Nekrolog
11. feb. 2018 | 18:37

Ole Roos: Intellektuel og kompromisløs

Foto | Kasper Baastrup
I sin storhedsperiode i midten af 1970’erne lavede Ole Roos tv-spillene Syg og munter og Tilløkke Herbert samt filmatiseringen af Tom Kristensens Hærværk – værker, der med indføling og galgenhumor skildrer mænds personlige deroute.

Det var vildt at arbejde sammen med Ole Roos, skriver manuskriptforfatteren Jørgen Kastrup om instruktørvennen, der døde forleden – 80 år gammel.

Af Jørgen Kastrup

Søndag aften ringer telefonen. En stemme siger: ”Din gamle ven, Ole Roos er død!”

Det var hans søn Karl. Jeg fik et chok og vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg havde netop tænkt på at ringe til Ole. Vi mødtes for et par måneder siden tilfældigt på Nørrevold, og jeg lovede ved den lejlighed at ringe til ham, men det fik jeg aldrig gjort.

Nu var det for sent.

I mange år har vi jævnligt haft kontakt. Nogle gange gik der lang tid imellem, andre gange var det mere tæt. Vi kaldte det altid for et møde, for det var ikke bare snak. Det handlede nemlig næsten altid om film og projekter. Det var det, vores venskab drejede sig om i årtier.

Hof i kantinen
I 1970’erne arbejdede jeg som filmklipper på Danmarks Radio. Ole Roos kom tit fra filmbranchen for at instruere stykker, som det dengang hed, på tv-teateret.

Han var altid omgærdet af opmærksomhed. Ole holdt hof i kantinen med skuespillere og filmholdet. Han var altid midtpunkt, ofte et meget støjende midtpunkt. Det lignede en fest, men det var også arbejde. Ole kunne ikke skille det ad.

Det var vildt at være sammen med Ole, og enkelte hviskede endda til mig, at det indimellem var ligefrem skræmmende.

Jeg så hans tv-film Tilløkke Herbert (1974), hvor Otto Brandenburg spiller den alkoholiserede hovedperson. Med sit nærmest dokumentariske udtryk var den helt anderledes end alt andet tv-teater, der blev produceret på det tidspunkt.

Kort efter lavede han en ny tv-film om en outsider, Syg og munter med Jørgen Ryg i hovedrollen som den koleriske invalidepensionist Arntsen. Den var galgenhumoristisk og tydeligt inspireret af den franske nybølge, ikke mindst den abrupte klipning i Jean-Luc Godards Åndeløs.

En kræftpræstation
Jeg læste, at han skulle filmatisere Tom Kristensens Hærværk – en roman, jeg blev totalt forført af, da jeg læste den første gang.

Til julefrokosten på DR kom jeg i snak med Ole. Vi talte om Hærværk allerede under forretten. Jeg ville godt være med på den film, men det kunne ikke lade sig gøre, for vi var hvert vores sted.

Der gik lang tid.

Ole lavede Hærværk, som var noget af en kraftpræstation. Det opdagede jeg, da jeg så filmen. For fra første sekund kunne jeg se, at det var Ole Roos. Den havde det samme markante udtryk og samme billedstil som hans tv-film.

Men jeg syntes ikke, at historien helt fungerede. Det sagde jeg senere til ham. Han blev selvfølgelig fornærmet. Men han undskyldte det med, at filmen oprindelig var over dobbelt så lang, så han var tvunget til at klippe den ned til normal spillefilmlængde.

Joyce og Kierkegaard
Da han nogle år efter skulle lave en ny film på DR, var jeg så heldig at blive valgt som klipper. Det var overvældende. Oles kompromisløshed var en oplevelse. Det var ikke bare et ni til fem job. Det var nærmest hele døgnet.

Vi talte film hele tiden.

Her lærte jeg Ole at kende på forskellige områder. Hans kæmpe viden om litteratur, musik og især jazz, malerkunst og filmhistorie. Det var imponerende.

Han fik mig til at læse James Joyce. Og jeg måtte læse Søren Kierkegaards samlede værker for at kunne diskutere med ham. Jeg så gamle franske og tyske film for at kunne være med i samtalerne. Vi gik ofte i biografen sammen og diskuterede filmen bagefter. Vi kunne være ret uenige, og nogle gange udviklede det sig til et mindre skænderi.

Vi fortsatte samarbejdet, og på et tidspunkt begyndte vi at skrive filmmanuskripter sammen. Det foregik ligesom, når vi arbejdede i klipperummet.

Intet var nemt.

Ole skulle altid kæmpe med stoffet, han var aldrig tilfreds. Han ville altid lave stor kunst, koste hvad det ville. Nogle gange blev det for meget for ledelsen på DR. De truede med at tage filmen fra os og lade andre gøre den færdig. For en sikkerheds skyld tog vi filmen med hjem, når vi forlod klipperummet.

Støtten slipper op
Vi skrev et manuskript over Erik Aalbæk Jensens roman Kridtstregen. Den kom til at hedde Forræderne. Det var et utroligt arbejde. Vi var begge optaget af Anden Verdenskrig, og Ole havde næsten oplevet den selv (han blev født i 1937).

Hvad vi ikke lavede af research, er ikke værd at nævne. Ole var virkelig klar, da optagelserne begyndte. Men stadig var det hårdt arbejde for hold og skuespillere. Ole forlangte alt af sine folk.

Alligevel elskede de fleste at arbejde med ham.

Den sidste spillefilm, Ole lavede, er Manden der ville være skyldig (1990). Den skrev han selv efter Henrik Stangerups roman. Jeg klippede den.

Siden har vi skrevet en del manuskripter sammen. Men det blev mere og mere svært for Ole at få støtte til sine film. Man ville åbenbart hellere dyrke nye og unge talenter. Det er efter min mening en stor fejl.

De sidste værker
Til gengæld gik Ole tilbage til udgangspunkt: dokumentarfilmen, som i 1964 havde givet ham et gennembrud med portrættet af den franske skuespiller Michel Simon. Han lavede dokumentarfilm om skuespilleren Ib Schønberg, forfatteren Henrik Stangerup og instruktøren Theodor Christensen, som havde premiere i 2016 og blev hans sidste film.

Men jeg er sikker på, at der var mange flere film tilbage i Ole. Hvis han havde haft mulighederne og fået arbejdsro, havde vi i dag stået med markante værker at føje til den danske filmskat.

Jeg er stadig ikke kommet mig over Karls opringning. Jeg forstår ikke, at Ole ikke er her mere. Jeg savner ham.

Ole Roos: Syg og munter (1974)

© Filmmagasinet Ekko