Essay
01. juni 2009 | 08:00

Westerngenrens renæssance

Foto | Richard Foreman Jr.
No Country for Old Men

De tider er for længst forbi, hvor helten bar hvid hat og skurken sort (hvis de nogen sinde har eksisteret). Myten om Det Vilde Vesten er udsat for bagholdsangreb, ikke mindst takket være forfatteren Cormac McCarthy, som senest har fået romanen No Country for Old Men filmatiseret af ingen ringere end Coen-brødrene.

Af Allan Sørensen

Da det skrevne ord kom før de levende billeder, har det ofte været filmmediets lod at slægte litteraturen på, når det gælder storytelling. Få genrer eksemplificerer dette samspil bedre end western, og genren oplever i disse år en filmisk renæssance, der i udpræget grad er drevet af inspiration fra bøgernes verden.

Markante nyere westernfilm som No Country for Old Men, 3:10 to Yuma, The Assassination of Jesse James by the Coward Robert Ford, Brokeback Mountain, Open Range, The Missing, All the Pretty Horses og The Hi-Lo Country baserer sig alle på litterære forlæg. Det samme gælder seneste skud på stammen, Appaloosa, der ikke ville være blevet til uden Robert B. Parkers fire år gamle roman af samme navn. Filmen er udkommet på dvd for nylig.

To af de ovennævnte titler stammer fra Cormac McCarthys forfatterskab. Med sin bemærkelsesværdige kvintet af westernromaner – fra Blood Meridian (1985) over grænsetrilogien All the Pretty Horses (1992), The Crossing (1994) og Cities of the Plain (1998) til No Country for Old Men (2005) – har McCarthy placeret sig centralt i postmodernismens fortolkning af myten om Det Vilde Vesten.

Mytens oprindelse
Den traditionelle gren af westerngenren groede ud af den myte, som blev skabt i en nostalgisk kampagne, der gennemstrømmede USA i 1890’erne – samme årti som filmens fremkomst.

Indflydelsesrige kulturpersonligheder som den senere præsident Theodore Roosevelt, historikeren Frederick Jackson Turner, forfatteren Owen Wister, maleren Frederick Remington og ikke mindst legenden William F. Cody (bedre kendt som Buffalo Bill) stod sammen om at danne og formidle et romantisk billede af koloniseringen af det vestlige USA. Billedet bagatelliserede, ja ligefrem retfærdiggjorde, den hvide mands ofte hensynsløse fremfærd over for den indfødte befolkning og naturen.

I betragtning af, at Det Vilde Vesten udspillede sig over en periode på mindre end 30 år i løbet af anden halvdel af 1800-tallet, indtog genren en bemærkelsesværdig hovedrolle i amerikansk kultur langt ind i det 20. århundrede. Særligt den massive produktion af westernfilm var i store perioder en guldgrube for Hollywood.

Indtil 1960’erne var det imidlertid kun ganske få af disse film, der afveg fra eller stillede spørgsmålstegn ved den konventionelle, mytiske opfattelse af denne væsentlige periode i USA’s historie. Western er ofte blevet kaldt en konservativ lov-og-orden-genre i den forstand, at dens mål har været at opretholde den gældende samfundsorden, dels i forhold til udfaldet af handlingen i den enkelte historie, dels i forhold til myten om Det Vilde Vesten.

The good bad boy
I den traditionelle western hersker en vis grad af polariseret og unuanceret personkarakteristik imellem ”gode” på den ene side og ”onde” på den anden side.

Dette aspekt er dog ofte blevet overvurderet.

Eksempelvis hører den symbolske iklædning af helten og skurken i henholdsvis hvidt og sort tøj (eller hatte) sig fortrinsvis til stumfilmens æra – for senere at blive en del af b-filmens repertoire.

Og den klassiske cowboyhelt findes ikke – som det af og til bliver udlagt – blandt renskurede søndagsskoledrenge, men gerne i den kategori, som litteraturkritikeren Leslie Fiedler har identificeret som the good bad boy. Denne heltetype kan sagtens bære rundt på en tvivlsom fortid og bruge ufine metoder så længe, at han kæmper for retfærdighed.

