CPH:DOX
Interview
01. nov. 2012 | 10:09

YouTube-rapperens kompromisløse liv

Foto | Andreas Johnsen
"Han kan svinge fra det mest sympatiske menneske til at være vildt irriterende,” siger instruktør Andreas Johnsen om rapperen Kidd, der har hovedrollen i dokumentarfilmen Kidd Life.

”Jeg har lavet film i favelaen i Rio de Janeiro med de vildeste typer, men Kidd overgår dem alle,” siger Andreas Johnsen, hvis film om den karismatiske rapper får premiere på Cph:Dox lørdag.

Af Anne-Sophie Thostrup

Kidd har både spillet for dronningen og hvinende teenagepiger på Nørrebros graffitiovermalede spillesteder. Han blev landskendt efter at have lagt musikvideoer på YouTube, hvor han pludselig storhittede med numre som Jeg har kysset med Jamel og Ikk’ lavet penge.

Opmærksomheden toppede, da han på landsdækkende tv i Clement direkte erklærede, at han ikke længere ville lave musik under navnet Kidd. Den kun 23-årige rapper, der i virkeligheden hedder Nicholas Westwood Kidd, havde blot påtaget sig en rolle som fandenivoldsk og selvsmagende rapper, hævdede han – formentlig uden helt at overbevise nogen.

Andreas Johnsen har med sit håndholdte kamera på skulderen fulgt i hælene på Kidd hele vejen. Det er blevet til dokumentarfilmen Kidd Life, som får premiere 3. november på dokumentarfestivalen Cph:Dox, og som i begyndelsen af det nye år vil blive sendt som tv-serie på den nye kanal DR 3. 

Billede på tidsånden
Kidd Life går bag om Nicholas, men viser også, at Kidd-figuren trods alt næppe har været et blufnummer fra ende til anden.

Som en af Kidds sange, Det er svært at være så god, antyder, er Janteloven et lukket land for rapperen, der har taget ungdommens selviscenesættelse til den yderste grænse med en usædvanlig evne til at skrue ørehængende hits sammen.

Han er ikke blevet kendt gennem et talentshow i bedste sendetid, men har selv skabt sig et navn på nettets musikundergrund, og først senere har han – sammen med sine rapkumpaner – etableret pladeselskabet Cheff-Records.

”Han er et ekstremt billede på tidsånden. Nogle tror, at min film er en musikdokumentar, fordi den handler om Kidd, men det er det ikke. Det er et billede på den ungdomsånd, som eksisterer lige nu. Men det er samtidig en universel historie om en ung mand, der prøver at finde sig selv, samtidig med at han bliver påvirket massivt udefra,” fortæller Andreas Johnsen. 

TopGunn og Klumpen
Historien om Andreas Johnsens møde med Kidd begyndte på det rå spillested Stengade 30 på Nørrebro. Her mødte instruktøren nogle af de drenge, som Kidd rappede med.

”Jeg så TopGunn og Klumpen optræde på Stengade 30 til Ruba’dub. De varmede op for et andet stort hovednavn, som jeg egentlig var hyret til at filme den aften. Men jeg kunne slet ikke mærke det hovednavn og var i stedet helt oppe at køre over Oliver og Christian, som TopGunn og Klumpen i virkeligheden hedder,” fortæller han.

”De havde sådan en ’don't give a fuck’- attitude, samtidig med at de virkede vildt sympatiske. De gjorde det bare på deres helt egen måde.” 

Havde mest karisma
Nicholas Westwood Kidd skilte sig dog markant ud fra drengegruppen.

”Først filmede jeg alle drengene, men jeg kunne hurtigt se, at Nicholas var den stærkeste eksponent. Han havde mest karisma og mindst filter, når jeg filmede,” fortæller Andreas Johnsen.

”Han besidder en helt utæmmelig energi. Han følger sin intuition og gør stort set altid, hvad han har lyst til. Han kan svinge fra det mest sympatiske menneske til at være vildt irriterende. Han er jo et ekstremt paradoks, og det er spændende.” 

Umulig at få fat i
I filmen følger man Kidd bag kulisserne til P3 Guld, hvor den store medieopmærksomhed er ved at blive for meget for den unge rapper.

Senere inviteres man med i taxaen, når der skal festes igennem i det københavnske natteliv, og næste morgen bliver man en del af de moralske tømmermænd med en positiv graviditetstest hos en pige og en efterfølgende tur til lægen.

Den ene aften ser man Kidd optræde på diskotek Pitstop i Herning, og den næste læser han digte op til et finkulturelt arrangement på Den Sorte Diamant i København. Det hektiske liv gjorde det sommetider svært for Andreas Johnsen at optage, selvom Kidd og resten af crewet var vilde med ideen om en dokumentarfilm.

”Det var vildt svært at få fat i ham. I lang tid havde han ikke nogen mobiltelefon. Sådan var det med mange af drengene. Enten havde de mistet deres telefon, eller også var den lukket, fordi de ikke havde flere penge på den, eller også havde de smidt deres oplader væk,” fortæller Andreas Johnsen med et smil.

