Mens spændingen stiger om, hvem der bliver dette års vinder af Den Gyldne Palme, er nedenstående mit bud på de ti bedste vindere af festivalens førstepris gennem tiderne.
Vinderne af festivalens førstepris har dog ikke alle fået tildelt Den Gyldne Palme, og hvordan hænger det så sammen?
I perioderne 1939-1954 og 1964-1974 hed førsteprisen ”Grand Prix de Festival International de Film”. I de øvrige år har den fornemmeste pris været navngivet ”Den Gyldne Palme”.
Nedenstående top ti baserer sig altså på film, som har vundet enten Grand Prix de Festival International de Film eller Den Gyldne Palme.
At identificere de ti film har været ufattelig svært og at sætte dem i prioriteringsrækkefølge, intet mindre end næsten umuligt.
Jeg vover alligevel det ene øje, og vi begynder vanen tro nedefra:
10. Michael Haneke: Amour
Michael Hanekes film vandt Guldpalmen i 2012 og handler om det ældre ægtepar, Georges og Anne, hvis liv langsomt går i stykker efter Anne har fået et slagtilfælde. Anne bliver langsomt mere og mere dement, men kærligheden sejrer og bærer dem igennem et forløb, der kun kan ende på én måde.
Georges og Anne i skikkelse af Jean-Louis Trintignant og Emmanuelle Riva yder mindeværdige mesterpræstationer i denne svanesangsfilm.
Nanni Moretti var jury-præsident det år filmen deltog i hovedkonkurrencen. Filmens producenter var bekymrende for, at dette valg af jury-præsident ville forringe Hanekes vinder-chancer. Moretti var nemlig menigt jurymedlem, da Hanneke i 1997 deltog i hovedkonkurrencen med den kontroversielle Funny Games. Dengang havde Moretti truet med at forlade juryen, hvis Haneke vandt så meget som en enkelt pris for filmen. Bekymringen blev dog gjort til skamme.
Filmen blev ligeledes tildelt en Oscar i kategorien ”bedste fremmedsprogede film”, samt 55 øvrige filmpriser.
9. Michelangelo Antonioni: Blow-up
I 1967 hjemtog Michelangelo Antonioni ”Grand Prix du Festival International du Film” for sin film om en dag i modefotografens Thomas’ liv. I kedsomhed går Thomas en tur i en park, hvor han filmer et kærestepar. Efter at have foretaget en række kraftige forstørrelser af filmen, viser sig noget, der kunne se ud som en død person i græsset og en skikkelse i buskadset med en pistol…
Filmen er inspireret af Julio Cortázars novelle Las babas del diablo, der omhandler en fotografs tilfældige overværelse af et mord. Blandt de medvirkende møder vi David Hemmings, Vanessa Redgrave, Sarah Miles, John Castle og Jane Birkin.
I filmen medvirker også en af datidens mest kendte fotomodeller: Veruschka von Lehndorff. Scenen med hende blev af Premiere Magazine betegnet som ”det mest sexede øjeblik i filmhistorien".
Filmen var Oscar-nomineret i kategorierne ”bedste instruktion” og ”bedste manuskript”. Filmen måtte dog gå tomhændet hjem.
8. Bille August: Pelle Erobreren
Da Bille August vandt Guldpalmen i 1988, var det kun anden gang, at dansk film stod på sejrsskamlen: Bodil Ibsen og Lau Lauritzen, Jr. havde i 1946 vundet prisen Grand Prix de Festival International de Film for De røde enge. I 1946 valgte man nemlig at give hele elleve film den fornemmeste pris, for at hylde den kreative udveksling mellem filmskabere.
Filmen er baseret på Martin Andersen Nexøs socialrealistiske klassiker om Pelle og Lassefar, der kommer til Bornholm fra Skåne som daglejere i slutningen af 1800-tallet.
I hovedrollerne ses Max von Sydow og den senere quizshow-vært Pelle Hvenegaard.
Filmen fortsatte efter Cannes sin sejrsgang og vandt både Oscar og Golden Globe i kategorien ”bedste fremmedsprogede film” samt tyve øvrige filmpriser.
Bille August skulle fire år senere vinde endnu en Guldpalme for Den gode vilje.
