Essay
15. sep. 2004 | 08:00

Postmodernisten ringer altid to gange

Foto | Touchstone Pictures
The Ladykillers

Joel og Ethan Coen er særlinge i sværvægtsklassen. De amerikanske brødre laver originale film ved hjælp af uoriginalt materiale. Men deres nyeste komedie The Ladykillers fremkalder panderynker hos filmanmelder Kim Skotte.

Af Kim Skotte / Ekko #23

Jeg sidder i Festivalpalæet og ser The Ladykillers. Joel og Ethan Coens nye film, der er i konkurrence i det Cannes, hvor brødrene har fejret så store triumfer. Jeg sidder og hygger mig, mens Tom Hanks som Professor Goldthwait Higginson Dorr spinder en tyk, sort kvinde ind i udsøgte ord fra dengang, før verden gik af lave. Ordene kommer ud af munden som honningdryppende filigran, snor sig som guirlander rundt om deres sagesløse offer og sætter sig tilrette med et sirligt og selvtilfreds lille smil.


Mrs. Munson (Irma P. Hall) forstår ikke en lyd af, hvad Professoren siger. Men når man kender Coen-brødrenes film, gætter man på, at hendes manglende dannelse i sidste ende vil være hende til gavn.

Man gætter også på, at det vil gå Professoren ilde, for kun den, der svindler eller begår forbrydelser af et godt hjerte, kan gøre sig håb om at slippe godt fra det i Coen-brødrenes verden. Ikke fordi forbrydelsen betragtes som umoralsk, men fordi dén, der lægger en snedig plan for at forandre sin skæbne, begår hybris.

Nedturen fortsætter
The Ladykillers er en remake af Alexander Mackendricks britiske slyngelkomedie Plyds og papegøjer (1955). Professor Dorr - i originalen spillet af Alec Guinness - og hans fire kolleger indlogerer sig hos en gammel dame. De foregiver at være musikere med særlig interesse for rokoko-tiden, men i virkeligheden planlægger de at grave en tunnel fra Mrs. Munsons kælder til et nærliggende kasinos pengeboks. Planen har dog, skal det vise sig, én svaghed: Mrs. Munson og det forsyn, der passer på de gamle damer, som hellere vil bage kager end begå hybris.

Som remake har historien fået sig en ordentlig overhaling. Den britiske dagligstue er flyttet til Sydstaterne, stemningen er løftet med gospelmusik, og i den usynlige bogreol står Edgar Allan Poes digt Ravnen.

Filmen The Ladykillers er umiskendelig Coen'sk, og visuelt får vi mere af den kendte Coen-valuta end i forgængeren Intolerable Cruelty. Alligevel må det konstateres, at Coen-brødrenes nedtur fortsætter. Hvor Intolerable Cruelty trods alt var et kvalificeret bud på en opdatering af screwball-komedien, er The Ladykillers harmløs hygge og rent tidsfordriv.

Intolerable Cruelty var den første Coen-film med et manuskript skrevet af en outsider, og The Ladykillers er et bestillingsarbejde. Der tegner sig et mønster: Coen-brødrene har brug for en original ide for at få luft under vingerne. Ingen af deres to seneste mainstream-orienterede projekter har denne originalitet, og hvor brødrene normalt bruger to år på en film, har de nu lavet to film på blot to år.

Genbrug og gentagelser
Uden for hotellet på Croisetten, hvorfra The Ladykillers promoveres, står to tomme stole med brødrenes navne på rygstøtterne. Kun instruktøren Joel Coen er i Cannes. Ethan, som producerer deres film, er blevet hjemme. Måske er det slidstærke motto "two heads are better than none" ved at have passeret sin udløbsdato?

For mange år siden sagde Joel Coen: "Ethan har et genkommende mareridt om en dag at se mig med guldkæde om halsen styre optagelserne til Hulk eller sådan noget, mens jeg siger: 'Man skal jo have mad på bordet.'" Tegnene i sol og måne er ikke gode, men man kan hurtigt komme til at se dum ud med en spådom. Ingen kan regne ud, hvad skæbnen har i baghånden. Dét ved vi fra Coen-brødrenes film. "Who looks stupid now?" lyder en replik i The Ladykillers, og det samme siger detektiven i debutfilmen Blood Simple, da han skyder barejeren Julian Marty.

