Nyhed
14. juni 2017 | 16:58

C More og Ekko indgår samarbejde

Foto | Ekko Shortlist
Højdepunkter fra Ekko Shortlist, der snart vil kunne ses hos C More – øverst fra venstre: Slush Ice, Ladyboy og 9 meter. Midt: Flyvere i natten, Vilddyr og Ud, spring over, ind. Nederst: Oasen, Tomatprincippet og The Reward.

Danskerne kan hver måned i de næste tre år se en Ekko Shortlist-film hos C More, der bliver sponsor for magasinets årlige prisuddeling. Det Danske Filminstitut bifalder samarbejdet.

Af Johnny Jensen og Lasse Cordsen

Den nordiske pay-tv og streamingtjeneste C More har gennem længere tid satset på flere egenproduktioner som Beck, Farang og Gåsmamman, der tilbydes sammen med et stort udvalg af internationale film og serier. 

Streaming-universet er hastigt voksende, og derfor indgår C More og Filmmagasinet Ekko medio juni et samarbejde. Over de næste tre år vil en perlerække af danske kortfilm fra onlinehitlisten Ekko Shortlist blive vist på C More.

C More nærer stor begejstring for den kvalitet og de gode historier, som de danske kortfilm repræsenterer, og glæder sig derfor til samarbejdet med Filmmagasinet Ekko.

Nordiske og naturligvis danske film fylder mere og mere på C Mores streamingtjeneste, og det giver derfor god mening også at udvide med danske kortfilm, som vinder prestigefyldte priser og imponerer overalt i verden. 

”Vi kan se at kombinationen med at tilbyde både lokale danske og nordiske film sammen med blockbusters fra Hollywood og store serier som Game of Thrones og Peaky Blinders skaber rigtigt meget værdi for vores kunder,” siger Jens B. Arnesen, Country Manager i C More Danmark.

”Derfor er vi meget glade for at kunne tilbyde vores kunder adgang til de bedste danske kortfilm. Der er nogle fantastiske filmoplevelser, som vi gerne vil inspirere vores danske kunder til at opleve. Som nordisk streamingtjeneste vil vi også gerne bakke op om det lokale produktionsmiljø og ikke mindst tage de danske filmelskere i hånden. Vi vil guide dem til flere gode filmoplevelser.”

Brænder for film
Filmmagasinet Ekko lancerede i 2013 en brugerbestemt hitliste for de bedste danske kortfilm under navnet Ekko Shortlist. 

Magasinet ville slå et slag for kortfilmkunst og den danske talentmasse. Og på fire år er Ekko Shortlist vokset til at være platformen for morgendagens stjerner: instruktører, skuespillere, fotografer, klippere etc.

”Med C More får vi en engageret samarbejdspartner, som brænder for film og vil gøre en indsats for at synliggøre kortfilmene,” siger Claus Christensen, chefredaktør for Filmmagasinet Ekko og fortsætter:

”Det korte format har været afgørende for udviklingen af danske instruktører fra Lars von Trier og Susanne Bier i 1980’erne over Anders Thomas Jensen i 90’erne til nutidens unge filmskabere. Kortfilm er en træningsbane for talenter, men også en kunstform i sin egen ret, fordi det giver mulighed for at skabe fortættede historier fortalt på en original måde.”

Filminstituttet glæder sig
Det Danske Filminstitut har fra starten bakket op om Ekko Shortlist, og administrerende direktør Henrik Bo Nielsen hilser det nye samarbejde velkommen. 

”Det er en stor glæde, at der både fra private fonde og store aktører på filmmarkedet er opbakning til Ekko Shortlist og til Ekko Shortlist Awards,” siger Henrik Bo Nielsen og fortsætter:

”Begge dele er af stor betydning for præsentationen af de korte formater og talentudviklingen og jo hele begrundelsen for Det Danske Filminstituts støtte til initiativet, siden Ekko tog det første initiativ. Det er et vigtigt eksempel på samspillet mellem staten og private aktører – dejligt, at det fortsætter.”

To Shortlist-vindere
Flere instruktører bag kortfilmene har været nomineret til eller vundet en Oscar. Nu kan de bedste af deres film opleves på C More, og hver måned kommer der nye til.

C Mores streamingtjeneste lægger ud med ti nøje udvalgte danske kortfilm fra Ekko Shortlist. Det gælder for eksempel Oscar-vinderen Anders Walters 9 meter, Antboy-instruktøren Ask Hasselbalchs Vilddyr, Oasen med Danica Curcic og Shortlist Awards-vinderne Flyvere i natten med Søren Malling og Ud, spring over, ind med Søren Spanning.

De ti film vil kunne ses på C More fra midten af juni måned. Redaktionen på Ekko udvælger, med samtykke fra filmskaberne, efterfølgende hver måned en kortfilm sammen med C More, som herefter lanceres på C Mores streamingtjeneste.

Til oktober offentliggøres de nominerede filmtalenter og kortfilm til årets Ekko Shortlist Awards. Vinderfilmene af de eftertragtede priser offentliggøres ved en storstilet prisfest i november og vises herefter på C More.

Trailer: Oasen

En brugerbestemt hitliste for danske kortfilm.

Gik i luften 15. april 2013.

Indeholder over 600 film, der dagligt streames i mere end 5.200 minutter. 

Ekko Shortlist Awards hylder hver år de bedste film, som er kommet på listen inden for seneste år.

Sponsoreret af C More og støttet af Det obelske Familiefond og Det Danske Filminstitut.

Streamingtjeneste med film, serier og børne- og dokumentarfilm.

Startede i Norden i 1997 som Canal+, men skiftede navn til C More i 2012.

Samarbejder med en række af de største film- og serieproducenter, som leverer de nyeste blockbusters og serier fra USA.

Producerer nordiske serier.

Har børneunderholdning fra blandt andet Astrid Lindgrens univers.

Se mere på www.cmore.dk.

© Filmmagasinet Ekko