På en film som Simon Stahos Miraklet gav staten hver tilskuer i biograferne 11.442 kroner med i baglommen, når de skulle opleve dette makværk. Til sammenligning gav staten kun en enkelt flad krone til hver tilskuer, som ville opleve Mikkel Nørgaards Klovn – The Movie.
Staten har i perioden 2010-2015 gennemsnitligt givet hver tilskuer af danske film 34 kroner i baglommen i støtte, når danske film skulle opleves på det store lærred. Et sikkert højt beløb i nogles øjne. Beløbet blegner dog, når man tager i betragtning at tilskuere på Det Kongelige Teaters mange forskellige tilbud, gennemsnitligt får 813 kroner med i baglommen.
Kultur i Danmark kan ikke oppebæres uden statsstøtte. Befolkningens krav om kultur harmonerer nemlig hverken med deres betalingsevne eller -villighed. Derfor er en lang række kulturtilbud statsstøttet for at imødekomme hele befolkningens ønsker, som skal sikre diversitet, volumen og kvalitet i udbuddet. Vi er jo kun 5,6 millioner indbyggere, og befolkningsunderlaget er simpelthen ikke stort nok til at drive kultur på markedsvilkår.
Uden statsstøtte til kulturområdet ville vi alle ende i åndeligt armod. Det har politikerne for længst indset, og i 1961 oprettede man derfor et egentligt ministerium for understøttelse af kulturlivet i Danmark.
Kulturministeriet havde et budget på 7,8 milliarder kroner i 2014.
Enkelte danskere har en lad-falde-hvad-ikke-kan-stå-attitude i forhold til kulturområdet. Det forekommer dog, at de ikke helt har gjort sig konsekvenserne klart, hvis staten dropper kulturstøtten.
Kontanthjælpsmodtagerne ville blive kraftigt forøget, og kulturparnasset ville slide deres tastatur op, når de med stive, harmdirrende fingre hamrer det ene vrede indlæg ud efter det andet. Men værst af alt kunne vi kulturelt lige så godt lade os indrullere under Amerikas Forenede Stater og blive den 51. stat. Og det er der vel ingen danskere som ved deres fulde fem virkelig ønsker sig.
Kort og godt ville ingen danske film kunne produceres på almindelige markedsvilkår.
Danmark har brug for en sprudlende kultur til at fastholde vores nationale identitet i en tid, hvor globaliseringen blandt andet truer med at gøre os til netflixere, der helt lever på amerikanernes nåde med film på dåse.
Men hvorfor støtter staten elendige film, som ingen gider at se?
I perioden 2010-2015 har tilskuerne på tretten danske film fået et større beløb i baglommen, end teatergæsterne på nationalscenen gennemsnitligt har fået.
Umiddelbart skulle man tro, at de tretten film repræsenterer den ypperste filmkunst. Det må da være blandt skaberne af de tretten film, vi finder instruktører som Lars von Trier, Nils Malmros og Nicolas Winding Refn?
Intet kunne være mere fejlagtigt. Man finder alene film, som ikke har antydningen af folkelig opbakning, og som – for de fleste films vedkommende – egentlig er ret dårlige.
Retfærdigvis skal det dog nævnes, at der er få hæderlige film imellem de tretten. Men ligefrem stor, epokegørende filmkunst er der bestemt ikke tale om. Og hvorfor i himlens navn skal Danmark støtte islandske og new zealandske film? Der er i al fald intet, som berettiger til, at staten skal give tilskuerne til disse film flere tusind kroner i baglommen.
For eksempel gav staten hver tilskuer til Miraklet 11.442 kroner med i baglommen, Linda Wendels Julie 9.677 kroner, Katrine Wiedemanns Viceværten 4.177 kroner, Birgitte Stærmoses Værelse 304 3.248 kroner, Simon Stahos Magi i luften 3.017 kroner, Rúnar Rúnarssons islandske Volcano 2.310 kroner og Daniel Joseph Borgmans new zealandske The Weight of Elephants 1.459 kroner.
Blandt de film, staten har givet biografgængerne færrest kroner med i baglommen, finder vi da også en langt højere kvalitet: Klovn: The Movie (1 krone), Jagten (4 kroner), En kongelig affære (14 kroner), Dirch (15 kroner) og Hævnen (18 kroner).
De af kulturparnasset så forhadte Far til fire-film nøjes i perioden 2010-2015 med 10-20 kroner.
Når man ser på den støtte, den danske stat giver biografgængerne, er der en dramatisk forskel på, om filmen er instrueret af en mandlig eller kvindelig instruktør. På mandlige instruktørers film giver staten biografgængerne gennemsnitligt 33 kroner med i baglommen, på de kvindelige instruktørers film er tallet 40 kroner.
For uindviede kan forskellen måske ikke synes så stor. Men de kvindelige instruktørers film er i gennemsnitlig i de sidste fem et halvt år blevet statsstøttet med 701.448 kroner mere end deres mandlige kollegers.
Der er god grund til, at staten gennem Det Danske Filminstitut bliver mere kræsne med, hvad de støtter. Det giver ingen mening at støtte dårlige film ganske uden folkelig opbakning. Ligeledes bør vi ikke heller støtte udlandets film. Det kan aldrig blive en dansk opgave at lave en islandsk og new zealandsk film.
Her er en liste over, hvad staten har givet hver enkelt dansk biografgænger i baglommen på de enkelte film gennem de seneste fem et halvt år. Beløbene, som de enkelte film har været i stand til at tilbagebetale til staten, er naturligvis fratrukket.
facebook
twitter
Kommentarer