Coen-brødrene genbruger og laver originale film ved hjælp af uoriginalt materiale. Umiskendeligt personlige film bygget på uopslidelige klassiker-citater fra film og litteratur. På genbrug og gentagelser. Denne citatkunst må, med brødrenes særlige forkærlighed for noir-forfatteren James M. Cain (Postbudet ringer altid to gange), give fortællingen om Coen-brødrenes karriere titlen "Postmodernisten ringer altid to gange". Hvilket passende nok også er genbrug, eftersom dén titel stammer fra en essay-samling af den britiske forfatter Gilbert Adair. Citatmosaik, hårdkogt stil, postmoderne ironi og gentagelsen som stiltræk.

Jovist, gentagelsesmønstre er en vigtig del af det Coen'ske fingeraftryk, men der er forskel på sofistikerede citationstegn og følelsen af, at der serveres fra posen med slidte tricks. For første gang ligner en Coen-film en tandløs pastiche på brødrenes egne film.

Filmfamilien
Intet budskab og nul sex. Til gengæld er Coen-brødrenes film fyldt med sort humor, pludselig vold og ironisk forelskelse i det udsøgt floskuløse. Fremtrædelsesformerne skifter radikalt, men der er en gennemgående kunstnerisk stringens i deres film.

En del af fundamentet er konservatisme i det praktiske. Coen-brødrene har en filmfamilie med mange faste medlemmer, der er fortrolige med arbejdsmetoden, som bygger på minutiøs forberedelse og et absolut fravær af impulsivitet. Gengangere er fotografen Roger Deakins og komponisten Carter Burwell. Også scenograf og kostumier går igen fra film til film.

For slet ikke at tale om den engelske klipper Roderick Jaynes, der er krediteret for at have klippet næsten alle Coen-brødrenes film. Roderick Jaynes blev Oscar-nomineret og fik en British Film Academy Award for sit arbejde på Fargo. Imponerende, da han er en slags The Man Who Wasn't There. Joel Coen er nemlig identisk med Roderick Jaynes. Brødrene opfandt Jaynes, fordi de syntes, at "Coen" optrådte lovlig mange gange på Blood Simples creditliste! På en måde passer det fint til brødrenes oeuvre: Ved at blive gentaget tilstrækkelig mange gange, opnår spind sin egen form for realitet.

Også på skuespillerfronten ynder Coen-brødrene at gentage. John Turturro, John Goodman, Frances McDormand (fru Joel Coen), Steve Buscemi og de senere år George Clooney har alle været med til at give Coen-brødrenes film en kontinuitet, man egentlig skulle tro var umulig, når man tænker på, hvor vidt forskellige film de laver.

Genrefilm på ny måde
Genre-film med et ironisk twist. Det lignede længe den eneste røde tråd i deres produktion. Blood Simple fra 1984 er en skæbnefortælling fra Texas. Det er en tør og skarp stiløvelse, og filmen markerede fra starten brødrenes forkærlighed for James M. Cain, der har skrevet en række realistiske krimier, hvor plottet kredser om skæbnesvanger social determinisme. Hovedpersonerne slår sig i tøjret og drømmer om noget andet og mere: Sex og - eller - penge. Men de ender uvægerligt med at falde i den grav, de har gravet for andre. Det sker også i Blood Simple.

Arizona junior (Raising Arizona, 1987) overraskede ved at være en surreel slapstick-komedie og udknaldet kidnapningshistorie med stjernen Nicolas Cage i hovedrollen. Efterfølgeren Miller's Crossing fra 1990 var den bedste gangsterfilm længe set, et skæbnedrama med et uhyre indviklet persongalleri og et plot aftappet fra Dashiell Hammetts berømte kriminalroman Rød høst.

Tilsyneladende var det eneste fællestræk, at der hver gang skulle prøves noget nyt. Men så kommer Barton Fink. Coen-brødrenes første fuldbyrdede mesterværk og måske deres bedste film overhovedet. Manuskriptet skriver de på tre uger midt under optagelserne til Miller's Crossing. "Barton Fink bøvsede vi nærmest bare ud," forklarede de beskedent om filmen, som vandt Den Gyldne Palme i Cannes i 1991.

Råddenskaben bobler
Barton Fink er et studie i hykleri og desillusion. Den unge, socialt indignerede dramatiker Barton Fink (John Turturro) lader sig lokke til Hollywood i 1941, hvor han prompte går til bunds i skriveblokeringer på det nedslidte Hotel Earle.

Figuren er bygget på forfatteren Clifford Odets, der skrev Awake and Sing. Også Barton vil skrive en opflammende hymne til manden på gulvet. Hvilket er fint med Hollywood, så længe manden på gulvet bare er bryder i trikot og spillet af Wallace Beery.

