Ekkos danske filmkanon
Tema
12. mar. 2005 | 08:00

Kanon: dokumentarfilm

Foto | Tómas Gislason
Den højeste straf

10 film udvalgt af Ekkos redaktion

Af Redaktionen / Ekko #25

DANMARK
Poul Henningsen / 1935
PH's eneste film er en rundtur i de fænomener, der karakteriserer landet. Kameraet gennemstrejfer landet, mens den kulturkritiske speak handler om manglen på naturlighed og det moderne samfunds til tider absurde indretning. 
 
KORNET ER I FARE
Hagen Hasselbalch / 1944
Politisk censur er en udfordring, der kan afstedkomme klassikere. Som denne biograf-forfilm, der er en allegorisk advarsel mod besættelsesmagten i form af en snudebille-invasion. Datidens publikum havde ikke svært ved at sætte lighedstegn mellem snudebillen og de tyske besættelsestropper.
 
DET GÆLDER DIN FRIHED
Theodor Christensen / 1946
Om de kompromiser, de studehandler og den frygt, der førte til den danske samarbejdspolitik under Anden Verdenskrig. En film, hvor billedsiden fortæller og ikke blot illustrerer indtalingen, og hvor indtalingen i sig selv er et retorisk studie værd.
 
DE GAMLE
Henning Carlsen / 1961
Alderdommen, som den opleves af en række ældre. Der er interview-brudstykker blandet med lange køreture og indre monologer. Tankerne flyver — et overflødighedshorn af udsagn om alderdommens svøbe og fortræffeligheder.
 
KNUD
Jørgen Roos / 1965
Portrættet af polarforskeren Knud Rasmussen kortlægger hovedpersonens rejser, opdagelser og ekspeditioner igennem et fantastisk arkivmateriale og tegninger. Filmen redegør for myten Knud Rasmussen og tegner samtidig et portræt af mennesket bag myten. 
 
LIVET I DANMARK
Jørgen Leth / 1971
Katalog over udvalgte danskere filmet i opstillinger enkeltvis eller i mindre grupper mod sort baggrund. Vi møder blandt andet en cykelrytter, en populær skuespiller og tretten ugifte kvinder fra en provinsby. Scenerne varierer mellem rene præsentationer, performances og refleksioner. 
 
FØR GÆSTERNE KOMMER
Jon Bang Carlsen / 1986
Et studie i venten. To damer på et hotel på Fanø udveksler livsvisdom, anekdoter og spydigheder samtidig med, at de gør hotellet klar til sæsonen. Efter omfattende research har Jon Bang Carlsen skrevet et manuskript, og de medvirkende spiller sig selv.
 
GISELLE
Anne Wivel / 1991
Vi føres ind i ballettens verden via den fantastiske koreograf Henning Kronstam, mens han fører Heidi Ryom ind i balletten Giselles hovedrolle. Kameraet er præcist koreograferet i sin glidende gang rundt på Det Kongelige Teater.   
 
DEN HØJESTE STRAF
Tómas Gislason / 2000
Stalin-tidens rædsler graves op efter forlæg af Ole Sohn, der også optræder som hovedperson i filmen. Stilistisk en blanding af håndholdt detektivhistorie og en klippemæssig hyldest til de russiske mestre Eisenstein og Vertov.
 
FAMILY
Sami Saif og Phie Ambo / 2001
En film om at søge efter sin far og om danske og arabiske familiefølelser. Småkamera-optagelser kombineres med Cinemascope-formatet, symfoni-musik, følelsesmættet klipning og spillefilmdramaturgi.

© Filmmagasinet Ekko