Nekrolog
08. aug. 2023 | 12:57

William Friedkin er død

Foto: Mick Garris

I et interview fra før sin død fortæller William Friedkin om sin start i filmbranchen og sit pinlige første møde med Alfred Hitchcock.

Instruktøren bag Eksorcisten og The French Connection tilhørte en amerikansk 70’er-generation, som ikke var bange for at dyrke det frastødende og kontroversielle.

Af Claus Christensen og Frederik Hoff

Mange journalister havde set frem til at interviewe mesterinstruktøren William Friedkin på Venedig-festivalen.

Her er der premiere på hans nye film, The Caine Mutiny Court-Martial, en filmatisering af et teaterstykke af samme navn. Men der bliver desværre ingen interviews.

Mandag gik den 87-årige instruktør nemlig bort. Han døde af lungebetændelse, oplyser hans kone Sherry Lansin til The Hollywood Reporter.

Friedkin er instruktøren bag to af filmhistoriens klassikere, nemlig thrilleren The French Connection (1971), der er kendt for en af mediets mest berømte biljagter i New Yorks gader, og gyseren Eksorcisten, som blev et banebrydende chok-okkult-hit i 1973.

The French Connection vandt hele fem Oscar-statuetter, heraf en til Friedkin for bedste instruktion. Eksorcisten indtjente 500 millioner dollars i hele verden og blev dermed en af 70’ernes store publikumssucceser.

Magnus opus
Efter en opvækst som søn af en jødisk softballspiller-far og sygeplejerske-mor var William Friedkins vej ind i filmens verden hurtig, men bumlet.

Allerede som attenårig begyndte han at instruere live-tv og dokumentarfilm. Blandt disse var dokumentaren The People vs. Paul Crump, der handler om en dødsdømt mand. Filmen blev vist på festivalen i San Fransisco og satte fart i Friedkins karriere.

I 1965 arbejdede han for sit store idol, da han instruerede et af de sidste afsnit af Hitchcocks gyser-tv-program Alfred Hitchcock Presents. Her fik han god gammeldags voksenskældud af mesterinstruktøren, fordi han mødte op uden slips.

Kort efter kom spillefilmdebuten Good Times med Sonny og Cher i hovedrollerne. Friedkin har selv kaldt den musikalske western-komedie ”uudholdelig”, og hans næste tre kunstfilm blev heller ikke store succeser.

Men dengang var der rigeligt med chancer til spirende instruktørtalenter. Femte gang ramte Friedkin dog plet med sin rå, dokumentaragtige stil i The French Connection med Gene Hackman.

Filmen indbragte ham en Directors Guild Award, og på vej ned fra scenen gik Friedkin forbi Hitchcock, rettede på sin butterfly og fik sin hævn med ordene: ”Hvad synes du om mit slips, Hitch?”

Opfølgeren blev hans magnum opus: den legendariske horrorfilm Eksorcisten, der med sine revolutionerende effekter og vanvittige billeder skræmte publikum fra vid og sans. Teenageren Regan – spillet af Linda Blair – viser tegn på besættelsen, men dramaet eskalerer, da en katolsk præst bliver tilkaldt for drive den onde ånd ud med eksorcisme.

Filmen føles den dag i dag, som om satan selv har taget bolig i filmrullen.

Nedtur og hjerteanfald
Eksorcisten gjorde Friedkin til en af 70’ernes største amerikanske instruktører i samme liga som Peter Bogdanovich og Francis Ford Coppola.

Der gik dog ikke længe, før de modigt eksperimenterende instruktører blev overskygget af et nyt hold episke blockbustermagere med Steven Spielberg og George Lucas som bannerførere.

Star Wars skyggede totalt for Friedkins thriller Sorcerer, som ellers er den film, han selv var mest stolt af. Dens skuffende modtagelse var et stort nederlag for ham, og herfra fortsatte det ned ad bakke.

1980’erne startede faretruende med et næsten dødeligt hjerteanfald i 1981, og igennem 80’erne og 90’erne lykkedes det aldrig for alvor Friedkin at slå igennem med sine meget forskellige film.

Kultfilmen Cruising, hvor Al Pacino’s detektiv infiltrerer New Yorks homoseksuelle SM-miljø, blev modtaget som et kontroversielt værk, og det diskuteres stadig, om den er dybt homofobisk eller forud for sin tid.

Stor innovatør
Dog mistede han aldrig sin status som en af horror-genrens helt store innovatører og lidt af en kultinstruktør. Ved repremieren på Eksorcisten i 2000 blev der solgt mere end 40 millioner billetter i USA.

I 2007 havde han premiere på den kritikerroste, komiske thriller Killer Joe, hvor Matthew McConaughey spiller rollen som lejemorderen og detektiven Joe.

På trods af positive anmelder blev filmen aldrig en kommerciel succes. Det skyldtes blandt andet, at den fik en høj alderscensur, men Friedkin nægtede at klippe de stødende scener fra.

William Friedkin var gift fire gange, og hans sidste ægteskab – som startede i 1991 – skulle vise sig at blive det mest stabile. Han efterlader sig hustruen Sherry Lansing samt sønnerne Jackson Friedkin og Cedric Friedkin.

Interview med William Friedken

Kommentarer

© Filmmagasinet Ekko