Ugens streaming
08. juni 2018 | 13:00

Streaming: Mennesket mod naturen

Foto | Kimberly French
Hugh Glass (Leonardo DiCaprio) udforsker i 1800-tallet den amerikanske vildmark og må kæmpe sig tilbage til civilisationen i The Revenant.

Når mennesket bliver konfronteret med den faretruende natur, træder vores egen natur frem. Ugens streaming-anbefaling er barske film, så er alle advaret.

Af Mikkel Krebs Behnke

Når man flanerer rundt i byerne, er det svært at forestille sig den faretruende natur.

Vi er udmærket klar over de konstante trusler, der er fra trafikken eller vores medmennesker. Men naturen kan være nem at glemme.

Det har vi til gengæld filmene til at huske os på. Naturen kan slå til når som helst, og når den gør, er vi mennesker magtesløse.

I denne uges streaming-anbefalinger har vi udvalgt fem film, der skildrer menneskets kamp mod naturen, men filmene beskæftiger sig også med menneskets egen natur.

Hvad sker der, når naturen skræller de civiliserede og kulturelle lag af?

Udflugt med døden

En hyggelig kanotur for fire storbymennesker udvikler sig til en vanvittig overlevelseskamp, som de aldrig havde regnet med. Deres hovmod og foragt for de lokale viser sig at være fatal.

Udflugt med døden (originaltitel: Deliverance) er en klassisk fortælling om kulturen mod naturen. Og i mødet med flodens brutale beboere – hillbillies – skrælles de civiliserede lag af storbymenneskene.

John Boormans klassiker er en uafrystelige film, der viser, at der ikke er langt fra menneskets civiliserede ”jeg” til vores dyriske instinkter.

Købes eller lejes på Blockbuster.

 

The Revenant

En hårdt såret Leonardo DiCaprio kæmper sig i Alejandro Inárritus The Revenant imod alle odds tilbage til civilisationen. Drevet af hævn finder han kræfterne til at kravle gennem mudder, gemmer sig i et hestekadaver, svømmer gennem iskoldt vand og overlever vinterens kulde.

Den ultimative (og sande) overlevelseshistorie.

The Revenant er en bjergtagende smuk film, der har nogle af filmhistoriens mest imponerende onetake-scener. Ofte føler man sig som en del af den ubehagelige ekspedition i det kolde Mississippi-område. Filmen var nomineret til hele tolv Oscars og vandt tre for bedste instruktør, bedste mandlige hovedrolle og bedste fotografering.

Købes eller lejes på SFanytime og Blockbuster.

 

Into the Wild

Da Alexander McCandless i begyndelsen af 90’erne begiver sig ud på sin rejse mod Alaska, er det faktisk for at komme væk fra civilisationen, som han er begyndt at foragte.

Han vil finde friheden i naturen i bedste Henry David Thoreau-stil. Men det er paradoksalt nok også den eftersøgte natur, der bliver hans endeligt.

Sean Penns Into the Wild fra 2007 skildrer på rørende og ærlig vis en ung mands jagt på sjælen i USA og mest af alt i sig selv. En glimrende roadmovie om naturens skønhed – og brutalitet.

Streames på HBO Nordic og købes eller lejes på Blockbuster og SFanytime.

 

Jurassic Park

Det er et yndet tema, når mennesket forsøger at kontrollere naturen eller, i tilfældet med Jurassic Park, leger Gud. Og budskabet er ofte det samme: Lad være!

Steven Spielbergs fremragende film fra 1993 om en menneskabt forlystelsespark med dinosaurer er et perfekt eksempel på naturen versus mennesket.

Den excentriske rigmand John Hammond (Richard Attenborough) har ved hjælp af avanceret genteknologi vakt fortidens dinosaurer til live. Et hold bliver sendt af sted for at teste forlystelsesparken, men efter en række uheld vandrer dinosaurerne frit rundt.

Streames på C More.

 

Vi lever

I 1972 styrter et fly ned i Andesbjergene med et rugbyhold fra Uruguay. De fleste overlever, men hjælpen kommer aldrig.

Rugbyholdets overlevelseskamp skildres i Vi lever, hvor tre af mændene heroisk begiver sig ud til fods i kulden for at hente hjælp.

Vi lever er historien om, at når alt håb er ude, så forsvinder kulturens normer, og overlevelsesinstinktet træder til. De overlevende må simpelthen spise deres døde venner. ”De lånte os deres muskler, så vi kunne gå.” Den forfærdelige historie skildrer filmen på uforglemmelig vis.

Købes eller lejes på Blockbuster.

Hver uge giver Ekko fem bud på, hvad du skal streame.

Vi anbefaler både film og tv-serier.

Denne uge fokuserer vi på film om menneskets kamp mod naturen.

© Filmmagasinet Ekko