Filmkunstner, hold dig gode venner med disse tre!

Jeg har stor forståelse for diverse statsordninger til understøttelse af kunsten i Danmark. Hele det danske kulturliv, som vi alle nyder godt af, ville fuldstændigt falde fra hinanden, hvis disse støtteordninger ikke fandtes.

Forudsætningen er dog, at disse støtteordninger ikke bliver en ren livsstil, og at statskronerne kun kommer værdigt trængende filmkunstnere til gode, som virkelig har noget på hjerte.

Jeg er naturligvis godt klar over, at intet system er perfekt, men der er dog alligevel ting og sager i de danske statsstøtteordninger, som trænger til et gevaldigt eftersyn.

Filmkunstnere har mange muligheder for at opnå statsstøtte. Man kan for eksempel gå til Det Danske Filminstitut, som har en bred vifte af forskellige støtteordninger. Her kan man få statsstøtte til alt mellem himmel og jord: manuskript, udvikling, produktion, festivaldeltagelse, kurser, stipendier og rejser.

Hvis man ønsker at supplere disse støttekroner, eller er blevet afvist af Filminstituttet, er der andre muligheder for at opnå statsstøtte.

Man kan gå til Statens Kunstfond, som pr. 1. januar 2014 fik sit eget selvstændige legatudvalg for film. Tidligere var der et fællesudvalg for film- og scenekunst.

Legatudvalget for film i Statens Kunstfond uddeler arbejds- og rejselegater efter ansøgning fra skabende, danske filmkunstnere inden for alle filmgenrer og udtryksformer. Udvalget uddeler også tilskud på eget initiativ gennem præmieringer af danske film.

Vælger en skabende kunstner inden for filmmiljøet denne vej til de statslige midler, er der ingen risiko for at støde ind i iskolde, statslige embedsmænd. Uddelingen af legater er nemlig lagt i hænderne på folk, som de kender, og som er en integreret del af filmmiljøet. Absolut ingen frygt for fremmedgørelse her.

Selve ansøgningsformularen er også lige til at gå til. Ifølge Statens Kunstfond tager det kun ti minutter at udfærdige en ansøgning. Og man kan endda ansøge – og få – ydelse flere gange årligt.

I legatudvalget for film sidder pt. filminstruktørerne Jon Bang Carlsen og Kathrine Windfeld samt manuskriptforfatteren Rasmus Heisterberg. De uddeler 4.000.000 statskroner årligt.

Carlsen er formand for udvalget og modtager dermed et honorar på 126.250 kroner årligt. De to øvrige modtager hver 68.750 kroner årligt for ulejligheden. Der afholdes fire årlige udvalgsmøder.

I forbindelse med sin tiltræden udtalte Jon Bang Carlsen: ”Jeg synes, det er på tide at yde lidt tilbage til et støttesystem for den frie kunst, som jeg respekterer dybt.”

Jojo, men Jon Bang Carlsen gør det jo ikke gratis, og et pænt olieret formandshonorar får jo altid det hele til at glide lidt lettere ned.

Inhabilitetsproblemer, som er konstant forekomne – filmmiljøet er jo lillebitte, hvor alle kender alle – løses ved at de respektive udvalgsmedlemmer går uden for døren, mens behandlingen foregår. Udvalgsmøderne afholdes da også nærmest i en svingdør, jævnfør udvalgsreferaterne. Inhabiliteten er konstant.

Beskikkelsen i udvalget er for to år, så en turnusordning blandt filmkunstnerne ligger lige for.

Det er selvfølgelig urimeligt at lade filmkunstnerne selv uddele penge til kollegerne. Det bør stoppes, hellere i dag end i morgen.

Alle tre har, lige inden deres tiltræden i det bemyndigende udvalg, selv modtaget støtte fra Statens Kunstfond. Så kan det vist ikke blive mere indspist!

Legatudvalget kan dog ikke tildele kunstnere hædersydelse, den tidligere livsvarige ydelse. Den opgave har man ikke turde pålægge legatudvalget og er alene noget, Kulturministeriet skal afgøre.

De særligt begunstigede på livsvarig ydelse er der pt. syv af. Jørgen Leth (siden 1995), Erik Clausen (2010), Palle Kjærulff-Schmidt (1997), Nils Malmros (1995), Lars von Trier (2004), Mogens Rukov (2014) og Anne Regitze Wivel (2014).  

Også her må kvinderne trække det korteste strå.

Ifølge Statens Kunstfond modtager 83,3 procent af de syv ovenstående maksimal ydelse, nemlig 154.200 kroner pr. år. Den ene tilbageværende modtager minimumsydelsen, som er på 16.800 kroner.

Den livsvarige ydelse er dog indtægtsbestemt, så har man andre indkomstkilder af betydelig størrelse, bliver man sat ned på laveste ydelse. Altså lige nok til en tålelig flaske rødvin i for eksempel baglokalet på Zentropa, når et godt årsregnskab skal fejres.

Selvfølgelig skal minimumsydelsen være 0 kroner. En mindsteydelse på 16.800 kroner giver ingen mening.

Det skal også nævnes, at filminstruktøren Jytte Rex har været på livsvarig ydelse siden 1998, men i sin egenskab af billedkunstner. Det kan betale sig at have flere knager at hænge sin hat på.