Barton får gode råd af den alkoholiserede forfatter W.P. Mayhew (bygget på William Faulkner), men Barton er mere optaget af Mayhews unge ledsagerske. Så går det bedre med at lytte til den støjende nabo Charlie (John Goodman). Charlie - en ægte mand af folket - viser sig at være selve den inkarnerede ondskab, massemorderen Karl Mundt, som sætter ild til hotellet i et apokalyptisk raseri, natten inden japanerne angriber Pearl Harbour ved daggry.

Eller gør han? Sandsynligvis udspiller størstedelen af filmen sig i Barton Finks stadigt mere febrile fantasi. Holdt i gullige, syge farver og med en sveddryppende, klam atmosfære er det en fabelagtig fortælling om dobbeltmoral, uskyldstab og den dødbringende cocktail af naivitet og egocentricitet. Barton Fink er den første af Coen-brødrenes film, som decideret kan ses som et foruroligende portræt af USA, hvor galskaben, råddenskaben og raseriet bobler næsten lystigt under overfladen.

Gennemsyret af Cain
I Det store spring (The Hudsucker Proxy, 1994) blev der igen anslået helt nye toner. Den troskyldige Norville Barnes (Tim Robbins) drager til New York i 1950'erne for at gøre sin lykke som opfinder af hulahop-ringen. Her møder han blandt andet en hårdkogt journalistpige, som Jennifer Jason Leigh spiller i direkte parodi på Howard Hawks' screwball-komedie His Girl Friday fra 1940.

Det store spring er et muntert og grandiost eventyr om den amerikanske kapitalisme, hvor lykken står den kække bi, og avisbudet kan nå helt til tops. Visuelt er filmen fortalt som en spektakulær fantasi. Kritikerne var generelt skuffede, men den vinder faktisk ved gensyn og peger frem mod The Big Lebowski og O Brother, Where Art Thou?. Kommercielt blev filmen et svidende flop.

Der løber en stærk understrøm af nihilisme igennem Coen-brødrenes film, og ikke uden grund er James M. Cain en nøglefigur. Coens største film er også de mest Cain'ske. Det seneste hovedværk, The Man Who Wasn't There (2001), med Billy Bob Thornton som den anonyme frisør, der desperat forsøger at ændre sin skæbne, er så gennemsyret af Cain, at det stormagasin, som frisørens løsagtige kone arbejder i, hedder Nirdlinger's. Opkaldt efter ægtemanden, som det elskende par myrder i Cains Double Indemnity.

Også Coen-brødrenes største triumf Fargo (1996) er Cain'sk, om end rammen er en helt anden, end man kender den fra såvel Cain som Coen. Forlagt til brødrenes iskolde hjemstat Minnesota i Midtvesten fortæller Fargo i ukarakteristisk realistisk stil endnu en historie om en mislykket kidnapning. Den uheldige bilsælger Jerry Lundegaard (William H. Macy) forsøger sig som forbryder, men det får skæbnesvangre konsekvenser.

På sporet er den højgravide detektiv Marge Gunderson, der i Frances McDormands skikkelse med syngende skandinavisk accent bliver en af de få decideret varme og jordnære skikkelser i Coen-brødrenes skæve persongalleri. Dette galleri er mere end almindeligt skævt i The Big Lebowski, et forrygende morsomt drama om kidnapning (igen!) og bowling med afsæt i Raymond Chandlers kriminalroman The Big Sleep, som Howard Hawks filmatiserede i 1946 (Sternwoodmysteriet).

Afslappede anslag
The Big Lebowski (1998) er den mest essentielle af de senere års stadigt mere humoristisk vægtede Coen-film. Her slipper de suspensen og genre-pastichen, her slippes de konforme krav til et drama. I stedet får man herlige portrætter af den omtågede 70'er-hippie The Dude (Jeff Bridges), den selvudslettende Donny (Steve Buscemi), Vietnam-veteranen Walter Sobchak (John Goodman) og bowlingdjævelen Jesus Quintana (John Turturro).

The Big Lebowski består af en række ligeværdige scener og opleves med sit afslappede anslag ikke som et autoritativt værk. Til gengæld kan man se filmen igen og igen. Fordi hver eneste scene er et komisk perlende tableau i egen ret.

