Feature
07. juni 2015 | 19:25

The Shining: Et mesterværk fylder år

Foto | John Alcott
Jack Nicholson var i forvejen et kendt navn, men blev ikonisk, da han som familiefaren Jack Torrance bryder igennem døren og råber ”Here’s Johnny” i The Shining.

For 35 år siden undfangedes Stanley Kubricks kultgyser The Shining. Vi kaster et blik bag kulisserne på et værk, der bliver ved med at forfølge os.

Af Anne Hjelm Sørensen

Døren står på klem, og nøglen med det røde nummerkort sidder i låsen. Tre gyldne cifre: 237.

Den kakofoniske støj, der startede som spinkle toner, tager til i styrke, jo længere kameraet svæver ind gennem værelset og hen over gulvtæppets psykedeliske, grøn-lilla mønster.

Det svider i øjne og ører – som kraftigt sollys efter lang tids søvn og som et tonedøvt symfoniorkesters instrumentstemning. Det glubske interiør indsnævrer rummet fra alle sider og kvæler den sidste snert af håb for at undslippe, hvad der end måtte gemme sig for enden af kameraets rute.

Har man set Stanley Kubricks The Shining, som fik den danske titel Ondskabens hotel, vil det netop beskrevne scenarie ikke efterlade ét sekunds tvivl om, hvad der gemmer sig i det tilstødende værelse.

Filmen om familien Torrances mareridtsophold på det hjemsøgte Overlook Hotel kan i år fejre sin 35 års fødselsdag, og filmens besnærende fascinationskraft synes blot at vokse med alderen. Se traileren:

Spinder guld på merchandise
Stanley Kubricks første og eneste gyser, der er en filmatisering af Stephen Kings roman The Shining fra 1977, hører i dag til blandt genrens klassikere.

Merchandise-industrien spinder guld på t-shirts med påtrykte stillbilleder, grafiske kunstværker i plakatform, små dukker i lyseblå kjoler og mønstrede gulvtæpper.

Rockbandet 30 Seconds to Mars dedikerede i 2005 en hel musikvideo til Kubricks værk, og sidste år lånte IKEA Singapore en af filmens mest ikoniske scener til en skæg Halloween-reklame.

Alt dette taget i betragtning kan det undre, at The Shining i 1980 fik en meget lunken modtagelse af både publikum og anmeldere.

En smuk Cadillac uden motor
Allerede inden premieren delte den vandene.

Der var gået hele fem år siden Kubricks sidste og udskældte film, Barry Lyndon, og idéen om en filmatisering af en King-roman skabte høje forventninger. Samtidigt huede det bestemt ikke dedikerede Kubrick-fans, at auteur-instruktøren gav sig af med den ufine gysergenre.

Herhjemme skrev en vrissen Ebbe Iversen i Berlingske Tidende:

”Oppustet, overspændt, et hysterisk nummer, besnærende flot på overflade, hul indeni. Hvorfor skulle Stanley Kubrick, som også kun er et menneske, ikke kunne lave en dårlig film?”

Stephen King var også meget skuffet og beskrev filmen som ”en stor, smuk Cadillac uden motor. Du kan sidde i den og nyde duften af de læderbetrukne sæder – det eneste, du ikke kan, er at køre nogen steder i den”.

Bjergtagende åbningssekvens
I dag beundrer selv filmens indædte modstandere den særligt besnærende effekt, som filmens æstetik og handling synes at have.

Dokumentaren Room 237 (2012), hvor en række konspirationsteoretikere fremlægger symbolske mønstre i Kubricks minutiøse billeder, er et bevis på filmens kraft. Den bliver hængende som en blodsugende igle i bevidstheden og inficerer i værste fald ens tankegang.

Tag nu bare starten.

Vægtløst svæver vi hen over nåletræsbeklædte bjergsider, der spejler sig i klare søer. Landskabet står blændende skarpt i sollyset under den blå himmel. Farten sættes op, og vi kan ane en lille, gul Beetle suse af sted på den asfalterede vej, der snor sig gennem det storslåede terræn.

