meget andet. Hverken tøj, identitet eller egen vilje.

Det er filmenes scener fra barer og varietéer med letlevende damer, der sælger billetter – akkurat som i mange danske kommercielle film fra samme periode. Er der en ikke-falden kvinde til stede i en iransk film, er hun den ubetydelige biperson, der sidder parkeret i antiheltens hjem, når han kommer forvirret eller fordrukken hjem.

Som kulturkritikeren Kamran Talattof har påpeget, er der på dette tidspunkt en dyb kløft mellem filmenes frisind og den offentlige samtale, hvor fænomenet ”seksualitet” nærmest ikke eksisterer.

Kulturen bliver skizofren.

Under revolutionen i årene 1978-79 bliver de mange biografer sat i brand tilskyndet af de kulturkonservative, der kalder filmmediet en syndens kanyle fuld af ”Vest-pest”.

Moralske fortællinger
Revolutionen vasker tavlen ren.

Islamisterne vinder kampen om magten, og filmen forsøges genopfundet som et symbolsk-religiøst værktøj. Men efter en stribe metafysiske parabler indser man, at der allerede findes iranske, salonfæhige film, man kan lade sig inspirere af.

Føromtalte Abbas Kiarostami havde op gennem 1970’erne været leder af Kanun, et kulturministerielt finansieret center for blandt andet filmproduktion rettet mod børn og unge.

Det kan sammenlignes med Danmarks Radios B&U-afdeling herhjemme – bare eksporteret ud til poderne via interimistiske lærreder, 16mm-spoler og workshop. Korte film om moral og etik.

Kanuns film danner skole, og allerede få år efter revolutionen i 1979 har man glemt ayatollah Khomeinis snak om syndens kanyle. Det er i kraft af filmen, at den første generation efter revolutionen skal lære at være gode samfundsborgere.

Ind i varmen
Det er påfaldende, at kun én kvindelig instruktør fra tiden før revolutionen huskes i dag.

Hun hedder Forugh Farrokhzad, og den eneste film, hun nåede at lave inden sin alt for tidlige død i et biluheld, er en poetisk avantgardedokumentar fra et hjem for spedalske. Og uden økonomisk støtte fra ægtemanden ville den aldrig være kommet til verden.

Det er således urimeligt at sige, at præstestyret har kørt kvinderne ud på et sidespor i filmbranchen.

Det er tværtimod de kulturpolitiske visioner skabt under præstestyret – uanset hvor mandschauvinistisk styrets politik kan siges at være – der har fået de kvindelige instruktører ind i varmen.

Det ligger fint i tråd med mønstret i uddannelsessektoren. På universiteterne udgør de kvindelige studerende 60-70 procent, og det er ifølge UNESCO et af de højeste tal på verdensplan.

Fire faser
Alligevel er der i moderne iransk filmhistorie en spænding mellem religiøs magtelite og de progressive, udøvende kunstnere. At lukke kvinderne ind i filmbranchen kan ligefrem vise sig at være lidt af en trojansk hest.

At se på den postrevolutionære udvikling af kvindefigurer i iransk film er som at betragte en kvindes rejse mod selvrealisering.

Sådan udlægges det i hvert fald af Maryam Ghorbankarimi, der har skrevet en ph.d. om den iranske kvindefilms historie.

”Rejsen kan deles op i fire stadier: Fra den ansigtsløse (entydigt gode eller entydigt dårlige) kvinde i film før revolutionen bevæger vi os til det endnu mere endimensionelle billede af den nærmest hellige kvinde i 1980’ernes film,” skriver forskeren og fortsætter:

”Men den tredje fase rummer kvinder, der laver fejl og er udsat for modgang på samme måde som mænd, og endelig ser vi i fjerde fase kvinder, der stræber efter selvstændighed og frihed.”

I The Hidden Half vælger en kvinde at afsløre sin fortid for manden, der i sin stilling som dommer skal træffe afgørelse om at udstede en dødsdom (foto: Mahmoud Kalari). 

Selv hvis man udelader de skarpeste kvindeportrætter instrueret af mænd – heriblandt Bahram Beyzaies The Blue-Veiled og Bashu og Jafar Panahis Cirklen og 3 kvinder – er feltet broget.

Der er alt fra ungdomsfilm (Pouran Derakhshandeh) til symbolladede arthouse-fabler (Marziyeh Meshkini) og blandingsformer af drama og dokumentarisme (Samira Makhmalbaf). Foruden en gigantisk underskov af unge kvindelige instruktører, der lægger sig i slipstrømmen af dem.

