Nyhed
08. mar. 2018 | 10:10 - Opdateret 08. mar. 2018 | 12:01

Trailer til Mads Brüggers første spillefilm

Foto | Meta Film
Rasmus (Rasmus Bruun) og Frederik (Frederik Cilius) spiller to mænd, der rejser til Kina for at sælge Sankt Bernhard-hunde i det store land.

Instruktøren rejser i Sankt Bernhard Syndikatet til Kina sammen med duoen fra Den Korte Radioavis, der vil sælge Sankt Bernhard-hunde til kineserne.

Af Nicki Bruun

Når Mads Brügger laver dokumentarer, er de ofte helt derude, hvor man tænker, at virkeligheden er vildere end fantasien.

I film som Ambassadøren og Det røde kapel samt tv-serien Quatraro Mysteriet med Mikael Bertelsen har Brügger bevæget sig ud i den store verden for at undersøge dens absurditet.

Det lader også til at være tilfældet i hans kommende Sankt Bernhards Syndikat, som dog er hans første fiktionsfilm.

Her er det ikke ham selv, men duoen bag radioprogrammet Den Korte Radioavis – Frederik Cilius (bedre kendt som seniorkorrespondenten Kirsten Birgit) og Rasmus Bruun – der står for løjerne foran kameraet.

Selv om der er tale om en fiktionsfilm, bærer de to satirikere, hvis radioprogram for nyligt er overgået til et ugentlig format og navnet Den Korte Weekendavis, deres egne navne.

Frederik og Rasmus mødes til et genforening på deres gamle kostskole, Herlufsholm, og her overbeviser Frederik Rasmus om at starte et forretningseventyr sammen i Kina: De skal avle og sælge eftertragtede Sankt Bernhard-hunde – eller Vestens panda, som Frederik kalder dem i traileren (se den nederst).

Her rejser de til orientalske toner til Kina, hvor de kaster sig ud i at sælge hunde, men i traileren ses Rasmus også til lægen i Danmark, hvor han får en hård besked: Han har samme sygdom som Stephen Hawking, som lægen i øvrigt mener har levet for længe.

Der ser lige dele tosseskørt og dystert ud, så der er grund til at glæde sig.

Sankt Bernhard Syndikatet får dansk premiere 10. maj.

Trailer: Sankt Bernhard Syndikatet

© Filmmagasinet Ekko