Nyhed
02. apr. 2008 | 08:17

Nat med natten

NatFilm Festivalen stopper. Ikke fordi publikum er veget, men fordi politikerne har svigtet. Festivalens mangeårige primus motor, Kim Foss, gør status.

Af Kim Foss

Det er kun et par måneder efter regeringsskiftet i 2001. Martin Geertsen (V) er nytiltrådt kulturborgmester i København, og vi er en lille håbefuld delegation fra NatFilm Festivalen, som har fået foretræde i det elegante hjørnekontor på rådhuset.

Med i mappen har vi et forslag om en opgradering af vores ganske velvoksne og på det tidspunkt tolv år gamle festival.

Simpel knopskydning
På græsrodsniveau er vi nået så langt, som vi kan. Profilen er klar, og med et publikumstal op til 40.000 kan vi heller ikke klage over manglende tilslutning - slet ikke i betragtning af de særdeles begrænsede midler, vi arbejder med.

Men en international platform vil give mening og burde heller ikke koste alverden. En simpel knopskydning i form af et konkurrenceprogram - med ungt fokus og rettet imod fremtidens og ikke fortidens navne - vil øge festivalens betydning kolossalt.

Det er vores ræsonnement.

Stemningen er positiv. Og budskabet fra borgmesteren ligeså: "Vi kan ikke være mere enige."

Millionerne ruller
Hvad borgmesteren ikke fortæller er, at kommunen allerede er ved at forberede etableringen af sit helt eget filmflagskib, Copenhagen International Film Festival (CIFF). Derfor kommer næste henvendelse i sagen ikke fra rådhuset, men fra CIFFs nyslåede festivaldirektør Janne Giese.

Det offentlige har åbnet for kasserne. Millionerne ruller, kontorer skal lejes og indrettes, og en helt ny infrastruktur skal etableres. Og så skal der selvfølgelig hyres medarbejdere, heriblandt en programchef. Var det noget for mig?

Med jobtilbuddet følger en kopi af CIFFs ansøgning til kommunen. Og her afskrives NatFilm Festivalen efter alle kunstens regler. I Janne Gieses optik er der tale om en kuriøs, men ringe programlagt og ikke videre vellykket niche-event, der dårligt kan kaldes en festival. Og da slet ikke international.

Konkurrenceforvridning
Det er budskabet til politikerne. På denne "anmeldelse" bevilges pengene. Og på denne baggrund er der ikke længere én, men to internationale spillefilmsfestivaler i København.

I vore stille sind er vi rystede over denne form for skattefinansieret konkurrenceforvridning, men der er ikke noget at gøre. Ud over at jeg naturligvis takker nej til et jobtilbud, der understreger, hvor lidt den nye festival selv har på hjerte.

Kulturministeriet følger trop med yderligere millionstøtte til CIFF, også selv om Brian Mikkelsen ved sin tiltrædelse havde gjort sig til talsmand for at landets kulturaktører selv skulle blive bedre til at finansiere aktiviteter og events - og dermed stikke snablen mindre dybt i statskasserne.

Reduceret armslængdes princip
Spoler vi tiden godt og vel fem år frem - til efteråret 2007 - har det nye dyr i åbenbaringen allerede kostet det offentlige et tocifret millionbeløb, uden at festivalen af den grund har fået ordentligt fat (billetsalg 2007: 18.975). Og den "gamle" festival får - i kraft af sin fortsatte succes - kun den nye til at se endnu dårligere ud.

Det synes Martin Geertsen også.

Til Politiken udtaler han, at Københavns Kommune ikke kan forsvare at støtte to konkurrerende festivaler, og den fortsatte støtte til NatFilm og CIFF betinges nu af, at festivalerne lægges sammen - efter den reducerede armslængdes princip.

Derfor kan vi nu se frem til en gentagelse af, hvad det københavnske teaterfolk blev udsat for forrige år: et kulturelt tvangsægteskab, der til tonerne af endnu flere klingende skattekroner skal give politikerne den succes, CIFF aldrig magtede at levere.

Toneangivende i hele tre genrer
Og ikke nok med det.