Nogle anmeldere har udlagt det som et revisionistisk træk, at Appaloosas hårde nyser af en ordenshåndhæver, Virgil Cole, tæver en uskyldig bargæst. Men det har altid været en fast bestanddel af westernmyten, at helten er en splittet figur, der har det ene ben i civilisationens stramme bånd og det andet i lovløshedens frie tøjler.

Sådan har det været lige siden John Wayne i 1939 brød igennem som den flossede Ringo Kid i John Fords Stagecoach. Glemmes i denne sammenhæng bør heller ikke den aldrig uddøende fascination af outlaws, lovløse banditter som Jesse James og Billy the Kid.

Indianere: et ømtåleligt emne
Særligt fremstillingen af indianeren som barbarisk og mindreværdig var udbredt i westerngenren indtil 1960. Delmer Daves vakte således i 1950 opsigt, da han gav sig af med et sympatisk portræt af indianere i filmen Broken Arrow (efter Elliott Arnolds roman Blood Brother).

Nok så interessant valgte forbløffende mange historier helt at ignorere de indfødtes eksistens — angiveligt i et forsøg på at aflede publikums opmærksomhed fra stenen i skoen.

Først i 60’erne begyndte revisionistiske westernfortællinger at dukke op. I tråd med den oprørske tidsånd fremstillede de lov og orden som relative og potentielt korrupte størrelser, ikke mindst set i lyset af den forløjede, ensidige tradition, der havde eksisteret indtil da.

Som altid gik litteraturen forrest.

Romaner som E.L. Doctorows Welcome to Hard Times (1960, filmatiseret i 1967) og Larry McMurtrys Horseman, Pass by (1961, filmatiseret som Hud i 1963) gav langt mere komplekse, realistiske fremstillinger af livet i det amerikanske Vesten, mens Thomas Bergers En god dag at dø (1964) tog fat om nældens rod med en velgørende satire over westernmyten og behandlingen af indianerne.

Sidstnævnte blev filmatiseret med stor resonans af Arthur Penn i 1970 og fik samme år selskab på det store lærred af to andre fortællinger med litterære rødder, Ralph Nelsons Soldier Blue og Elliott Silversteins A Man Called Horse. Alle tre film benytter sig af hvide protagonister, der på egen krop opnår indsigt i indianeres liv og reviderer deres konventionelle syn på ”barbarerne”. Og de kan siges at være inspirationskilder for Kevin Costners filmatisering af Michael Blakes roman Dances with Wolves i 1990.

På trods af de her adspredte, ædle forsøg på at fortælle en anden side af historiens gang protesterede skuespilleren Marlon Brando så sent som i 1973 imod Hollywoods stereotype fremstilling af indianere og fortsatte manglende vilje til for alvor at tage hul på emnet om de indfødtes tragiske skæbne. I en happening udeblev han fra Oscar-showet og sendte i stedet en indiansk aktivist på scenen for at modtage hans hæder for rollen som Don Corleone i Godfather.

Illusionsløse westerns
Mens en hvis berøringsangst over for indianere altså bestod, blev mange andre dæmninger brudt.

Sergio Leones og Sam Peckinpahs illusionsløse westernfilm i 1960’erne undergravede traditionerne i en sådan grad, at genren aldrig blev den samme igen. Den heroiske, romantiske fortælling om Det Vilde Vesten som et mytisk bagtæppe for de gode kræfters sejr over de onde udstilledes som rungende hul.

Leones og Peckinpahs universer var til fulde befolket af et grisk, voldeligt og amoralsk persongalleri. Med deres visuelle fremstilling af det amerikanske Vesten som et forfaldent, apokalyptisk landskab præsenterede disse filmmagere desuden en ekstrem modpol til den hidtidige opfattelse af the frontier som en storslået, regenerativ skueplads.

