Kommentar
09. juni 2017 | 22:08

Kommentar: Lad mysteriet leve!

Foto | Robert Humphreys
Der skete mange mærkelige ting i løbet af de tre sæsoner af The Leftovers, men i seriens sidste afsnit var den helt håndfaste kærlighed mellem Nora (Carrie Coon) og Kevin (Justin Theroux) i centrum.

Sidste afsnit af The Leftovers beviser, at serien er en af nyere tids bedste, fordi den tør give svar, der er både komplekse og banale.

Af Nicki Bruun

Mange mennesker er helt forståeligt blevet irriteret, ja, nærmest provokeret af The Leftovers.

Efter tre sæsoner og godt 28 timer i selskab med familien Garvey og resten af de efterladte i seriens mystiske univers er man nødvendigvis blevet frustreret undervejs.

Således også i seriens allersidste afsnit, der fik dansk premiere på HBO Nordic i mandags den 5. juni, og ganske symbolsk startede med introsangen fra anden sæson, Iris Dements Let the Mystery Be.

For hvad der øjensynligt var en ren og klar afrunding, kan også ses som en forlængelse af seriens kongstanke: Ikke alle spørgsmål skal besvares.

Men det skaber en fortræffelig frustration, fordi serien blev lukket netop, som sådan nogle bør: ved at holde det helt enkelt og samtidig åbne muligheden for en verden af spørgsmål.

Til sidst afslørede Nora Durst – der mistede sin mand og to børn ved seriens begyndelse – hvor familien på overnaturlig vis var forsvundet hen (hvis du ved det, ved du det, og hvis ikke, må du se The Leftovers – god fornøjelse).

Eller gjorde hun?

Et spørgsmål om tro
Selvfølgelig foreligger muligheden, at den pæne sløjfe, hun binder for sit livs nye kærlighed, Kevin Garvey, bare er løgn. Der er nemlig rig tradition for, at de nedbrudte mennesker i The Leftovers lyver for sig selv og dem, de elsker.

Hvad end det gælder Kevins fortielse af sin konstante leg på kanten af døden, eller hans svigerbror Matt Jamisons fornægtelse af sin egen dødsdom, har sandheden altid været en svær størrelse i serien.

Og sidste afsnit cementerer på smukkeste vis, at det aldrig har handlet om sandhed og løgn, rigtigt og forkert, men derimod, hvad man vælger at tro.

Når duerne vender tilbage til sidst i slut-afsnittet, står det klart, at kærligheden mellem Nora og Kevin er mere virkelig end noget andet. Men det viser også, at de smukke kærlighedserklæringer, som duerne skulle have bragt ud i verden, bare var romantiske sværmerier.

Men forringer det budskabet?

Nej, synes serien at mene, og det køber man faktisk, så længe den himmelsk smukke og sørgmodige tema-melodi sidder i ørerne. Men dér, hvor The Leftovers for alvor løfter sig og bliver blandt tv-historiens bedste serier, er i sin insisteren på konstant at udfordre seerne.

Konstant mindfuck
Undertegnede blev allerede lettere irriteret, da anden sæson af The Leftovers sparkede i gang med at flytte familien Garvey fra New York-forstaden Mapleton til den texanske mirakelby Jarden, hvor familien Murphy blev introduceret.

I min firestjernede anmeldelse af sæsonens første fire afsnit brokkede jeg mig over, at de deprimerende og masserygende Skyldige Efterladte til en vis grad var blevet erstattet af noget så forstyrrende som humor.

Ja, et mærkeligt kritikpunkt, men modsat de fleste andre havde jeg forelsket mig i første sæsons sortsynede tristesse, der gav plads til et gevaldigt dyk ned i eksistensens dybder.

Ved endnu et gennemsyn stod det dog klart, at flytningen naturligvis var den eneste rigtige retning for en serie, hvis raison d’être er at vedblive med at overraske – et konstant mindfuck.

Og overraske gjorde The Leftovers i sidste afsnit. Ved ikke at bevæge sig ind i de alternative dimensioner, som serien ellers har besøgt adskillige gange, blev slutningen mindre symbolsk og mere praktisk end forventet.

I sidste ende handler det hele om, hvem vi elsker, og hvordan vi gør det.

Dermed er sagen – og serien – kompliceret og banal på samme tid. Den kan betyde det meste, og selv om slutningen virker definitiv, kan man vælge, hvad man tror – og lade mysteriet leve.

© Filmmagasinet Ekko