Med udkig over filmbranchen

Bloggen er udtryk for skribentens egne holdninger og opfattelser.

27. dec. 2017 | 12:41

Færre danske film i fremtiden?

Foto | Fridthjof Film
Mick Øgendahl og Rasmus Bjerg tager flugten i Alle for tre. Det samme har dansk films succesfulde filminstruktører og pengefolk.

Dansk film er på to år gået fra succes til en situation, hvor vort hjemlige filmbryg ikke længere er økonomisk bæredygtig. Men hvad er der egentlig hændt?

I 2015 skinnede solen over dansk film. Vi var ét år inde i Filmaftalen 2015-2018. En Filmaftale sætter dagsordenen for statens prioriteringer for dansk film. Folk strømmede i biograferne, og dansk films markedsandel var helt i top.

Årets høst af film kastede sågar en Oscar-nominering af sig, og hele ni af Danmarks mest succesfulde instruktører velsignede det danske biografpublikum med nye film. Hele syv instruktører debuterede det år.

Forventningerne til fremtiden var også i top. Mange var overbevist om, at krisen, man oplevede i home entertainment-sektoren (dvd, Blu-ray og digitale filmtjenester), var en børnesygdom, som snart ville gå over. Inden længe ville dansk film hente milliardindtægter fra de nye digitale medier.

Ja, forventningerne til, at det hele nok skulle gå godt, var så store, at man aftalte at flytte nogle af støttekronerne fra slutningen af Filmaftalens fireårige periode frem til begyndelsen. Det var for at afbøde de øjeblikkelige manglende indtægter fra home entertainment-sektoren. Lige om lidt ville det jo gå godt igen.

Men sådan skulle det ikke gå, tværtimod.

Danmark producerer stadig nogenlunde det samme antal film, og den gennemsnitlige kvalitet er ifølge anmelderne den samme som to år tidligere. Antallet af spillefilmdebutanter er ligeledes på niveau med jubelåret 2015.

Men i samtlige andre forhold er det gået ned ad bakke.

Optimismen i forbindelse med home entertainment-sektoren viste sig nemlig ikke at holde stik. I stedet for milliardindtjening fortsatte indtægterne fra denne sektor med at falde til nuværende katastrofale niveau. Danskernes betalingsvillighed på de nye digitale medier er forsvindende lille, og der er desværre ikke antydningen af udsigt til, at det vil ændre sig.

De mest succesfulde filminstruktører har forladt dansk film for at påtage sig arbejde i udlandet. Vi har oplevet et fald i de succesfulde instruktørernes indsats på hele 55 procent. Og selv om Det Danske Filminstitut har slået på succes for danske film i 2017 på festivaler, så er det blæst meget op. Der er temmelig langt fra Dogme-filmenes deltagelse i hovedkonkurrence i Cannes til de festivaler, som vores billige film bliver udtaget til i dag.

Sidst, men ikke mindst: Pengefolkene trækker følehornene til sig. Det kommer til udtryk ved, at produktionsbudgettet på en gennemsnitlig dansk film på kun to år, er faldet med syv millioner kroner eller 32 procent. Antallet af film til en produktionspris på over 22 millioner kroner er faldet med hele 73 procent.

Til gengæld er antallet af film til en produktionspris på under syv millioner kroner steget med enorme 133 procent.

Statens støtte er gennemsnitligt faldet med knap én million kroner pr. film, et fald på tolv procent. Det skyldes den nævnte flytning af støttemidler fra sidst i filmaftalens periode til først i perioden. Man har rent ud sagt tisset i bukserne for at holde sig varm i forventningen om, at home entertainment-sektoren ville tørre bukserne.

Men det er kun blevet koldere. Meget koldere. Producenternes indtægter fra home entertainment-sektoren er siden 2005 faldet med hele 67 procent, og alle prognoser forudser fortsat fald i denne sektors indtægter til filmproducenterne.

De mange lavbudget-film mangler en folkelig opbakning, og tilskuerantallet er generelt faldet katastrofale 45 procent. Antallet af danske film, som bliver set af færre end 10.000 tilskuere, er på to år steget med 400 procent.

Det har de amerikanske film nydt godt af. I biograferne har amerikanske film i vid udstrækning kompenseret for dansk films faldende tilskuerantal. Danskerne er i større og større udstrækning valfartet til de spektakulære, hundedyre amerikanske film, som i den grad har forstået at udnytte biografernes store lærred.

Det virkelig bekymrende er, at publikumsnedgangen kommer lige op til forhandlingerne om et nyt, fireårigt filmforlig. Hvis dansk film mister opbakning (læs: penge) fra politikerne, er den hjemlige produktion for alvor truet.

Før Dogmebølgen var dansk film i begyndelsen af 90’erne på nippet til at lukke og slukke. Med en markedsandel på blot tyve procent er det ikke hysterisk at advare om, at vi er på vej til 90’ernes krisetilstand.

Der er kun to rationelle løsninger på dansk films overlevelse.

Enten må der tilvejebringes bedre finansieringsmuligheder for danske film ved, at den statslige støtte øges sammen med de private investeringer. Der er også blevet talt om at kanalisere penge til dansk film ved at pålægge de store multinationale streamingtjenester en underholdningsydelse, som det er sket i adskillige andre europæiske lande.

Eller også må der bare produceres færre danske film, for eksempel en nedgang fra det nuværende antal til femten spillefilm om året.

Det sidste vil slukke adskillige instruktørdrømme. Mange vil kunne vinke farvel til spillefilmen, som de har gået og drømt om at lave – endnu flere vil aldrig nogen sinde spillefilmdebutere. Men det er omkostningen, når dansk film ikke formår at lokke publikum i biografen. 

Kim Pedersen

 

Kim Pedersen kommenterer nye trends og generelle nyheder fra ind- og udland.

Blev født ind i filmbranchen via en far, som var filmudlejningsdirektør i det nu hedengangne United Artists. Som bare tyveårig overtog han i 1978 en biografvirksomhed i Aarhus, som han drev og udviklede til en førende markedsposition, inden selskabet blev afhændet i 1999.

Kim Pedersen har i dag en lang række tillidsposter i filmbranchen. Fra 2005 har han været formand for Brancheforeningen Danske Biografer og fra 2007 ligeledes vicepræsident i The International Union of Cinemas.

Han er også formand for UNIC Tech Commitee og rådsmedlem i National Association of Theatre Owners International Committee og Film Theft Task Force i USA. Senest er han indtrådt som bestyrelsesmedlem i Biografklub Danmark A/S, som blandt andet udvælger filmene til klubbens program.

© Filmmagasinet Ekko