Interview
12. dec. 2017 | 13:11 - Opdateret 12. dec. 2017 | 15:27

Sune Wahl: Den kreative producer

Foto | Philip Davali
Sune Wahl kunne mellem skuespillerne Jihad og Salim Assi række armene sejrrigt i vejret, da Abu Adnan gjorde rent bord og vandt fire priser ved Ekko Shortlist Awards.

”Der skal være gnist og diskussioner,” siger Sune Wahl, der som producer har andel i de fire priser ved Ekko Shortlist Awards til Abu Adnan, som også er udtaget til verdens største kortfilmfestival.

Af Nicki Bruun

Abu Adnan blev topscorer ved Ekko Shortlist Awards 2017, hvor det rørende flygtningedrama gjorde rent bord og vandt i alle fire kategorier, den var nomineret i: bedste fiktion, mandlige skuespiller, klipning og scenografi.

Dermed fik fire af folkene bag Abu Adnan overrakt en statuette med deres navn på, men en af de centrale kræfter blev overset.

”Der er jo en auteur-tradition, men der står også nogle mennesker bagved, som finder penge og har noget at sige kreativt i en sparring med instruktøren,” siger Sune Wahl, der som producer af Abu Adnan var på scenen med instruktør Sylvia Le Fanu, da hun modtog prisen for bedste fiktion.

”Man ser ikke producerne som en del af det kreative hold, men vi sidder jo i en trekant med manuskriptforfatteren og instruktøren og er med fra starten,” fortsætter produceren, der har en holdning til de film, han laver.

”Jeg har svært ved at tage en film til mig, hvis jeg ikke har et kreativt say og kan mærke mig selv i en film. Jeg skal jo også sælge det her produkt – for at få støtte, men også efterfølgende. Hvis man ikke har det følelsesmæssige engagement i filmen, kan det være utroligt svært at finde de rette ord. Så giver man bare andres ord videre, og så bliver det ikke nogen særlig personlig forklaring om filmen, og hvad den kan.”

Barchef og statist
36-årige Sune Wahl har altid haft lyst til at lave film, men kom noget senere i gang end de fleste andre med filmdrømme.

Fra en stilling som barchef på Det Kongelige Teater kastede han sig for nogle år siden ud på dybt vand.

”Min vej ind i industrien var at være statist på Borgen og andre tv-serier. I stedet for at sætte mig ned i statistlokalet gik jeg op til produktionen og spurgte, om der var noget, jeg kunne hjælpe med. Så jeg brugte et år på det for at finde min vej ind i branchen,” siger Sune Wahl, hvis første rigtige arbejde på en kortfilm var som produktionsleder på Zombiehagen, der er på Ekko Shortlist.

Siden kom han i 2015 ind på producerlinjen på den alternative filmuddannelse på Fyn, 18Frames, hvor Abu Adnan blev hans midtvejsfilm.

Deter en humanistisk historie om den syriske læge Sayid (Salim Assi), der som flygtning i Danmark har svært ved at forstå sproget og kulturen. Filmen viser også, hvordan de nye rammer tærer på forholdet til sønnen, som har nemmere ved at tilpasse sig.

Det er en film fuld af forståelse og kærlighed, som de mange vindere ved Ekko Shortlist Awards fremhævede på scenen. Men der skal også andet og mere til, fortæller Sune Wahl.

”Der er jo langt fra kun love and harmony på et filmset. Hvis man går ind med den tilgang til film, at alt skal være lyksalighed, er man kommet det forkerte sted hen. Der skal være en gnist og nogle diskussioner, for ellers er der ikke den kunstneriske nerve.”

Firesporet motorvej
Det kan virke mærkeligt at søge mod Fyn fra København, hvor langt størstedelen af filmbranchen holder til, når man gerne vil være noget ved filmen.

Men ifølge Sune Wahl, der har bosat sig i Svendborg, giver det god mening at tage hen, hvor alle andre ikke også prøver at lave film.

”Jeg er før blevet spurgt: ’Hvorfor fanden flytte til Fyn, hvis du vil lave film?’ Men som talent kan jeg stille mig op på en villavej i København med bump og chikaner og stå i kø efter alle de andre. Men på Fyn har jeg en firesporet motorvej direkte ind i den danske filmbranche,” siger produceren, der også fremhæver de lokale samarbejdspartneres store indsats.

”Der er kommet en anden opmærksomhed på Fyn igennem FilmFyn, og Odense Filmværksted er en stærk samarbejdspartner, der giver sparring og hjælp.”

Headhuntet til festival
Abu Adnan
er netop blevet udtaget til den franske festival Clermont-Ferrand, som er den største kortfilmfestival i verden. 9000 film var blevet indsendt, men faktisk var Abu Adnan ikke en af dem.

”De havde haft en scout på Odense Film Festival, som havde set filmen og var meget begejstret. Så de ringede og spurgte, om vi ikke lige skulle nå at få filmen af sted til festivalen. Så vi blev faktisk headhuntet. Det er altså en big deal, for det er en international festival, der virkelig kan åbne døre,” fortæller Sune Wahl om det store udstillingsvindue, som foregår 2.–10. februar næste år.

Clermond-Ferrand-festivalen har været glade for det aktuelle emne og måden, det bliver behandlet på.

”Det er ikke en film, hvor vi peger fingre ad nogen, og det tror jeg har været vigtigt. Når man ser de film, der kommer ud af Filminstituttet om folk med anden etnisk baggrund, bliver det hurtigt med fuld smadder på. Så er man måske lovlydig borger i starten, men bliver hurtigt en hævner i et bandemiljø,” siger produceren med et smil.

”Vi har lavet en langsom, ærlig og dvælende fortælling om nogle af de små ting i livet, som har en enorm betydning for vores hverdag.”

Sune Wahl

Født 1981 i København.

Gik et år på Københavns Film & Fotoskole.

Startede i 2015 på producerlinjen på den fynske filmuddannelse 18Frames.

Har arbejdet i forskellige roller på Ekko Shortlist-filmene Zombiehagen, Sé, hvilken klovn og Freja og Sofie.

Producer af Abu Adnan, der blev topscorer ved Ekko Shortlist Awards 2017 med fire priser.

© Filmmagasinet Ekko