Interview
30. mar. 2018 | 16:20

Niels Nørløv: ”Kun et bump på vejen”

Foto | Danske Filminstruktører
Bestyrelsen i Danske Filminstruktører fortsætter med det samme hold. Stående fra venstre: Rasmus Kloster Bro, Birgitte Stærmose, Klaus Kjeldsen (næstformand), Mette-Ann Schepelern og Christian Holten Bonke. Siddende: Søren Kragh-Jacobsen, Christina Rosendahl (formand) og Anders Refn.

Det lykkedes ikke for Niels Nørløv at blive valgt til Danske Filminstruktørers bestyrelse. Vi går ham på klingen og spørger, om tiden er kommet til at nedlægge våbnene i kønskampen.

Af Claus Christensen

”Okay, jeg har fået en røvfuld. Og du må da godt kalde det et forsmædeligt nederlag, men det var kun et bump på vejen,” siger instruktør Niels Nørløv, som i tirsdags forsøgte at blive valgt til bestyrelsen i Danske Filminstruktører.

Han tabte.

Selv om halvdelen af de otte pladser i bestyrelsen skulle besættes, og selv om Niels Nørløv var den eneste kandidat foruden fire bestående medlemmer, der stillede op til genvalg, lykkedes det ham ikke at vippe en eneste af dem af pinden.

”Jeg har hørt, at der vist var 65 afgivne stemmer, og dér har jeg vel fået en håndfuld stemmer. Jeg accepterer fuldt ud den demokratiske proces, men sandheden er altså ikke demokratisk,” siger Niels Nørløv over telefonen dagen derpå.

Forkvinden Christina Rosendahl opnåede genvalg sammen med næstformand Klaus Kjeldsen, Anders Refn og Rasmus Kloster Bro. De øvrige bestyrelsesmedlemmer, som ikke var på valg i år, er Søren Kragh-Jacobsen, Birgitte Stærmose, Mette-Ann Schepelern og Christian Holten Bonke.

”Det er godt, når medlemmerne, inklusive Niels Nørløv, stiller op til bestyrelsen, for det er tegn på et levende demokrati. Kampvalg er udtryk for engagement,” skriver Christina Rosendahl i en mail til Ekko.

Knapt så diplomatisk er instruktør Janne Giese, der på Ekkos Facebook-side konstaterer:

”Niels Nørløv fik da heldigvis understreget, at han ikke blot er antifeminist, men også borgerlig og tilhører det yderste højre. Han mente, at der måtte være plads til ham i bestyrelsen. Dét mente forsamlingen bare ikke. Han blev koldt og klart afvist.”

Overraskende kandidat
Niels Nørløv har i de seneste par år været i åben konflikt med sin fagforenings forkvinde, Christina Rosendahl.

Siden foreningen 31. maj 2016 udsendte en pressemeddelelse om ”systematisk forskelsbehandling” af kønnene blandt danske filminstruktører, har han talt dunder i debatindlæg og interviews, ikke mindst i Filmmagasinet Ekko.

Han mener, at Rosendahl og resten af bestyrelsen på et usagligt grundlag begunstiger de kvindelige medlemmer af foreningen på mændenes bekostning. Ifølge Nørløv deler foreningen medlemmerne op i to grupper: én, som man ønsker succes, og én, som man ikke ønsker succes.

Omvendt mener Rosendahl, at den kønsmæssige ubalance i dansk film er så grel, at der skal gøres en særlig indsats, så antallet af mænd og kvinder, som får lov til at lave spillefilm, optimalt set bliver 50/50.

Bølgerne er gået højt, og derfor kom det som en overraskelse, da Niels Nørløv før foreningens generalforsamling på sin Facebook-side meddelte, at han ville stille op til bestyrelsen.

Pilrådden præmis
Det sviende nederlag rejser spørgsmålet, om Niels Nørløv ikke må se i øjnene, at han stort set står alene med sine holdninger. Er tiden kommet til at nedlægge våbnene i kønskampen?

”Hvis jeg ikke havde stillet op, ville jeg have fortrudt det, og så ville man kunne have kaldt mig et gabehoved, der bare sidder og råber i stedet for at gå ind og forsøge at påvirke foreningen indefra. Nu har jeg prøvet det, og det lykkedes ikke. Jeg råber videre!”

– Hvis du havde vundet den mindste forståelse i foreningen, ville dine støtter vel være troppet op, da du havde annonceret din kandidatur på forhånd?

”Det var der også nogle, som gjorde, og jeg blev faktisk opfordret til at stille op. Men mange af de instruktører, som får støtte til film og har deres på det tørre, putter sig. De tænker, at det ikke gavner dem at stikke hovedet frem.”

– Men man kan også vende det om og sige, at der er en stor opbakning til Christina Rosendahl og det arbejde, hun og bestyrelsen laver!

”Jeg anerkender som sagt den demokratiske proces, men det ændrer ikke en tøddel ved, at bestyrelsen ikke har fat i den lange ende. Den vil aldrig nå i mål, fordi præmissen er rådden. Der er ingen kønsmæssig diskrimination i dansk film.”

– Er du ikke bare en dårlig taber?

