Kære danske filminstruktører,
Jeg elsker jeres film – også de film som ikke er helt vellykkede. Jeg nærer den dybeste beundring for de kreative kræfter, som maler levende billeder på biografernes store lærreder. Film som tryllebinder, bevæger, underholder og morer.
Jeg elsker at lade mig opsluge af jeres film i biografernes mørke, som sikrer jer kontrol over jeres værk og publikum en fordybelse i jeres fremskabelser, man ikke kan opleve andre steder.
I hører til verdens bedste. Jeres film haler baljer af priser hjem, sælger stakkevis af billetter i både ind- og udland og ofte kalder samme udland på jer, til at instruere deres film.
I er – kort sagt – second to none.
Ingen kan lære jer noget indenfor jeres basale metier. Og det sidste, jeg i hele verden kunne drømme om at gøre, ville selvfølgelig være at fortælle jer, hvordan I skal lave jeres film.
Hvis I dog bare ville udvise samme respekt overfor de mennesker, som forsøger at redde jeres virke som spillefilmsinstruktører og spillefilmen som institution.
Når det handler om forretningsmodeller og fremtiden for spillefilmen, må jeg indtrængende opfordre jer til søge hjælp hos professionelle folk med markedsføringsuddannelse, samt eksperter i økonomi og dyb indsigt i filmindustriens indtægtsstrømme.
Den markedsførings- og forretningsmæssige side af sagen, har I – forståeligt nok – ikke den uddannelsesmæssig baggrund eller indsigt i.
Jeg har netop læst det seneste nummer af jeres medlemspublikation, Take.
Det er hårrejsende læsning.
Til trods for manglede forretnings- og markedsføringsmæssige forståelse, hæmmer det – mildt sagt – ikke skribenternes lyst til at fremkomme med skråsikre udsagn om både forretningen og markedsføringen bag spillefilmen.
Dog er der – trods alt – blevet lyttet så meget efter i timen, at I nogenlunde kan identificere problemet filmbranchen står overfor: ”Salget af dvd styrtdykker og prisen på et online klik er ganske enkelt ikke i stand til at erstatte hverken prisen på en biografbillet eller prisen på en dvd”.
Eller sagt på en anden måde: Indtægterne fra hele home entertainment-sektoren (dvd, blu-ray, vod) er i frit fald. Men det er ikke fordi forbrugerne ikke længere vil se film i denne sektor. Aldrig har så mange set film i home entertainment-sektoren. De vil bare ikke betale (ret meget) for det.
I 2012 udgjorde online-tjenester 57 % af filmforbruget, men kun 12 % af indtægterne.
Nu mangler I så blot at drage det nødvendige rationale ud af den identifikation af problemstillingen, I klogelig har lyttet jer frem til. Og her kniber det noget så gevaldigt. Det forekommer, I ikke er i stand til at rette jeres øvrige misforståede holdninger ind efter indlæringen af den nye viden.
Skulle vi ikke snart blive enige om, at yderligere afkortning af biografernes eksklusivitetsperiode ikke vil løse filmbranchens problemer?
Nedenstående er en note mere til jeres identifikation af problemstillingen:
Indtægterne biograferne genererer på danske film, beholder de naturligvis ikke selv. Biograferne betaler helt op til 60 % af deres indtægter til filmenes distributører. Og det til trods for biograferne, gennem de seneste femten år, har investeret hundredevis af millioner kroner, for at sikre jeres film bliver forevist bedst muligt og publikum får den ultimative oplevelse. Helt klart de 60 % hænger uløseligt sammen med længden af den periode, biograferne har eksklusivitet. Eksklusivitet er nemlig et samhandelsvilkår.
2013 satte rekord, aldrig nogensinde tidligere har biograferne bidraget med så mange penge til dansk films økonomi.
Det betyder, at de indtægter filmindustrien får fra biograferne er vigtigere end nogensinde. Faktisk er det hele livsnerven i spillefilmproduktion. Det burde kunne kortslutte jeres misforstående opfattelse af, at biograferne ikke bidrager i væsentlig grad og løsningen skal findes i de nye digitale medier.
Nogen skal sikre indtægterne for, at I fortsat bliver sat i stand til at lave jeres fantastiske spillefilm og biograferne sikrer, som det ses ovenstående, en stadigt stigende indtægt, i modsætning til home entertainment-sektoren.
At forringe biografernes indtægtsmuligheder, gennem yderligere afkortning af biografernes eksklusivitetsperiode, vil selvsagt gøre det meget vanskeligere – hvis ikke umuligt – at producere spillefilm i dette land.