”Jeg har lavet film i favelaen i Rio de Janeiro i Brasilien med de vildeste typer, som var vildt svære at få fat på, men Nicholas overgår dem alle. Men det respekterer jeg, for han lavede jo ikke filmen for at tilfredsstille mig. Han skulle ikke servicere mig, og det giver en form for ærlighed og ægthed.” 

Graviditetstur – og så videre
Mange historier i filmen bliver aldrig fortalt til ende. Efter man har set den positive graviditetstest, er man i næste klip et helt andet sted. Man kommer hurtigt fra taxatur til rap-battle med drengene til en Nicholas, der ligger under dynen, selvom klokken for længst har passeret tolv.

”Hans liv er meget kaotisk, sådan: ’Bang!’ – og så sker der ikke mere. Så er han videre, og sådan var det også i den her situation med pigen,” fortæller Andreas Johnsen.

”Ting, som ville tage et år for andre mennesker at komme sig over, var ligesom bare det, der skete den uge for ham.” 

Savnede sin søn
At det er noget nær umuligt at arrangere noget med Kidd på forhånd, erfarer Ekko, da utallige aftaler om et telefoninterview om filmen går i vasken.

På samme måde mislykkedes alle Andreas Johnsens forsøg på at møde Kidds forældre, som rapperen ikke havde set i lang tid. Det blev dog til et spontant og kort møde.

”Jeg drømte om at lave en rørende scene, hvor han bliver genforenet med sine forældre. Men da han skulle spille på Vega, kom hans forældre og så ham, og de kom ind backstage.”

”Da vi gik i gang med at redigere, fandt vi den her scene, hvor hans mor giver ham et stort knus, og der er simpelthen så mange følelser i det billede. Man kunne virkelig se, at hun havde savnet sin søn. Og det håber jeg virkelig også, at publikum kan se,” fortæller han. 

Spiller skæv for dronningen
I en af scenerne skal Kidd spille til arabisk aften i DR’s fornemme koncertsal.

”Det er min yndlingsscene. Som sædvanligt har drengene ikke tænkt over, hvad det er for et arrangement, de skal spille til. Men så finder de ud af, at dronningen er der. Så Oliver prøver at få Nicholas til at geare lidt ned,” fortæller Andreas Johnsen.

”Nicholas er helt oppe at køre, han er mega glad, skæv og fuld. Oliver siger: ’Nej nej, du bliver nødt til at slappe af, vi bliver nødt til at gøre det ordentligt og rigtigt, fordi dronningen er her.’ Men Nicholas svarer bare: ’Hvorfor, når jeg kan spille det for en på Stengade, så kan jeg også spille det for dronningen – hvorfor?’”

”Jeg elsker det der ’hvorfor?’ – ’hvorfor kan jeg ikke bare få lov at gøre det, som jeg vil. Hvorfor skal jeg indordne mig, bare fordi dronningen er her,’” siger instruktøren ivrigt. 

Bryder de gængse regler
Med dokumentarfilm om Brasiliens slum (Mr Catre The Faithful), en trodsig abortlæge (Mord) og den afdøde danske musiker Natasja (Natasja)er det tydeligt, at Andreas Johnsen er tiltrukket af folk, der gør tingene på deres egen måde, og som bryder de gængse regler.

”Det er et gennemgående tema for de film, jeg har lavet. Mord følger en abortlæge i Nicaragua. Abort er fuldstændig ulovligt der, men hun gjorde det alligevel. Hun gjorde faktisk det samme, som Nicholas gør, og som de graffiti- og streetart-malere, jeg lavede en film om i New York, gjorde,” fortæller instruktøren, som aldrig laver research på forhånd, men straks begynder at filme i felten. 

Populær, men ensom
Det var en spændt instruktør, der for nylig åbnede en flaske hvidvin og satte Nicholas Westwood til at ryge et par cigaretter, inden han viste ham den færdige film på sit kontor i indre København.

”Han var dybt chokeret. Det var vildt for ham at se det hele udefra og genopleve alle de her situationer. Der var mange ting, han ikke kunne huske. Samtidig var han vildt glad for filmen og fortrød ikke noget af det,” fortæller Andreas Johnsen.

”Det var især hårdt for ham at se nogle af de scener, hvor han ikke er så flink over for andre mennesker. Men det var også hårdt for ham at se, at han overhovedet ikke har passet på sig selv ved at feste så meget med druk og stoffer, samtidig med at han skulle performe til koncerter.”

Livet er altså ikke altid en dans på rap-gloser for Nørrebros rapper, der i virkeligheden kommer fra Hillerød.

”Efter at Nicholas havde set filmen, fortalte han, at der hvor han var allermest populær, følte han sig i virkeligheden også mest ensom,” siger Andreas Johnsen. 

Kidd Life vises under Cph:Dox 3., 7. og 10. november. Køb billet her.

© Filmmagasinet Ekko