”Du fisker efter at lave en historie om, at flertallet har vurderet, hvad sandheden er. Ergo bør Niels Nørløv holde kæft. Hvis det er dér, vi er, så kan jeg spare dig tiden. For selvfølgelig holder jeg ikke kæft. Og hvis jeg var blevet valgt, ville jeg ikke nu over for dig kunne tale lige ud af posen. Jeg ville have været underlagt en etisk tavshedsklausul. Så det har også sine fordele, at det gik, som det gik.”

Trolden er borgerlig
– Du afbrød flere gange på mødet og skabte ifølge nogle deltagere en dårlig stemning. På Twitter har en instruktør rost Rosendahl med et citat af Michelle Obama:”When they go low, we go high.” Har du et problem med din stil?

”Jeg taber sikkert nogle folk med min stil, men jeg er ikke Dalai Lama, og i modsætning til Rosendahl har jeg ikke en dyr kommunikationsmedarbejder. Jeg er den, jeg er, og jeg siger tingene på den måde, jeg gør. Det primære må være, hvad man siger, og ikke, hvordan man siger det. Som instruktør kender jeg da alt til, hvordan man skal levere et budskab, men det er ikke ensbetydende med, at jeg som privatperson er særligt god til det. Jeg er meget kontant, når jeg debatterer, men jeg underbygger altid mine påstande med saglige kilder.”

– Men du hæver stemmen!

”Jeg føler ofte, at jeg sidder over for religiøse mennesker, hvis holdning jeg ikke kan ændre. I deres øjne er jeg et amoralsk svin, en mandschauvinist og kvindehader, alle de prædikater, som folk elsker at sætte på én, når de ikke har reelle argumenter. Som Janne Giese skrev i dag: ’Og så er han borgerlig!’ Trolden er borgerlig, men altså: Halvdelen af befolkningen stemmer blåt. Er de alle sammen idioter? Og når du snakker om stil, hvor lavt er det, at vi har en formand for Danske Filminstruktører, der gang på gang er blevet taget i at sige usandheder?”

– Hvis du har ret, må man konstatere, at det ikke er noget, som har holdt medlemmerne søvnløse om natten?

”Det er, fordi de kun taler med mennesker, der har den samme holdning, som de selv har.”

– Det er noget af en fordom?

”Lad mig give dig ét eksempel: Christina Rosendahl har ikke en eneste gang villet debattere med mig, selv om hun har fået tilbuddet mange gange i medierne.”

Kun kvalitet tæller
– Så du fortsætter kampen trods nederlaget?

”Havde du seriøst troet, at fordi jeg kom ind i et ekkokammer af en generalforsamling, så ville jeg stoppe med at sige min mening? Efter to år i det her debatcirkus har jeg set, hvordan folk i hele verden begynder at danse efter social justice warrior-bevægelsen. En idiotisk, halvmarxistisk tankegang vælter ind over verden. Man har en idé om, at hvis der er forskel på folk i slutpunktet, må der være tale om en undertrykkelse fra en gruppering med særlige privilegier. Dét har jeg en pligt til at tale imod. Ligestilling er lige muligheder, fravær af diskrimination, men det har intet med ligestilling i slutpunktet at gøre.”

– Men Nørløv, handler det basalt set ikke bare om, at en forening kræver et vist sammenhold, og en velfungerende bestyrelse forudsætter, at alle mere eller mindre trækker på samme hammel?

”Nu lyder du som en dårlig folkeskolelærer, der har en forestilling om det fantastiske nirvana: Hvis vi bare lige gør sådan og sådan, så bliver vi alle sammen gode venner. Forstår du ikke, at du ikke kan blive gode venner med mennesker, der starter med at sætte dig i en gruppe, som du ikke vil tilhøre?”

– Det lyder som en meget bastant udlægning!

”Claus, nu sætter jeg dig over i gruppen af mennesker, man ikke kan stole på, fordi jeg har besluttet, at du har privilegier! Det er det, der sker med identitetspolitik alle steder i historien, hvor man har dyrket en gruppes særlige karakteristika: arier over for jøder, protestanter over for katolikker, sorte over for hvide, arbejderklassen over for burgøjsere. Identitetspolitikken ser bort fra det enkelte menneske og dets rettigheder, som har været i fokus i de liberale samfund i de sidste 150 år. Identitetspolitikken er den nye religion i den vestlige verden og særligt i lande, hvor der er et meget stort velfærdssamfund. Og vi vil se mere og mere af den!”

– Men hvis identitetspolitikken i det her tilfælde kan føre til, at flere kvinder kommer til at instruere film, er det da meget godt?

”Det kommer an på, om kvaliteten følger med. Hvis kvaliteten falder, så vil politikerne sænke støtten til dansk film. Hvis vi nu taler om hjernekirurgi, er du så stadigvæk overbevist om, at det vil være fint at få flere kvinder ind? Nej, du vil da have den bedste, og så er du pisse ligeglad med, om kirurgen hedder Lone eller Poul. Du vil bare have den bedste, der åbner kraniet og fjernet svulsten på sit barn, og så er du komplet ligeglad med identitetspolitik. Det er kvalitet og kun kvalitet, der tæller.”

© Filmmagasinet Ekko