Krigsfilm, krimier og allehånde genrefilm med stærke kvinder findes også. Men lad os pege på et par af de mest markante kvindelige instruktører.

Fyrtårnet
I fase tre, hvor kvinder får en selvstændig stemme, har Tahmineh Milani en central placering.

I What’s Up? (1992) fortæller instruktøren om en pige, der opdager, at hun ved at sige sine ønsker højt besidder kraften til at forandre sin familie.

De iranske censorer bad efter sigende Milani erstatte den kvindelige hovedrolle med en dreng. Instruktøren svarede, at mændene bare var bange for at se deres egne kvinder gøre oprør. Enkelte konservative politikere gav hende ret og kaldte filmen en opmuntring til et oprør mod det nuværende system.

I The Hidden Half fra 2001 bliver systemkritikken mere konkret.

Skuespilleren Niki Karimi spiller Fereshteh, der i næsten tyve år har været gift med en dommer. Manden ved ikke, at hun før 1979 var en kommunistisk aktivist. Da han skal til at udstede en dødsdom mod en politisk dissident, beslutter hun at fortælle ham sandheden om sig selv.

I håb om, at han vil udvise forståelse.

Det er en vidunderlig historie, der viser Fereshtehs overlegne styrke og empati. Hun træder i karakter som en helt anden type martyr end den, som Irans propaganda malede frem i 1980’erne i krigen mod Irak.

Fereshteh ofrer sig ikke for fædrelandet, men et moralsk princip.

Filmen sender instruktøren Tahmineh Milani kortvarigt i fængsel i 2001, da Teherans domstol anklager hende for at anspore til kontrarevolution.

I lyset af handlingen kan titlens ”skjulte halvdel” samtidig tolkes som en henvisning til den regimekritiske del af befolkningen.

Fængslingen af Milani bliver efter få dage annulleret af den moderate præsident Khatami og gør instruktøren til et fyrtårn for reformbevægelsen.

Hovedrolleindehaveren i Ten, Mania Akbari, har efter instruktøren Abbas Kiarostamis død hævdet, at han tog æren for hendes store arbejde med filmen (foto: Morteza Tabatabaii).

Kort efter laver Abbas Kiarostami sin første kvindebårne film, tilsyneladende smittet af tidens feministiske ånd. Ten (2002) skildrer en kvindes samtaler i bilen – krasbørstige snakke om kønsroller, magt, frustration.

Den adskiller sig fra Kiarostamis andre film ved at indeholde en uafviseligt politisk protest. I kerneøjeblikket trækker en stridslysten kvinde tørklædet tilbage og blotter sit hoved med en resigneret mine.

Hun har barberet sig skaldet!

Abbas Kiarostami har siden premieren i 2002 taget æren for at have instrueret Ten. Men i dag hævder hovedrolleindehaveren Mania Akbari, at den berømte instruktør har stjålet hendes arbejde.

Ifølge Akbari optog hun næsten hele filmen, inden hun kontaktede Kiarostami. Han gav herefter materialet struktur og sit personlige stempel – og opfordrede hende til at holde mund og lade ham sælge varen.

Da hun senere begyndte at gøre indsigelser, blev han truende og ødelagde bevidst hendes omdømme i filmkredse ved at kalde hende utilregnelig, hævder Akbari.

Kiarostami døde i 2016, så det er nu hans søn, der tager den moralske slåskamp og komplicerede bevisførelse på farens vegne. 

Realisme over paroler
En instruktør, der burde nyde kunstnerisk anerkendelse på linje med de mest kendte mandlige kolleger, er 68-årige Rakhshan Bani-Etemad.

Hendes film er gennemsyret af en forkærlighed for småkriminelle, misbrugere og andre ensomme eksistenser. Det er ikke film, man vil kalde feministiske, men snarere klassebevidste og alment humanistiske.

Rakhshan Bani-Etemad gør sig mere i realisme end paroler.

Rakhshan Bani-Etemads Nargess følger kærlighedsforviklinger mellem en række mennesker i forskellige aldre (foto: Mitra Mahaseni).

Gennembruddet Nargess fra 1991 rummer ikke desto mindre en af de mest mindeværdige kvindeskildringer nogensinde.

Midaldrende Afagh stjæler for at overleve. Hun falder for en langt yngre mand, hun selv har hyret, men ender med at dele ham med en kvinde på hans egen alder.

