Nyhed
08. feb. 2016 | 09:07

Robert kårer Under sandet som årets film

Foto | Gordon A. Timpen
Under sandet vandt blandt andet prisen for bedste film, instruktion og manuskript. Men der var ingen pris til den altdominerende hovedrolleindehaver Roland Møller, som stadig har sin første Robert til gode.

Martin Zandvliets Under sandet ryddede nærmest bordet med seks Robert-priser, da filmbranchen i går hyldede sig selv. Vi vurderer priserne og showet, som ikke var til en Robert.

Af Claus Christensen

Sikke en uge for instruktør Martin Zandvliet og Under sandet, der fortæller en autentisk historie om, hvordan Danmark efter Anden Verdenskrigs afslutning satte unge, tyske soldater til at rydde landminer på den jyske vestkyst.

I onsdags blev Martin Zandvliet æret med Carl Th. Dreyer Prisen, fredag vandt krigsdramaet to priser på Rotterdam Internationale Filmfestival, lørdag vandt den en Dragon Award på Göteborg Film Festival, og søndag aften blev der sat trumf på med ikke færre end seks Robert-statuetter.

Robert uddeles af Filmakademiet, der består af omkring 2.000 medlemmer, som arbejder i film- og tv-branchen. Og her var man åbenbart ikke i tvivl om den bedste film i 2015.

Under sandet hjemtog prisen for bedste film, bedste instruktør, bedste originale manuskript (Zandvliet), bedste fotograf (Camilla Hjelm Knudsen) og bedste klipper (Per Sandholt og Malene Stensgaard) samt Blockbuster Publikumspris.

”Det har været den vildeste aften. Tak til hele holdet. Det er jeres film. Folk har grædt, vi har også grint lidt, men det har været mega hårdt at lave den her film,” sagde en tydeligt overvældet Martin Zandvliet, der endelig er slået igennem efter de talentfulde, men ujævne Dirch og Applaus.

Slap af, det er bare tv!
En enkelt person fra Under sandet-holdet må dog sidde tilbage med blandede følelser.

Efter at være blevet nomineret fire gange af filmkritikernes Bodil var den autodidakte skuespiller, Roland Møller, endelig nomineret til en Robert. Men selv om han har den altoverskyggende hovedrolle i filmen, der nærmest ryddede bordet, måtte han se Ulrich Thomsen løbe med prisen for rollen som fodboldlandstræner Richard Møller i Sommeren ’92.

Et diskutabelt valg, selv om Thomsen gør det glimrende og på en aften, hvor der blev sagt tak til gud og hver mand, holdt en befriende ubesmykket tale: ”Tak til dem, der har stemt på mig, og til dem, der ikke har – så kan I lære det!”

Thomsen nåede i forbifarten også at drille sin kollega Carsten Bjørnlund, som noget rørstrømsk havde modtaget prisen for bedste mandlige hovedrolle i tv-serien Arvingerne II: ”Slap af, Carsten, det er bare tv!”

Krigen er nomineret til en Oscar for at være en af de fem bedste ikke-engelsksprogede film i det forløbne år. Men i den hjemlige andedam blev det blot til en enkelt pris, som noget uventet gik til Tuva Novotny for hendes spil som soldaterhustruen, der forsøger at være tapper.

Her lignede Ghita Nørby i demensdramaet Nøgle hus spejl eller Mille Hoffmeyer Lehfeldt i den kollektive sædekomedie Lang historie kort en mere oplagt vinder.

Tak til tiden
Til gengæld blev Lang historie kort tildelt prisen for bedste kvindelige birolle: Trine Dyrholm, der vandt endnu en birollepris for Arvingerne II og efterhånden må have så mange Robert- og Bodilpriser, at hun kan åbne en butik.

Nicolas Bro vandt prisen for bedste birolle i crazy-komedien Mænd & høns, og det kom også bag på mange, ikke mindst Bro selv.

”Henning, jeg er så ked af det,” sagde den sympatiske skuespiller uden ironi henvendt til 73-årige Henning Jensen, der for første gang var Robert-nomineret for Sommeren ’92, men altså måtte gå tomhændet hjem.

Kenneth Kainz’ Skammerens datter vandt hele fem priser, blandt andet for kostumer og visuelle effekter. En fortjent cadeau til fantasy-børnefilmen, der hæver ambitionsniveauet for underholdning til den yngre målgruppe, der er blevet spist af med meget sjask.

DR’s Arvingerne II hjemtog samtlige fem priser for lange tv-serier, så der var ingen trøst at hente for TV 2’s nedlagte Norskov. Men aftenens største bifald høstede Ditte Hansen og Louise Mieritz, da de vandt prisen for årets korte tv-serie med Ditte og Louise.

”Vi vil gerne sige tak til tiden, hvor det at se to midaldrende kvinder tale sammen i bedste sendetid bliver anset for at være modigt og forfriskende. Hvor heldig kan man være!” sagde de to komikere i aftenens mest opfindsomme taksigelse.