Robert Altman gik i en anden, mere introvert retning med sin underspillede anti-western, McCabe & Mrs. Miller fra 1971 ved at erstatte mesteren Fords betagende panoramiske scenarier med en fortættet, kuldslået realisme. Altmans klaustrofobiske fokus på det beskidte og håbløse ligner en klar inspiration for dele af æstetikken i senere vægtige værker som Michael Ciminos Heaven’s Gate (1980), Clint Eastwoods Unforgiven (1992) og HBO-serien Deadwood (2004-06).

Frygtindgydende mesterværk
Fra midten af 1970’erne faldt udbuddet af westernfilm drastisk, ikke mindst som følge af den generelle modvilje mod autoriteter i kølvandet på ungdomsoprøret, Watergate-affæren og Vietnam-krigen.

Og genren har aldrig genvundet fordums niveau. Det blev ikke mindst manifesteret i 1980, da den ambitiøse Heaven’s Gate med sin deprimerende, grå udlægning af myten blev en monumental fiasko. I manges bevidsthed havde western i sin helhed udspillet sin rolle, mens det brede publikum ikke havde lyst til at blive konfronteret med tilsvininger af det elskede Vilde Vesten.

Den revisionistiske forråelse og underminering af westerngenren fandt således sted længe inden, sydstatsforfatteren Cormac McCarthy (f. 1933) dukkede op på prærien. Det gjorde han i 1985 med det frygtindgydende mesterværk Blood Meridian, som med baggrund i historiske kilder på grusom vis beretter om en blodtørstig gruppe af skalpejægere, der huserer med statslig bemyndigelse under den Mexicansk-amerikanske Krig i midten af 1800-tallet. Gruppen består af alle slags racer, og det er sigende for romanens befriende politiske ukorrekthed.

Præcis som den konventionelle western ukritisk kolporterede myten om Det Vilde Vesten har mange revisionistiske fortællinger haft en tendens til blindt at dæmonisere den hvide mand og helt fritage indianerne for skyld og ansvar. Blood Meridian skelner ikke, men fremfører det radikale synspunkt, at alle er barbarer inderst inde.

Romanen opnåede aldrig mere end akademisk interesse.

Den er gennemsyret af apokalyptisk fatalisme, fortalt i et arkaisk sprog og flyder over med artige sager som endeløse makabre nedslagtninger, voldtægt, pædofili og nekrofili. En særligt ubehagelig passage beskriver et træ, der uforklarligt er behængt med døde spædbørn. Det er frygtelige udtryk for et umenneskeligt profitjageri og en amoralsk udnyttelse af jordens ressourcer. Blood Meridian udstiller det mørke hjerte i koloniseringen af det amerikanske kontinent og former sig som en komplet destruktion af den mytiske, optimistiske version af denne ekspansion.

Den fortabte cowboy
Det var svært at se, hvor McCarthy kunne gå hen, efter at han havde lagt det amerikanske Vesten gold og øde i Blood Meridian.

Han valgte at starte på en frisk med den langt mere tilgængelige roman All the Pretty Horses i 1992, første bidrag til The Border Trilogy. Et gennemgående motiv i grænsetrilogien handler om det 20. århundredes cowboy, en fortabt sjæl, der er kørt ud på et sidespor af samfundsudviklingen. Han er sat skakmat i springet fra the Old West til the New West, den urbaniserede og industrialiserede nye amerikanske virkelighed efter år 1900. Men denne cowboy er også fanget i illusionen om Det Vilde Vesten. Han længes efter de åbne vidder og angivelige idealer fra en svunden tid, som han kun kender til fra romantiserende litteratur, tegneserier, film, radio og tv.

Hovedpersonen i All the Pretty Horses, John Grady Cole, føler sig ikke hjemme i efterkrigstidens polerede, moderne USA. Da han får afslag på at overtage familiens ranch, drager han til Mexico for at opsøge drømmen om en tilværelse som cowboy, men det ender i et mareridt af flugt, mord og bristet kærlighed. Cole må indse, at hans drengede forestillinger om livet i det mytiske Vilde Vesten ikke holder stik, og han betaler en dyr pris for at forsøge at vække dem til live.