Kombinationen af kæmpe vidvinkel, fugleperspektiv og mørke synthesizertoner suger os i løbet af ganske få sekunder ind i Kubricks dystre, trykkende univers. Vi hensættes i en form for trance, der gør det umuligt at løsne blikket fra lærredet.

Den bjergtagende åbningssekvens blev filmet fra en helikopter i Glacier National Park i den amerikanske stat Montana. Da Kubrick selv var bange for at flyve, sendte han et hold til Montana for at lave nogle prøveoptagelser. Da de meldte tilbage, at stedet ikke var værd at bruge, og Kubrick ved synet af de smukke optagelser var lodret uenig, fyrede han øjeblikkeligt holdet og sendte et nyt af sted.

Filmens indledning foregriber med sin koncentrerede uhygge det grufulde ophold, som Jack Torrance (Jack Nicholson), hans kone Wendy (Shelley Duvall) og deres lille søn Danny (Danny Lloyd) med faretruende hastighed nærmer sig.

Kubrick forærede senere en bunke ubrugte optagelser fra helikopterturen til Ridley Scott, der brugte dem til en alternativ slutning til Blade Runner.

Fortidens skrækvisioner
Familien Torrances midlertidige hjem er et overvældende, mastodontisk hotel, der med sin mærkelige stilblanding og kryptiske arkitektur i sig selv er en hovedkarakter.

Her skal Jack Torrance indtage stillingen som vinteropsynsmand og forhåbentlig få ro og tid til den roman, han er ved at skrive.

Hotelbestyrerens beretning om en tidligere opsynsmand, der blev vanvittig af isolationen og dræbte sin kone og sine to døtre, synes ikke at skræmme Torrance synderligt. Snart er hotellet tømt for gæster og personale, og vinteren melder sin ankomst med store snedynger, afspærrede bjergpas og dårlige telefonforbindelser.

Danny hjemsøges af skrækvisioner fra fortidens grufulde hændelser, mens Jacks mentale helbred langsomt inficeres af stedets forbandelse.

Til konstruktionen af Hotel Overlook indtog Kubrick samtlige kvadratmeter i de berømte Elstree Studios i London 1978-79.

Den karakteristiske indretning og stil var resultatet af en langvarig research-rejse gennem et hav af amerikanske hoteller, som Kubrick sendte sin scenograf Roy Walker ud på.

Walker hjembragte fotografier af facader, fællesrum, soveværelser, badeværelser, møbelarrangementer og meget mere, hvoraf Kubrick udvalgte elementer og detaljer, som han satte scenograferne til at tegne.

”I stedet for at skabe et traditionelt uhyggeligt filmhotel ville vi have hotellet til at se autentisk ud. Jeg forestillede mig, at hotellets labyrintiske gange og kæmpe rum i sig selv ville skabe en uhyggelig atmosfære,” sagde Kubrick i et interview med den franske filmkritiker Michel Ciment i 1982.

Filmarkitektonisk kunstværk
Arkitekturen er ifølge instruktøren også dybt inspireret af Franz Kafka, hvis historier ”er fantastisk allegoriske, men stilmæssigt meget ligetil og enkle – næsten journalistiske”, som Kubrick udtrykte det i et interview fra 1980.

Det er mere end tydeligt, at Kubrick kræsede for selv den mindste detalje, så Overlook Hotel fremstår som et filmarkitektonisk kunstværk.

Særligt festsalen The Gold Room, der i Jack Torrances sindssyge opfyldes med festklædte mennesker fra de brølende 20’ere, imponerer med sin pompøse dekadence.

En enkelt assistent blev sat til at bemale tusindvis af bittesmå plasticfliser, der skulle pryde salens fire vægge, med guldmaling.

Det virkelige bjerghotel Timberline Lodge i staten Oregon, der blev brugt til enkelte billeder af Overlook Hotels facade, lever i dag godt af sin tilknytning til Kubricks mesterværk.

Værelse 237 bærer i romanforlægget nummer 217. Men da hotellets bestyrelse var bange for, at filmen ville skræmme potentielle gæster fra at leje værelset fremover, bad de Kubrick om at vælge et nummer, der ikke eksisterede på hotellet.

