Nyhed
13. feb. 2018 | 10:53

Haneke: #MeToo fører til en heksejagt

Foto | Sony Pictures Classics
Michael Haneke har vundet to Guldpalmer i Cannes og er vel nok Europas største instruktør. Han ser med kritiske øjne på den aktuelle #MeToo-bevægelse, der ifølge instruktøren er mandehadsk puritanisme.

Den østrigske instruktør Michael Haneke mener, at #MeToo-bevægelsen fører til mandehad og en heksejagt, der hører hjemme i middelalderen.

Af Mikkel Krebs Behnke

På det seneste har en række internationale stemmer kritiseret #MeToo-bevægelsen.

Catherine Deneuve og 99 andre kvinder forfattede i januar et indlæg i avisen Le Monde, hvor de skriver, at mænd er ”blevet straffet, tvunget ud af deres job, når alt, hvad de gjorde, var at berøre nogens knæ eller prøve at stjæle et kys”.

Den udmelding har skabt mange protester, men nu tilslutter Europas vel nok største instruktør sig kritikken af #MeToo-bevægelsen.

”Denne nye, mandehadende puritanisme, der kommer i kølvandet på #MeToo-bevægelsen, bekymrer mig,” siger Michael Haneke til den østrigske avis Kurier.

Fordomsfuldt hysteri
Michael Haneke er kendt for at være en særdeles skarp civilisationskritiker, og han blotlægger i et mesterværk som Det hvide bånd særligt den patriarkalske familie- og samfundsstruktur.

Derfor kommer hans udtalelser om #MeToo-bevægelsen, der primært angriber mandligt magtmisbrug, måske som en overraskelse.

Haneke understreger, at voldtægt og enhver form for tvang skal straffes, men han kalder #MeToo-bevægelsen fordomsfuldt hysteri.

Desuden vender han sig imod, at de anklagede skuespillere og instruktører bliver fjernet eller klippet ud af film og tv-serier for ikke at miste tilskuere.

Mandschauvinisme
”Hvor befinder vi os? I en ny middelalder?” spørger Michael Haneke retorisk og fortsætter:

”Det her har intet at gøre med, at ethvert seksuelt eller voldeligt overfald – om det så er mod kvinder eller mænd – ikke skal fordømmes eller straffes. Men heksejagten skal forblive i middelalderen.”

Instruktøren forbereder sig på de vrede reaktioner, der måske vil komme oven på hans kritik af #MeToo-bevægelsen.

”Jeg kan forestille mig, hvad man kan læse på internettet efter det her interview: Haneke, det mandschauvinistiske svin.”

Haneke i Ekko #77

Det nye nummer har et stort interview med Michael Haneke.

Det kan købes i kiosker eller bestilles her.

© Filmmagasinet Ekko