Er billige film løsningen?

Er billige film løsningen på filmbranchens udfordringer?

Danske Filminstruktører mener ja.

I forbindelse med Filmforlig 2015-2018, vil de gerne have politikerne til at øremærke penge til tyve lowbudget-film årligt – forhåbentlig ud over de cirka tyve spillefilm, staten i forvejen årligt støtter.

Om end filminstruktørerne endnu ikke har offentliggjort deres krav til næste filmforlig, er det den banken, der høres på vandrørene.

Filmmagasinet Ekko har i seneste nummers leder erklæret sig enig i denne målsætning. Sikkert i forventning om at tækkes bladets to-tre trofaste læsere.

I formuleringen af deres krav må man håbe, at instruktørerne også formulerer en forretningsplan og fortæller, hvor meget staten skal støtte disse film procentuelt i forhold til deres produktionsomkostning. Og ikke mindst bør det formuleres hvordan disse film skal distribueres og lanceres, samt om der overhovedet er tale om biografspillefilm, eller blot web- og tv-film. Og ikke mindst: Hvordan har filminstruktørerne tænkt sig at omgå alle de regler, der foreligger på filmarbejdernes faglige overenskomstområde?

Det bliver spændende at læse filminstruktørernes krav.

Her vil det nemlig blive afsløret, om instruktørerne rent faktisk har en god idé. Eller om det alene handler om beskæftigelsesterapi for de instruktører, som er røget af vognen, efter at kravet om store indtægter fra biograferne er blevet forudsætningen for filmproduktion (fremprovokeret af de nye digitale mediers lave udsalgspriser).

Logikken er god nok: Billige film skal modsvare de digitale mediers lave prissætning. Man kan i denne henseende mene, at forbrugerne hermed nøjagtigt får, hvad de har gjort sig fortjent til.

Jeg har i flere år angivet, at resultatet af de nye digitale mediers fremmarch meget vel kan blive en reduktion af den danske filmindustri til alene at producere billige tv-film, game- og reality-shows.

De danske filminstruktørers krav kan meget vel blive første skridt i den retning.

Mange har et romantiseret forhold til lowbudget – eller independent film – og hylder i store ord, når der en sjælden gang kommer et tåleligt værk ud i den anden ende. Der generaliseres i stor udstrækning på tyndt grundlag, og man glemmer de hundredetusinder af lowbudget-film, som er lige til lossepladsen.

Der er også inflation i udtrykket ”lowbudget”. I USA bliver film til 30 millioner kroner karakteriseret som lowbudget. Det betyder, at 90 % af danske filmproduktion er lowbudget.

Under inspiration af blandt andet Robert Rodriguez’ El mariashi, som kostede 38.000 kroner at producere og indtjente elleve millioner kroner globalt, Jared Hess’ Napoleon Dynamite, som kostede to millioner kroner at producere og indtjente en kvart milliard kroner globalt, Daniel Myrick og Eduardo Sánchez’ The Blair Witch Project, som kostede 320.000 kroner og indtjente 1,3 milliarder kroner globalt og Oren Pelis Paranormal Activity, som kostede 82.000 kroner og indtjente en milliard kroner globalt, har flere danske producenter gjort sig tanker ud i lowbudget.

Regner Grasten og Peter Aalbæk Jensen slog sig sammen om Filmfabrikken for at producere billige film. Det kom der nu ikke meget ud af.

Regner Grasten har dog velsignet det danske biografpublikum med lowbudget-filmen Winnie og Karina – the Movie. Det resulterede i et stjerne-gennemsnit fra anmelderne på sølle to. Filmen blev set af 64.143 sagesløse.

Filminstituttet har eksperimenteret med ”råfilm”. Det kom der heller ikke meget ud af.

Og senest har Ronnie Fridthjof forsøgt sig med Kolbøttefabrikken, som pt. er blevet set af 26.610 biografgængere og nok ikke bliver set af ret mange flere. Filmen modtog 2,5 stjerner gennemsnitligt af de toneangivne medier.

Næste lowbudget-film, vi kommer til at opleve, bliver Jonas Elmers Det andet liv, som har kostet 6,5 millioner kroner at producere. Den får premiere 7. august. Far til fire-instruktøren Claus Bjerre er også på vej med en tre millioner dyr lowbudget: En, to, tresomt, som får premiere 11. september.

Se herunder skemaet over de i perioden 2009-14 billigst producerede, institutstøttede danske spillefilm, som har fået biografpremiere.

I betragtning af den hyldest, der er kommet flere af disse film til gode, kan man undre sig over den udeblevne folkelige opbakning. Alle er ved at falde over hinanden i hyldest, men kun meget få ser filmene. I gennemsnit er disse film kun set af sølle 18.449 biografgængere mod det generelle gennemsnit i 2013 på 221.191 på institutstøttet danske spillefilm.

Såfremt Danske Instruktører får held med deres forehavende, må man så sandelig håbe, at der følger en markedsføringstaktik med, som kan sikre disse film et langt større publikum. Ellers bliver det en kort fornøjelse, idet tabsvillig kapital for tiden er ret begrænset i filmbranchen.

Det salgsarbejde, vi foreløbig har set på disse film, har bare ikke været godt nok. Beklageligvis har både instituttet og filmdistributørernes kreativitet og lyst til at prøve nyt på dette område vist sig umådelig begrænset.