Der er en modenhed og klogskab i skildringen, og skiftet i magtbalance mellem kønnene er stilfærdigt jordrystende.

Samme rolige tyngde er der i instruktørens senere værker som Under the Skin of the City (2001) og Gilane (2004).

Afslag på afslag
Når man i Iran har fået en idé til en film, skal man forbi ministeriet for islamisk kultur og vejledning. Ministeriet siger ja eller nej til manuskriptet, og senere giver de grønt eller rødt lys til biografdistribution.

Ofte får man besked på at rette til.

Men det meste er uformelle henstillinger, som det er svært at klage over. Og der findes ingen manual. Meget er overladt til individuelle bureaukrater, der navigerer på vegne af deres chefer. Kun yderst sjældent bliver en film formelt forelagt en politisk komité med for eksempel repræsentanter for parlamentet.

Hvis en instruktør har et plettet generalieblad, kan det blive en faktor.

Det er kort og godt svært for udenforstående at gennemskue, hvad der i en film skyldes censur, diplomati og selvcensur, og hvad der er instruktørens rene vision. Men censuren er givetvis en af forklaringerne på, hvorfor en instruktør som Tahmineh Milani har mistet noget af sin slagkraft siden 00’erne.

I Rakhshan Bani-Etemads tilfælde er der ikke så megen tvivl.

Hun har ifølge eget udsagn systematisk fået afslag efter afslag på manuskripter til spillefilm. Hendes seneste, Tales fra 2014, er ganske enkelt syv kortfilm sat sammen til en spillefilm, som blev belønnet med en pris på Venedig-festivalen – kortfilm er nemmere at få gennem bureaukratiet.

Vær en hunulv!
I 2015 dukker et nyt og spændende navn op.

Dengang 36-årige Ida Panahandeh brager igennem med Nahid om en smuk, fraskilt mor.

Nahid er under så stort økonomisk pres, at hun nødtvungent indgår et midlertidigt ægteskab. Det er en særlig iransk konstruktion, som kritikerne kalder ”regime-kautioneret prostitution”.

Titelpersonen i Nahid fra 2015 – spillet af Sareh Bayat – gør hvad som helst for at tage hånd om sin søn (foto: Habib Majidi).

Men hovedpersonen er ikke det forsvarsløse offer, man kunne have troet. Hun har gjort det til et speciale at lyve og mingelere sig ud af situationer. Hun er en drøm af en hovedperson – på en gang fejlbarlig og tapper, skurk og martyr.

Ida Panahandeh har udtalt, at hun betragter filmen som en revanche for kvindekønnet.

”Sareh Bayat er en strålende skuespiller og huskes af de fleste for Asghar Farhadis Nader og Simin – en separation. Jeg ønskede ikke, at Sareh skulle forbindes med den undertrykte kvinde, hun spiller i den film. Jeg blev ved med at sige: ’Vær en hunulv, Sareh! Angrib!’”

Skriget
Filmmediet lever i bedste velgående i Iran. Men det går op og ned med graden af frihed til at fortælle ubehagelige sandheder.

Moderate præsidenter som Mohammed Khatami (1997-2005) og Rouhani (2013-21) har øget friheden. Mens den tilknappede og valgfuskende Mahmoud Ahmadinejad (2005-13) har censureret og jagtet reformbevægelsen. I hans regeringstid er mange instruktører, heriblandt Mania Akbari, flygtet ud af landet.

Åndsklimaet under den nuværende præsident Ebrahim Raisi ligner på mange måder det under Ahmadinejad .

Instruktørerne Jafar Panahi og Mohammad Rasoulof røg i juli i fængsel, og to måneder forinden blev fire progressive kvindelige instruktører og fotografer arresteret i en tilsyneladende koordineret aktion.

Den mest kendte, Mina Keshavarz, har senest lavet dokumentaren The Art of Living in Danger om hustruvold i hjemmet.

Inden septembers optøjer kunne man med god ret sige, at de fire faser i retning mod emancipation havde fået en forstemmende epilog: Den iranske kvinde er i fase fem enten gået i eksil eller blevet sat bag tremmer. Og det kan godt blive slutresultatet.

Protesterne efter Mahsa Aminis tragiske død tænder imidlertid et håb. Mange kvindelige instruktører deltager i protesterne mod styret, og lige nu har den iranske kvinde mikrofonen.

Hun skriger – så højt, at hele verden kan høre det.