7. Luchino Visconti: Leoparden
Perfektionisten Luchino Visconti hjemtog i 1963 Guldpalmen for sin filmatisering af Giuseppe Tomasi di Lampedusas roman.
Filmen handler om den sicilianske fyrste Fabrizio Salina, der i 1860 oplever hvordan hans – og hele aristokratiets - position trues af den demokratiske bevægelse, som ønsker et samlet Italien styret af moderne embedsmænd fra nord. Han indser at hans tid er forbi, og støtter derfor ægteskabet mellem sin fremsynede, men kyniske nevø Tancredi og den underskønne Angelica, datter af den snu borgmester Calogero Sedara.
Burt Lancaster, Alain Delon og Claudia Cardinale medvirker i dette storværk. Som en kuriositet kan det nævnes, at Trinity-skuespilleren, Terrence Hill, havde en birolle i filmen som Grev Cavriaghi.
Da Visconti blev konfronteret med, at 20th Century Fox forlangte Lancaster i hovedrollen som betingelse for finasiering af filmen, udbrød instruktøren: ”Åh nej, en cowboy!”. Lancaster overraskede dog instruktøren og det resulterede i videre samarbejde i Vold og lidenskab (1974). En anden italiensk instruktør, Bernardo Bertolucci, har da også benyttet den amerikanske skuespiller i 1900 (1976).
Filmen var Oscar-nomineret i kategorien “bedste kostumer”, dog uden at vinde.
6. Quintin Tarantino: Pulp Fiction
Quentin Tarantinos tour-de-force vandt Guldpalmen i 1994 og består af tre adskilte, men dog sammenhængende hovedforløb. Hvert plot består af forskellige hændelsesforløb, men hænger sammen og krydser hinanden på forskellig vis.
Disse hovedforløb involverer to lejemordere, en bokser, en gangster og dennes kone, et røverpar og en problemknuser.
Filmen er et festfyrværkeri af skuespilpræstationer af blandt andet Bruce Willis, Uma Thurman, John Travolta, Tim Roth, Samuel L. Jackson og Ving Rhames.
John Travolta og Uma Thurmans berømte dansescene er en nøjagtig kopi af dansen mellem Gloria Morin og Marion Mezzabotta i Federico Fellinis 8½ (1963)
Filmen blev tildelt en Oscar i kategorien “bedste originale manuskript" og hjemtog hele 61 øvrige filmpriser.
5. Carol Reed: Den tredje mand
Carol Reed vandt fortjent ”Grand Prix du Festival International du Film” i 1949 for et af hovedværkerne i klassisk film. Graham Greene stod for filmens manuskript.
Filmen foregår i Wien, i umiddelbar forlængelse af 2. Verdenskrig, hvor byen – ligesom Berlin – blev opdelt i fire zoner. Forfatteren Holly Martins kommer til Wien for at besøge sin nære ven Harry Lime. Han erfarer dog, at Harry er død, eller er han?
Filmens to dominerende roller spilles af Orson Welles og Joseph Cotten.
Den afsluttende jagt gennem Wiens kloakker er i dag filmhistorie. Orson Welles nægtede at medvirke i disse scener ”on location”, hvorfor Wiens kloaksystem måtte genopbygges i et engelsk filmstudie.
Idet filmen både har dags- og natteoptagelser, og instruktøren insisterede på at være til stede ved dem alle, resulterede det i arbejdsdage op til tyve timer.
Filmen var nomineret til tre Oscars, men hjemtog kun en enkelt i kategorien ”bedste fotografering”.
4. Francis Ford Coppola: Dommedag nu
Hvis Pulp Fiction var en tour-de-force, er det dog intet at regne for de trængsler Francis Ford Coppola gennemgik i forbindelse med optagelserne til, hvad mange regner for den ultimative krigsfilm. Filmen modtog Gulpalmen i 1979.
Vi følger kaptajn Benjamin L. Willards rejse gennem Vietnam. Hans mission er at finde og eliminere den psykopatiske amerikanske officer, oberst Walter E. Kurtz.