Personalefest hos Jyske Bank
Engang var Robert-uddelingen en lukket branchefest, mens filmkritikernes Bodil var rød løber, smoking og live i bedste sendetid på DR.

Men samtidig med at Bodil mistede tv-transmissionen, voksede ambitionerne hos Robert, og i dag kæmper de to priser om opmærksomhed og prestige. En kamp med to tabere og ingen vinder.

Robert blev vist på TV 2 i 2013, men tidsplanen skred, og TV 2 måtte afbryde midt i showet. Så er man færdig i den verden, men åbenbart ikke hos hovedsponsoren Blockbuster, TDC’s streamingtjeneste, der live-streamede prisfesten fra Tivoli Hotel og Congress Center.

Som en branchepris er Roberts forbillede Oscar, men opstillingen med runde borde og spisning minder mere om de udenlandske filmjournalisters Golden Globe-fest. Konferencieren Lars Hjortshøj er dog ingen Ricky Gervais, og hans forsøg på at lave grin med sin manglende evne som skuespiller havde den stik modsatte effekt.

I det hele taget må tiden siges at være løbet fra den selvironiske attitude, der kun drejer om sig selv. Lars Hjortshøj manglede i den grad brod, og et par sjove kommentarer – for eksempel omtalen af den særprægede scenografi som ”disco-dillere” og en hyldest til nylig afdøde Maurice White fra Earth, Wind & Fire – kunne ikke redde showet. 

Show er endda så meget sagt. For det meste var Lars Hjortshøj en ren og skær afviklingskonferencier i noget, der mindede om en personalefest i Jyske Bank. 

Med 30 priser varede Blockbusters maraton-streaming op imod fem timer, inklusive rød løber med en bogstavelig talt rygklappende Søren Høy. Det er fint at understrege, at det har været et forrygende år for dansk film, men altså ikke sytten gange.

Teknisk set var transmissionen rimelig professionel. Men en branche, der lever af at iscenesætte, burde kunne skabe en mere underholdende og vedkommende prisfest. Det handler selvfølgelig om penge, men ikke kun. Hvis festen nogensinde skal tilbage på en seriøs tv-kanal, skal seerne i fokus, ligesom det nok vil være en god idé at følge skuespilleren Jesper Christensens eksempel i hans takketale: ”Selvglæden stopper her!”

Robert-vinderne 2016

Årets danske spillefilm
VINDER: Under sandet
Idealisten
Krigen
Mænd & høns
Sommeren ’92

Årets børne- og ungdomsfilm
VINDER: Skammerens datter
Albert
Bridgend
Iqbal & den hemmelige opskrift
Villads fra Valby

Årets instruktør
VINDER: Martin Zandvliet, Under sandet
Christina Rosendahl, Idealisten
May el-Toukhy, Lang historie kort
Michael Noer, Nøgle Hus Spejl
Tobias Lindholm, Krigen

Årets originale manuskript
VINDER: Martin Zandvliet, Under sandet
Anders August & Kasper Barfoed, Sommeren ’92
Anders Thomas Jensen, Mænd & høns
Maren Louise Käehne & May el-Toukhy, Lang historie kort
Tobias Lindholm, Krigen

Årets adapterede manuskript
VINDER: Anders Thomas Jensen, Skammerens datter
Karsten Kiilerich, Albert
Renée Toft Simonsen, Iqbal & den hemmelige opskrift

Årets mandlige hovedrolle
VINDER: Ulrich Thomsen, Sommeren ’92
Mads Mikkelsen, Mænd & høns
Peter Plaugborg, Idealisten
Pilou Asbæk, Krigen
Roland Møller, Under sandet

Årets kvindelige hovedrolle
VINDER: Tuva Novotny, Krigen
Bodil Jørgensen, Mennesker bliver spist
Ghita Nørby, Nøgle Hus Spejl
Mille Hoffmeyer Lehfeldt, Lang historie kort
Marie Tourell Søderberg, Steppeulven

Årets mandlige birolle
VINDER: Nicolas Bro, Mænd & høns
Henning Jensen, Sommeren ’92
Louis Hofmann, Under sandet
Mikkel Boe Følsgaard, Sommeren ’92
Mikkel Boe Følsgaard, Under sandet

Årets kvindelige birolle
VINDER: Trine Dyrholm, Lang historie kort
Bodil Jørgensen, Mænd & høns
Charlotte Munck, Krigen
Marijana Jankovic, Lang historie kort
Trine Pallesen, Nøgle Hus Spejl

Årets scenograf
VINDER: Mia Steensgaard, Mænd & høns
Gitte Malling, Under sandet
Lars Nielsen, Sommeren ’92
Nikolaj Danielsen & M. Wan Sputnick, Idealisten
Waldemar Kalinowski, Skammerens datter

Årets fotograf
VINDER: Camilla Hjelm Knudsen, Under sandet
Lasse Frank Johannessen, Skammerens datter
Laust Trier Mørk, Idealisten
Magnus Nordenhof Jønck, Bridgend
Magnus Nordenhof Jønck, Krigen