Man skal jo også tænke på, at spillefilm er lavet med henblik på visning på biografernes store lærred. Hvis de ikke er lavet med henblik på biografernes store lærred, er det ikke længere spillefilm, men derimod tv-film og kan produceres for hen ved den halve pris. Og hvis det er det I vil, så please be my guest. Der er jo absolut intet der hindrer jer.
Det bliver alligevel den verden I skal forholde jer til, såfremt i får magt, som I har agt, i jeres misforståede vision.
Kvaliteten og diversiteten vil dermed komme til at lide et alvorligt knæk, for I vil dermed blive underlagt tv-kanalerne og vod-udbydernes forgodtbefindende. Og de tænker alle udelukkende på høje seertal.
I modsætning til jer, har jeres amerikanske kolleger for længst lugtet lunten og vil for enhver pris beskytte biografernes eksklusivitetsperiode. Flere af dem sikrer sig kontraktligt, at deres film ikke kan vises i home entertainment-sektoren, før end fire måneder efter biografpremieren.
Og vi taler rimelig vægtige instruktører, blandt andet Quentin Tarantino, M. Night Shyamalan, Christopher Nolan, Jon Favreau, Michael Bay, Kathryn Bigelow, James Cameron, Guillermo del Toro, Roland Emmerich, Antoine Fuqua, Peter Jackson, Michael Mann, Todd Phillips, Brett Ratner, Robert Rodriguez, Gore Verbinski og Robert Zemeckis.
Hvad der heller ikke hjælper til jeres forståelse af problematikken, er den vildledning Take præsenterer for jer. Det bliver blandt andet fastslået, at der foregår en ’blockbusterficering’ i biograferne. Hvilket vil sige, at biograferne viser filmene kortere og kortere og kun giver plads for de størst successer. Dette er komplet udokumenteret og har ikke det mindste på sig. I DFI-rapporten, jeres formand refererer til, står der angivet – igen, udokumenteret – at der er en begyndende tendens til blockbusterficering, dog – understreges det – at det ikke er manifest.
Det hindrer dog ikke Take, mod bedrevidende, at fastslå der foregår en blockbusterficering!
Det forholder sig tværtimod sådan, at aldrig har de små perler fået så meget plads i biograferne. Film, som tidligere blev udsendt i kun to biografer, får nu rask væk premiere i femten.
I Take bliver det også beklaget, at nogle film ligger døde i op mod tre en halv måned. Og de skulle være svære ”at genoplive fra det koma”. Igen tales der mod bedrevidende. Paradoksalt nok, har biograferne – trods indgående aftaler – set stort på enkelte danske films eksklusivitetsperiode. Det har dog ikke bragt filmene tidligere ud i home entertainment-sektoren. Ikke alle danske film er i kritikernes øjne vellykkede, nogle får harske anmeldelser og erfaringen fortæller, at det ikke ligefrem er befordrende for transaktionerne på dvd og vod, at forbrugeren har de dårlige anmeldelser i klar erindring. Derfor har det vist sig, endog meget klogt, at vente til anmeldelserne har fortabt sig i glemslens tåge.
Stædigt fastholdes det også i Take, at biografvinduet skulle være fire måneder, til trods for biograferne har åbnet en mulighed for udsendelse af filmene, allerede efter tre måneder. En mulighed, som af pokkers gode grunde, sjældent bliver udnyttet.
Faktisk skal I være jublende lykkelige over, at alt ikke er tilgængeligt på alle platforme på en og samme tid. Så ville de dårlige anmeldelser nemlig skade filmene på samtlige platforme og jeres film vil være væk fra nethinden indenfor få dage. Og selv ikke Christiaan Barnard ville kunne bringe jeres film ud af det koma.
Kære instruktører, kom ud af drømmeland og sæt jer ind i de faktorer, som sikrer flest mulige forbrugere betaler mest muligt for at se jeres værk. Dét er vejen frem for jeres metier og spillefilmens overlevelse, ikke fremmaning af luftkasteller, ganske uden afsæt i virkelighedens verden.
Men der findes faktisk en ret nem måde, at få problemstillingen anskueliggjort, som Filmmagasinet Ekko – godt nok ufrivilligt - har muliggjort. Prøv at erstatte ordet ”pornofilm” med ”spillefilm”, i artiklen med overskriften ”Det store tag-selv-bord” i seneste nummer af det trykte Ekko. Det vil forhåbentlig give jer en idé om hvor filmbranchen vil ende, såfremt jeres vision bliver virkelighed.
Jeg håber inderligt, biografpublikummet – også om tyve år – kan glædes over jeres fantastiske spillefilm på det uovertrufne store lærred.
Med venlig hilsen
Kim Pedersen
facebook
twitter
Kommentarer