Obersten spilles af Marlon Brando, kaptajnen af Martin Sheen. Blandt de øvrige medvirkende møder vi Robert Duvall, Dennis Hopper, Frederick Forrest, Laurence Fishburne og i en lille birolle som Oberst Lucas: Harrison Ford.
Der var – som nævnt – ingen ende på de trængsler Coppola måtte gennemgå for at få sin film i kassen. Faktisk truede instruktøren med at begå selvmord flere gange under filmens optagelser. Trængslerne er dokumenteret i filmen Hearts of Darkness: A Filmmakers Apocalypse (1991).
Filmen var nomineret til otte Oscars, men blev kun præmieret i to kategorier: ”bedste fotografering” og ”bedste lyd”. Derudover blev det til femten øvrige filmpriser.
3. Martin Scorsese: Taxi driver
Martin Scorsese sikrede sig Guldpalmen i 1976 med sin film om den hjemvendte Vietnam-soldat Travis Bickle, der kører taxa i New York for at tjene til dagen og vejen. Gennem bilens ruder ser han alskens menneskeligt forfald - narkomisbrug, prostitution og kriminalitet. En dag bliver det for meget for ham, og han beslutter sig for at tage sagen i egen hånd.
Robert De Niro og Jodie Fosters præstationer fremstår stadig som nogle af deres karrieres bedste. Derudover medvirker Harvey Keitel, Cybill Sheperd og Peter Boyle.
”You talkin’ to me?"-scenen er improviseret. De Niro har senere hævdet, at scenen var inspireret af Bruce Springsteens drillerier af sit publikum under koncerter.
Filmen blev nomineret til fire Oscars, men måtte gå tomhændet hjem. Dog blev filmen tildelt 25 øvrige filmpriser.
2. Roberto Rossellini: Rom – åben by
Roberto Rossellinis mesterværk, som er inspirationskilde til snart sagt alle modstandsfilm, vandt Grand Prix du Festival International du Film i 1946.
I 1946 vandt hele elleve film festivalen førstepris, idet arrangørerne i 1946 lagde større vægt på kreativ udveksling mellem filmskaberne end egentlig konkurrence.
Rom – åben by er første del af en krigstrilogi, som også omfattede Paisà (1946) og Germania, anno zero (1948).
Filmen foregår under den tumultagtige periode efter Benito Mussolinis fald i Italien sommeren 1943. Modstandsmanden, som kaldes ”ingeniøren”, flygter fra SS. Filmens egentlige plot udspiller sig omkring jagten på ham, infiltreringen af den vidtforgrenede modstandsbevægelse og med fokus på, hvordan enhver sådan bevægelse har vendekåber, der er til falds for den rigtige betaling.
Hovedrollerne bliver spillet af Anna Magnani, Aldo Fabrizi og Marcello Pagliero.
Filmen blev nomineret til en Oscar i kategorien ”bedste manuskript” uden at vinde. Fem øvrige filmpriser blev det dog til.
1. Federico Fellini: Det søde liv
Federico Fellinis Guldpalme-vinder i 1960 er efter min mening den bedste Cannes-vinder nogensinde.
Det søde liv er ligeledes blevet et filmikon på grund af den barmfagre Anita Ekbergs badescene i Trevi-fontænen i Rom.
Journalisten Marcello Rubini lever et dekadent liv blandt det sofistikerede jet-set i Rom. Han har store ambitioner om at skrive seriøse artikler, men lader sig forføre af den dekadente livsstil. En dag må han træffe et valg.
De væsentligste roller bliver spillet af Marcello Mastroianni, Yvonne Furneaux, Anouk Aimeé og Anita Ekberg.
Badescenen i Trevi-fontænen blev optaget i marts, hvor vandet stadig var iskoldt. Anita Ekberg stod i vandet i timevis uden en eneste beklagelse. Omvendt med Mastroianni, som måtte ty til våddragt under tøjet og tilmed måtte tømme en flaske vodka for at holde det ud. Vi oplever ham således fuld som en allike under hele badescenen.
Filmen var nomineret til fire Oscars, men måtte nøjes med at vinde en enkelt for ”bedste kostumer”.
Oscar-akademiet har aldrig værdsat den helt store filmkunst.
facebook
twitter
Kommentarer