Den første udmelding fra den nye konstruktions bestyrelsesformand, tidligere chef for Det Kongelige Teater Michael Christiansen, lyder som gammel CIFF på nye flasker: Nu skal vi være toneangivende i Europa, og det i hele tre genrer på én gang.

Med i handlen ryger nemlig cph:dox, der startede som et satellitprojekt under NatFilm Festivalen, og børnefilmfestivalen Buster, som Det Danske Filminstitut på stedmoderlig vis lagde ind under CIFF sidste år.

Men erfaringen viser, at man risikerer at blive målt på, hvad man lover.

Dyrt indkøbte stjerner
Et af CIFFs største problemer har netop været de forventninger, festivalen selv har været med til at plante. Hvad angår publikumstallene, er den første opadgående kurve allerede knækket. Og så har der endda været sået tvivl om rigtigheden af de tal, som festivalen har offentliggjort.

Også med hensyn til festivalens internationale gennemslagskraft har man stukket blår i øjnene på politikerne, som lod sig indfange af lokkende, men fuldkommen illusoriske billeder af en ny Cannes-festival i København. En fjer kan godt blive til fem høns, men der vokser altså ikke gyldne palmer på en vingeskudt svane.

De europæiske spillefilmfestivalers hierarki er nemlig så godt som umuligt at rokke ved. De store festivaler slås ganske vist med alle forhåndenværende midler, men det er altid de samme tre, der ender øverst på podiet: Cannes, Berlin og Venedig.

At gå ind i den kamp er meningsløst, men det afholder naturligvis ikke stræbsomme politikere fra at prøve. Senest har Roms borgmester Walter Veltroni besluttet, at man vil spise kirsebær med de store. Ti millioner euro er, hvad det anslået koster at afvikle byens nyetablerede festival. Men selv nok så mange dyrt indkøbte stjerner (rygtet vil vide, at Nicole Kidman modtog en mindre formue for at møde op til den første udgave) ændrer ikke ved, at det kun er de færreste, som tror, at romernes filmiske almagtsdrømme vil blive indfriet.

Sæt galskaben fri
Man må håbe, at Mikkel Harder Munck-Hansen, der blev udnævnt som administrerende direktør for de sammenbragte festivaler for to uger siden, vil have øjne for denne diskrepans og prioritere den filmfaglige substans.

Ligesom man må håbe, at han vil skæve til festivalerne i blandt andet Rotterdam, Edinburgh og Göteborg, hvor man i kraft af kompromisløs programlægning og solid forankring i det lokale publikum faktisk har formået at skabe festivaler, der burde få hjertet til at svulme i ethvert byrådsmedlems bryst.

NatFilm Festivalen har alle år befundet sig i slipstrømmen på denne type festivaler, så i virkeligheden er en stor del af forarbejdet gjort. Især hvad angår viljen til at satse på nye, unge talenter. Og lysten til at anspore den ikke-tilpassede filmkunst, normbryderne og hvad Kim Larsen kalder det dårlige selskab.

Læren fra dogme
Det er nemlig her, at man kan gøre en forskel. Det pæne og konventionelle resulterer sjældent i andet end små skvulp i den filmhistoriske sø. Bølger er gjort af anderledes uregerligt stof, hvilket Zentropas selvudnævnte tosser satte en tyk streg under med dogmebevægelsen.

Dansk filmhistories mest geniale markedsføringstrick blev endda fulgt kunstnerisk til dørs - ikke mindst med Lars von Triers Idioterne, som for alvor viste, at der var mening i galskaben.

Hvad de krøllede hjerner fra Avedøre også fik understreget var, at ens filmlykke ikke er gjort, fordi man har allieret sig med en god bankrådgiver. Hvis der ikke er noget på kontoen i idébanken, kan det være lige meget.

Formidling er kreativ kunstart
Som sagt: Forhåbentlig vil man prioritere de skæve indfald på den fusionerede festival, der skal afvikles første gang i april 2009. Går man efter at blive filmens Kongelige Teater, bliver det bare en CIFF version 2.0. Et filmens svar på Roskilde-festivalen vil derimod vække opsigt i den ganske verden.