McCarthy sidestiller Cole med indianernes skæbne: Han lader cowboyen overtage de indfødtes tidligere rolle som "the vanishing American".

En tvivlsom pointe, eftersom virkelighedens cowboy på mange måder var medskyldig i udmanøvreringen af indianeren. Samtidig kan det ikke nægtes, at McCarthy i All the Pretty Horses går på kompromis med sin altødelæggende vision i Blood Meridian, idet han fremstiller Coles drøm om livet i Det Vilde Vesten i et sentimentalt lys og i mange passager kommer faretruende tæt på brug af en konventionel western-metaforik. Coles skæbne forlener dermed romanen med et melankolsk anstrøg.

Kynismen vender dog tilbage i fuldbyrdelsen af trilogien: The Crossing og Cities of the Plain samt i den senere No Country for Old Men.

I McCarthys ånd
McCarthys indflydelse på den nye bølge af westernfilm begrænser sig ikke til deciderede filmatiseringer af hans værker. Den handler nok så meget om den brutale tone og konsekvens, han fremmaner i sit ofte ubønhørligt revisionistiske univers.

Forfatterens uforsonlige eksponering af westernmyten som et udslag af rå og voldelig kapitalistisk magtanvendelse ligger i tråd med Leone, Peckinpah og Altman. Men den har også påvirket retorikken yderligere i fænomenale nyere værker som Deadwood og Paul Thomas Andersons There Will Be Blood, der er baseret på Upton Sinclairs roman Oil! fra 1927. Begge udstiller den såkaldte civilisering af Vesten som en alt andet end civiliseret proces.

En sørgeligt overset film som Tommy Lee Jones’ stærke nutidige western The Three Burials of Melquiades Estrada fra 2005 har tydelige aftryk fra McCarthy.  Guillermo Arriagas manuskript deler ikke blot en stemning med McCarthy, men har også slående ligheder med begivenheder i All the Pretty Horses og The Crossing.

Hertil kommer, at texaneren Tommy Lee Jones har erklæret sig som stor fan af McCarthy, hvorfor han var det perfekte valg til at legemliggøre den slagne sherif Bell, fortælleren i No Country for Old Men. Jones har i øvrigt fra tid til anden været nævnt i forbindelse med en eventuel filmatisering af Blood Meridian, som ifølge IMDb nu er under udvikling efter mange års frygtsomt tilløb.

Tegneserierne
Blood Meridians kompromisløshed og grufulde bestialitet rumsterer også under overfladen i nyere graphic novels som Preacher, El Diablo og Loveless, hvor stilen i nogen grad også synes inspireret af spaghettiwestern, Leone og Peckinpah, hvis kulørte handlingsforløb, karikerede figurer og stiliserede voldsudgydelser i forvejen havde et vist tegneseriepræg over sig.

Disse tre titler omhandler alle formørkede antihelte i forskruede, overnaturlige western-scenarier. Endelig er der seneste inkarnation af den martrede dusørjæger Jonah Hex, der startede sit omtumlede ”liv” hos DC Comics i 1970’erne. Med de senere års mange tegneseriefilmatiseringer in mente er det ikke overraskende, at Hollywood barsler med versioner af Preacher og Jonah Hex. Sidstnævnte har Josh Brolin i titelrollen og er sat til premiere i maj 2010.

Revisionismen er imidlertid ikke alene om at holde western i live.

Der vil til hver en tid være bud efter det klassiske genrestykke. Det viser tilstedeværelsen af den traditionelle roman/film som Appaloosa og den kommende filmudgave af den elskelige 50’er tv-serie The Lone Ranger. Og at All the Pretty Horses takket være dens sentimentale åre og brede appel stadig står som McCarthys mest populære roman, indikerer tillige, at myten om Det Vilde Vesten ånder endnu trods gentagne bagholdsangreb.

Under alle omstændigheder kan det med en venlig tanke til salig Mark Twain konkluderes, at de vedholdende rygter om westerngenrens død er stærkt overdrevne.

© Filmmagasinet Ekko