Ikke særligt overraskende er der i dag størst efterspørgsel på værelse 217.

Banebrydende steadicam
Filmens karakteristiske kameraføring, der svævende og sømløst fører os gennem hotellets mystiske indre, muliggjordes af det banebrydende steadicam, som den amerikanske fotograf Garrett Brown havde opfundet i 1974.

Brown førte selv kameraet på optagelserne og udtalte senere, at arbejdet på Kubricks film havde lært ham at bruge sin opfindelse på nye, kreative måder.

Flere dokumentarfilm, ikke mindst Room 237, tager hotellets konstruktion under lup og konstaterer, at rummene, de lange korridorer og størrelsesforholdene ikke passer sammen. Der er vinduer, hvor der umuligt kan være nogle, og Dannys berømte, kontinuerlige cykeltur fører ham elegant fra stueetagen til et højere plan.

I et interview med The Guardian i 2012 udtalte Kubricks svoger og producer, Jan Harlan, at der, modsat rygterne, ikke var tale om kontinuerlighedsfejl.

”Settet blev meget bevidst bygget for at være skævt og sprænge alle rammer, så den enorme balsal ville faktisk aldrig rigtig kunne passe ind. Det er helt forsætligt, at publikum ikke aner, hvor de bliver ført hen. Folk siger, at The Shining ikke giver mening. Fantastisk godt set! Det er jo en spøgelsesfilm. Det er slet ikke meningen, at den skal give mening.”

Hev hårtotter af
Selvom Kubrick afviste både Eksorcisten og Eksorcisten II: Kætteren, som Warner Brothers tilbød ham, kunne han ikke undgå at lægge mærke til gyserfilmenes store popularitet.

Han havde længe gået med idéen om at lave verdens mest uhyggelige film ved at fjerne alle genrens klichéer og vise den i et nyt lys. Så da studiet tilsendte ham en udgave af Stephen Kings relativt ukendte roman, blev han tryllebundet og satte projektet i gang.

Kubrick var legendarisk for sin ubøjelige perfektionisme, der krævede, at hver eneste scene blev planlagt ned til mindste detalje, og skuespillere blev presset til det yderste for at opnå det bedst mulige resultat.

Optagelserne til The Shining var planlagt til 100 dage, men strakte sig i sidste ende over et år. De medvirkende måtte finde sig i konstante omskrivninger af manuskriptet og uendeligt mange retakes af scener.

Ifølge Guinness Rekordbog blev det berømte skænderi mellem Jack og Wendy på trappen taget om hele 127 gange.

Særligt Shelley Duvall (Wendy) havde det svært med Kubrick, der efter sigende uafladeligt hakkede på hende.

Dokumentarfilmen The Making of The Shining, der består af materiale, som Kubrick allernådigst gav sin dengang syttenårige datter Vivian lov til at filme på settet, efterlader ikke tvivl om det anspændte forhold mellem den perfektionistiske instruktør og hans kvindelige hovedrolle.

”Jeg var rasende på Stanley, fordi han pressede mig. Det gjorde ondt, og jeg kom til at hade ham. Hver dag tænkte jeg: ’Hvorfor gør du det her imod mig?’” siger Duvall i filmen, hvorefter man overværer en pause på settet, hvor hun demonstrativt hiver hårtotter af sit hoved for at vise stress-niveauets fysiske eftervirkninger.

Var Nicholson det rette valg?
Ifølge Kubrick pressede han Shelley Duvall for at få hende i præcis den tilstand, som karakteren Wendy befinder sig i: en tilstand af fortvivlelse, angst og desperation.

Mange af filmens kritikere, inklusive Stephen King, fandt Duvalls skuespil overgjort og skabagtigt, mens Kubrick selv ytrede stor beundring for hendes præstation.

Jack Nicholson, der allerede på daværende tidspunkt var en stor Hollywood-stjerne, havde derimod et glimrende samarbejde med Kubrick.

Stephen King havde ellers forsøgt at overbevise Kubrick om, at Jack Torrance krævede en langt mere almindelig type à la Jon Voight, der havde gjort fin figur i John Boormans Udflugt med døden fra 1972.