Formidling er også en kreativ kunstart, hvilket meget fint blev demonstreret ved sidste uges lancering af NatTøj-kollektionen, som blev skudt af fra det tidligere Ungdomshus' blokvogn, hvorfra Djs og megafonbevæbnede manufakturhandlere lavede larm i gaden.

På papiret lød det muligvis som et fjollet pressestunt, men gadebilledet var et andet, de timer pyjamasfesten rullede gennem byen. Ikke engang i NatFilms tidlige år gik det så tosset for sig. Også selv om projektet allerede i sit udgangspunkt, snart tyve år tilbage, var en kende skørt.

Høj- og lavkultur mixes
Grand Teatrets daværende direktør, den alt for tidligt afdøde Peter Emil Refn, ærgrede sig over, at biografsalene stod tomme om natten. Samtidig havde Carlsberg et nyt produkt, der var viet døgnets mørke stunder. Og så var det dengang, der var markedsføringsbudgetter til. Sort Guld - og sloganet "Natten er sort som guld" - finansierede festivalen de første svære år.

Pionérånden smittede af på alle. Også på de stakkels operatører, der måtte sætte friske filmruller i fremviseren til hen imod den lyse morgen. Siden er festivalen blevet en kende mere småborgerlig, hvad visningstidspunkterne angår.

Men på indholdssiden går det den stik modsatte vej. Denne skribent var selv med til at fremelske, hvad man vist roligt kan kalde det udvidede filmkulturbegreb. Det lyder forfærdeligt postmoderne, og det er det også: høj- og lavkultur i et grasserende mix!

Og hvert år med en ny definition på, hvad en coverstjerne kunne være. Hele projektets grafiske identitet tog afsæt i et stjerneglimtrende sort-hvid-portræt, som ikke kun skulle pryde program og annoncer, men også festivalens plakater, der efter fransk forbillede blev trykt i det størst mulige format.

Anna Karina på besøg
Tilfældet ville, at langt de fleste mandlige koryfæer var afdøde eller uden for rækkevidde, økonomisk eller pædagogisk (og nogle gange begge dele).

Men der findes stjerner, der er gjort af et andet stof. Yngre som aldrende lod de sig opvarte i København - fra den stålsatte Jeanne Moreau over porøse Maggie Cheung til danskfødte Anna Karina, der i ledtog med Jean Luc-Godard var blevet et stort navn i sit annekterede hjemland Frankrig, men som ikke desto mindre kunne skridte København af ganske uantastet, mildt måbende over gensynet med gamle Danmark.

Og så var der festivalens måske største stjernestund, da Ingmar Bergmans gamle muse - en af mange, ganske vist - den søde, milde og stadigt indtagende Harriet Andersson sad for bordenden i Henning Carlsens patricierlejlighed. Den evigt unge danske instruktør - og hans evigt unge hustru, Else - havde generøst åbnet dørene til parrets hjem, og ind væltede dusinvis af filmfolk fra den ganske verden, inklusive syv håbefulde skuespillere fra Shooting Stars-præsentationen i Berlin.

Den dag i dag snakker de stadig om Harriet, den usædvanlige danske gæstfrihed og Henning Carlsens imponerende kollektion af antikke filmfremvisere og laterna magica'er.

cph:dox
Det er nemt at fortabe sig i minder, men det var egentlig ikke ærindet med denne tekst. Ud over at give en lille insiderberetning fra en virksomhed i kulturpolitikernes kløer, var det også planen at slå to slag:

Ét for de natfilmske værdier (det er vist gjort) og ét for Danmarks uden sidestykke vigtigste filmbegivenhed, cph:dox.

Spillefilmfolk har det med at indtage en patroniserende holdning, når det gælder dokumentarfilmen. Men med Tine Fischer ved roret har den blot fem år gamle cph:dox faktisk arbejdet sig op til at ikke kun at være den næstbedst sælgende festival i Danmark (efter NatFilm Festivalen), men også et internationalt forbillede ud i innovation, inspiration og evnen til at tænke på tværs af genrerne.

