Interview
20. aug. 2007 | 08:00

Jeg gider ikke sige fuck

Foto | 20th Century Fox
Bruce WIllis i Die Hard 4

Vor mand i Hollywood mødte Bruce Willis op til premieren på Die Hard 4.0, der sendte superstjernen til plastickirurg.

Af Ray Arco

Oversættelse: Annemarie Hørsman. 

Med sin afslappede spillestil og en cool, ironisk humor er Bruce Willis en favorit blandt mange. Det ses ikke mindst på den popularitet, som hans film har haft i biograferne gennem årene, og efter 22 år og op mod 50 film bag sig er Bruce Willis stadig et efterspurgt navn blandt de store filmselskaber.

Da jeg møder den 52-årige skuespiller denne junidag i Hollywood, er han afslappet klædt i en elegant sort habit. Han stråler af verdensmand og er, som altid, legesyg til fingerspidserne.

"Så er jeg her, Ray! Nå, lad os komme til sagen. Hvad vil du vide, ud over alle rygterne, selvfølgelig?"
   
Drillepind, som sædvanlig!
   
"Du vil garanteret gerne vide, hvorfor jeg sagde ja til Die Hard 4.0!"
   
Ja, dét plus et par andre ting omkring din aura.
   
"Jeg er da glad for, at du stadig synes, jeg har én!"
   
Jeg har ikke indtryk af, at du er typen, der overhovedet begynder at tvivle, når du først har besluttet dig for at sige ja til noget.
   
"Det har du ret i. Jeg vil meget hellere koncentrere mig om alle de andre sjove og vigtige ting i livet. Men for at jeg overhovedet går med på en film, er det selvfølgelig vigtigt, at der er en god historie, en sindssyg unik karakter, som jeg kan identificere mig med, og at filmen er godt skruet sammen."

Spektakulære scener
Hvorfor endnu en Die Hard, når du nu har vist, at du også mestrer de fleste andre genrer?

"Jamen, det er svært at forklare. Jeg kunne godt have trukket mig tilbage på de første tre, men Die Hard 2 og 3 klarede sig her i USA ikke helt så godt som forventet, og jeg havde ikke lyst til at lade det være ved det."
   
"Måske var stemningen og timingen bare rigtig, og filmselskabet har da sikkert også været tilskyndet til at lave en firer på grund af de pæne indtægter, som trods alt kom ud af de tre foregående. Hverken toeren eller treeren matcher den første, men fireren er anderledes, fordi den som den eneste er lavet efter 9/11 og på den måde kan udforske nogle nye muligheder." 

"Med en enkelt undtagelse er alle de spektakulære action-scener lavet live, og den sidste kunne vi egentlig også godt have lavet, men tilsyneladende fik de lokale myndigheder i Washington pludselig kolde fødder og forbød os at flyve hen over gaderne med et jetfly, så vi var nødt til at bruge computergrafik. Jeg snakker for meget, gør jeg ikke?"

Nej, nej, det går helt fint ...

En voldsom død
EKKOs læsere vil de gerne lære dig at kende bag alle dine filmroller, og hvad de ellers hører.

"Jeg ved godt, at der er alle mulige forestillinger og fordomme om mig, men jeg lytter ikke til dem længere. Jeg har jo alligevel ingen kontrol over, hvad der bliver sagt. Det kan i hvert fald ikke slå mig ud, jeg vil stadig blive ved med at være en glad fyr. Jeg læser ikke aviser mere, og hvis jeg endelig vil have nyheder, så går jeg online."

"På en måde er jeg ret heldig, at der stadig er bud efter mig, især når mange andre meget talentfulde skuespillere, som har været med i en eller to store film, ikke får buddet. Egentlig er jeg ligeglad med, om det er en stor rolle eller en lille birolle, bare min karakter er interessant nok."

Hvordan vurderer du den nye generation af unge skuespillere i forhold til den arbejdsmoral, som vi er vokset op med? 

"Se, det var jo et ledende spørgsmål! Jamen, forskellige generationer ser tingene forskelligt, for slet ikke at tale om, at vi som individer også ser tingene forskelligt. Hvorfor Die Hard? Vi skal jo alle dø, på den ene eller anden måde, undtagen de meget få, der er så heldige at dø i deres søvn i en høj alder. De fleste af os får en langt mere voldsom død, uanset hvordan man ser på det. Så man kan jo lige så godt have det sjovt, når det sker! Jeg har ikke lyst til at sige 'fuck' efter hvert andet ord, og action, generelt, taler for sig selv og er langt mere kraftfuldt, end hvis man går rundt og bander hele tiden."

Hvad med din forrige film, Perfect Stranger, som du kalder en mørk film, og som du siger, at producerne ødelagde?

"Jeg tror ikke, at jeg brugte ordet 'ødelagde'. Hvad jeg sagde var, at filmen ikke blev sådan, som vi alle troede, at den ville blive. Det var ikke på grund af manglen på at bruge stjerner, men manglen på sex, som ville have givet filmen den strengeste censurkode, og det ønskede filmselskabet vel ikke, går jeg ud fra. I hvert fald var jeg ikke særlig glad for slutresultatet."

Se, ingen ar!
Under Cannes-festivalen i 1998, hvor du var med for at promovere Armageddon, sagde du, at filmkritikeren er en døende race, og at det skrevne ord er på vej i samme retning som dinosaurerne! Mente du det virkelig? 

