Nordic Reality: Nabokrigen i Tarm

Vestjylland bliver sjældent portrætteret på film, men Christian Sønderby Jepsen (f. 1977) har gjort det til sit speciale. Han regnes blandt de helt store danske dokumentarfilmtalenter og underbyggede det ry, da han i 2012 modtog en Bodil for sin første lange dokumentarfilm: Testamentet.

Instruktørens første dokumentarfilm efter afgangen fra Den Danske Filmskole, Side om side, er med på dvd’en Nordic Reality, som Ekko har produceret i samarbejde med tre andre nordiske filmmagasiner.

To matrikler i Tarm
Side om side handler om den bitre nabostrid mellem instruktørens egen far, hr. Jepsen, og dennes nabo, hr. Frost, der ikke har snakket sammen i mange år. I stedet har de forskanset sig bag hver deres hæk og etableret et umælende ingenmandsland mellem de to matrikler i landsbyen Tarm.

Med dokumentarfilmen forsøger Christian Sønderby Jepsen at trænge ind til stridens kerne og mægle i sagen. Samtidig indfletter han et fint egnsportræt af Vestjylland og dens befolkning. 

– Hvordan startede filmen, og hvilke omstændigheder blev den til under?

”Jeg havde hele min barndom syntes, at vores nabo var underlig. En indremissionsk landmand, der dyrkede sine afgrøder på de marker, som stødte op til mine forældres hus. Svend Frost hed han, og jeg kunne ofte skimte hans krumbøjede skikkelse gennem røgen fra den afbrændte mark.”

”Da jeg blev i slutningen af tyverne, begyndte jeg at undres over min manglende sympati for et menneske, jeg aldrig havde mødt, og jeg gik over i løvens hule, som han selv udtrykker det i filmen. Jeg fandt ud af, at ham og min far ikke havde snakket i femten-tyve år, og at de ikke engang kunne blive enige om at dele hæk. De havde bygget hver sin hæk med et to meters ingenmandsland imellem. Jeg blev nødt til at finde ud af hvorfor, og da jeg havde brug for en god historie på det tidspunkt, fik jeg ideen til at lave det til film.”

– Hvorfor valgte du den æstetiske tilgang til emnet?

”Jeg var på det tidspunkt træt af grumset håndholdt kamera og ville lave et look som en amerikansk spillefilm med dolly, lyssætning og storslåede billeder, som alt sammen kunne ophøje det hverdagsagtige univers. Også fordi jeg virkelig synes, at hverdagens ting som at slå græs og vande blomster er handlinger med stor værdi for mange mennesker. Ritualerne giver mig også tryghed og en følelse af kontrol. Det er sådanne værdier, som bliver overtrådt, hvis naboen kaster nogle sten over på ens matrikel eller løber efter ens børn. En ting, jeg virkelig forstod via filmen, var, at det er, når nogen truer de nære værdier og ens familie, at man kan se allermest rødt.” 

– Hvad var den største udfordring?

”Det var svært at få naboen Svend Frost med på, at han skulle filmes, da jeg jo kom fra fjenden på den anden side af hækken. Han var en vestjyde med stort V, som ikke havde brug for at få rusket op i fortiden og ikke var nysgerrig efter at lære mig at kende, men så hjalp det rigtig meget, at jeg havde Mira Jargil (instruktør og Jepsens kæreste, red.) med, som han og konen syntes var rigtig sød og smilende. De så hende som en garanti for, at det hele blev fortalt objektivt, da Mira ikke havde nogen aktier i konflikten.” 

Lyst til at blive kristen
– Hvad var det vigtigste, du lærte af de personer, du beskriver i din film?

”At folk har tænkt mere over livet og tingenes tilstand, end jeg går og tror. At alle, som er kommet op i alderen, har lavet sine egne værdier og livssyn ud fra erfaringer – værdier, som man kan være enig eller uenig i. De to hovedpersoner var mænd af ære, som lagde en stor stolthed i deres nære omgivelser og familie, og det har jeg respekt for. Jeg fik også helt lyst til at blive kristen efter filmen, men mest fordi det er en smuk tanke, at der er et liv efter døden, og tanken om, at der er en dybere mening og en gud, som holder øje med os, er betryggende og varm.” 

– Hvad håber du, publikum tager med sig fra filmen?

”At man skal huske at kommunikere, når man har en irritation inden i sig. At sige det på en ordentlig måde uden at lade følelserne tale. En stiltiende konflikt vokser sig hurtigt stor og tager alle mulige andre følelser med i farten, og pludselig er snebolden blevet uoverskuelig stor. Det er dog desværre ikke noget, jeg selv er fantastisk til at overholde, men det er da blevet bedre med årene! En anden vigtig læresætning i filmen er accepten af, at vi alle husker forskelligt og har vores egne sandheder. Kunsten er at acceptere andre, hvor de er og engang imellem gå fjenden i møde med en buket blomster eller en kold øl. Igen noget jeg selv kan være dårlig til.” 

– Hvordan ser du på resultatet nu?

”Jeg er glad for looket og fortællertempoet, som giver historien mulighed for at stå som en universel historie med tyngde trods filmens korte længde på 40 min. Jeg kan se en rød tråd i Side om side fra min afgangsfilm og videre frem mod de film, jeg laver i dag. Side om side var min debut efter filmskolen, og vi var det samme hold som på min afgangsfilm.” 

Menneskelig evolution anno 2013
– Hvilken nordisk dokumentarfilm fra samtiden har gjort det største indtryk på dig?

”Mods-trilogien af Stefan Jarl.”

– Hvilket tema fra livet i Norden har dokumentarfilmene forsømt at beskrive?

”Noget om det okkulte.”

– Hvad skal din næste dokumentarfilm handle om – og hvorfor har du valgt det emne?

”Min næste film skal handle om en spastisk lammet mand, som er topintelligent. Han vil spille på de normales banehalvdel, og der er fifty-fifty chance for, at det lykkes. Samtidig bliver filmen et nedslag i den menneskelige evolution anno 2013.”

– Hvis du kunne ændre én ting ved betingelserne for at lave dokumentarfilm i Norden, hvad skulle det så være?

”At financiererne var mere interesserede i at kaste penge i udvikling og research for at finde den gode historie og de gode karakterer. Der er for meget fokus på selve produktionen af dokumentarfilmen, for det er efter min mening i castingen og researchen, at man kan sikre sig den dybe, underholdende og holdbare historie, som man har lyst til at se igen og igen. Det koster tid og penge at fortælle en filmisk historie, men det koster også tid og penge at opsnuse den.”