Den livsvarige ydelse er ikke en hindring for at søge supplerende midler fra Statens Kunstfond, for eksempel modtog Anne Regitze Wivel 70.000 kroner i arbejdslegat i 2014 og er tidligere blevet velsignet med 80.000 kroner i 2012.

Jytte Rex har ligeledes fået suppleret sin livsvarige ydelse med 15.000 kroner i 2010, 150.000 kroner i 2011, 100.000 kroner i 2012 samt 35.000 kroner i 2013. Tildelinger før 2010 er ikke tilgængelige på Statens Kunstfonds hjemmeside.

Det er ganske urimeligt, at modtagerne af livsvarig ydelse også kan modtage legater i de enkelte år.

182 gange gennem de seneste tre år er der blevet udbetalt legater til i alt 141 filmkunstnere. 70 kvinder og 71 mænd. Her er virkelig millimeterjustits mellem kønnene. Til gengæld render mændene – de slubberter – med 58 procent af støttemidlerne. Så her står kvinderne atter med fletningerne i postkassen.

Det skyldes selvfølgelig, at den største snabel i kassen er en mand. Han hedder Simon Staho, og han er virkelig som en fisk i vandet, når det handler om at støvsuge statskassen. Han blev tildelt et treårigt stipendie i 2012 på ikke mindre end 855.000 kroner. I 2012 fik Staho ligeledes 120.000 kroner i manuskriptstøtte fra Det Danske Filminstitut til et kuldsejlet filmprojekt Efter kærligheden, og i 2010 fik Staho 8,5 millioner kroner til produktion af Miraklet, som først fik premiere i 2014 og floppede på ethvert tænkeligt parameter.

Simon Staho står næppe ud af sengen uden at få offentlige penge for det.

Der bør omgående indføres en maksimumsgrænse for legater. Det er ganske urimeligt, at én person kan beslaglægge en så stor andel af de begrænsede støttemidler. Den eksorbitante støtte, Staho har modtaget, har udelukket mindst ti personers adgang til de statslige støttemidler

Der er øjensynligt ingen efterfølgende krav, når man først er blevet tildelt støtte. Hvad samfundet egentlig får ud af denne støtteordning, henstår i det uvisse.

Der bør selvfølgelig indføres krav i forbindelse med udbetalingen af legater, herunder en redegørelse for, hvad pengene er blevet brugt til.

Legatudvalget kan – som nævnt – også vælge at præmiere danske film. Det er sket seks gange i perioden 2012-2014: Jon Bang Carlsens I kærlighedens navn (én tildeling), Berit Madsens Sepideh (én tildeling), Michael Noers Nordvest (fem tildelinger), Thomas Vinterbergs Jagten (fire tildelinger), Tobias Lindholms Kapringen (én tildeling), Maja Friis’ Ballerina (én tildeling), Bille Augusts Stille hjerte (én tildeling), Joshua Oppenheimers The Look of Silence (én tildeling) og Phie Ambos Så meget godt i vente (én tildeling).

Disse præmieringer forekommer ganske uden stringens og nærmest tilfældige. Og hvorfor skal en kæmpesucces som Jagten præmieres med hele fire tildelinger?

Mere stringens på dette område er tiltrængt.

I skema 1 nedenstående er top 20 over de mest begunstigede gennem de seneste tre år. I skema 2, 3 og 4 nedenfor er modtagerne af ydelser fra Statens Kunstfond i henholdsvis 2012, 2013 og 2014.

Der er flere virkelig succesfulde filmkunstnere imellem: Ole Christian Madsen, Bo hr. Hansen, Lone Scherfig og Thomas Vinterberg. Det kan undre: Ingen vil vel påstå, at de er værdigt trængende.

Størst undren bliver dog fremprovokeret, når man støder på Franz Ernst, Claus Bohm, Charlotte Sachs Bostrup og Laurits Munch-Petersen blandt navnene i det fine selskab.

I Statens Kunstfond bør kun filmkunstnere honoreres, hvis de beviseligt har bidraget med stor kunst. Det er meget vanskeligt at argumentere for i Bostrups og Munch-Petersens tilfælde.

Claus Bohm har ifølge IMBb for 33 år siden lavet en dokumentarfilm og for syv år siden en svensk kortfilm. Franz Ernst har, stadig ifølge IMDb, slet ikke lavet en film de sidste elleve år! Til gengæld har han været meget ihærdig i forbindelse med udfærdigelse af ansøgninger til Statens Kunstfond.

Man må spejde langt efter for eksempel Christoffer Boe, Annette K. Olesen, Lotte Svendsen, Linda Wendel, Pernille Fischer Christensen og Per Fly. Det kan undre, men måske de ikke står sig godt med legatudvalget, eller måske er de slet ikke klar over, at denne støttemulighed eksisterer.

Følgende er til gengæld udmærket klar over støtterdningens eksistens: Jonas Elmer, Janus Metz, Anders Refn, Anne-Grethe Bjarup Riis, Cæcilia Holbek Trier og Martin Zandvliet. De er øjensynligt bare ikke inde i varmen. De har nemlig alle ansøgt om legat, men fået afslag.

Under alle omstændigheder er her et godt råd til personerne i det danske filmmiljø: Hold dig rigtigt gode venner med dine kolleger – pludselig sidder en af dem og skal afgøre, om du skal have støtte!