"Sagde jeg virkelig det? Det er sikkert, fordi jeg ville sige noget klogt, og så røg det skævt ud. Vi ved jo alle sammen, at uden det skrevne ord - på papir eller elektronisk - er der ingen film! Selv mange af de såkaldte reality shows - hvis ikke de fleste - tager udgangspunkt i en drejebog. Med hensyn til kritikerne, derimod, hvordan kan de tro, at de kan tillade sig at kritisere et kunstværk, når de aldrig nogensinde selv har skabt noget og dermed ikke kan sætte sig ind i alt det slid, som ligger bag? Men det betyder selvfølgelig ikke, at der ikke findes kritikere, som er ekstremt litterært dannede og har et skarpt blik for det kunstneriske udtryk."

"Selv om kritikerne kan finde på at nedsable et teaterstykke eller en film, så kan de samme værker have enormt succes blandt publikum. Hvem skal man så tro på? Kritikerne eller fans'ne, som betaler med deres hårdtjente penge for at komme i biografen og se en god historie og nogle gode præstationer?"

Min standarduniform
Tilbage til Die Hard 4.0. Hvilken scene oplevede du som den mest anstrengende at komme igennem?

"Jeg vidste, at du ville spørge om det! Du har måske hørt om den scene, som jeg udkæmper med Maggie Q, en spinkel ung kvinde, som vel ikke vejer mere end 55 kg. Men hun gav mig sgu en røvfuld i filmen, og det var med til at sende mig på hospital, hvor jeg fik syet et par sting i ansigtet, og dernæst til en plastickirurg, som gjorde et perfekt stykke arbejde. Se, ingen ar! Men jeg har dog stadig et par blå mærker her og der. Det er ok, for jeg trænede hårdt, før vi begyndte at filme, så jeg bedre kunne tage det."

Der er en filmplakat, hvor dit ansigt virker lidt mørkere, og nogle siger, at man faktisk næsten kunne forveksle dig med Denzel Washington!

"Denzel Washington? Ha! Men jeg skal sige dig noget, mange kvinder har fortalt mig, at de synes, det er et meget sexet billede. Nå, det var dengang, og jeg var jo også i god form. Da vi sluttede optagelserne, holdt jeg op med at træne."

—  Jeg håber ikke, at du har noget imod, at jeg siger det, men jeg er lidt overrasket over, at du dukker op så ulasteligt og elegant klædt til interviewet ...

"Hvad mener du, Ray, kan du ikke lide, når jeg klæder mig som en bums? Er det det, du prøver at sige? Jeg kan bare godt lide at tage det på, som føles behageligt lige nu og her. Jeg tænker faktisk ikke ret meget over det. Jo, jeg tager da et jakkesæt på i ny og næ, men lige så snart jeg kommer hjem, så ryger det af, og jeg hopper i min standarduniform."

Stor fan af Israel
Jeg har læst et sted, at du og Susan Sarandon har et filmprojekt sammen om Irak.

"Nej nej, vi har ikke noget projekt sammen om Irak, men vi føler på samme måde, når det drejer sig om at støtte veteranernes rettigheder. Enhver, der går i krig for sit land, fortjener at blive behandlet meget bedre, end soldaterne bliver behandlet i dag, når de kommer tilbage, om de så er amerikanere eller en anden nationalitet. Jo, jeg mener faktisk, at vi har et af de bedste lande i verden, og at de rettigheder og den frihed, som findes her, er værd at kæmpe for. Det er også derfor, at jeg er en stor fan af Israel, et land i Mellemøsten med de samme rettigheder og den samme frihed, som også de vil kæmpe for."

"Når jeg bliver spurgt om min mening til tingene, vil jeg helst undgå at skulle bestemme, hvad der er rigtigt og forkert, men én ting ved jeg: Jeg støtter de mennesker, som tager del i det, de børn, som sætter deres liv på spil, og når de kommer hjem, så bør de behandles med respekt. Måske ved ikke at betale skat resten af deres liv eller få en million dollars hver, så de kan hjælpes tilbage til et mere normalt liv, som aldrig vil blive det samme efter sådan en oplevelse."

Okay, før vi slutter: Hvordan vil du gerne huskes?

"Hvad er det for et spørgsmål? Jeg er jo ikke død endnu, Ray!"

Bruce Walter Willis
■ Født 19 marts 1955 på militærbase i Tyskland. Faren David er amerikansk soldat og moren Marlene tysker. Stammer som barn, men det forsvinder, når han optræder på en scene.
■ Gennembrud i tv-serien De uheldige helte (1985-89) som den selvironiske flab og charmør, en rolle han med succes overfører til actionfilmen, navnlig Die Hard (1988) og dens foreløbigt tre efterfølgere. Får kritikernes anerkendelse for rollen i M. Night Shyamalans Den sjette sans (1999).
■ Erklæret Republikaner og en af de få berømtheder i Hollywood, der åbent støtter Irak-krigen i 2003. I dag bakker han soldaterne op snarere end selve krigen. Har tre døtre sammen med skuespilleren Demi Moore, som han blev skilt fra i 2000 efter tretten års ægteskab.

© Filmmagasinet Ekko