Det Danske Filminstituttet har en mærkværdig støtteordning under konsulentordningen. De kalder støtteordningen ”Torsdagspitch”.
Formålet er at fremme udviklingen af originale ideer til spillefilm ved at støtte manuskriptudviklingen på et tidligt tidspunkt.
Pitchen består af en forberedt fremlæggelse af filmidéen på ti minutter og en uddybende diskussion på ti minutter. Altså tyve minutters anstrengende arbejde, som bliver honoreret med minimum 30.000 kroner.
Idéudviklingsstøtten skal resultere i en udvidet synopsis eller et treatment (en scene-for-scene-beskrivelse) og skal afleveres senest en måned efter, at støtten er bevilget.
Herefter står det pitcheren frit for, om vedkommende vil gå videre med en ansøgning om manuskript-, udviklings- eller produktionsstøtte under Filminstituttets konsulentordning eller markedsordning.
Ikke ét eneste projekt – ikke ét – er nogensinde resulteret i en færdig film, trods støtteordningen tog sin begyndelse helt tilbage i 2009.
Og hvad er der så kommet ud af de to millioner kroner, som Filminstituttet har brændt af på dette projekt?
Intet. Rien. Nada. Nothing. Nichts. Niente.
Der er øjensynlig ingen idéer i de danske gemmer, som det vil være synd, hvis verden går glip af.
Som tidsfordriv kan man dog løbe listen af prominente lommepengemodtagere herunder igennem.
Vi støder for eksempel på forfatter og tidligere fotomodel Renée Toft Simonsen, sceneinstruktør Kasper Holten, skuespiller Jens Albinus, producent Meta Louise Foldager, komiker Oliver Zahle, manuskriptforfatter Nikolaj Scherfig, lektor Rikke Schubart og instruktørerne Kenneth Kainz, Christina Rosendahl og Birger Larsen. Altså folk i beskæftigelsesterapi på statens regning.
Og så kan man i øvrigt spekulere over, hvilke gribende historier der mon gemmer sig bag titler som Lilletå, Flugten fra Pilmark, Klamme tænder, Forførerens dagbog, Uden titel, En kold tyrker, Muskelsvindler og ikke mindst: Min elskede porno-prinsesse.
facebook
twitter
Kommentarer