Nyhed
06. mar. 2013 | 13:00

Jon Stewart instruerer politisk drama

Foto | Comedy Central
Det bliver første gang, siden Jon Stewart overtog The Daily Show i 1999, at en ny vært skal finde sig til rette i stolen.

Den populære tv-vært fra The Daily Show debuterer som instruktør med et drama fra Iran.

Af Samina Jakobsen

Iran har i øjeblikket stor bevågenhed fra Hollywood.

Oscar-vinderen Argo handler om CIA-missionen i landet, og succes-serien Homeland berører problematikken omkring Irans atomprogram.

Og nu tager Jon Stewart fra The Daily Show fat på en historie om det lukkede lands berygtede fængsler. Det bliver den populære tv-værts debut som filminstruktør, skriver nyhedssitet Deadline.com.

Iransk spiondrama
Rosewater, som filmen kommer til at hedde,er baseret på bogen Then They Came For Me: A Family’s Story Of Love, Captivity And Survival af BBC-journalisten Maziar Bahari.

Bahari tog i 2009 til Iran for at dække præsidentvalget. Han troede, at det skulle være en weekendtur – hans kæreste var gravid – men i stedet blev det til et fire måneder langt ophold i et af Irans værste fængsler.

Journalisten blev nemlig anklaget for spionage og brutalt afhørt af en vagt, som han kun genkendte på duften af rosenvand – heraf titlen.

Personlig interesse
Jon Stewart, der selv står for filmens manuskript, har en personlig interesse i historien. Det iranske politi troede, at Bahari var spion, fordi han blandt andet havde givet et interview i The Daily Show.

Jon Stewart har i al hemmelighed købt rettighederne til bogen gennem sit selskab Busboy Productions. Han vil begynde optagelserne af filmen til sommer.

”Jeg er en tv-person, som er vant til at få en tanke klokken ti om morgenen, klokken seks er den allerede pakket og klar til at komme i showet, hvorefter tanken er ude af mit hoved, og jeg er videre til det næste,” siger Jon Stewart til nyhedssitet Deadline.com.

”Så jo, det her er lidt skræmmende. Men vi er i den her branche for at udfordre os selv,” fortsætter Stewart, der vil optage filmen på tretten uger.

Mens Jon Stewart laver film, vikarierer John Oliver som vært for The Daily Show. Oliver er en del af den faste stab på det komiske nyhedsshow.

© Filmmagasinet Ekko