Ét af Kings største kritikpunkter var da også, at Nicholsons karakteristiske mimik alt for tidligt stemplede karakteren som sindssyg, og at publikum ville have svært ved at adskille oplevelsen fra Nicholsons rolle i Gøgereden.

Begge skuespillere har siden udtalt, at det er den hårdeste film, de nogensinde har arbejdet på.

Drengen, der skinnede
”Nogle gange efterlader hændelser spor. Ikke spor, som enhver kan se … men spor, som kun folk, der skinner, kan se. Ligesom de kan se ting, der endnu ikke er sket, kan de nogle gang se ting, der er sket for meget længe siden.”

Sådan siger køkkenchefen Dick Halloran i en tidlig scene til lille Danny i et forsøg på at forklare ham, at han har synske evner.

Drengen, der skinnede lyder den danske titel på romanforlægget, og det er da også netop den synske evne, der fostrer filmens allermest hårrejsende scener. ”Kom og leg med os, Danny. Kom og leg for evigt!” lyder det fra de to småpiger, som mere end noget andet er blevet ikoniske for værket.

Publikums oplevelse af spøgelsespigerne og synet af deres små gennemhakkede, blodoverdængede kroppe ligger heldigvis langt fra Lisa og Louise Burns’ egne oplevelser af tiden på settet.

Ingen af dem fandt det ubehageligt eller skræmmende at blive pøset til med det kunstige, klistrede blod, og på stillbilleder fotograferet bag kulisserne kan man se dem lege med Danny Lloyd, der spiller drengen Danny.

Den dengang seksårige Lloyd blev fundet gennem en omfattende castingproces i byerne Chicago, Denver og Cincinnati, der var udvalgt specifikt, fordi karakteren skulle have en udtale, der lå et sted mellem Nicholson og Duvalls.

Efter sigende var Lloyd aldrig klar over, at det var en gyserfilm, han var med i. Kubrick sørgede simpelt hen for, at drengen aldrig var til stede, når de blodige scener blev optaget. Og han så først den færdige film, da han var seksten år gammel.

“Jeg synes personligt ikke, det er en uhyggelig film, fordi jeg ved, hvad der foregik bag kulisserne. Det er måske ironisk, men jeg kan bedst lide sjove film og dokumentarer,” sagde Lloyd til NY Daily News i 2013.

Hverken Burns-søstrene eller Lloyd gjorde karriere som skuespillere.

Svarene vi ikke får
Men hvad er det, der gemmer sig bag døren i værelse 237? Hvem er den fremmede dame, og hvorfor rådner hendes krop på et splitsekund? Hvad betyder det, at hotellet er bygget på en indianergrav? Og hvorfor optræder Jack på et fotografi fra 20’erne?

Vi får ikke svarene, og det er en af grundene til, at The Shining bliver hængende i bevidstheden.

Om den vitterlig er verdens mest uhyggelige film, som Kubrick ønskede, at den skulle være, kan måske diskuteres. Men filmen fortjener et gensyn, om ikke for uhyggens, så for æstetikken og detaljerigdommens skyld.

Og mange vil kunne genkende følelsen af ikke at kunne passere en elevator uden at forestille sig, at døren åbner en sluse af skarlagensrødt blod. Eller dreje om hjørnet i en tilfældig hotelkorridor uden en svag frygt for at møde de døde søstre.

Jack Nicholson og Stanley Kubrick får sig en sludder og en smøg i en pause under optagelserne på The Shining.

The Shining

Instrueret af Stanley Kubrick.

Baseret på Stephen Kings 1977-roman The Shining.

Amerikansk premiere 23. maj 1980 og europæisk 7. november 1980.

Den europæiske version er 25 minutter kortere end den amerikanske version.

Ulig Kubricks tidligere film blev The Shining slået stort op med omfattende teaser-plakater og reklamer.

Fik lunkne anmeldelser og blev nomineret til Razzie Awards for værste skuespillerinde og værste instruktør.

Har med årene opnået kultstatus og regnes i dag for et af filmhistoriens store mesterværker.

© Filmmagasinet Ekko