Det gælder i høj grad O Brother, Where Art Thou? fra 2000. En aparte dramatisering af Homers Odysseen henlagt til de amerikanske Sydstater i 1930'erne. Samtidig er filmen et helt igennem uoprigtigt forsøg på at lave den socialt opflammende film O Brother, Where Art Thou? - den film, som filminstruktøren John L. Sullivan drømmer om at lave i Preston Sturges' Sullivan's Travels (1941). Det lykkedes ham ikke. Nu gør Coen-brødrene det for ham. Når nu, i modsætning til Coen-brødrene, det gik så galt for Sullivan i Hollywood.

Panderynker
Coen-brødrene er særlinge i sværvægtsklassen og har altid været smarte på den fine måde. Joel studerede filmvidenskab, Ethan studerede Wittgenstein. Slår man de to ting sammen, laver man film, der er smart-smartere snarere end dum-dummere. Sådan har det været indtil nu.

Joel Coen har sagt: "At man skelner mellem kunst og underholdning, har vi aldrig forstået. Hvis nogen går i gang med at lave en film, der ikke primært er beregnet på at underholde folk, ja så ved jeg ikke, hvad fanden de har gang i."

Hvilket er udmærket sagt, så længe ens egne film både er kunst og underholdning. Når det som i The Ladykillers bliver det rene pjat, lyder udsagnet straks mere foruroligende. Er den usynlige guldkæde begyndt at dingle om halsen på Joel Coen?


Coen-brødrenes filmografi:

The Ladykillers (2004) **
Plyds og papegøjer
, den britiske slyngelkomedie med Alec Guinness fra 1955, får en ordentlig overhaling i Coen-brødrenes remake. Resultatet er harmløs hygge, men Tom Hanks morer sig åbenlyst i hovedrollen.

Intolerable Cruelty (2003) ***
Klassisk screwball-komedie opdateret til vor tids kynisme. Skønne Catherine Zeta-Jones er imponerende giftig, mens en grimasserende George Clooney overspiller, og Coens særlige touch savnes på billedsiden.

The Man Who Wasn't There (2001) ******
Skæbnefortælling om sex, penge og grådighed. Hver eneste scene er en cineastisk prydvækst af pertentlig iscenesættelse, og Billy Bob Thornton giver begrebet "deadpan" ny potens med sin kæderygende frisør.

O Brother, Where Art Thou? (2000) *****
Herlig vrøvleremse fra Sydstaterne i 1930'erne. Masser af musik, bizarre optrin og et overraskende gennembrud til George Clooney som komediant med munddiarré. Løst baseret på Homers udødelige Odysseen.

The Big Lebowski (1998) *****
Coen-brødrene slipper genre-tøjlerne i dette overflødighedshorn af nørdede karakterer og kugleskør bowlingkomik. De uforglemmelige hovedpersoner spilles af Jeff Bridges, John Goodman og John Turturro.

Fargo (1996) ******
Højst original krimi fra et snedækket Minnesota. Spænding, satire, sociale observationer og overraskende varme i portrættet af Frances McDormand som gravid politichef og William H. Macy som desperat bilforhandler.

Det store spring (1994) ****
Tim Robbins spiller opfinderen, der i 1950'erne tager til New York for at gøre sin lykke som opfinder af hulahop-ringen. Muntert og visuelt grandiost eventyr om kapitalismens (u)lyksaligheder.

Barton Fink (1991) ******
Guldpalmevinder. John Turturro er den unge forfatterspire, der i 1941 mister uskylden i mødet med Hollywood og en sær forsikringsagent (John Goodman). Bizar blanding af satire og psykodrama, men frem for alt et foruroligende portræt af Amerika.

Miller's Crossing (1990) *****
En ulmende gangsterfilm, et Shakespeare'sk skæbnedrama hældt på flaske af Dashiell Hammett. Hurtig og knivskarp dialog, svimlende kompleks intrige, ekspressive billeder og masser af misantropi. Stort gennembrud til Gabriel Byrne.

Arizona junior (1987) ****
Drømmen om kernefamilielykken smuldrer for det barnløse par - Nicolas Cage og Holly Hunter - der i fortvivlelse kidnapper én af rigmanden Nathan Arizonas femlinger. Grinagtigt surreel slapstick-komedie.

Blood Simple (1984) ****
Makaber og kulsort skæbnekrimi med et labyrintisk plot og raffineret billedæstetik. Ordsproget "den, der graver en grav for andre ..." føres ud i sin yderste konsekvens. Overrumplende stilsikker debut.

Læs en analyse af Coen-brødrenes O Brother, Where Art Thou? og om filmens referencer til Homers Odysseen.

© Filmmagasinet Ekko