Årets kostumier
VINDER: Kicki Ilander, Skammerens datter
Louize Nissen, Idealisten
Manon Rasmussen, Mænd & høns
Manon Rasmussen, Steppeulven
Stefanie Bieker, Under sandet

Årets sminkør
VINDER: Anne Cathrine Sauerberg, Morten Jacobsen & Thomas Foldberg, Mænd & høns
Barbara Kreuzer, Under sandet
Eva von Bahr & Love Larsson, Skammerens datter
Louise Hauberg, Sommeren ’92
Tina Jesenkovic, Steppeulven

Årets klipper
VINDER: Per Sandholt & Molly Malene Stensgaard, Under sandet
Adam Nielsen, Krigen
Benjamin Binderup & Anders Albjerg Kristiansen, Sommeren ’92
Janus Billeskov Jansen, Olivier Bugge Coutté & Molly Malene Stensgaard, Idealisten
Nicolaj Monberg, Skammerens datter

Årets sounddesigner
VINDER: Peter Albrechtsen, Idealisten
Gugge Garnov, Skammerens datter
Hans Møller, Steppeulven
Morten Green, Krigen
Rasmus Winther Jensen, Under sandet

Årets score
VINDER: Jeppe Kaas, Skammerens datter
Angelo Badalamenti, Johan Carøe & Lasse Martinussen, Guldkysten
Jonas Struck, Idealisten
Kristian Selin Eidnes Andersen, The Man Who Saved The World
Sune Martin, Under sandet

Årets sang
VINDER: Svæver over byen, Wafande, Iqbal & den hemmelige opskrift
Got Me Good, Lynval Golding, Michael Hess & Rasmus Bille Bähnke, Rosita
Ind i mørket, Kim Larsen & Kjukken, Mennesker bliver spist
Sommersne, Kaae & Petersen, Emma & Julemanden
Remember Me, Kwamie Liv, Angelo Badalamenti & Kwamie Liv, Guldkysten

Årets visuelle effekter
VINDER: Martin Madsen & Morten Jacobsen, Skammerens datter
Martin Madsen, Thomas Øhlenschlæger & Jacob Bang Clemmensen, Emma & Julemanden
Peter Hjorth, Frederik Nord, Alex Hansson, Morten Jacobsen & Thomas Foldberg, Mænd & høns
Thomas Øhlenschlæger, 9. april
Thomas Øhlenschlæger & Bjørg Serup, Krigen

Årets korte dokumentarfilm
VINDER: Home Sweet Home
Min far forfra
Slip mine hænder
Øde ø
Åbne øjne

Årets lange dokumentarfilm
VINDER: The Man Who Saved the World
Et hjem i verden
Massakren i Dvor
Naturens uorden
Something Better to Come

Årets amerikanske film
VINDER: Birdman
Foxcatcher
Inderst inde
Mad Max: Fury Road
Whiplash

Årets ikke-amerikanske film
VINDER: Mommy
45 år

Amy
Korsvejen
Leviathan
Marshland

Årets korte tv-serie
VINDER: Ditte og Louise
Juleønsket
Losers United
Sjit Happens 3
Tomgang 3

Årets danske tv-serie
VINDER: Arvingerne II
Broen III
Heartless
Norskov
Rita sæson 3

Årets mandlige hovedrolle – tv-serie
VIDNER: Carsten Bjørnlund, Arvingerne II
Claes Quaade, Sjit Happens 3
Claus Riis Østergaard, Norskov
Thomas Levin, Norskov
Thure Lindhardt, Broen III

Årets kvindelige hovedrolle – tv-serie
VINDER: Trine Dyrholm, Arvingerne II
Ditte Hansen, Ditte og Louise
Louise Mieritz, Ditte og Louise
Mille Dinesen, Rita sæson 3
Rosalinde Mynster, Badehotellet sæson 2

Årets mandlige birolle – tv-serie
VINDER: Jesper Christensen, Arvingerne II
Carsten Bjørnlund, Rita sæson 3
Henrik Birch, Norskov
Jacob Hauberg Lohmann, Norskov
Nicolas Bro, Broen III

Årets kvindelige birolle – tv-serie
VINDER: Lene Maria Christensen
Anne Sofie Espersen, Norskov
Julie Christiansen, Heartless
Lene Maria Christensen, Arvingerne II
Lise Baastrup, Rita sæson 3
Sarah-Sofie Boussnina, Broen III

Årets kortfilm: Fiktion
Mommy, Milad Alami

Blockbuster Publikumspris
VINDER: Under sandet
9. april
Albert
Backgammon
Bridgend
Comeback
Dark Samurai
Eliten
Emma & Julemanden
En chance til
Gudsforladt
Guldkysten
Idealisten
I dine hænder
Iqbal & den hemmelige opskrift
Klovn Forever
Krigen
Lang historie kort
Mennesker bliver spist
Mænd & høns
Nøgle Hus Spejl
Rosita
Skammerens datter
Sommeren ’92
Steppeulven
The Man Who Saved The World
Villads fra Valby

© Filmmagasinet Ekko