Nyhed
29. juni 2012 | 09:23

Munks forbandede ungdom

Foto | Helene Withington
Kaspar Munk

Kaspar Munk har lavet den bedste danske ungdomsfilm i flere årtier – og præsenterede den for første gang for et publikum på Ekkos filmkursus i Ebeltoft.

Af Helene Withington

Ekkos sommerkursus har budt på adskillige forpremierer i adskillige genrer – fra alvorlige dramaer til fornøjelige komedier.

Og også i ungdomsfilmgenren har kursisterne fået en forsmag på, hvad der venter senere i det danske filmår.

Den Super 16-uddannede Kaspar Munk debuterede i 2010 med ungdomstragedien Hold om mig.

Nu er han klar med sin opfølger, You & Me Forever, der er en af de bedste danske ungdomsfilm i lang tid og handler om de to veninder Laura og Christine, hvis symbiotiske venskab revner, da en ny, vild pige kommer ind på gymnasiet.

”Jeg startede på filmen to dage, før den første havde premiere – uden finansiering,” fortalte instruktøren for publikum i Ebeltoft efter snigpremieren på filmen.

”Jeg havde fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond og valgte at bruge pengene til at lave film i stedet for bare at sidde og tænke,” sagde Kaspar Munk.

Dramatisk ungdom

Allerede tidligt i karrieren opdagede Kaspar Munk det dramatiske gods i de svære ungdomsår.

”Min første kortfilm handlede om det første kys, og jeg fandt ud af, at der er enormt meget interessant stof i den periode af livet,” sagde han.

Efter arbejdet med den relativt traditionelle produktion Hold om mig havde instruktøren lyst til at afprøve en anden måde at lave film på.

”Det tunge produktionsapparat bremser nogle gange det kreative arbejde. I Hold om mig kunne jeg mærke, at jeg havde brug for at lave nogle improvisatoriske scener med hovedpersonen, der spillede en meget mørksindet pige,” sagde han.

”Men hvis vi skulle gøre det, krævede det fagligt møde og større budget for, at det overhovedet skulle kunne lade sig gøre.”

Pædagog og instruktør

You & Me Forever arbejdede Kaspar Munk med en storyline, men uden noget manuskript. En metode, der da heller ikke var uden risici, indrømmede instruktøren.

”Man er hele tiden nervøs for, om der er en mening i historien, når man leger den frem, som vi gjorde. Jeg ville hellere skabe liv end en narrativ fortælling. Men selvfølgelig var det enormt nervepirrende, og jeg lavede tre subplots, som endte med at blive fjernet helt.”

Men hvordan arbejder man med unge skuespillere i scener, der kan være temmelig grænseoverskridende og ”ikke for børn”?

”Det handler meget om at skabe tillid. Jeg brugte mere tid med dem uden for optagelserne end på optagelserne. Man skal tale med dem om, at de skal adskille dem selv fra de karakterer, de spiller – og også have en dialog med forældrene. På den måde bliver man lige så meget pædagog som instruktør,” grinede Kaspar Munk.

© Filmmagasinet Ekko