Så skal skattekronerne arbejde, må man håbe, at der bliver kanaliseret så meget risikovillig kapital som muligt efter, hvad der inden for en kort årrække kan blive en af verdens førende begivenheder på området. I festivalverdenen er det nemlig på dokumentarfilmområdet - og ikke på spillefilmfeltet - at der for alvor er vækstmuligheder. cph:dox er allerede blandt de største dokumentarfilmfestivaler i Europa.

Ingen klar vision
Denne hårdt tilkæmpede position skal ikke kun fastholdes, men udbygges. Men det kræver, at den nye festivalkonstruktions direktør er på omgangshøjde med folkene bag cph:dox' hvad angår niveau og ambitioner. Om han er det, er faktisk ikke til at vide. Et af de store problemer ved den nye store festivalfusion er nemlig, at der er klare visioner i spil for cph:dox, mens præmissen for spillefilmdelen slet ikke er formuleret endnu.

Festivalerne har nok føjet sig for politikernes pisk, det klart formulerede sammenlægningskrav, men uden at have formuleret nogen tilbundsgående vision og målsætning for det samlede projekt. Og uden forudgående analyse af de virksomheder, der føres sammen.

Den overordnede motivation har mest handlet om én ting, nemlig adgangen til flere likvide midler - blandt andet i form af et tocifret, men endnu ikke bevilget millionbeløb fra økonomi- og erhvervsministeriets nye fond til markedsføring af Danmark. Det har været den gulerod, man fra officielt hold har viftet med, da sammenlægningen skulle gøres spiselig.

Uløselig stillingskrig
Det har i mine øjne været den helt forkerte rækkefølge, men det synspunkt har ikke vundet gehør, og det ved jeg, for jeg har selv - helt forgæves - forsøgt at gøre det gældende i NatFilm Festivalens bestyrelse, hvor jeg har siddet, siden jeg selv ophørte med at arbejde for festivalen.

I stedet er NatFilm og CIFFs medarbejdere blevet bedt om selv at afhandle visioner og målsætninger med hinanden, uden at nogen af parterne har været udstyret med noget afgørende mandat. Resultatet har været en forudsigelig og uløselig stillingskrig, og derfor er beslutningen nu lagt i hænderne på en ny direktør, Mikkel Harder Munck-Hansen, der ifølge rygtet skulle være progressivt stemt, men som ikke har nogen erfaring med filmverdenen.

Topstyring
Til hvilken side vægten tipper, vides derfor ikke. Man kan håbe det bedste og frygte det værste. Faktum er, at direktørens identitet blev lækket til pressen før medarbejderne overhovedet fik sat ansigt på. Og faktum er, at baglandet heller ikke blev inddraget, da den nye bestyrelsesformand skulle findes.

Den slags er sikkert comme il faut i visse dele af erhvervslivet, men hvad angår NatFilm Festivalen og cph:dox går denne form for topstyring stik imod de principper, der har gjort festivalerne til succeser. Fratager man medarbejderne ejerskabet til de begivenheder, de af egen drift har fået til at blomstre, er der overhængende risiko for, at de kreative kræfter afmønstrer, endnu inden skuden er søsat.

Sker det, har den nye, kommunale og statsstyrede kulturinfiltreringspolitik for alvor spillet fallit.

Kim Foss er direktør for Grand Teatret i København. I 2006 modtog han en æres-Bodil for sit arbejde med NatFilm Festivalen, 1993-2006.




2007: Publikumstal og offentlig støtte til CIFF og NatFilm


Copenhagen International Film Festival:


Københavns Kommune: 2.000.000
Kulturministeriet: 1.000.000
Det Danske Filminstitut: 1.300.000
H.U.R.: 500.000

Støtte i alt: 4.800.000 kr.
Solgte billetter: 24.681


NatFilm:

Københavns Kommune: 509.000
Kulturministeriet: 0
Det Danske Filminstitut: 1.000.000
H.U.R.: 0

Støtte i alt: 1.509.000 kr.
Solgte billetter: 35.012

© Filmmagasinet Ekko